Søg i 1300 opslag:

11/08/2021

De biligste vine er gode og topkøb! (Coop)

Jeg kan ærligt talt ikke klage, når jeg kan købe en flot, kraftig cabernet med omkring 90p/100 fra god smager til 37,50. Eller en flot Médoc i topår til 64,50 og en klassisk Rioja til 69.
Men jeg skal jo klage, selvom Brugsen er svær at slå i disse år. De billige vine er de bedste køb, og her får du priser, som selv Tyskland har mere end svært ved at slå!  

Bedste KØB: La Mascota rød/hvid/roséSégur 2018 Haut-Médoc,  Paternina Rioja Gran ReservaPfaff Riesling "Jupiter" Alsace, William Hardy shiraz + chardonnayGuv'nor tempranillo-syrah, Côtes du Rhône "Nobles Dames des Treilles"
Bedste VIN: -

La Mascota, rød, hvid, rosé, Argentina... kr/fl v 6: 37,50

6 fl. 225, med Coop-app, Bedste KØB + ***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 12. august, Rød cabernet-sauvignon eller malbec, hvid chardonnayrosé malbec  

Pris er for lav for så god en vin! 2018 Cabernet får  9p/100 af pålidelige lokale Descorchados, mens 2018 malbec må "nøjes" med 88p -helt latterligt til så lav en pris som 37,50! Rosé laves af malbec, '2019 fik 90p/Descorchados, men den aktuelle årgang er 2020, som dog også er flot med masser af frugt og charme. Nydes nu f.eks. til lun frokost eller en salat. 
      2020 chardonnay (87p/Tim Atkin) vil med aroma og fylde tiltale chard-fans -men foretrækker de to rødvine: lækker malbec med frugt og friskhed, og cabernet er også rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. 
      Kreeret af Rodolfo Sadler, som også står bag OPI, som er kommerciel i den bedste forstand. Mascota er en tak bedre. Den laves i knap så store mængder på basis af finca La Mascota (foto). 

Ségur 2018, Haut-Médoc, kr/fl v 2: 64,50

2 fl: 129, 2018, Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 12. august 

En flot klassisk Médoc, som koster godt 170 i Tyskland (tilmed i 2007, en mindre god årgang).2018 er en rigtig god årgang og har fået ny etiket. 
      Kan nydes nu for sin frugt og fylde, men om et år lukker den nok ned -og så skal den have 3-4 år. Dyb farve, indbydende bærduft med god dybde, middel fylde, en del syre, men god frugt. Du kan ofte finde den i 2015 på hylderne, og den er lige så god.
Familien Segur var måske Bordeaux' mest berømte vindynasti i 1700-tallets guldalder. Markis Alexandre de Ségur skal have sagt, at "jeg laver min vin på Lafite og Latour, men mit hjerte tilhører Calon" (3. Cru, hvor de andre er 1. Crus). Om han har sagt det, vides ikke, men etiketten på Calon bærer den dag i dag et hjerte! Familien Ségur ejede flere andre vingårde inkl. denne tættere på Bordeaux by fra ca. 1600 og indtil den franske revolution.    
Foto: Slottet ligger i den sydlige del af Médoc -såmænd ikke så langt fra Lagune, 3.Cru, og ejes og ledes af Grazioli. Jeg finder etiketten ret trist, men der er mere liv i vinen! Og så er slottet (foto) ganske flot!

      Superbrugsen og Kvickly sælger til samme pris Why Not? (rød/hvid, 2 fl. 129, 3*). Den kunne du få til 50 kr på tilbud, og det var en 5* pris. Så vil jeg hellere købe fra samme område og hus de gode Epicuro (Z zinfandel rød/rosé) og F Fiano, 6 fl. 299, 5*). Zinfandel fås også økologisk til samme pris. 

Federico Paternina, Rioja Gran Reserva... 69,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil 12. august 

Set i 2013. En arketypisk gammeldags Rioja, rund, pæn bouquet, afrundet (stadig lidt bid), på grænsen til det kedelige. Et topkøb i klassisk Rioja (pris over 100 i Spanien og godt 150 i England). Paternina er et af de historiske huse fra Rioja's guldalder (grundlagt 1890), som nød pænt ry for sin Gran Reserva i 1980erne, men ellers mest var kendt for den mere daglige Banda Azul med en blå stribe tværs over etiketten. 
      I dag søger Concordia gruppen at genskabe husets ry. Det tager tid -men indtil da får du vin for alle pengene! 85% tempranillo, 15% garnacha, 24 måneder i små egefade med omhældning til nyt fad hver 6. måned -en dyr proces, som tilmed trætter vinen, synes jeg.

