Søg i 1300 opslag:

14/02/2019

Champagne til maskeballet (og rødvin til de kolde aftener!)

Fastelavn er noget med maskebal og karneval, så her flyder Champagnen i stride strømme. Men der skal nok være et par nærige, der vil skifte den ægte vare ud med en cava, i hvert fald hvis der skal købes mange flasker -og i denne uge har Irma det bedste bud. 

Irma har i denne uge også flot rød fra bl.a. Argentina og en hvid riesling. 

Irma har altid haft et godt ry for kvalitet, men vinenes kvalitet er desværre noget svingende og har ikke altid levet op til Irmas ry siden salig Børge Olsen tid. 

Irma tilbyder 30% på Joseph Perrier og andre tilbud, alle gælder til 20.2. 


Cava Vallformosa, Brut... 2 fl: 99,50

**** (4/5), Irma, til 20.2, normalt: 149,-. "Origin" (til saqmme pris fås også Semi-Seco og Rosado, ej smagt).
Nydeligt brus, pæn aroma, frisk og ren -lidt bedre end den brussende Trapiche fra Argentina, jeg skrev omi sidste uge,. 
En ganske god cava (udtal: gáva, ikke kahva!) fra et af de større familieejede huse, hvor familien Domenech også har godt ry for rød og hvidvin. oVallformosa er ikke så kendt og langt mindre i størrelse end giganterne Freixenet og Codorniu, men laver måske bedre cava. "Origin" er basiskvaliteten, hvor druerne formentlig hentes i andre egne af Spanien.
Huset leverer også Gran Baron, som ligger i Coops andre butikker, men generelt anses Vallformosa for bedre.

Champagne Joseph Perrier "Cuvée Royale"...  209,30

Brut/tør ***** (5/5), Demi-Sec/halvsød, **** (4/5), Irma, spar 30%.
En god Brut med indbydende aroma, fint brus og ren og sprød smag -lige netop afrundet af restsødmen på 7 g/l (hvor rigtig mange bruger 10-13 g/l!).
Den svenske nestor Juhlin kan ikke lide denne Demi-Sec, men jeg synes faktisk den er god for sin type -og med 38g restsødme er den til kransekagen sidst på året!
Joseph Perrier er slet ikke i familie med  den blidt perlende Perrier vand -og slægtskabet til de bedre kendte naboer Laurent-Perrier og Perrier-Jouet er også noget usikkert. I lange perioder var Joseph dog lige så god som naboerne -altid i en indbydende, let stil slet ikke ulig Pol Roger eller Perrier-Jouet.

Foto: Huset ligger i Chalons ved floden Marne og er grundlagt 1825. I 1888 overgik huset til den daglige leder Pithois, og sent i 1900-tallet til storebror Laurent-Perrier.
I dag ejes huset af Alain Thiénot, som også ejer flere huse, bl.a. Canard-Duchêne (som meget praktisk importeres af søsteren Coop), Marie Stuart og andre, foruden et par firmaer i Bordeaux, som leverer bl.a. Clos de los Siete! Perrier sælges i reglen som "Cuvée Royale" til minde om en af kunderne, dronning Victoria! Som etikette-nørd foretrækker jeg klart Joseph frem for staldbroder Canard-Duchêne!

Champagne Joseph Perrier "Blanc de Blancs" ... 244,30

Brut, ***** (5/5), Irma, spar 30%.. 100% chardonnay (hvor de øvrige er typisk 65-70% pinot og 30-35% chardonnay). Lettere og friskere, en anelse tørrere., faktisk altid en flot vin.


Champagne Joseph Perrier "Brut Rosé"... 244,30 

**** (4/5), Irma, spar 30%. Meningerne er delte om denne lyserøde Champagne (hvor Champagnen er hvid, men bliver tilsat 12% rødvin efter 2. gæringen). Ekstrabladet sætter den højt, men jeg var ikke helt så begejstret.

Champagne Joseph Perrier "Vintage 2008" 279,30

***** (5/5), Irma, spar 30%. Her er alle til gengæld enige! Historisk har Vintage været husets bedste Champagne fra ét særligt godt år, indtil de særlige prestige-Champagner kom i 1950erne. Men ofte er Vintage lige så god -og et bedre køb! Denne er efter 10 år er i sit livs form, selvom jeg kender én og anden, der mener, den vil blive bedre med yderligere 5-10 år på flaske. Jeg hører dog til dem, der kan lide vinen, mens den som denne stadig er livlig og forbavsende frisk efter 10 år på flaske! Excellent køb.

Irma har også god rød på tilbud i denne uge: 


Finca la Solana, Monastréll Jumilla... 2 fl. 79,50

***** (5/5), Irma, til 20.2, normalt 159,-
Vinen kommer fra samme Luzón, som sælges af Aldi -og vinene ligner også hinanden med deres fuldfede kraft og blide smag. Excellent køb. Til samme pris også Trajone fra Puglia, men der er mere guf i spanieren. 

Fattoria la Lecciaia, Toscana Sangiovese, 2 fl: 129,- 

Italien, ****  (4/5), Irma, til 20.2. Fra en god vingård i Montalcino -vingårdens Brunello er nok bedst kendt, men denne har mere blødhed og er god nu. Irma har til samme pris også en primitivo og en ripasso -men denne har nok mest karakter. 

Clos de los Siete, Michel Rolland,...99,-

2015 Argentina, ***** (5/5), Irma, til 20.2., normalt: 159. 
Meget dyb, magtfuld, men frisk, rig duft af eg og sød frugt, ganske lang. Flot vin nu og de kommende 3-4 år.
Uanset hvor skævt mange vinelskere ser til Frankrig, er denne (og et utal af andre vine) bevis på, at Frankrig er Verdens vinland nr ét. I 1980erne kom "flyvende vinmagere" som Lurton til Argentina og begyndte at forfine de rustikke vine.
Siden fulgte flere efter -bl.a. Michel Rolland, der ejer denne meget store vingård syd for Mendoza sammen med 6 vinfolk fra Bordeaux -heraf navnet "De 7's vingård" -se foto!
Michel Rolland er en af Verdens mest indflydelsesrige vinmagere, og han har inspireret en hel generation, både i Bordeaux og som her i Argentina.
Denne vin har fået hele Rolland-turen med gæring i små egefade og lagring sur lie osv. Og s¨å er etiketten flot!
Til samme pris er der også en topvin fra Spier (Giant Oak), men jeg foretrækker så afgjort argentineren,

Landgraf, hvid Riesling... 2 fl. 125,- 

****/***** (4-5/5), Irma til 20.2., økologisk, frit valg Riesling Kabinett (let sødlig) eller Feinherb (halvtør). Feinherb er nok bedst, men som en hyggevin efter maden er Kabinett lige så flot! Jeg elsker tysk vin -især når vinen som i disse er lavet på den store riesling. Vinen kommer fra vingården Landgraf i Saulheim syd for Mainz og er måske endog bedre end Dr L (Meny) og Dr Pauly (Salling).