Søg i 1400 opslag:

01/11/2020

Klassisk Médoc, god pinot og original chilener

Jeg håber en dag at kunne omvende et par læsere til en klassisk Bordeaux som Ségur herunder, men det bliver ikke nemt! Den tørre, arrogante stil går ikke lige i  hjertet hos mange -selvom lidt mad hjælper. 

Men er du overbevist, så undrer du dig.... Tænke sig, at en '15 Ségur koster det samme som en fedladen argentiner og er billigere end en klodset amarone! Når du ved, hvor dyr en Médoc er at lave, hvor dyr jorden er og hvor risikabelt det er at lave vin her 10 skridt fra det upålidelige Atlanterhav! 

N.B: MegaVin i Odder har sendt en ny vinavis på gaden, og der er også nye tilbud fra Vincooperativet (Coop's vingren). Dem vender jeg tilbage til snarest. 

Superbrugsen og Kvickly tilbyder i denne uge:

Ségur 2015, Haut-Médoc, Cru Bourgeois ... 2 fl: 129,-

Bedste KØB + bedste VIN, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november 
En flot klassisk Médoc, som endnu ses i topåret 2015. Flot nu, men jeg vil stadig give denne vin (med 90p i WineFront) 2-4 år endnu. Dyb farve, indbydende bærduft med god dybde, middel fylde, en del syre, men god frugt. Jeg vil tro, 2016 er på vej -den vil jeg også glæde mig til, selvom den skal have 3-5 år endnu.  
    Familien Segur var måske Bordeaux' mest berømte vindynasti i 1700-tallets guldalder. Markis Alexandre de Ségur skal have sagt, at "jeg laver min vin på Lafite og Latour, men mit hjerte tilhører Calon" (3. Cru, hvor de andre er 1. Crus). Om han har sagt det, vides ikke, men etiketten på Calon bærer den dag i dag et hjerte! Familien Ségur ejede flere andre vingårde inkl. denne tættere på Bordeaux by fra ca. 1600 og indtil den franske revolution.    
Foto: Slottet ligger i den sydlige del af Médoc -såmænd ikke så langt fra Lagune, 3.Cru, og ejes og ledes af Grazioli. Jeg finder etiketten ret trist, men der er mere liv i vinen! Og så er slottet (foto) ganske flot!

      Superbrugsen og Kvickly sælger til samme pris Rioja Federico Paternina Especial, ej smagt. Navnet er historisk, men huset er i dag blot en skygge af sig selv, desværre. 
      Du kan også få den altid pålidelige Faustino I Gran Reserva (109, 5*) eller Amarone Terre di Verona (109, 4*), begge gengangere, der ofte er på tilbud i det ene eller andet supermarked. 

Viña Indomita "Duette", pinot noir ... 50,-

Bedste KØB, Chile***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november 

Chile var i mange år lidt af et uland for Bourgogne-druen pinot noir. Men den kølige Casablanca ved Stillehavet har vist sig at levere god chardonnay, sauvignon -og pinot. Alle vinene lidt lette -også denne trods de 14% alkohol. Men som helhed god -og superb til 50! Indomita er et af de uafhængige huse (dvs. ikke med i Concha y Toro-gruppen) og leverer en række generelt gode vine, som ikke mindst ses i Fakta. 

Casillero del Diablo "Devil's Collection", frit valg 2 fl: 109,-

= 54,50 kr/flbedste KØB,  ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november, 
Rød hvid, mousserende vin
      Disse vine er lidt bedre end de normale Casillero del Diablo:  Vinene er blends af 2-3 druer fra lidt køligere områder. Den røde er fra Rapel, hvid fra kølige Casablanca, mousse fra Linari. 
      Den røde er cabernet og carmenère (solbær), som suppleres af krydderi (syrah), men er afrundet og middelfyldig med afrundet eftersmag. 
      Den hvide er en sjov vin, stikkelsbær i næsen, rig aroma, måske lidt spinkel, men meget frisk -en god del sauvignon, som afrundes af lidt chardonnay og (af alle!) gewurztraminer. 
      Den mousserende er præget af chardonnay suppleret med pinot., ganske frisk og ren, tør, og flot til prisen. -og sjovere end andet billigt brus fra fjerne egne, f.eks. Trapiche og Wolf Blass. 
      Concha y Toro er Chile's største vinhus med en omsætning omkring 7 milliarder kr og står bag lang række vine i Coop's kæde -og altså også Casillero del Diablo. Den almindelige Diablo er trods status som reserva ok uden at imponere, men denne "Devil's" er bedre.

