Søg i 1400 opslag:

15/12/2022

Irma: Klassisk Bordeaux og superb vin fra Sydamerika!

Irma har ganske mange vine, der eer kandidat til din julevin, men også en forbløffende masse vin, som fortjener bedre køkken end svær og kål! Tænk blot på den ikoniske Sforzato og superklassisk vin fra Argentina og Bordeaux. 

Den lækre Mancuso garnacha vil virkelig pynte på en and eller gris (og ikke kun pga 93p/Parker, ret flot til 89!), og det samme vil Ferraton Crozes Hermitage (99). 

      Til gengæld er Bordeaux næsten for god til stegen. Prøv de 2 vine fra Caronne Sainte Gemme, hvor l'Orage 2016 indgyder respekt, mens Labat har klasse (6 fl. 499). Bordeaux manden Michel Rolland er med rette stolt af Clos de los Siete fra Argentina (nyeste år får 94p/James Suckling) -flot for vin til 99, mens vi andre også vil rose økologiske Coyam fra Chile (99, også 94p, blot fra Tim Atkin), men til samme rimelige pris. 

Bedste KØB: Labat 2018 Haut Médoc - l'Orage Caronne Sainte Gemme - Ser Lapo Chianti Classico - Clos de los Siete 
Godt KØB: Crozes Hermitage Ferraton - Coyam Concha & Toro - Triacca "Sforzato" Valtellina - Mancuso "Garnacha" - Valderivero Ribera del Duero Joven - Soliterra "Essence" cabernet - Guigal Rhone 2018 - Cattin Pinot Gris Pfingstberg

Irma har desuden en lang række andre rigtig gode tilbud indtil nytår, bl.a. Ladoix "Carillon" Bourgogne og Champagne Joseph Perrier. Se tidligere opslag her!

Labat 2018, Haut Médoc, kr/fl v 2: 83,17

6 fl: 499, bedste KØB + ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 17.december

Labat er del af det fine Caronne Sainte Gemme, men i flere årgange har de 2 vine været identiske. Labat 2018 er en klassisk flot vin, kraftig, fast, med rig frugt og god længde -faktisk flot nu efter 4 år, men det haster ikke. Kan se, at en fornuftig kritiker har givet vinen 92p/100.  Irma sælger også selve Caronne 2018 (249) -jeg vil nok hellere have 3 fl. Labat i samme årgang! 

      Caronne Ste Gemme er et historisk slot, som altid har været tæt på 5.Cru, ejet af familien Nony-Borie (en nevø til ejeren af Ducru-Beaucaillou, 2.Cru på den anden side af en bæk). I år er slottet købt af Bernard Magrez fra naboen La Tour Carnet, 4.Cru, som måske vil opsluge Caronne helt. Lidt trist. 

Caronne Sainte-Gemme "l'Orage", v. 6 fl: 66,50

6 fl: 399, 2016 Haut-Médocnormalt 129
Bedste KØB + **** (4/5), indtil Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december

Jeg foretrækker nok Labat 2018 herover, men glem ikke denne mere klassiske vin i den fine årgang 2016. l’Orage er en slags 2.vin fra Caronne. God dyb farve med let modning, positiv frugt, som er ved at udvikle sig til bouquet med fine noter, afrundet og lang. Formentlig bedre om 2-3 år.        
     Jeg vil også hellere drikke denne vin end den normale Caronne 2013 (179), mens den nye 2018 Caronne (249) er en klasse over -en meget lækker vin, stadig ung- og ikke topkøb.  

Crozes Hermitage, Ferraton... 99,-

Frédéric Reverdy, godt KØB + ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december

Jeg har (heller) ikke smagt denne vin, der kommer fra huset Ferraton i Crozes Hermitage. Normalt sælges vinen som Matinière, men denne tapning har navnet Frédéric Reverdy (efter en stamfader). 
      Måske fra eget domæne, måske købt udefra -men jeg vover chancen og kalder vinen et godt køb, da Ferraton normalt sælges omkring 150-200 kr. Ferraton leverer flotte vine, især Crozes. Vent en middelfyldig vin med masser af bær i duft og smag -herlig ung kælderkold sammen med en gryderet -ja, måske endda flæsk og and! 

