Søg i 1200 opslag:

09/03/2020

Bordeaux -originalen og de nye rivaler

På godt og ondt er vinene fra Bordeaux inspiration for mere vin end noget andet område i denne verden. Det gælder de 3 vine fra Spanien herunder -og såmænd også den flotte Mascota fra Argentina. 

Ret beset vil enhver foretrække både Mascota og Capa for de 2 Bordeaux'er -for slet ikke at nævne Gran Coronas. Men giv originalen fra Bordeaux en chance -dens køligere stil har noget forfinet over sig, som de andre mangler. Vinene kommer fra Superbrugsen og Kvickly samt Rema1000. 


Capa "Single Vineyard", 6 fl. i trækasse... 279,-

2018 Single Vineyard, tempranillo, ***** (5/5), Kvickly, Superbrugsen indtil torsdag 12. marts, norm: 599,70
Det store dansk-ejede Hammeken Cellars ved Alicante leverer denne vin, hvor druerne er druer fra tempranillo vinstokke fra en mark mellem Alicante og Madrid. 
Den danske vinmager David Tofterup har lavet vinen, som er kraftig, fast men afrundet med let krydret duft uden større præg af 6 måneder i små egefade. Den smager ikke af Bordeaux, men imponerer godt nok -især til prisen! Meget flot trækasse gør vinen til et godt køb. 

La Mascota, rød, hvid, rosé, Argentina... 49,-

For Coop-medlemmer, ***** (5/5) Superbrugsen, Kvickly indtil torsdag 12. marts, normalt 99,95, 

Rød cabernet-sauvignon eller malbechvid chardonnayrosé

OPI er kreeret af Rodolfo Sadler og den har jeg smagt rundt om og fundet den kommerciel i den bedste forstand. Mascota er en tak bedre. Den laves i mindre mængder på basis af finca La Mascota (foto). 


2016 cabernet blev valgt som bedste cabernet i Frankrig! Mens nye årgange af malbec og rosé har fået over 90p af James Suckling. 

     2017 cabernet er meget flot -især til 50 kr!- men den er vel ikke bedste cabernet, du kan få! Måske har maskotten fulgt andre ved at slække lidt på kvaliteten efter et par år -måske for at tjene lidt, selvom prisen er så lav?  

      Den hvide vil tiltale chard-fans, bedre end jeg husker den -men foretrækker stadig de to rødvine: lækker malbec med frugt og friskhed, 

for cabernet er denne rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. Rosé p.t. lidt skuffende. 

Torres Gran Coronas cabernet-sauvignon... 79,-

Cabernet Sauvignon Reserva, Penedès  ***** (5/5), Superbrugsen, Kvickly indtil torsdag 12. marts,  normalt 129,95.

Navnet er Gran Coronas, druen er cabernet og etiketten er sort, men det er ikke vindervinen fra 1970. Men modsat de andre i klassen har den faktisk denominacion "Penedès", så den kommer fra egnen omkring Mas la Plana! Og den er faktisk ikke så langt bagefter -mørk, fyldig og blød med masser af frugt og krydderi- perfekt til en krydret bøf. Vinen har fået et år i små egefade og et år eller to på flaske. Til denne pris et rigtigt godt køb. 

Marcadis, Lalande de Pomerol...  109,-

2016**** (4/5), SuperbrugsenKvickly indtil torsdag 12. marts,  normalt  178,65
2016 er stor årgang, så 4 år er ingen alder for sådan en vin. Mørk, kraftig, masser af karakter, positiv frugt, men ved at lukke sig. Giv den 2-3 år. Slottet er andenvin  fra et af de bedste slotte i området og er faktisk lige så god som en god del Pomerol -og den får du ikke under 200.70% merlot, 30% cabernet.  