Flaxbourne sauvignon, New Zealand ... 50,-

Bedste KØB, Marlborough, New Zealand, ***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november 

En typisk sauvignon bedre end de fleste fra de helt store huse. Ikke helt top, men god frugt og friskhed. Og til pris, der er svær at slå! 
      75% af al vin fra New Zealand leveres af 2 giganter (Constellation med bl.a. Selaks, Kim Crawford osv) og franske Pernod-Ricard (Brancott, Montana mv.
      Denne vin laves af Yealands, som er grundlagt 2002 af Peter Yealands (foto). Han solgte det meste af sit hus for 3 år siden og har nu solgt resten til en elektricitetsgigant. 
      Denne vin er klasser over vine som Crystal Bay (Meny) og andre, der er tappet af Taster Wine i Brøndby. Flaxbourne er heller ikke tappet i New Zealand, men i Europa, men til gengæld lægger leverandøren selv navn til. Det smages.

Los Intocables, Black malbec eller cabernet... 50,-

Kræver Coop-medlemsskab, ***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november
Et lidt tøvende "best buy", for vinene imponerer, men er lidt trættende i længden! Argentina for fuld black Angus udblæsning! Den hedder black og har sort etiket, fordi vinen er lagret på Bourbon egefade, men vinene smager ikke af whisky. Men fadet sætter et temmelig krydret, næsten sødt præg på de ellers tørre vine. Flot og stor. Malbec er måske marginalt bedre end cabernet. 
Vinen kommer fra Finca las Moras, som er fast leverandør til Coop. Firmaet ejes af Trapiche (storleverandør til Salling's Føtex). 
     Moras drives dog separat fra Trapiche og ejer 1100 hektar i San Juan i Mendoza, som har lunere klima end Uco, som leverer de bedste fra Trapiche (dog kommer stor del af Trapiche vinene nok også fra San Juan). 

La Chasse, Bouches du Rhone... 35,-

***** (5/5), Superbrugsen + Kvickly, indtil torsdag 5. november 
Navnet "-Bredderne af Rhone" (floden) eer lidt misvisende, da vinen i reglen laves ganske langt fra denne flod. Bouches er et amt, bl.a. med det smukke Lubéron, så vinen kommer nok herfra! Men slet ikke ringe -en let til middel fylde, god frugt, nydelig og behagelig -nydes kælderkold. Men vil nok ofre lidt mere for at få en rigtig Rhone! 
      Til samme pris også Villa Harmonia, en ret let økologisk italiener (3-4*). 

Coronas, Torres tempranillo... 3 fl. 139,- 

= 46,33 kr/fl****(5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november 
Til samme pris også Esmeralda hvid og rosé*** (3/5), 
Denne vin må næsten være medicinen i disse dage -både Corona og virusfri! Coronas laves i snesevis af millioner af liter. Men trods det smager den røde Coronas overraskende godt, typisk spansk med krydderi og afrundet styrke. Ikke poesi, men god pop! Den hvide er en let sødlig muscat med duft af søde bær + lidt traminer, der giver krydderi -et glas i utide. Den lyserøde er mindst spændende, hvis jeg husker ret (smagte den sidste år). 
      Torres er et af Spaniens største vinfirmaer, stadig familieejet. Det ligger i Penedés tæt på Barcelona, men henter vinen til disse druer i hele Katalonien, men nok især i det tørre, varme bagland, hvor druerne er billigst. Når det gælder hvid og rosé (men ikke rød), foretrækker jeg: 

Z Zinfandel eller F Fiano, Epicuro, 6 fl: 299,- 

4´9,83/fl, **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 5. november

Disse vine er meget bedre end de dansk-tappede Amarone-lookalikes, der sælges af mange supermarkeder -de er to røde med god frugt foruden den krydrede styrke, den ene økologisk (5* i Vinavisen) og en almindelig, der er lige så god. Herlig tør hvid med frugt og friskhed. Fiano er en god drue, som nok er bedst kendt omkring Napoli i Campania (hvor den er dyr). Rosé er af den sødlige California-type, som ikke er min smag.
      Epicuro laves af huset Femar, som ligger i Lazio ved Rom -knap så langt fra Puglia, hvor vinene kommer fra, som de fleste andre -for slet ikke at tale om de dansk tappede Capolavaro. 