Pfaff Riesling "Jupiter", Alsace, kr/fl v 2: 64,50


2 fl. 129, bedste KØB +  ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil  torsdag 12. august

Jeg holder meget af denne gode og rene riesling. Ren aroma, sprød, ganske ren og frisk smag med en lille finesse og en ganske svag sødme, som holdesi balance af syren. 

Pfaffenheim er en hyggelig by syd  for Colmar, og denne by kommer fra byens kooperativ, som har 60 år bag sig. Kælderen omfatter ca. 200 hektar, som også dækker dele af Gueberschwihr, som er kendt som fødeby for Humbrecht familien fra det legendariske domæne i Turckheim. Kælderen laver god, ikke stor vin, men absolut ok. Godt køb.

Laroche "L", chardonnay eller pinot noir... kr/fl v 2: 59,50

2 fl. 119, Sydfrankrig, **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 12. august. De to vine ses stadig til godt 100 kr, men 60 kr er en mere rimelig pris for en sydfransk vin. Laroche er et stort, hypermoderne domæne i Chablis, og i mange år blev både den gode chardonnay og den absolut udmærkede pinot solgt på en duft af Bourgogne, selvom vinen formentlig altid har været 100% Languedoc! 

      Laroche er i dag del af giganten Advini, ejet af familien Jeanjean i Sydfrankrig. Som dog laver god vin i mange områder. 

William Hardy, shiraz eller chardonnay, kr/fl v 6: 46,50

6 fl: 279, bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 12. august
Den røde shiraz er fra Limestone Coast syd for vinhovedstaden Adelaide -et rigtigt godt område- og det præget vinen, som er en stor vin, men ingen fedladen flødebolle! God frugt, bær og krydderi, men holdt i skak af lidt syre. 17p/20 i '17 af Oldenburg og 5* i Vinavisen i 2018. 
      Den hvide chardonnay kommer også fra et køligt område, Langhorne Creek syd for McLaren Vale og Adelaide. Vi er nær havet, som tager toppen af varmen! Ganske rig, ren aroma med lidt melon og citrus, middel fylde, pæne syrer, middellang smag. Jeg ved ikke, om der er eg i vinen, men det smages til alt held ikke. 5* i Vinbladet og Vinavisen. 

Spier "Creative Block", rød/hvid... 99,-

rød Bordeaux-blend, hvid sauvignon-blend **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 12. august, normalt 159,95
Jeg har altid elsket den stilige Spier etiket mere end vinene. Men de 2 "Creative Block" vine må jeg rose, for de har mere personlighed. Druerne er "Coastal" -bedre end Western Cape, mest hentet i Darling og Stellenbosch, hvor vingården ligger.
      Den røde er et typisk cabernet/merlot blend med lidt petit-verdot og lidt eg.  En ganske flot vin, pæn aroma af tobak, solbær mv, afrundet, men med en rank personlighed, der antyder, at den bliver bedre om et år eller to, selvom den er mere end god til mad nu.
       Den hvide har lidt semillon + de 90% sauvignon. Ingen eg, men lagring "sur lie" i 6 måneder -det giver en meget aromatisk vin med hyld og stikkelbær (type New Zealand eller Casablanca), middel fylde, pænt lang og med et lille syrebid. Ikke så imponerende i forhold til prisen -så også her er vi på 4*.
     Coop tilbyder også Three Finger Jack, California, zinfandel eller cabernet (99, 3-4 *) -ej smagt, for jeg véd, det ikke er min smag. 
      Fra Spier kan du få Private Collection (rød/hvid), 69, 3*), nydelige vine (men du skulle have købt den for et par måneder siden til under 50). 

Felix Solis "the Guv'nor", tempranillo-syrah...  39,-

Bedste KØB + **** (4/5), SuperbrugsenKvickly indtil torsdag 12. august

"Guv'nor" eller "Mester" ("Husets Herre"?)  laves af Felix Solis, et af Spaniens 2 største huse. Vinen er rigtig god -især til prisen- og ligner i smag KingPin fra Føtex/Bilka (normalt 80, men som Guv'nor ofte er på tilbud til 40). En mørk, fyldig, men afrundet vin med krydret frugt med lidt eg og pænt lang smag. 