Ch. la Fleur-Peilhan, Grand Cru St.Émilion..... 109,-

2016**** (4/5), SuperbrugsenKvickly indtil torsdag 12. marts
Fleur er 4 år gammel, men glem alt om solmoden styrke, men nyd til gengæld en mineralsk elegance, god fylde og længde -men vent egentlig 2-3. år Ikke helt klasse som Marcadis, men stadig rigtig god og så er den blødere i stil. 
Foto: Saint Émilion er en malerisk lille købstad, som er det naturlige midtpunkt i et af de smukkeste områder i Bordeaux. De bedste vine -som Cheval-Blanc, Ausone og Angélus- koster et par tusinde kr (og langt opad). Du kan ikke vente det samme fra denne vin -især ikke nu- men til gengæld har du et bedre køb! 

Coto de Imaz, Rioja Reserva... 69,-

***** (5/5) 2014, Rema1000 (partivare). Igen en meget lækker Reserva, middel fylde, afrundet og fløjlsagtig, smuk næse med moden frugt, lidt eg og krydderi, men stadig frisk. El Coto er søster til Baron de Ley (Salling-gruppen) og kendes let på kronhjortegeviret på etiketten. 100% tempranillo, 18 måneder i eg. Formentlig nok en smule bedre om et år, men flot nu. 

Quinta Sardonia "Sardón"... 99,-

**** (4/5) 2016, Rema1000 (partivare). Meget dyb; rig aroma af bær (kirsebær mv) og lidt blomst, middel til stor fylde, pænt lang -afrundet og ligefrem. Nydes gerne kælderkold. Denne vingård ligger på grænsen til Ribera del Duero og må "nøjes" med betegnelsen IGP (landvin) fra Castillo & Léon. En rigtig god vin, men til 99 må den nøjes med 4 store stjerner. 90.000 fl. tappet i februar 2018. 

Santa Carolina Chardonnay "Reserva Familia"... 50,-

**** (4/5), Chile, Rema1000 (partivare). En noget mere ambitiøs vin end de Carolina-vine, der mest ses. Stor og kraftig, lang, rig bouquet. Ikke min smag, jeg synes den mangler friskhed, selvom den kommer fra det kølige Itata. Men mange vil elske denne vin. Carolina er en af de større familieejede vingårde, som har leveret glimrende Chile vine til Rema i årrække. 

05/03/2020

Gode køb fra Italien -og lidt australsk

Undskyld fra din blogmand!  Men jeg følte mig også selv lidt snydt, da jeg var i Bilka med den særlige WineClub-25%-rabat på al vin og spiritus. For hver gang jeg fandt en god vin -var der allerede mere end 25% rabat på den. 

Faktisk har Bilka stort set tilbud på alle sine vine -og i reglen mere end 25% rabat! 

Der er kun rabat på normalprisen, så der var ikke mange vine at spare på. 
      Vi danskere er et tilbudsfolk, og det har Bilka indrettet sig på -jeg kunne næsten ikke finde en flaske uden tilbud! Groft sagt er tilbudsprisen den nye normalpris! 
      Jeg endte op med at købe lidt 2014 Brunello Camigliano på 1/2 fl. (99 -25%, dvs. 74) og lidt spiritus. Men jeg brugte laaang tid på at finde et tilbud. 
      Blandt ugens (normale) tilbud er det Bedste Køb Barbera "I Tre Vescovi"Frescobaldi "Remolè" og Pater. Den bedste vin er nok Wolf Blass "Gold Label" Riesling eller rød Crozes-Hermitage -denne sidste, måske fordi prisen er godt 30 kr lavere end hos WineFamly! 

Barbera "I Tre Vescovi", Superiore... 39,-

***** (5/5), Bilka, norm: 89, indtil torsdag 12.marts. En gammel kending, som er forbløffende god til 39 kr (4 kr mere end i efteråret, men det er ok). 
      Jeg har før anbefalet  den almindelige barbera fra det gode kooperativ, men denne er i teorien bedre, "særligt modne druer" og "mindst et år i egefade" er, hvordan kælderen i Vinchio udvælger deres "Superiore". Meget dyb farve; indbydende duft med modne bær, afrundet og lang. Jeg vil  servere den til (og i) boeuf bourguignon, og det klarer  den flot. Serveres ved ca. 16 gr.