Ch. des Coccinelles, Rhône...69,-
Økologisk,  **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november 
En overmåde sympatisk vin, som ikke fænger helt hos mig. Smagt i '17 og '18 og synes den mangler lidt kød på skelettet -middelfyldig, fast, nydelig frugt, men ikke helt hjemme -synes den er lidt tør. Den kan minde lidt om Lirac mod nord. 
      Domænet gør ellers alt rigtigt, så giv den en chance -'18 er meget ung, så  giv den et år eller to mere. Coccinelles er fransk for mariehøns, som trives på dette familiedomæne, som har været økologisk siden 1978. Sølvmedalje og meget andet. 

Cava Jaume Serra, mousserende brut... 3 fl: 129,- 

Bedste KØB, Brut ***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november 
Denne brusvin er perfekt til sommerfest på et stramt budget -for det er ikke Champagne eller bare en crémant. Men til 39 kr får du meget vin! 
I "Cava" kapitlet skriver jeg "ung, frugtig stil til lav pris, der ikke gør nogen fortræd. Druerne i vinen smager ikke katalansk!" Den fik 5* af Henrik Steen Andersen i Politiken for 2 år siden. Han anbefalede den til Ki'r -sammen med et skvæt solbærlikør. 
      Et godt køb i simpel cava, der kommer fra García-Carrion, Spaniens største vinhus. Den tørre brut har ung, frisk gåpåmod, men den fås også i en sødlig udgave, som er uden interesse. Børne-Champagne kaldte min datter denne type vin (men nu er hun vokssen og drikker brut!). 
      

      Til samme pris Languedoc "Feuille de Vigne" (3 fl: 129, 43/fl, 5*). En solid vin med positiv, krydret frugt og afrundet, ganske fyldig smag. Vinen er tappet af godt kooperativ. Ikke det store sus, men en ægte sydfransker -og til 43 noget af et excellent køb. 

Hardy X.O. Cognac, Fine Champagne... 249,95

40%, ***** (5/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5. november 
En snert for sød til at være perfekt, men til prisen får du en rigtig flot Cognac med rig bouquet med god dybde og nydelig lang smag.  
      Hardy blev grundlagt af engelske Anthony Hardy i 1863 og var engang et af de førende, mindre huse i Cognac. Under en krise gik huset fallit og ejes i dag af et kooperativ som en del andre, bl.a. Polignac. Men der er stadig en kvindelig Hardy med i ledelsen, og huset laver stadig god Cognac i en afrundet, elegant stil. Og den er Fine Champagne dvs blend af petite og grande Champagne, de to bedste områder i Cognac.

31/10/2020

God argentiner, australier -og flot Brunello!

Føtex har så mange gode tilbud, at jeg helt glemmer at blive irriteret over de halvgamle vine, de har købt fra Philipson. 
      Mange af vinene er naturligvis gengangere, men når det er topkøb som Wolf Blass' Silver Label eller Dr Pauly's tørre riesling (nu med ok rød tysker i serien), kan jeg ikke være andet end tilfreds. Og ovenikøbet er der kommet en ny Brunello fra pioner-ejendommen Nardi. 

De bedste tilbud fra Føtex er stadig Salentein's value box og Vino Nobile Poggio Stella (alle formidabel vin til 50!), se forrige klumme. Men vinene herunder er også superkøb: 

Bedste KØB: Wolf Blass "Silver LabelTrapiche "oak cask"Baron de Ley Gran Reserva, Gemma Barolo, Dr Pauly-Bergweiler 
Bedste VIN: Nardi Brunello "Selva", Baron de Ley Gran Reserva
Dårligste KØB: Alamos malbec og chardonnay

Nardi Brunello "Selva"... 129,-

Bedste VIN, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november 
Vil tro, at årgangen er 2015, der har fået 93p/Parker (Monica Larner), men vinen var ikke i butik, da jeg kom. Huset var en af de første udefra til at købe land i Montalcino, og i dag har man 80 hektar fordelt på 3 ejendomme. Datter Emilia leder vingården og leverer moderne, elegant vin. 
Men jeg er ikke sikker på, at vinen er meget bedre end Poggio Stella fra naboen Nobile, som du kan købe i Føtex til... 49! Men stadig leverer Nardi en rigtig god Brunello! '15 er super, '16 er mindst lige så god. 