Mazzei "Ser Lapo", Chianti Classico ... 99,-

2019 Riserva, Bedste KØB ***** (5/5)Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december

Markis Mazzei har i over 100 år leveret stor vin i Toscana, bl.a. "Ser Lapo", altid en flot Classico Riserva. Vinen kommer fra det smukke Castello Fonterutoli, ejet i næsten 600 år af familien Mazzei, siden 1435. 

      Denne vin fra Fonterutoli er klassisk Riserva, hvor 3-4 år ikke er nogen alder. Giv den 2-3 år endnu og den kan gemmes i 10+ år. '18 fik 93p/Spectator og 91p/Falstaff, mens'17 fik 92p/Parker
      Ser Lapo var en lokal notar, som optræder i rigtig mange skrifter fra renæssancen -og i øvrigt også navnet på faderen til de to brødre, som leder vingården i dag. Vingården har 3 røde stjerner i Gambero Rosso efter mindst 30 3 glas-vine. Slottet (foto) er også hotel. 

      2019 er også ekstremt lovende med solid fylde, men også stor elegance, mens duften (endnu) er meget ung, men indbydende. Nyd nu eller gem 3-5 år. 

NB: Husk også Irmas tilbud på Mazzei's andre vine og prosecco (indtil 31.12.).  

Clos de los Siete, by Michel Rolland... 99,-

2019 Valle de Uco, Mendoza, Argentina

Bedste KØB ***** (5/5)Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december

2019 er ny, men du kan stadig finde den flotte 2018. Meget dyb, meget indbydende aroma af mørk frugt og sød eg, magtfuld, men frisk og lang. Flot vin nu og de kommende 3-4 år. Både 2019 og 2018 har fået 92p/TimAtkin (2019 også 94p/JamesSuckling). 
      55% malbec + merlot, cabernets, petit-verdot og syrah. Gror i Vistaflores 1100 meter o.h. med tæt plantning (5500/ha) og blot 29 hl/ha, dvs. hver vinstok giver blot ca. 1/2 liter vin.       
     100% Michel Rolland metode: Druerne sorteres 2 gange. Lang kølig maceration før gæring, ingen pumper. 70% får malolaktisk gæring og lagring i små egefade (1/3 nye), resten i tank. Ingen klaring, ingen filtration.          
      Michel Rolland er født i Pomerol, men blev nok den mest indflydelsesrige vinkonsulenter i regionen, og de mange vine -med Ausone i spidsen- han har hjulpet til verden overskygger helt hans egen Bon Pasteur Pomerol. Sammen med hustruen Dany har han rådgivet vingårde i 13 lande. Han er nu officielt på pension, men mon han helt kan holde fingrene fra vinen. Jeg tvivler! 

Coyam Colhcgua blend, øko...  99,-

Godt KØB + ***** (5/5), Irma eller coop.dk, indtil fredag 23.december

Vinen fås nu i 2019, der har 94p fra både Tim Atkin og James Suckling samt 95p fra lokale Descorchados. Burde nok være både bedste vin og køb, men den kunne fås til 79 i august, så den må "nøjes" med godt køb! Du kan nok stadig finde 2017, som også er i top. 
      En diskret etiket for blend fra det lune Colchagua -62% Bordeaux-druer som carmenère, cabernet og merlot + petit-verdot + 38% syrah, som lagrer et år i nyere franske egefade. Ret flot, mørk, rig og intens aroma med krydderi og frugt, meget fyldig, afrundet, men ikke fad -moden nu og nok et par år fremVinen kommer fra Emiliana, den økologiske del af giganten Concha y Toro. 