Frescobaldi "Remolè" eller "Pater", Toscana...  45,-

***** (5/5), Bilka, normalt: 85,-. , indtil torsdag 12.marts. Remolè er udmærket toscanaer af sangiovese og cabernet fra det meget store Frescobaldi domæne, et af de største og ældste familieejede i Chianti. Nydeligt bærpræg, lidt syre og friskhed + rund eftersmag gør vinen til en nydelse sammenlignet med de mange primitivo/zinfandel vine i samme klasse. Pater er ren sangiovese med lidt mere friskhed. Den formodes at være lagret 3 måneder i eg. 
***** (5/5), Bilka, norm: 99, indtil torsdag 12.marts.
Den røde er lillebror til Villa Antinori og lavet i om muligt endnu større mængder (4-5 millioner fl/år!). 
Bestemt ikke ringe -god frugt, middel fylde, afrundet, kødfuld, med let peber og frugt i eftersmagen. Server kælderkold. Blend af sangiovese, merlot og syrah. 
Den hvide er lillebror til Castella della Sala, Antinoris ejendom i Orvieto. Druen er som Orvieto, den fine greco plus den mere jævne trebbiano. Frisk, tør og sprød, let, men med vis længde -rigtig godt køb. 
      Du leder forgæves efter navnet Antinori på etiketten, men de ner god nok. Cristina er et af Antonoris mærker. Mængderne er dog steget betragteligt gennem årene -for 20 år siden var Cristina såvel som Villa Antinori Chianti Classico (Villa var endog Riserva) -i dag er begge "blot" Toscana. Cristina er opkaldt efter vingården, hvor vinen laves. 
Foto: Antinori ejer dette renæssance palazzo i hjertet af Firenze. Huset ledes af Piero Antinori sammen med datteren Allegra. I Paladset er der også lille vinotek, hvor vinene kan smages. Familien bor i de 2 øverste etager. 

Dr Pauly-Bergweiler, Riesling trocken.. 39,-

2018, Bilka, ***** (5 af 5), norm. 70. Fås også som Noble House (halvsød).  

Jeg roser ofte denne lette, sprøde og tørre vin på druen riesling. Den kommer fra fint hus i Bernkastel (ejeren er langt ude i familie med JJ Prüm), men trods den grønne flaske er vinen fra Rheinhessen, hvor druerne er til helt anden pris end i Bernkastel eller Mosel. Men til 40 kr er vinen svær at slå. Den let sødlige udgave er også flot, med lidt syre til at balancere sødmen, men måske uden den store friskhed. 

Crozes Hermitage "Triboulette".... 79,-

***** (5/5), 2017/18 Cave de TainBilka (kun varehus), normalt  119,-
Rigtig god, dyb farve, indbydende frugt med sort og rød frugt, middel fylde med fine tanniner. Nok bedre om 1-2 år, men god allerede -men giv vinen lidt tid i glasset. 

      Cave de Tain er den største leverandør af syrah i det nordlige Rhône. Vinene er måske ikke helt på top med Jaboulet eller Guigal, men stadig glimrende -og så er denne en del billigere end Rôtie la Mouline!!! Kooperativet er et par gange valgt som det bedste i Frankrig. 
      Huset leverer typisk 4 udgaver af rød Crozes, hvoraf denne er nr 2 fra neden (Temmelig sikkert samme vin, der (sælges af Winefamly (158,95!!!! Men tilbud til dig, kære medlem: 106,95). At købe på web er sjældent god idé! 

Jamelles, flere typer ...  49,-

***** (5/5), Bilka, norm: 89, indtil torsdag 12.marts.

Vinene sælges også af Theis -men til 95 kr, som er en ret vild pris -mens 50 kr gør vinene til gode køb -om end det er 5 små stjerner sammenlignet med barbera'en eller Santa Cristina! Det er sjældent at kunne sige det, men alle de 6 varianter er gode og gode køb til 50Pinot'en er nok en smule fersk -men den har positiv pinot-duft og rund fylde, syrah smager som god Rhône med sin let pebrede frugt. chardonnay er også glimrende, mens den lyse rosé har positiv frugt i både duft og smag med lige en anelse syre, der gør vinen sjov og drikbare for alle, nybegyndere som mere erfarne gæster. 
Skal jeg kritisere vinene, så er stilen ret kommerciel, dvs. ingen excesser her! Men det er god vin, som er en lise oven på et par glas tunge, sødladne Puglia vine, som jeg ikke vil trætte læseren med! 
     Foto: Vinene laves af ægteparret Laurent og Catherine Delaunay, som ejer Badet-Clément, som har hovedsæde i bakkerne bag Nuits St.Georges i Bourgogne, men kun sælger vin fra Sydfrankrig. Sært! Laurent's far var en af tidens store vinmagere, der bl.a. lavede Damoy's velkendte Chambertin! 