Wolf Blass "Silver Label", rød eller hvid... 55,-

Bedste KØB,  ***** (5/5) Føtex, indtil torsdag 12. november

rød shiraz-cabernet-malbec, hvid chardonnay. Denne røde har god fylde, er blød, men ikke ligegyldig, den hvide har friskhed og ren, rig aroma. 
Vinene kommer fra køligere områder nær Adelaide: Den røde er fra McLaren Vale og Langhorne Creek, mens den hvide chardonnay  er fra de højt liggende skråninger i fra Eden Valley og Adelaide Hills. 
Et par takker over Eaglehawk og Red Label, men mindre flot end den kostbare Brown Label. Men kald den bare et barnebarn af den store Black Label! 

      Wolf Blass blev født 1934 i Tyskland, hvor han blev uddannet som vinmager. I 1961 flyttede han til Australien, hvor han opdagede Barossa, som allerede husede mange tyske immigranter - næsten mere tysk end Tyskland! Han grundlagde sit firma i 1966. 
Jeg har mødt ham et par gange -virkelig en karakter, altid iført butterfly og kendt for udtalelser som: "En vin med mere end 15% alkohol burde aldrig kunne få en medalje noget sted i verden". Så meget for Amarone!  
      I 1990erne solgte han huset til Mildura, der siden blev solgt til Foster's. I dag hedder huset Treasury Wine Estates. Huset laver i dag ca. 60 millioner fl/år, det meste dog ret ligegyldige vine som Eaglehawk. 

Trapiche "oak cask", frit valg.... 40,-

Bedste KØB, rød/hvid/brus, ****/*****, Føtex, indtil torsdag 12. november, normalt 89 
Ret beset er disse vine egentlig meget lig Alamos i stilen, dvs. indbydende kommercielle vine uden større dikkedarer. Der er ikke meget eg i "Oak Cask" -typisk lagres 30% af høsten i eg (eller måske endda kun egestave?), resten ser kun stål, og det er helt ok med mig.  
Trapiche var pioner for Argentina i Danmark, og jeg solgte Trapiche i 1970erne! Den almindelige vin til eksport er ok, men denne "Oak Cask" er en klasse bedre, lidt under "Pure" i kvalitet. 

Malbec  (5*), en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. '18 fik 90p/Descorchados. For mig en klasse over cabernet-sauvignon, som er lidt mere krydret. Cabernet (5*) er lidt mere krydret i stil, for mig knap så gennemført som malbec, men ganske ok. 
Pinot Noir (3*) smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft. 
Chardonnay (4*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. Sparkling er mousserende og ret beset uden interesse for andet end den lave pris! 
      Jeg foretrækker Trapiche for Barefoot-serien fra Californien (45, 3*), hvor den røde Zinfandel og cabernet desværre ikke ses længere -nu er det kun de jævnt kedelige merlot, white zin og moscato og en pinot grigio med forbavsende lidt smag. Vinene laves af Gallo (se også herunder). 

Alamos, malbec eller chardonnay... 59,-

Dårligste KØB, rød 2017, hvid 2018, Argentina, *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 12. november 
Philipson må have alt for store lagre, siden Salling har købt så meget af hans vin. Alle vinene har allerede en del alder uden nødvendigvis at være for gamle. 
      Alamos er basisvinen fra det store, gode hus Catena, som de laver i samarbejde med giganten Gallo. Alamos laves i en "drik-mig-nu"-stil, og vinene er drikbare hurtigt. Så jeg havde hellere set årgang 2020 end 2018 chardonnay (som allerede har 1,5 år på flaske) og hellere 2019 end 2017 rød (86p/Spectator, tappet foråret 2018, dvs. allerede 2,5 år på flaske). Vinene er helt sikkert gode nok, men jeg vil da hellere købe Wolf Blass eller Trapiche herover. 

Føtex har ikke brug for disse vine! 

Føtex og Salling har slet ikke brug for Alamos? Salling har allerede flere serier fra Trapiche -tilmed til langt mere interessante priser! Der er aktuelt et tilbud på Salentein (299 for 6 fl, inkl. 2 af topvinen Numina Gran Corte). 
Og Trapiche "Oak" er knap til at skelne fra Alamos, mens Trapiche Pure er faktisk bedre og fås på tilbud til omkring 40! 
     Så hvorfor købe aldrende vine fra Philipson's lager? De har også købt Rhône som 2013 fra Vidal-Fleury stadig er god. Trods alt kan du på hylden ved siden af finde en Plan de Dieu, Lirac eller Rasteau fra Auguste Malbec, som alt andet lige (på tilbud) er langt bedre vin!   