 

Triacca "Sforzato"... 129,-

San Demenicogodt KØB + ***** (5/5)  Irma og Mad.Coopindtifredag 23.december

Ugens måske bedste vin er noget så bizart som en amarone på nebbiolo. druen fra Barolo, groet på nogle isolerede superstejle terrasser i Valtellina, et par stenkast fra Alpernes mest mondæne skisport resort! En vin med masser af karakter, som jeg har gensmagt ved stor smagning. Men ved, at langtfra alle kan lide den!       
En stærk (15,5%) vin med dyb farve og en rig aroma med kirsebær and anden stenfrugt, magtfuld, overdådig med rosin og mandel, meget lang, tør (0,7 g/l) -men med magtfuld, men blid tannin under frugten     
     I Alperne kaldt en "meditationsvin". Set i 2016 (92p/Parker), men 2017 (95p/Decanter Award) ses også (lad stå i glas 15-20 minutter eller gem et par år).       
      Valtellina er et ganske lille historisk område (4-5 små Crus, ialt 4-5 millioner flasker) nord for Milano og Como søen langs grænsen til Schweiz repræsenteret af det mondæne St Moritz.       
      Sforzato er overalt topvinen, 100% nebbiolo, som er tørret 60-90 dage og siden lagret et par år i eg og siden på flaske. Udbyttet er lavt, 500 g/kv.m, eller godt 30 hl/ha. Et lille udbytte for arbejdet på de stejle skråninger! 
      Denne kommer især fra Gatta skråningen i Sassella (foto), som familien Triacca (vinhandler i Schweiz nær grænsen) har ejet siden 1800-tallet. 

Mancuso "Garnacha", Cariñena... 89,-

Godt KØB + ***** (5/5), Irma og Mad.Coopindtil fredag 23.december

En ganske perfekt julevin med afrundet frugt, solid fylde og god længde. 2019 fik 93p/Parker. Cariñena ligger over Ebro floden midt mellem Rioja og Katalonien. Et tørt, varmt område, som skal være fødested for druen garnacha (grenache i Rhone). Ofte behandles druen som en konsumdrue, men vinmager Jorge Navascuès viser, at området i kvalitet ikke står tilbage for Priorat eller Rhone. Kun lille del af vinen lagres i eg, men alligevel en imponerende vin! ´Årligt tappes omkring 6000 fl. 

Valderivero "Joven", Ribera del Duero... v. 2 fl. 49,50

fl 99, godt KØB**** (4/5),  Irma og Mad.Coop.dk, indtil fredag 23.december

En billig, men ok julevin fra Duero. Faustino Rivero familien fra Rioja leverer vin, som er "godt køb" snarere end stor vin. Men jeg har egentlig tillid til denne vin fra familiens egen vingård i Nava del Roa i hjertet af området. Jeg loves en fyldig, meget frugtig vin, fyldig og afrundet med god frugt.

Soliterra "Essence" cabernet-sauvignon, kr/fl v 2: 59,50

2 fl: 119, godt KØB + *** (3/5), Irma og Mad.Coop.dk, indtil fredag 23.december
Den samme vin sælges af stort vinfirma til 149,95, dog 129 ved 6 fl -med "prisgaranti", så de kan få travlt! 
      En spansk vin uden årgang eller område, dvs blend formentlig fra la Mancha eller Alicante. Den roses for sin kraft og blødhed samt rige frugt. Jeg fornemmer, at rigtig mange vil elske vinen -især til så lav en pris!  Flot udstyr, men næppe i top (ej smagt). 

Guigal, Cotes du Rhone... kr/fl v. 2:... 74,50

2 fl. 399, 2018, godt KØB + ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december

En flot, typisk Rhône med intens frugt (brombær, krydderi), middel til stor fylde og silkebløde tanniner -faktisk tæt på perfekt julevin. Lige dele syrah og grenache/mourvedre med lidt tid i egefade. Perfekt nu, men i topår som 2018 formentlig bedre endnu om 1-2 år. 