Côtes du Rhône "Nobles Dames des Treilles"... 39,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 12. august
Meffre's almindelige Rhone er god til prisen. Middel fylde, middel frugt, fast rundhed, men uden længde. Et stykke fra 5*, men vinen har dejligt nok skruelåg. Andéol Salavert er tapper, og ham kender få, heller ikke jeg, men det er et af mange navne ejet af Gabriel Meffre

HandCraft, California... 59,- 

cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid chardonnay, rosé zinfandel
***** (5/5, rosé dog kun 2-3*), Superbrugsen, Kvickly, indtil torsdag 12. august 
Californisk vin er i reglen for dyr. De bedste er fremragende -og meget dyre- de billige er ofte temmelig kedelige. 
      Gallo's Barefoot er god til omkring 50. Men den barfodede er rent støvletramp i forhold til HandCraft fra det store familiefirma Delicato. På etiketten står der "Artisan Collection", men du skal nok ikke forvente "håndlavet" vin. Men vinene er fra kølige områder (ofte Monterey) og får pæn ros af kritikerne.  
      Delicato er et af de største familieejede vingårde, grundlagt 1924 af en siciliansk immigrant, Delicato. Sorry: Indelicato hed han, og familien ejer stadig huset. De "håndlavede" vine er designet af Alicia Alyis (foto), som siden er udnævnt til husets øverste vinmager. 
      Så forvent en ret frisk, ren chardonnay og en kraftig, afrundet cab. Jeg ville nok ikke købe pinot'en, selvom den faktisk får pæne noter. Rosé har lidt sødme og er ikke min smag. 

10/08/2021

Økovin før og nu -fra Chile, Spanen og Frankrig (Meny)

De "arrogante" franskmænd var først med økologisk vin. Det mener de selv, og jeg tør ikke modsige dem! De første økovine var ofte skrækkelige. Jeg husker en rød Languedoc med en så udpræget smag af urter, at jeg ikke undrede mig over at få at vide, at ejeren høstede druer -og urter- samtidig! Efter denne "grøn vin" varede det lidt, før jeg turde prøve igen! 

Men i dag er økovin mine favoritter. De største økologiske vinmarker ses nok i Chile hos Cono Sur og Emiliana (hver har over 1000 hektar), men Spanien følger godt med. Meny har økologisk tema med flere gode vine. Cono Sur's røde er flotte, men de hvide overgås af Riscal's Rueda, som er i en klasse for sig. 

      Klummen slutter med et par vine fra Netto. Vinene er udmærket, men... Ærligt talt -det kan i gøre bedre!  

Bedste KØBCono Sur "Organic" rød/hvid, Marques de Riscal "Organic", Rueda, Le Cengle Rosé, Provence, Masi "Campo Fiorin" rød/hvid/rosé

Cono Sur "Organic" rød/hvid... 49,95

øko, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil søndag 15. august

Normalprisen 79,95 er for høj -men til 50 kr er vinen et superkøb.Men Cono Sur ("Det sydlige Hjørne") laver rigtig god vin i alle klasser, og de laver en masse af det, så prisen er (til glæde for alle) særdeles rimelig! 
      Kun et par smagt, men pålidelige kendere er begejstrede -især måske for de røde: cabernet-blend (50% cabernet, 50% carmenère og syrah) -kraftig, meget frugtig, afrundet, god længde- og pinot noir -masser af rød frugt, middel fylde. De hvide er marginalt mindre fremragende: sauvignon med sin aroma og sprøde friskhed er dog bedre end chardonnay. De hvide er fra San Antonio nær det kolde Stillehav, mens de røde er fra det lunere, men gode Colchagua. Vinene kan nydes nu.  

Marques de Riscal "Organic", Rueda... 69,95

øko, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil søndag 15. august

En ny Riscal, men både 2019 og 18 fik 91p/Guía Peñin. Meget lækker vin, fyldig, meget frisk og sprød, rig frugt, lang smag -hvad kan du ønske dig mere? 
      Da Riscal plantede vinstokke i Rueda i 70erne, kendte ingen området. I dag leverer de nogle af Spaniens bedste hvidvine. Området er groft sagt en hvid Ribera del Duero fra område til venstre på Spanienskortet, adskilt fraRibera af den charmerende by Valladolid. 

Le Cengle Rosé, Provence... 69,95

øko, Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil søndag 15. august

Jeg hælder til Rydberg,som gav 2017 91p + godt køb (til 90 kr)  i Ekstrabladet. 2019 fik 87p/WineEnthusiast. Ej smagt, så jeg er i tvivl. Han skrev: "Lys farve med god modenhed i duften. Noterne af modne skovbær går fra næsen til smagen. Afslutningen er blød med en fin lille syre til sidst." 