Nederburg "1791" eller "5600", frit valg... 30,-

Med Føtex PLUS, rød, hvid, rosé, Western Cape, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 5. november 
Nederburgs basisvine, men slet ikke tosset -kun smagt et par gange, men behagelig vin uden de store dikkedarer, fyldig rød shiraz-merlot som frisk tør hvid chenin blanc. Rigtig godt køb til 35-40, topkøb til 30. Tappet i England. 
      Har du ikke en Føtex+ app, så skal du købe 6 flasker (179, = 29,83 kr/fl). Så mange har jeg ikke lyst til! 
      Skal du have billigvin, er Mucho Más 300 cl bag (99, 4*9, en fyldig, afrundet vin, som har pæn duft for en box-vin (så nu har de læst pæne ord om boxvin, så kom ikke her...!). 


Dr. Pauly-Bergweiler Riesling eller Pinot Noir... 39,- 

Bedste KØB, ***** (5/5), 2019 Tyskland, Føtex, norm: 69, indtil torsdag 12. november

Den tørre eller milde riesling har fået følgeskab af en rød pinot noir, som er nydelig og pæn med hindbærduft og let, men afrundet smag. Ikke så god som den tørre riesling, men slet ikke ringe! 
      Dr Pauly-Bergweiler bor i Bernkastel ved Mosel og er en glimrende vingård. Denne vin er købt i Rheinhessen, hvor druerne er anderledes billige -men vinen også knap så sprød og frisk. 
Men vinen er slet ikke dårlig -og et must til 40! Men jeg savner et godt tilbud på Pauly's egne vine, f.eks. den Badstube Riesling fra Bernkastel, Føtex og Bilka solgte i 2018! En herlig vin, der virkelig viser forskellen på riesling fra Mosel og Rhinen! 

Gemma Barolo... 99,-

Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november
De første Gemma vine, jeg smagte, imponerede bestemt ikke, men synes de eer blevet bedre. Den almindelige Barolo var før meget tannisk, men en 2015 havde faktisk god frugt og nogen dybde til at balancere de tørre tanniner. Men stadig mere end "begynder"-Barolo (og det er jeg glad for!). Vingården vokser stadig og ejes af Piacentini, som er storleverandør til Salling (bl.a. le Arche). 

Fournier, Sancerre eller Pouilly-Fumé... 129,- 

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 12. november, normalt 199.
Til en havbars eller rød spætte vil en god hvid være selvskrevet -og disse to fra 2019 er meget flotte -var prisen en 10er lavere, ville begge få 5*! 
      Knastør, men med rig aroma, lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Lette, præcise og stilrene. Tag bare Sancerre -den er i reglen et par kroner dyrere, mens Fumé måske har en snert mere fylde, men nok mindre nerve.  
      Fournier er et stort hus i Sancerre, som begyndte i 1950erne med et par hektar. I dag har huset 60 hektar, lidt mere i Sancerre end i Pouilly på den anden side af Loire-floden. Vinene er ikke helt i top, men et par klasser over Calvet o.l., som du også finder på hylderne hos Salling-gruppen.  

Baron de Ley, Rioja Gran Reserva... 89,-

Bedste KØB og bedste VIN, ***** (5/5) 2014/15 , Bilka, indtil torsdag 12. november
En poleret, fløjlsagtig, meget lækker vin, middel fylde, pæn længde, rig bouquet -jeg kan godt lide denne gran reserva og Baron de Ley generelt. Der er bedre Rioja, men Ley er altid flot, pålidelig -og meget velsmagende. 
      Gran Reserva er på tempranillo fra husets 100 ha marker i Cenicero i Rioja Alta (modsat hvad der står på Føtex' web) og lagrer 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske. Og så skiller den sig ud ved, at hele høsten er fra eget domæne. 
      Men også husets Reserva er flot -og kan du finde den til 70 kr, så gør du et rigtigt godt køb. Endelig skal du finde Ley's unikke Maturana, en Rioja af en drue, der var stort set uddød indtil 1990erne... Ley er den eneste udgave af 100% maturana, mener jeg. 
      Til samme pris kan du også få Rioja Bordón Gran Reserva (3*, 89), her er Ley at foretrække. Desuden Altos de Tamaron Reserva Ribera del Duero (59, 4*) -her foretrækker jeg den unge Joven eller Roble, der i reglen er billigere.  