rød Barossa shiraz, hvid tør Eden Riesling, ***** (5/5), Bilka, norm: 149, indtil torsdag 12.marts. Et australsk ikon, som i dag ejes af Treasury (Penfolds, Lindeman, Rosemount, Selaks, Mondavi osv). Men huset har stadig en umiskendelig stil i form af uforskammet kommercielle vine, som i reglen smager godt Etikettens farve bestemmer kvaliteten, hvor en gul etiket er dagligvin, rød etiket lidt bedre. Med den gyldne etiket nærmer vi os toppen -og begge vine kommer da også fra særligt gode områder -shiraz er fra Barossa (med lille del fra nabo, det kølige Eden), mens riesling er 100% er fra kølige Eden. Og er der en drue, Wolf Blass er god til, er det riesling -Wolf kom fra Tyskland! Begge er gode køb til 99. 


Altos de Tamaron Reserva, Ribera del Duero... 69,-

**** (4/5), Bilka, norm: 119, indtil torsdag 12.marts. En meget lav pris for Duero, et af Spaniens fine områder, men Felix Solis (der leverer Altos de Tamaron) er bestemt ikke i top, selvom vinen faktisk er rigtig god (den fik 89p i 2012). Har smagt den et par gange i de senere år -en meget behagelig vin, afrundet, nydelig, krydret næse, pæn længde -men ikke en vin, du har lyst til at drikke mange gange. 
Huset er et af Spaniens 2 store huse, og vinkælderen modtager 7,5 millioner kg druer -hver dag! I lyset af de mængder er vinen faktisk flot!  

       Tamaron laves af Pagos del Rey, som ejes af det andet store konsumhus i Spanien, Felix Solis, der leverer andre vine til Salling-gruppen (og under navnet Condado de Oriza til Irma og Coop). Vinen kan ligne vinene fra Californien herunder -men er helt anderledes gode køb... 

03/03/2020

Varme og kolde vine fra Spanien

Du kender som jeg nok mest spansk vin fra de fuldblods tyrefægter-stærke vine fra Toro og omegn. Og Spanien er meget med varmt klima.Men du kan også få en relativt kølig Sommos fra Somontano, som ligger lige neden for de snedækkede Pyrenæer, som skiller Frankrig fra Spanien. Så fransk som spansk vin kan blive! 

Sommos er nok både bedste vin og bedste køb i denne spalte, hvor vi har frekventeret Aldi og Netto, to kæder kendt for ofte grimme butikker. Men hvad gør vi ikke for dig, kære læser!
Vinene er spotvarer, dvs. så længe lager haves.


Sommos "Crianza", Somontano... 49,-

2016, ***** (5/5), Aldi (spotvare). 
En meget kommerciel vin med et flot udstyr -til lav pris. Prisen er knap 100 kr i Spanien, så 49 i Danmark er meget fair! 
      Kommer fra stor bodega (355 ha vin) i Somontano ("Sous la Montagne" på fransk, vi er tæt på Pyrenæerne). Køligere end meget af Spanien, så her trives cabernet, merlot og syrah -franske druer- en flot vin med intens aroma med lidt urt og frugt, eg, ganske kraftig, afrundet. 2014 fik 89p af Guía Peñin 2019. Lidt mindre end premium, som MegaVin tilbød sidste år til 150.  Vinhuset er nyt -og arkitekturen ret avanceret, som fotoet antyder! 