      Jeg ville elske at nedgøre Guigal, for hvem kan have sympati for et så syndigt rigt hus som Guigal? Huset ejer (modsat Chapoutier) ikke vinmarker i Rhone (endnu), så alle 5 millioner fl/år købes ind udefra. Men vinen er rigtig god -om end nok ikke bedre end Crus som Rasteau, Plan de Dieu og Lirac, du køber til omtrent samme pris i Føtex og Brugsen.

Pinot Gris Pfingstberg Alsace... 89,-

Grand Cru, Cattin, bedste KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december
Cattin er mest kendt for Grand Cru Hatschbourg i husets baghave. Pfingstberg en halv times kørsel mod nord er ny og nok ikke fra eget domæne. Men jeg tror på den, for huset leverer god vin. Formentlig halvtør  og fyldig -en vin til mere krydrede fiskeretter, måske nytårstorsk? 

Morel, Chateauneuf du Pape... 279,-

***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december

Kan ikke se årgang, men det kan være 2019 (92p) eller 2018 (94p/Parker), en venlig gigant, som dog har koncentration nok til at lagre med ynder og udvikle rig bouquet i løbet af de næste 10 år, hvis du kan lade den være. 
      P-H Morel ledede Chapoutier's kældre i Tain 2000-2006, indtil han startede et projekt under eget navn. Det hele startede med købet af 8 hektar vinstokke i Chateauneuf, bl.a. i Pignan. Vinen laves i Chapoutier's kældre, Estubiers i Tricastin. Der tappes blot 4000-5000 flasker af denne sjældne vin. 

Simple Life, California, rød/hvid, kr/fl v 2: 79,50

2 fl: 159, cabernet sauvignon, pinot noir, chardonnay eller rosé, California
**** (4/5)Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december

Målet er at levere simple, let drikkelige vine til et godt enkelt liv, og missionen lykkes -men ikke just til hverdagspris, når prisen er 150! 
      Vine som disse kan aldrig begejstre, men rød cabernet er glimrende, med god frugt og rund blød fylde. 2019 fik 88p/WineEnthusiast
       Den hvide er kommerciel, men lidt trættende, mens den røde pinot er lys, let og frisk -slet ikke dårlig. Topkøb til 66, men ikke vin, du kunne drømme om at betale 150 for (hvad karakteren 87p/WineEnthusiast til 2020) også afspejler. 
      Vinen laves af 4. generation af familien Sebastiani, som har lavet vin i det kølige Sonoma siden 1904. Broderparten af huset -og navnet Sebastiani- blev efter bitter familiefejde overtaget af det store hus Foley i 2008,, så i dag laver resten af familien vin i en mere simpel udgave. Druerne kommer fra kølige områder omkring Sonoma + det noget lunere Lodi.

le Boscq 2013, St. Estèphe... 149,-
**** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil fredag 23.december

En anden gammel favorit er denne fine "bourgeois" i St Estèphe, kun adskilt fra 3.Cru Calon-Ségur af en dræningskanal. Slottet ejes i dag af Dourthe, som leverer flere vine til Coop, bl.a. også Reysson og Grand-Barrail-Lamarzelle-Figeac (samt Clos de los Siete fra Argentina). 
     Årgang 2013 er "lille årgang", ofte præget af umodne druer. Det gælder dog ikke denne, som mest er lavet af merlot, som modnede fint. Meget fin bouquet, god fylde, pæn dybde, men lidt tør eftersmag -bør nok nydes nu. Kan se, at WineEnthusiast har givet den 89p/100. 

12/12/2022

Lavere vinpriser end før Putins krig!

Priserne steg voldsomt med Putin's krig, også på vin. Jeg troede, priserne ville komme ned igen. Og fik skræmmende meget ret! 

      Herunder kan du se et par vine, som faktisk er billigere i dag end før Putin (og måske endda før corona). Det er lidt  skræmmende, for både transport, papir, glas og andet bør gå op i pris med dyr el og olie. 

      Årsagen er nok mange. Jeg ved, at mange vingårde i EU har haft problemer med at sælge vin -i hvert fald sælger de ikke meget til Rusland lige nu, mens Kina har sat told op og importerer 52% mindre vin fra bl.a. Australien. Og i lande som Spanien, Italien og Frankrig er der mere krise end i Danmark.  