Grand Vin Pauillac eller Margaux... 149,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 12. november, normalt 249
Fire små stjerner!Jeg har ikke smagt disse tapninger, men kender leverandøren -Ginestet- rigtig godt som et af de bedre huse i Bordeaux. For et år siden var vinene tappet på ejendommen -hvis navn dog ikke nævnes- men nu er de alle tappet af Ginestet. Vinene er frasorteret vin fra Cru Classé slotte, og jeg vover mig op på 4*, hvis du kan få vinen i årgang som 2014 eller 2015 (eller 2016). Ginestet leverer generelt god vin -og etiketten er flot! Men ved siden af l'Hirondelle de Faugères (fra Coop-gruppen) alder vinene igennem. 

29/10/2020

Vidal-Fleury 88p bliver til 95p + topkøb i Toscana

Føtex tilbyder en masse gode vine i deres nye tilbudsavis, men jeg var ved at få rødvinen galt i halsen, da jeg læste: Vidal-Fleury Rhone har fået 95p af Decanter. Checkede efter og så at den faktisk "kun" har fået 88p. pænt, men noget af en forskel! 

Men Føtex har andre -og langt mere interessante- vine, bl.a. superb vin fra Italien... 

Jeg tror ikke, at det er Føtex, der har fundet denne rating, men nok snarere leverandøren Philipson Wine, som har solgt vinen til Føtex (og Bilka, hvor vinen står til samme pris). 

      Føtex har sendt deres VINKUP på gaden, hvor der er rigtig mange gode tilbud, hvor jeg her kun nævner de mest interessante -for de gode og det onde! 

Bedste KØB: Vino Nobile "Poggio Stella", San Felice Chianti Classico, Pipoli Aglianico, Pipoli Greco, Salentein "Value Box" 6 fl, Cremant Calvet brut og rosé. 

Bedste VIN, Vino Nobile "Poggio Stella"

Vidal-Fleury, Côtes du Rhône... 59,-

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 12. november "årets julevin"
Føtex sælger denne vin med en rating i Decanter -95p/100- mens Decanter har rent faktisk kun givet vinen 88p/100 og nævner, at vinen bør nydes 2017-19. Jeg har checket andre ratings, og alle ligger 
omkring 87-90p med noter som "flot for almindelig Rhône" og bør nydes inden 5 år, som også er husets egen vurdering. 
      Vinen smager godt stadig, er jeg sikker på, men 7 år er anselig alder, og det gør i øvrigt også vinen totalt uegnet til dens formål -den er trods alt valgt som "årets julevin". Både steg, surt og sødt vil helt tage livet af den aldrende herre! 
      Bortset fra det leverer Vidal-Fleury rigtig god vin. Huset ejes af Guigal (som ses mange steder), som har overtaget husets fine domæne i Côte Rôtie, men ellers lader huset bevare vis selvstændighed. Huset leverer god syrah fra det nordlige Rhône, men akkurat som Guigal er det en dråbe i havet i forhold mængderne af sydlig Rhône, Ventoux osv. 

Vino Nobile "Poggio Stella"... 49,-

Bedste KØB + Bedste VIN, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november
Vino Nobile er en art "super-Chianti" -et ret lille separat område i Chianti, hvor den bedste vin sælges som Nobile, den næstbedste som Rosso Montepulciano, ej at forveksle med Montepulciano d'Abruzzo (som groft sagt er en (god) kopivin fra Adriaterhavskysten!). 
     Denne vin kommer fra kooperativet "Vecchia Cantina" og er ikke i top. Jeg smagte den jævnligt i min ungdom, men kun få gange siden. "Poggio Stella" skal være et udvalg af de bedste druer, som (set og smagt i 2015) er en ganske imponerende vin, dybt farvet, intens aroma, fast, kraftig, men poleret, meget mindre rustik end ældre årgange. '13 fik 84p/Parker, mens 2011 fik 91p. I Føtex har jeg set 2015 (93p/JamesSuckling) og 2016, som formentlig også er superkøb. 

Salentein "Value Box", 4 + 2 fl:... 299,-

Bedste KØB, bedste VIN, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november
Kassen indeholder 4 fl. Malbec Barrel Selection (listerpris 98) og 2 fl. af topvinen "Numina Gran Corte" (snitpris omkring 173). Du får vin for godt 700 kr -alene de 2 Numina-flasker alene er udgiften værd. 

