Søg i 1300 opslag:

31/03/2019

Det lyserøde forår

Der kommer mere rosé år for år, og i dag er de lyserøde vine faktisk en mere sikker forårsbebuder end krokus og påskeliljer! 

For få år siden vovede jeg at skrive, at der blev drukket mere rosé end hvidvin i Frankrig. Ingen troede mig, selvom jeg havde ret. Profeter er upopulære i hjemmet! 

Så meget rosé drikker vi ikke i Danmark (og jeg sætter så meget pris på hvid, at jeg heller aldrig håber vi når så højt op!  
     Ugens bedste bud? Tja, det er nok de dyrere -den hvide Rully og den lyserøde Saint Martin -og måske den lyserøde Toro. Rigtig meget vin for pengene... 

Men først lige et par hvide til salater eller et glas i utide:

Riesling "Cellers Roi Dagobert"... 50,-

***** (5/5), Rema1000, indtil 6.april. Vinen kommer fra kooperativet i Traenheim i det nordligste Alsace -faktisk i samme område, som Laugel, Dietrich og andre mærker i GCF's stald henter deres vin. Men denne vin er tappet af dyrkerne selv -og er derfor som regel bedre. Et ret let, frugtig vin med friskhed og charme. Tør -rigtigt godt køb (også til normalprisen 59).

Sauvignon Blanc "Sandhills"... 50,-

**** (4/5), Marlborough, New Zealand, Rema1000 (til 6. april). Kender ikke leverandøren, men vinen er god, omend ikke så alsidig og ren som Rieslingen. Men stadig godt køb.

Masser af pink

Så er det Rosé, hvor Irma er på banen med en række glimrende vine -alle tilbud gælder til onsdag 10. april. 

Condado de Oriza, Toro Rosé... 39,-

2017, **** (4/5), Irma (til onsdag 10. april). En kommerciel rosé i ordets bedste forstand, på den tørre side uden at virke tør, fyldig, men alligevel med lidt syre, duft af hindbær og anden sød frugt. Perfekt alene eller til en frokost -eller igen et glas i utide. Og godt køb. Jeg holder meget af den røde Toro -lige så god som Ribera del Duero, men i reglen billigere.
Oriza er et mærke fra Pagos del Rey, som leverer til flere kæder under forskellige etiketter, som alle ejes af Felix Solis, et af Spaniens største vinfirmaer. herfra kommer standardvin snarere end topvin. Men på en mandag er vinen mere end drikbar!

Château la Galinière, Provence... 2 fl: 149,- 

2017, ***** (5/5), Irma (til onsdag 10. april), økologisk.
Så er vi straks mere seriøse, selvom prisen stadig er meget rimelig! Farven er meget lys, men duften er intens og kraftig, smagen er tør, frisk, let, men med fine syrer bagved -en formidabel ledsager til en salat eller til alt fra bars til østers!
En meget frisk lys rosé, som laves nær Aix på marker med udsigt til det formidable Sainte Victoire bjerg, som inspirerede bl.a. van Gogh, Picasso og andre. 

Saint Martin "nr 2", Provence, 2 fl: 149,- 

Saint-Martin, Provence, Cru Classé... 99,50 

2017, ***** (5/5), Irma (til onsdag 10. april). Maleriske Provence leverer det meste rosé i Frankrig, om end andre områder også presser sig på. Nogle af de bedste (men supervin laves også af andre) slotte er Cru Classé, en liste over en række slotte, som lavede fin vin i 1955.
Et af disse slotte er Saint-Martin, som skiller sig ud ved at have tilhørt samme familie siden 1740 -men hvor slottet går i arv fra mor til datter! Så det er lige før, denne vin er (en noget tynd formulering!) dobbelt pink, hm!
Nr 2 er flot, fyldig, frisk og frugtig, med lidt jordbær i duften. Saint-Martin selv ligner, men har lidt mere af det hele -og ikke mindst på én gang lethed og længere smag foruden en overdådig rig frugt. Begge er excellente køb.
Foto: Datter Emilie Perenanda. N.B: Slottet virker også som et lille hotel. Slottet ligger lidt nord for motorvej A8 mellem Fréjus og Brignoles.

Et par andre gode tilbud fra Irma: 

Cava Vallformosa, flere varianter... 2 fl: 99,- 

***** (5/5), Irma (til 10.april). Irma tilbyder også crémant til 75 (2 fl. 149), men jeg vil ærligt talt lige så gerne have denne crémant, især i Brut-udgaven.
Vallformosa er ikke så store som Freixenet (der er verdens største producent af brus), men rigeligt stor. Til 50 kr et ret godt glas forårsbebuder. Rosé og let sødlig ikke smagt.

Rully "Montmarin", Domaine Chartron... 129,-

***** (5/5), Irma (til 10.april), på Coop.dk: 2 fl: 258,-
Her er en vin, der får en til at huske på, hvorfor man engang syntes, at chardonnay var Verdens bedste vin. Noget, jeg helt har glemt efter oceaner af tunge, triste chardonnay'er fra Californien og omegn! En ganske klassisk chardonnay med ren aroma, middel fylde og stor friskhed og stil.
Foto: Chartron er et glimrende domæne, som ligger i selve Puligny-Montrachet, hvor det også ejer vigtige dele af bl.a. Chevalier-Montrachet (en vin til 1000+ kr) og selve Montrachet (en del dyrere). Men altså også 3 hektar af Montmarin, et godt vinbjerg i Rully nogle kilometer længere mod syd mellem Rully og Mercurey.
Vinen laves på samem vis som Montrachet'erne, dvs. med gæring og lagring i små egefade. Vinen har dog ikke samme intensitet som de dyre -men stadig en flot vin. Set hos anden importør til 229 kr (samme vingård, blot er etiketten lidt anderledes), så 129 er rigtig god pris.

Champagne Joseph Perrier "Vintage 2008" 299,- 

**** (4/5). Ikke helt, hvad mærket stod for, da det var familien Perrier selv, men stadig en rigtig god Vintage til en rimelig pris (til 10.4.)


Clos de los Siete, Michel Rolland, Argentina... 99,- 

***** (5/5), Irma (NB: Gælder kun til 3.4.). En meget flot argentinsk vin fra en af Verdens mest indflydelsesrige (og travle) vinmagere,.