      Måske er det årsagen til Wolf Blass til 34,50 og Baron de Ley til 50!  

     Føtex har virkelig flotte vintilbud her op til jul. Rigtig mange tilbud med rigtig gode priser på gode og ofte rigtig gode vine. SHusk også den flotte Grigio Chianti og Salenteins flotte argentinere, som efter en 60% stigning i foråret nu er tilbage på 59 kr. En flot vin til en god pris.  

      Føtex har en tilbudsavis alene med vin med rigtig mange gode tilbud. En del kan ses i dette opslag samt i ældre opslag (og nye i løbet af næste uge). Her er rigtig mange gode køb, ikke mindst vin fra Chile, Argentina og Australien. 

Bedste KØB: Baron de Ley Rioja Reserva - Faustino V Rioja Reserva - Wolf Blass Red Label rød/hvid + brus - Salentein Barrel Selection rød/hvid - i Grigio Chianti Classico Riserva
Godt KØB: Riesling Helfrich Alsace - Silvano Piacentini Ripasso + Soave 

Baron de Ley, Rioja Reserva... 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 15.december

Laveste pris på denne vin, jeg kan huske! En flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft med pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men topkøb

85% Tempranillo + 10% af den unikke maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 
      Set i 2017, som har fået 91p/100 af både Tim Atkin og Guía Peñin: "bright cherry; ripe fruit, old leather, sweet spices, toast; balanced, good structure, flavourful, smoky aftertaste, toasty, good finish; powerful, ripe fruit, spicy, round tannins"
     Husets vine er generelt rigtig gode og fås til meget rimelig pris. Men 50 kr er næsten for lav, synes jeg! Alle vinene er fra egen (store) vingård, ret sjældent i Rioja. 

Faustino V Rioja Reserva, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99, Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 15.december

God Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre. Set i 2015 (89p fra bl.a. Peñin og Atkin) og koster 70-80 kr i Spanien. 
     Faustino er noget med romertal! V er Reserva, lagret på både eg (18 måneder) og flaske, men ikke så fin som Faustino I (Gran Reserva), men dyrere og bedre end Faustino's crianza og VII og IX, som ikke har fået eg. 

Wolf Blass Red Label, rød/hvid, kr/fl v 2: 34,50

2 fl: 69, Rød Shiraz-Cabernet, hvid Chardonnay-Semillon, Australien
Bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15.december
Wolf Blass ville lave vine, der "gjorde stærke mænd svage og svage kvinder stærke". Jeg er ikke sikker på, at hverken den b(e)rusende eller de 2 andre "Red Label" vine lever op til det næsten  MeToo-korrekte ønske, men Wolf er væk og Accolade ejer mærket. 
      Vinene er uskadelige, den røde har krydret fylde -men pæn frugt- den hvide er tør, frisk og uskadelig -men mange vil sætte stor pris på begge. 

Wolf Blass "Red Label" sparkling, kr/fl v 2: 34,50

2 fl: 69Chardonnay Pinot Noir Extra Dry, Australien, bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15.december
En ekstremt lav pris, som kan være påvirket af Australiens manglende eksport til Kina (høj told, vineksport 52% ned). Lavet på Champagne druerne chardonnay og pinot, med 2. gæring på tank, ikke på flaske som cava eller Champagne. Lidt flad aroma, men pænt brus og let syre, som balancerer sødmen nogenlunde ("Extra Dry" betyder i disse inflationstider sødlig). Men god til kransekagen! 

Salentein "Barrel Select", frit valg: 59,

rød malbec, cabernet-sauvignon , pinot noirhvid chardonnay, Argentina
Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil fredag 23.december, normalt 106

Tilbud nåede lige op på 89 i foråret. Og du får rigtig meget på vinen, der kan matche mange rigtig dyre vine. et særdeles rimeligt niveau. Check årgang -malbec og cav bør i reglen være 3 år gamle, ofte ældre. Pris globalt er omkring 100 kr. 

