Søg i 1300 opslag:

10/02/2019

Butikken der har alting?

Mange butikker har i dag sære navne. Aldi, Rema, Bilka, Føtex osv. Men vi er nogle nørder, der går og leger med det, selvom ingen synes at ane, hvorfor Aldi hedder Aldi og ikke discountsupermarked! Selv ikke nettet har svaret!

Men Aldi betyder naturligvis "Alles Dinge", og Bilka er  "Billiges Kaufhaus", Føtex kan ikke være andet end "Fødevarer Tekstiler" (som de jo også handler med), mens Rema er "Ren Mad", hvad der jo er lidt om! 

Aldi har bestemt ikke "alting", men af og til et par gode vine mellem alle de tysktappede industrivine:

Luzón Organic, Monastréll Jumilla... 55,- 

2015, ***** (5/5), Aldi (ikke tilbud). Luzón er et dynamisk vinfirma, som leverer vine, der er uforskammet kommercielle, ofte på den gode måde!
Dyb farve, indbydende duft, som (nu er vinen 4 år) har mistet lidt frugt, men stadig er intens, med toner af krydderi og læder. Middel fylde, afrundet smag. 
Jumilla ligger syd for Alicante og byder på tørt, varmt klima, som passer druen monastréll godt. Her er også en borgruin (se foto), der minder om dagene, hvor kristne og maurere kæmpede mod hinanden. Området er nabo til Yecla, hvor Castaño er den store kanon (de sælges af Føtex og Bilka, dvs Salling).
Luzón er nok knap så stor, men vinene er lige så gode -og glimrende køb.

Domaine de Géorand, Chusclan, Rhône Villages... 59,-

2016, ***** (5/5), Aldi (ikke tilbud). Vinen kommer fra den udmærkede coop Chusclan-Laudun,
som også leverer bl.a. Genêts til Løgismose (men jeg har dog ikke set den i Netto -endnu). En mørk, meget frugtig, ret stærk, men egentlig afrundet vin. Ikke stor kunst, men godt håndværk -især til prisen. 2016 er flot år, og jeg vil egentlig give vinen endnu et år eller to på flaske. Den har fået en guldmedalje af ministeren i Frankrig og i BT. Så jeg tør ikke andet end give dem ret!
Chusclan er en af de ældste "Villages" i Rhône og ligger på vestsiden af floden. Det domineres af ruinerne af borgen Gicon, hvorfra der er flot udsigt til bl.a. Châteauneuf du Pape på den anden side af floden. Chusclan laver udmærket vin, dog ofte en anelse mere reserveret end "pavevinen" på den anden side af floden.

Côtes de Provence 2016, rød... 59,-

**** (4/5), Aldi. Meget af Aldi's vin er tappet i Tyskland, men her er ok Alsace og af og til et par vine, det kan være svært at finde andre steder. Denne er faktisk god -en mørk, rent frugtig Provence, lidt fast i kødet, men egentlig rund nok. Vinen er tappet i St.Jean d'Ardières i Beaujolais -laaangt væk- men vinen fejler intet!