Malbec -mørk, intens, dramatisk frugt med kraft og længde, noget ung -giv den et par år.. 
Gran Corte er en af topvinene fra den særlige Spirit mark. Set i 2017, som fik 93p i Descorchados, en lokal, men god guide. 
      Salentein ligger i Uco, hvor vingården har hele 800 hektarer i det kølige San Pablo. En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (ex-ejer af Trapiche). Den særlige højt liggende Spirit mark leverer topvinen Numina, som du får 2 flasker af.
Foto: Kælderen er et vidunder og en af de flotteste i landet -intet er sparet!- og har man tid, er der også hotel og restaurant.

San Felice, Chianti Classico... 49,-

Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november
San Felice er en stor vingård i det sydlige Classico, som ejes af forsikringsgiganten Allianz siden 1980erne. De leverer rigtig god vin. 
      Vingårdens unge Classico er rigtig god, som det ses til højre. Årgang 2016 var såmænd nr 19 på Spectator's Top 100 (nok mere pga lav pris end sublim kvalitet).  
      En mangeårig favorit fra Salling gruppen -den fås også i Føtex, hvor normalprisen er krøbet op på 119 -men en læser af denne klumme vil vide, at det bør den ikke koste! 
      Nydelig fylde og pæn længde, og til hakkebøf, pasta og pizza. 2017 har fået 88-92p af diverse kritikere, 2018 ej smagt endnu. 

Pipoli, Basilicata, rød, hvid, rosé ... 49,-

rød Aglianico Vulture*****/5, hvid greco-fiano (****/5), rosé Aglianic***/5), Føtex, indtil torsdag 12. november
Aglianico er en sjælden drue, som stort set kun gror i Taurasi ved Napoli og i Vulture (herligt navn med lidt sagndyr og drage over sig!), som har et  ry som en af de bedste syd for Rom. Vinen var tidligere temmelig rustik -respektindgydende, men ikke behagelig- men er i smag langsomt blevet mere tilgængelig. Vulture er lille, 400 hektar med ca. 3 millioner fl/år fra et par håndfulde producenter.  
      Pipoli er en del af Farnese, som på 20 år er blevet en af de store leverandører for vin fra Syditalien. Det hele startede med montepulciano fra Abruzzo, men har siden knopskudt i alle vigtige områder mod syd og nu leverer 13 millioner fl/år. En væsentlig del af huset ejes i dag af modegiganten Benetton
Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november

Den røde er lillebror til Villa Antinori og lavet i om muligt endnu større mængder (4-5 millioner fl/år!). Bestemt ikke ringe -god frugt, middel fylde, afrundet, kødfuld, med let peber og frugt i eftersmagen. Server kælderkold. Blend af sangiovese, merlot og syrah. 
Den hvide er lillebror til Castella della Sala, Antinoris ejendom i Orvieto. Druen er  akkurat som Orvieto den fine greco + jævn, men frisk trebbiano. Frisk, tør og sprød, let, men med vis længde -rigtig godt køb. 

Crémant Calvet, Bordeaux, Brut eller rosé... 45,- 

Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november.
Etiketten er flot, men meget andet er der ikke at sige om denne crémant, selvom den er et flot køb til 45! Vinen har en nydelig duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden, men er lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Køb kun brut, som i øvrigt ikke er så tør, at det gør noget. Den tørre rosé er desværre ikke smagt, men fik 5* i BT. 
      Historien om Calvet er næsten bedre end vinen: i 1870 kom den første Calvet til Bordeaux for at sælge Rhône, i særdeleshed Hermitage, som var populær hos de andre vinhuse, som mente at  Bordeaux ville smage bedre, hvis den blev blandet med lidt Hermitage. Dengang helt lovligt, men det fortsatte vist også, da det blev forbudt!           
      Med tiden blev Calvet et vigtigt hus, som også ekspanderer med smukt hus i Bourgogne, som stadig ses (dog uden navnet Calvet) på ringvejen i Beaune. Efter nogle slemme år blev navnet i 2007 købt af GCF gruppen (som også har navne som Alexis Lichine -Netto- og Louis Eschenauer -Vinmedmere). Så formentlig er Netto's Lichine crémant identisk med denne vin. Men synes Calvet-etiketten er flottere!  
      N.B: Bilka sælger også le Arche Prosecco, (45, 4*), som er halvtør, let, med ganske frisk aroma. 