Beringer "Classic" California, rød, hvid... 50,-

California, **** (4/5), Netto, indtil fredag 13.august (rosé dog kun 2*). 
Rigtig mange vil elske den  røde zinfandel, som er en indbydende, kommerciel "sødsuppevin +", som også den hvide chardonnay -vine du drikker uden at tænke over det! Fås også som lyserød zinfandel, en børnevin, der bør være forbudt for børn (såvel som alle andre vinelskere).  

      Jeg elsker vingården, som er et besøg værd, hvis det en dag igen bliver muligt at rejse Over ThereBeringer ligger i St. Helena, en hyggelig by i den nordlige del af Napa. Huset har lavet vin uafbrudt siden 1876 -det overlevede Forbudstiden 1919-34 ved at lave altervin! Foto viser Beringers historiske Rhine house. 

    Flammerne var tæt på dette historiske mindesmærke, da de snart årlige skovbrande betød total evakuering af St Helena i flere omgange. Den næste skovbrand er nok på vej lige nu... 

    Beringers Classic og Founder's Estate kommer dog ikke fra Napa omkring huset, men er blot "California", formentlig fra området omkring Lodi, hvor druerne er helt anderledes billige (og ikke så gode). 

Masi "Campo Fiorin", Verona... 59,-

3 fl: 139,90, Bedste KØB + ***** (5/5), Netto, indtil fredag 13.august

Fås også som rosé og hvid, men rød er stadig bedre. En ok pris på en velkendt vin, der er behagesyg på den gode måde! Den røde Campo er en uforskammet kommerciel vin med afrundet fylde og positiv frugt. Den hvide er også god, men du kan finde langt bedre rosé til prisen. 
      Masi er en meget stor, men god producent, som har æren af at være den første, der solgte den forkætrede (og ofte hadede) ripasso i 1964 under navnet "Campo Fiorin" (denne kvalitet bærer i dag navnet Campo Fiorin Brolo). 

Crémant Alexis Lichine, Bordeaux, Brut... 60,- 

**** (4/5), Netto (fast normalpris)
Det bedste ved denne crémant er navnet: Alexis Lichine er en gigant i vinens verden, som nok har gjort mere end nogen anden for at gøre ædel vin populær i USA. Hans bog om fransk vin fra 1951 var en klassiker (dengang som nu). Han lever videre i 4.Cruen Prieuré-Lichine. Men bag navnet har du måske smagt denne crémant under andre navne -som Calvet (Føtex/Bilka), Dulong (Irma) eller Lestissac (Brugsen & Co), som laves i samme kælder af giganten GCF. Vinen har en nydelig duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden, men er lavet på Bordeaux-druer, rød cabernet (30%) og hvid semillon (70%). Du kan få den under de andre etiketter til omkring 50 på tilbud, men ellers skal du i reglen af med op mod 100 -dyrt- og så er 60 en god pris. 

08/08/2021

Klassiske vine i Føtex

Pinot noir er måske den mest mondæne drue af alle (og også en personlig favorit!), men for mange er syrah, cabernet, riesling og sauvignon de sande stjerner, som du altid kan stole på (sådan da!). 
      God vin på disse druer finder du i Føtex lige nu. Topkøbet er "T.H." til 69- en vin, der let kunne koste det dobbelte. Men vil du have pinot, er Champagne som Jacquart et godt køb. Den er dyr, men god. Modsat en del Champagne, desværre. 


Undurraga "T.H." Syrah eller Sauvignon Blanc... 69,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august
"T.H." for "Terroir Hunter", dvs. fra særligt gode områder, er blandt de store vine fra Undurraga i Chile. Kraftig,  frugtig syrah med god dybde, ikke top, men lækker. Herlig tør sauvignon, som kan matche det meste fra New Zealand -frisk og sprød, lang smag. Parker gav 93p/100 til syrah i 2013 og 15,  mens den hvide sauvignon fik 93p i 2017 og 91 i 2016.  Vinene fik 5* -til 99 i Bilka tidligere i år, så 69 er en superpris. For mig en klasse (eller to) over Tanunda's Barossa vine nederst i klummen.

Riesling "Schoenenbourg", Alsace grand cru... 99,-

E. Traber, Alsace, bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august
Grands Crus fra giganten GCF er på smukt graverede flasker, men du får bedre vin -men knap så smukke flasker!- fra Traber, del af kooperativet i smukke Ribeauvillé. Schoenenbourg er den imponerende skråning over Riquewihr, som med fuld ret er lidt af en turistmagnet. Riesling er ganske flot, tør, frisk, aromatisk, med pæn længde. Egentlig flot nu, men nok bedre om et år eller to. 2018 fik 92p/Vinbladet. 