Malbec -mørk, intens, dramatisk og lækker med kraft og længde. Egentlig for ung, men den smager godt! 2019 har fået 89p/Spectator. 
Cabernet er tæt på, men jeg finder den lidt mindre spændende, lidt mere krydret måske. 2019 fik 88p/WineEnthusiast. 
Pinot noir gør sig i reglen ikke godt uden for Bourgogne, men denne er ok på en blød syltetøjsagtig måde, fyldig og krydret i næsen. 
Chardonnay er bedre -ganske sprød og lækker, tør og frisk -lidt af et svar til mig, der engang sagde, at hvid argentiner ikke er værd at drikke! 
Salentein ligger i Uco, hvor vingården har hele 800 hektarer i det kølige San Pablo. En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). 
Foto: Kælderen er et under og skal være en af de flotteste i landet -intet er sparet!- og har man tid, er der også hotel og restaurant.

 

Il Grigio, Chianti Classico Riserva... 75,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil fredag 23.december

For RobertParker er Grigio en af Italiens "ultimativt bedste køb". Den koster i USA  $ 27 (170 kr + moms). Både årgang 2018 eller 2019 har 92p/100 i Spectator. Ganske imponerende til denne pris! 
      Grigio er en Riserva, der forener det civiliserede med det kommercielle i en lækker Chianti! 

      Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -lidt tør tannin til sidst, typisk sangiovese, men grundlæggende blød. Flot allerede, men har godt af 2-4 år. 2015 fik 3 glas i Gambero Rosso. Riserva er lagret 2 år i store + små fade, årligt 250-300.000. 
      San Felice er en af de større, men rigtig gode vingårde i den sydlige del af Classico. Classico er hjertet i Chianti med 7000 hektar, hvoraf San Felice ejer 140 hektar vin. Alle husene danner en lille by med eget luksushotel, 2-3 restauranter, pool osv. Forsikringsselskabet Allianz har ejet det gennem en menneskealder og ført huset til tops.

 

Lehmann "Portrait" rød/hvid... 79,-

Rød cabernet eller hvid riesling, Barossa, Australien

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil fredag 23.december
Lehmann nåede at blive et ikon i det fine Barossa for især Stonewell shiraz. Han døde i 2003 og huset er nu del af Casella, som har tjent pengene på den billige Yellow Tail serie. Lehmann's vine er dog stadig Barossa og kan som heer være rigtig godt køb. 
Cabernet er rund og kraftig -meget australsk- men riesling er klassisk Barossa stil -tør, ren og rigt duftende. 
     Føtex tilbyder også Barossan shiraz (99, 4*), ikke smagt. 

Riesling Helfrich, Alsace, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99, Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15.december

Denne etiket er aldrig smagt, men vil tro, vinen ligner riesling fra ejerens andre huse: Arthur Metz, Laugel og Klipfel (og sikkert mange andre).
      I ældre årgange fandt jeg hans vine meget grønne og præget af umodne druer. Men sidste gang (2019 i 2021) var vinen helt akceptabel med pæn frugt og frisk syre med næsten ikke mærkbar lille sødme bagest. 
      Joseph Helfrich er fra Alsace, men tjener i dag de fleste penge på f.eks. JP Chenet (og den har jeg endnu ikke kunnet drikke). I Alsace har han lille domæne, men køber fra mindre bønder + overskudsvin fra kooperativerne.   

Silvano Piacentini rød/hvid... 59,-

Rød Ripasso Valpolicella, hvid Soave Classico, Italien

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 15.december
Foretrækker denne middelfyldige, tørre, frugtige Ripasso for de svulmende, voldsomme Rubens'agtige amaroner. En ganske udmærket vin til en gryderet eller risotto -server kælderkold. Skal have 15 måneder i store egefade, men da årgangen er 2021, er det måske mest marketing? 
 Kun smagt én gang, fornemmede en anelse sødme i slutningen, men ok. 
      Den hvide Soave ikke smagt, men bør være neutral, frisk og sprød. 
      Fås også som Amarone (129, 4*), som er mere Rubens og ikke meerprisen værd. 