Aglianico "Feudo Croce", Salento... 59,-

2016, **** (4/5), Aldi (spotvare). Vinen kommer fra den sanme italienske hæl som de utallige Zinfandel/Primitivo'er med og uden "appassimento" og Ripamarone, som hærger kædernes hylder og danskernes ganer. Så alene derfor bør den købes! Den er anderledes -stadig kraftig og afrundet, men med en mere bær'agtig stil -lidt hindbær, skovbær, skovbund og andet, og så en snert af læder! 
      Druen står bag vinen området med det herlige navn Vulture og den ofte kostbare Taurasi fra Napoli. Men denne er lidt mere ligefrem end disse -måske fordi vinen kommer fra et middelgodt firma som Tinazzi ved Gardasøen (som dog har afdeling sydpå). 

Crémant de Loire, Jean Sableny... 59,-

Brut, ***** (5/5), Aldi (spot). Dagen er blevet 4 timer længere, og nogle mener at have spottet lidt forår. Så jeg begynder (som andre) at lede efter noget brus (og jeg skal endda ikke have konfirmation). Udvalget i dag er lidt trist, men Aldi lyser op med en crémant fra Loire til en ok pris. Den fik 5* i Politiken med ordene: "Enkel mousserende vin med æble-karakter og en relativt tør, frisk afslutning. Kort smag, og boblerne dør næsten med det samme, men ren og appetitlig i stilen." Jeg synes faktisk den er bedre end Thomas Ilkjær skrev. 

Sierva, Jumilla... 89,-

*** (3/5), Aldi (spot). Alt er skam ikke billigt i en grim discount-butik -heller ikke i Aldi (og de har faktisk også pæne butikker her og der). En iøvrigt ganske udmærket moderne vin i stil med Castaño fra Netto (se herunder!), med pæn frugt, god fylde og nydelig smag. Men for dyr -den koster ca. 60 kr i Systembolaget, så hvorfor betale 50% mere i Aldi? 

Molino Loco, Yecla... 35,-

Spanien ***** (5/5), Netto (spot). Viñedos de Mediterráneo er et alias for Castaño, som leverer så meget vin til Sallings kæder, at han må bruge flere navne! Molino Loco er spansk for ond mølle, men spå slem er vinen ikke, selvom udstyret ser billigt ud: Krydret, afrundet, nydelig .og lav pris
      En del Netto-butikker har stadig Castaño's Hécula Yecla (35, 5*, Netto), som er meget flot til prisen. 

´

Mucho Más, Spanien... 55,-

Uden årgang, **** (4/5), Netto (fast vare). I udseende ligner den lidt "the Guv'nor", som sælges af Coop, og leverandør er også samme Felix Solis, som er marginalt mindre end García Carrión, men stadig et pænt stort firma med en omsætning på 2,25 milliarder i 2018! Det er mange flasker, når en typisk salgspris ved mængder fra kælderen er omkring 10 kr! "Mucho Más" er spansk for "Meget mere". 
      Udvalgt tempranillo fra både Duero og Mancha, en snert af eg -en vin med mere krop, frugt og dybde -der er meget mere i denne vin end i de normale Viña Albali (med og uden reserva), som kommer fra samme kælder! 55 er normalprisen, fair, men ikke topkøb, derfor 4*. 
      Kan faktisk bedre lide denne vin end de californiske Barefoot, som koster 45 (4*, Netto, indtil fredag 6. marts). Kun nogle af vinene smagt -Zin er ok, lyserød Zin er en dyr Pepsi. Barefoot laves af Gallo, Verdens største vinhus, om kan få Felix Solis til at ligne en underdimensioneret dværg. 

01/03/2020

Flotte vine fra både Syd- og Nordamerika hos Coop

Du kan citere mig for, at vinene fra Californien er for dyre i forhold til kvaliteten -simpelthen fordi eder er 330 millioner kunder til vinene fra Solskinsstaten. Så hellere Chile, som leverer endnu mere vin -men hvor der "kun" er 17 millioner kunder! 

Men denne gang er det Coop, der vurderes -og igen er det Sydamerika, der triumferer med gode køb fra Argentina og Chile. Men California's "Håndlavede vin" er tæt på, og det glæder mig, for jeg elsker Californien! 
      Du skal være medlem for at få det bedste køb, sort malbec fra Finca las Moras, men ellers køb Devil's Collection, hvor både rød og hvid er gode og den mousserende overraskende god. Men den bedste vin er Terranyo, som er blandt de bedste fra Concha y Toro og meget flotte til 99. 