27/10/2020

Nu kan du få god Vintage Port til 79...

Undrer du dig over, at du kan få en god Vintage Port for 79 kr? Det gør jeg: 

For 40 år siden måtte du betale 300-500 kr for god Vintage. I dag koster denne vin stadig 300-500 kr, så de har ikke været den bedste investering! Og nu sælger udvalgte Kvickly hypermarkeder (bl.a. i Albertslund) Rozes 2013 til 79

Denne 7 år gamle Vintage koster i Portugal omkring 300, og vinen kan bestemt måle sig med andre mærker som Calem, Barros, Burmester, Pocas Jr, Kopke osv, som p.t. også sælges til omkring 300. 

      Så jeg undrer mig! Er det Corona-krise-pris, som nok har sat salget på pause? Eller er ejeren Pommery presset af den amerikanske 60% særtold på hans Champagne? Jeg ved det ikke. Men jeg siger: Køb! 

      Vintage Port anses for den fineste unge Portvin, som typisk udgør 1 -én- flaske af hver 100 i en årgang, som kommer fra de bedste skråninger og får en lang gæring før lagring i 2 år og tapning. Vinen er kendt for at være en af de længstlevende vine i verden (har faktisk smagt 100-årige i fin stand!), selvom man i dag ofte leverer vin, der smager flot ung -med utrolig rig frugt- men som har tanniner til et langt liv, hvis du er den tålmodige type. 

      Portvinen er så godt et køb, at du let overser Spier's Vintage 2016 nedenunder. Til 79 er den også lidt af et fund -og sjov at drikke. Begge nydes kælderkolde -og vil også være god til ris à l'amande. Men du skal nok skynde dig! 

Rozes 2013 Vintage Port... 79,-


Bedste KØB, bedste VIN, ***** (5/5), Kvickly (normalt 149, partivare)En flot Vintage Port til utrolig pris (snitprisen i hele verden er 229 kr jvf WineSearcher). 
      En flot kommerciel vintage, med elegance, fylde og rig aroma, selvom den faktisk er lidt lukket i dag. Evt. gem 5-10 år.
      Rozès er et af de "franske" huse i Oporto, længe ejet af LVMH (Krug, Moët, d'Yquem + en masse parfume og tøj), som i 1999 solgte til til et andet Champagne-hus, Vranken Pommery (Pommery, Heidsieck Monopole, Charles Lafitte, Georges Goulet og andre huse).
      Parker skriver om husets vintage: "Very consistent—stylistically different according to vintage, of course, but qualitatively steady. Nice deals in relatively accessible ports that are nonetheless not wimpy." Mens Oldenburg tilføjer: "Har investeret livligt i jord og mekanik, og vinene bliver mærkbart mere personlige... en samlet strategi, der er lige så ambitiøs som imponerende"... Især siden 2002-03 er kvaliteten steget for hver ny vintage. 
      Nye årgange har i reglen fået 90-92p/100 af smagere, mens ældre årgange -2000 eller før- har fået 85-90p. 2013 gav kun lidt vin, som ikke har været sendt til smagninger, men dog har fået sølvmedalje i IWSC i London.
      Huset ejer 9 vingårde, alle i det øvre Douro, der historisk er bedst. Ialt 220 hektar med vinstokke i terrasser. som drives certificeret bæredygtigt. Vinen laves af blend, lige dele Touriga Franca og Touriga Nacional, fulgt af 10% Sousão og Tinto Cão, plus en snert Tinta Roriz. 

Spier 2016 Cape Vintage, Sydafrika... 79,-

Bedste KØB, ***** (5/5), Kvickly, normalt: 149 (restvare). Denne hedvin er mere Portvin end meget Portvin! Ekstrem mørk, meget rig aroma, sjovt mix af rødvin og Port, fyldig, lang og egentlig ikke særligt sød. Vi nød den til både ost og æbletærte, men den er nok også fin til mørk chokolade. 
      Sydafrika har historisk levet af at levere Sherry, Port og Madeira -typer- til Europa, men i dag er disse vine (ofte: Gudskelov) væk og erstattet af nydelige lette bordvine. 
      Spier er et familiehus i Sydafrika, som nyder glimrende ry. Mængden af vin er dog stor, og meget af vinen tappes i Danmark på flaske eller box -og er ærligt talt ikke inspirerende. 
      Vinen laves af touriga nacional og tinta barocca- som også bruges i Portugal.