11/12/2022

Klassisk barbera og chardonnay + et glas sød synd!

Bilka har gode vine, der er en omvej værd, men bestemt ikke så mange og spændende vintilbud som Føtex, Irma eller ikke mindst Brugsen. En god barbera, god Bourgogne, herlig Port og ikke mindst en choko-smagende mynte likør, der i ægte og sød synd giver julen kamp til stregen! 

Den røde barbera "Tre Vescovi" er en favorit, du også kan møde i Føtex, men prisen er -som også den hvide Macon Azé utroligt lav. Jeg holder også meget af de spanske Canta Mañanas rød som hvid.

      Smith Woodhouse er en gammel favorit i Portvin, og deres LBV 2009 er et flot glas til prisen. 

      Men holder du af chokolade med pebermynte, er den finske Minttu en oplevelse. Den er meget langt fra Bailey og andre modelikører. Den har karakter og rig aroma + lidt styrke i form af 35% alkohol. Havde ikke noget imod den til kaffen (med lidt after eight, måske!). 

Bedste KØB: Barbera d'Asti "Tre Vescovi" - Macon Azé "Burgondie" - Canta Mañanas Ribera del Duero + Rueda - Montgras "De Vine" rød/hvid - Amarone Righetti classico
Godt KØB: Crémant Francois Martenot Brut + rosé - Smith Woodhouse LBV Port - Minttu Choco Mint liqueur

Barbera d'Asti "Tre Vescovi", kr/fl v 6: 46,50

6 fl: 279Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 15.december

Vinen holder 14 % og er kraftig, fast og med rig frugt tæmmet af lagring i store egefade. Trods prisen ikke ueffen til hverken oksemørbrad eller en solid coq au vin -og naturligvis julemaden! Vinen er storebror til Sorí dei Mori. Superiore betyder ikke det store (mindst 12,5% alkohol og et år i store egefade). Nebbiolo er kongen  i Barolo (takket være aroma og eftersmag men på trods af druens blege farve og tørre, tanniske smag. Men en halv times kørsel mod nord er stjernen den mørklødede barber a -som her i Vinchio (foto). 

Til samme pris Mindus Reserve (6 fl: 279, 3*), en ret ligegyldig vin, som ikke længere kalder sig Mingus. Man kan håbe, at årsagen er, at det krænker jazz elskere, at en industriel vin fra Australien har påtaget sig navnet på en genial musiker?


Macon Azé ”la Burgondie”... 59,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 15.december
Lys, ren aroma, sprød frisk, men nydelig fylde, god stil og længde. 
En lise oven på de firkantede, lidt klodsede chardonnay’er fra f.eks. Californien. Vinen kommer fra et lokalt kooperativ, som leverer det meste vin fra denne lille kommune, der har 163 hektar vin. Ved en anden lejlighed har jeg drukket Azé fra Louis Jadot. Tror næsten jeg foretrækker kooperativ-vinen (som nok leverer druer til begge, men her til lavere pris!). Testvinder i Vinbladet og 5* i Ekstrabladet.

Canta Mañanas, Ribera del Duero eller Rueda.. 39,- 

Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 15.december

De charmerende hane-prydede etiketter er en morgensang fra hanen -"Canta Mañanas". Vinen i flasken kender du måske fra Altos de Tamarón, som igen er identisk med Condado de Oriza i Irma. Alle disse etiketter (og mange flere!) laves af Pagos del Rey, del af Felix Solis, et af Spaniens største vinhuse. 

      Simpel rød og hvid, men gode til prisen! En frugtig, ganske frisk Rueda -men nyd ung!- baseret på den fine verdejo, men vist nok også lidt viura, der giver friskhed, men ikke så meget karakter. Den røde er en fyldig, frugtig tempranillo fra Ribera del Duero, men i en ung, frugtig udgave uden de store dikkedarer. 
      Druerne er bestemt ikke de bedste, men vinene laves efter de mest moderne -og gode- metoder: rødvinen laves med omhu med kold maceration før en relativt kølig gæring for at bevare frugten. Druer til den hvide Rueda høstes i de kølige nattetimer, og mosten får 6-8 timer med skallerne for at give mere aroma.  