Los Intocables, Black malbec eller cabernet... 50,-

Bedste Køb, ***** (5/5), kun for medlemmer af CoopSuperbrugsen, Kvickly (ikke Coop.dk) indtil fredag 5. marts, normalpris ca. 100. 
Argentina for fuld black Angus udblæsning! Den hedder black og har sort etiket, fordi vinen er lagret på Bourbon egefade, men vinene smager ikke af whisky. Men fadet sætter et temmelig krydret, næsten sødt præg på de ellers tørre vine. Flot og stor, men lidt trættende i længden, synes jeg.  Malbec er måske marginalt bedre end cabernet. 
Vinen kommer fra Finca las Moras, som er fast leverandør til Coop. Firmaet ejes af Trapiche, som er storleverandør til Salling's Føtex osv! Moras drives dog separat fra Trapiche og ejer 1100 hektar i San Juan i Mendoza, som har lunere klima end Uco, som leverer de bedste fra Trapiche (dog kommer stor del af Trapiche vinene nok også fra San Juan). 



Casillero del Diablo "Devil's Collection", frit valg 2 fl: 109,-

= 1 fl: 54,50***** (5/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil fredag 5. martsnormalt: 199,20
Rød hvid, mousserende. 


Disse vine er lige klassen over den normale Casillero og er  rigtig gode til 54,50! Alle er blends af forskellige druer, men fra gode områder. Rød fra Rapel, hvid fra kølige Casablanca, mousse fra Linari. 

Den røde har en del cabernet og carmenère (solbær), som suppleres af krydderi (syrah), men er afrundet og middelfyldig med afrundet eftersmag. 
Den hvide er har stikkelsbær i næsen og rig aroma, måske lidt spinkel, men meget frisk -en god del sauvignon, som afrundes af lidt chardonay og (af alle!) gewurztraminer. 
Den mousserende er præget af chardonnay suppleret med pinot., ganske frisk og ren, tør, og flot til prisen. 
Concha y Toro er Chile's største vinhus med en omsætning omkring 7 milliarder kr og står bag lang række vine i Coop's kæder (Emiliana i Irma, Fetzer, Bel Arbors, Don Melchor osv) -og altså også Casillero del Diablo, som fås i flere udgaver. Devil's er blevet til reserva og er ok uden at imponere, men denne "Devil's" er bedre -og det gør tilbuddet interessant! Alle 3 vine er blends, rød og hvid fra det kølige Casablanca nær Stillehavet, mens den mousserende er fra det lige så kølige Limari lidt længere mod nord.

Terrunyo, cabernet, carmenère eller sauvignon... 99,- 

Bedste Vin, ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen, normalt: 199,95, indtil fredag 5. marts. 
Vinene er blandt de bedste fra giganten Concha y Toro (foto) og faktisk fremragende -og superkøb. I Københavns lufthavn er prisen 229, så 99 er lidt af et fund. Alle 3 har fået 5* i diverse guider. Sjovest er nok vinen på druen carmenère, som ikke kun er en af Bordeaux' mest sjældne druer, men også signaturvinen fra Chile (hvor den også kun sjældent er i top -men denne er). Rydberg gav 2016 5* med ordene: "En tæt og koncentreret vin med brombær, let urtet, lakrids og vanilje i smagen. Flot intensitet og en meget velbalanceret flot carmenere." Cabernet'en er næsten bedre, sauvignonen flot, men måske knap så overbevisende. 