Champagne Jacquart "Mosaïque"... 179,-

Brut (tør), Bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august
Fås også som Brut rosé (199, 5* + bedste VIN). 
Brut er en god Champagne. Fint brus, indbydende aroma, ret let, tør uden at overdrive (dosage 9 g/l), pænt lang smag, ganske elegant. 
      Navnet Mosaïque hentyder til den mosaik af vine, der indgår i vinen (huset får druer fra 2500 hektar vin, fra 60 af Champagnes 150 crus). 40% chardonnay, 60% pinot (meunier og noir), på flaske 3 år med 25% ældre reserve vin. For mig er Jacquart på niveau med vinen fra de store huse, på godt og ondt (3*/5 hos Juhlin). 
      Montaudon er del af huset og sælges til lavere pris (149, kunne fås til 99 på "Single's day" sidste år). 
      Den lave pris er nok et tegn på den 25% særtold, som Trump har lagt på en række varer fra EU, bl.a. Single Malt, spansk vin -og Champagne! 
¨      Je
g har gode minder om Jackie (kælenavn til huset, ligesom Bolly er Bollinger, Molly er Moët og Bonnie er Bonnaire), som jeg har besøgt et par gange, første gang i 1978, da huset boede i lidt triste lokaler i sidegade i Reims. 
      Foto: I 2009 flyttede Jacquart til Brimont, et palads fra 1897, som tidligere var hovedsæde for Ruinart. Som jeg også har besøgt -i 1986, da min far blev "ridder" af Champagne! 

Rioja Bordón "Gran Reserva"... 69,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august

Jeg lover et topkøb, selvom jeg ikke har smagt den siden 2012! Kritikerne er venlige (seneste årgang har fået 92p/Tim Atkin og 5* i BT). Formentlig en middelfyldig, afrundet vin, præget af 30 måneder i små egefade. Mange vil sikkert elske den! 

      Dette historiske hus blev grundlagt 1890 i de gyldne år, hvor franskmænd revolutionerede Rioja. Siden gik det tilbage for huset, men denne vin antyder, at huset er på vej frem, om end mest som leverandør af supermarkedsvine under mange etiketter. 

      Navnet Bordón antyder netop "en Bordeaux-mand",hr Anglade fra Bordeaux, som grundlagde huset i 1890. Der har ikke været franskmænd blandt ejerne i 100 år, men huset hedder stadig "Franco-Españolas" -den "fransk-spanske" bodega! Er du i Logroño, så besøg huset, som ligger smukt ud til Ebro floden og (trods rasende modernisering) stadig har bevaret en del af sin franske 1800-tals charme! Selveste Ernest Hemingway besøgte huset i 1956. 

Mercer Bros Cabernet-Sauvignon, Washington ... 99,-

Bedste KØB, Horse Heaven Hills, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august, normalt 169
Der er laaaangt mellem bedre amerikansk vin som denne til en rimelig pris. Mercer ligger i staten Washington og har tilhørt familien siden guldfeberen i 1886 og tappede deres første vin i 2005. Huset laver et stort antal vine, men Salling har p.t. kun denne ene i sortiment. 15.000 kasser tappet, ikke alverden! 
      Vinen gror på Horse Heaven Hills -foto- et ørken-lignende ekstremt tørt landskab med blide bakker over Columbia floden på grænsen til Oregon. Kun smagt i 2017, som fik 90p/Spectator og en flot placering som nr 73 på den årlige top 100 (nok gr lav pris). Ganske mørk og kraftig, med udpræget bærduft med lidt krydderi bagved, nydelig lang smag. Excellent køb. 

Tanunda "Grand Barossa", riesling eller shiraz... 69,- 

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august
Shiraz er rigtig god, excellent med lidt blomme, fylde og sød frugt trods tørhed. 2018 har fået 89p i et par guider. Riesling er nationaldruen i det tyskprægede Barossa  -en tør, frisk vin med vis sprødhed og lidt fylde -så meget sjovere end det meste chardonnay fra Australien! Her swinger WineFront sig op på 90p (2019). Føtex fremhæver dog 5* + Månedens Vin i SpisBedre, men det er 2 år siden, og prisen var en anden. Også årsagen til, at jeg ikke har den som bedste KØB.  
      Tanunda's almindelige vine er ikke længere Barossa, men fra det større South Australia. En masse firmaer har hovedsæde i Barossa, fra Penfolds over Lindeman til Yalumba og Lehmann. Næsten alle deres vine kommer dog vine fra mindre gode områder og sælges typisk som South Eastern Australia. Er vinen fra Barossa, vil dette navn stå på etiketten.