MontGras "De Vine", rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199, Rød cabernet, merlot, pinot noir eller zinfandel, hvis chardonnay eller sauvignon, rosé, Chile 
Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 15.december

Montgras leverer god Chile vin, men "De Vine" er kun lidt bedre end basisvinene, flot til prisen, men ikke mere. Men til 33 kr er "De Vine" et topkøb. Trods tekst på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). 
       Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon'en især fra det kølige San Antonio.

Amarone , Righetti classico.... 99,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka og Netto, indtil torsdag 15.december

En amarone for begyndere, og det er rigeligt for mig! Frugtig og kraftig snarere end bred, rig, let sødlig frugt over en del syre. Mangler en Amarones frugt og koncentration. Men er til alt held ikke sød (5,5 g/l). Prisen er ekstremt lav for amarone fra hus, der bor i selve regionen. 

      Amarone fans rynker på næsen af Righetti, som de mener, har solgt ud af de sande Amarone-idealer. Og sandt er det, at et ret lille hus i dag leverer store mængder Amarone til lav pris (men jeg undrer mig mere over, at Valpolicella som helhed er i stand til at sælge så meget amarone!). 

Silvano Piacentini Ripasso... 59,-

**** (4/5), Bilkaindtil torsdag 15.december
Foretrækker denne middelfyldige, tørre, frugtige Ripasso for de svulmende Rubens'agtige amaroner med dens Rubens'agtige styrke. En ganske udmærket vin til en gryderet eller risotto -server kælderkold. Bilka mener den er lagret 15 måneder på store egetanke. Det smages dog ikke. 

Crémant Francois Martenot, Brut eller rosé... 75,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 15.december

En ganske god crémant til en rimelig pris, men den blev solgt til 60 forrige år, så køb ikke for mange! Hvid brut har fint brus og ren, lidt ung aroma med lidt grønt, let og sprød, nydelig smag. Rosé ikke smagt. men får meget ros af andre.  Vinene har som Moillard fået årgang, men er typisk 2020 (eller 2021 for ny levering), dvs. helt ung, som crémant desværre ofte er. 
      Vinen kommer fra Helfrich's GCF gruppe, som leverer crémant og andet til de fleste kæder. Så denne er formentlig identisk med Moillard (Brugsen) og Maison de Crémant (Irma).  

Smith Woodhouse LBV Port... 119,-

Godt KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 15.december
Set i 2009. For mig har Smith Woodhouse altid leveret en af de bedste LBV'er (sent tappet Vintage Port), som var en god erstatning for den dyre Vintage. Mørk, intens frugt, god og lang -herlig til dessert med chokolade eller en gammel ost. Vinen er lagret 4-5 år, så bundfaldet er væk ved tapning. Vinen kan dog gemmes -som det smages i denne 12-13 år gamle vin. 90p/Spectator, for lavt, synes jeg. 

Minttu Choco Mint liqueur... 75,-*

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 15.december (*: med Bilka+ app) 
35%, 50cl. Den dufter og smager som After Eight -med 35% alkohol til at give både aroma og eftersmag et spark og balancere sødmen. En rigtig god likør fra Finland, som nydes kold evt sammen med kaffen. 
      En personlig favorit, som minder om min ungdoms Hallgarten Chocolate Mint, en likør pionér, der forsvandt engang i 1980erne. Suk! 

O.P.Anderson Original aquavit... 79,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 15.december
Med kælenavnet "Prima" (ordet før aquavit på etiket) er en rigtig god økologisk snaps, som for mig er en af de bedste på markedet sammen med Rød Aalborg og Julesnapsen. Klassisk kommen duft og smag, mildnet af lidt lagring på træfade. Fås også som "Klar", som jeg slet ikke er (klar) til.