HandCraft, California, 2 fl.. 119,- 

= 59,50/fl, cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid chardonnay, rosé zinfandel, normalt 249,20
**** (4/5), Superbrugsen, Kvickly og Coop.dk, indtil fredag 5. mart. 
Jeg anbefaler sjældent vine fra California, som jeg i reglen finder for dyre i forhold til kvaliteten. Men måske er undtagelsen her: Handcraft er en serie vine fra det store familiefirma Delicato. På etiketten står der "Artisan Collection", men du skal nok ikke forvente "håndlavet" vin. 
      Delicato er et af de største familieejede vingårde, grundlagt 1924 af en siciliansk immigrant, Delicato. Sorry: Indelicato hed han, og denne familie ejer stadig huset. De "håndlavede" vine er designet af Alicia Alyis (foto), som siden er udnævnt til husets øverste vinmager. 
      Vinene er ikke smagt, men de kommer fra relativt kølige områder som Monterey og får pæn ros i guiderne. Så forvent en ret frisk, ren chardonnay og en kraftig, afrundet cab. Jeg ville nok ikke købe pinot'en, selvom den faktisk får pæne noter. Rosé har lidt sødme og er ikke min smag. 
      Mange vil foretrække Mill's Lake Zinfandel (6 fl. 269, 4*), men jeg har ikke helt tillid til denne. Så hellere Amarone Cantine Verona (5*, 6 fl: 579), som er ok for fans af Amarone. 

Grüner Veltliner "Lenz Moser"... 59,- 


Østrig, 2018, ***** (5/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil fredag 5. marts, normalt: 89,60. 

Frisk og let vin med rig aroma og stor friskhed -ikke veltliner i top, men rigtig god til prisen
. Men set sidste sommer til 50, så det er små 5*!

      Fås også som rosé på zweigelt druen . Den er tør, frugtig, men lidt tynd -ikke så god som den hvide.  
      Lenz Moser (1905-78) revolutionerede vindyrkningen, da han fandt på at lade planterne vokse højt og med længere mellem hver plante. Det betød mindre skade ved frost, mindre arbejde og godt udbytte, selvom der var færre vinstokke pr hektar. Hans metoder ses i dag over hele verden.
     Hans vingård (foto) har siden 1986 tilhørt VOG, der har gjort firmaet til det største i Østrig. Vinene er stadig glimrende, selvom puritanere nok vil foretrække dem fra naboen Sepp Moser (søn af Lenz).

Änglamark pinot noir, chardonnay 50,-

Chile, økologisk, **** (4/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil fredag 5. martsnormalt 69,95
Måske køber du i forvejen opvaskemiddel og sæbe med navnet Änglamark, som er Coop's økoogiske produkter. Så hvorfor ikke vin? Disse vine er heller ikke smagt, men kunne forestille mig, at de er tæt på eller måske identiske med de Adobe vine, som sælges af Coop (til 59,95), og dem var jeg ikke begejstret for. Men måske er nye årgange bedre? Dengang for 2 år siden fandt jeg Adobe vinene lidt "grønne" i tonen, tørre og triste. 
      Vinene leveres af Emiliana, den økologiske gren af Concha y Toro. Druerne kommer fra Bio-Bio, det sydligste område i Chile, som hidtil har leveret konsumvin, men er begyndt at blive mondænt. Vinene er sikkert gode til 50, men tør ikke give ikke toprating. Jeg håber dog at have uret, så prøv at give den en chance og send mig en mail! 

Ch. des Coccinelles, Rhône...69,-
Økologisk,  **** (4/5), Kvickly og Superbrugsen, normalt: 89,60, indtil fredag 5. marts. 
En overmåde sympatisk vin, men fænger ikke helt hos mig. Smagt i '17 og '18 og synes den mangler lidt kød på skelettet -middelfyldig, fast, nydelig frugt, men ikke helt hjemme -synes den er lidt tør. Den kan minde lidt om Lirac mod nord. Den får den 5. * for det økologiske.  
Domænet gør ellers alt rigtigt, så giv den en chance -'18 er meget ung, så  giv den et år eller to mere. 
Coccinelles er fransk for mariehøns, som trives på dette familiedomæne, som har været økologisk siden 1978. Sølvmedalje og meget andet. 

Superbrugsen og Kvickly tilbyder til samme pris Rioja Gran Reserva fra Federico Paternina -et stolt gammelt navn, i dag dog en skygge af sig selv. Den lave pris giver 4*, men vil ærligt talt hellere have Faustino i Bilka, både Gran og Reserva! Desuden Sagrantino "Campana" fra Piccini. Elsker sagrantino, men tør ikke købe denne, som meget vel kan være besk og tør.