Søg i 1400 opslag:

11/07/2018

Rosé -her er nogle af de gode...

Barbadillo, Tempranillo rosado... 39 kr - 2017 Somontano, Rema 1000, ****(5 af 5), ikke tilbud!).



Ret dyb for rosé, men indbydende; meget aromatisk, meget frugtig, men let og med diskret syre skjult bag en vis fylde (13,5%). Herlig til f.eks. paëlla, tapas eller en god frokost. Nydes ung. Meget flot til prisen. Somontano blev i 00erne hypet som Spaniens nye superområde og ligger ved foden af Pyrenæerne, sådan cirka halvvejs til Zaragoza, den lokale storby. Klimaet er lidt køligere end her, og der kommer en smule mere regn (om end det stadig er tørt og lunt). 

Somontano (fransk: "Sous la Montagne", ved foden af bjerget) havde som Rioja og Navarra et par franske vinmagere i 1880erne, da Frankrig blev ramt af vinlusen phylloxera. Men siden gik området i glemmebogen. I de senere år har en række området vist, at Spanien kan levere andet end solmodne sværvægtere. Somontano er et af disse områder. 
Prisen var før ret høj, men er kommet ned i takt med, at antallet af vinmarker vokser. En række store vinhuse dominerer -Enate, Viñas del Vero og Pirineos, som alle leverer et par millioner flasker hver. De ejes alle af store koncerner, Vero af Gonzalez Byass (dem med Tio Pepe) og Pirineos, som har leveret denne vin, som de sælger under navnet Barbadillo.  Vinen sælges i Spanien for omtrent samme pris som hos Rema 1000. Godt køb. 

Rosé er en utroligt anvendelig vin, som ofte er et perfekt valg til især frokostretter, salater, oste og lette kødretter. 

Moden hævder godt nok, at alt er spansk eller italiensk i disse år, men (igen) er det franskmændene, der (som ofte før) har vist vejen. En vinøs Tour de France, måske? 

Mens danskerne og alle andre foragtede den lyserøde drik, tog franskmændene den til sig. I de sidste ti år har franskmændene faktisk drukket mere rosé end hvidvin! Godt nok elsker vi Alsace, Bourgogne, Chablis, Vouvray og Sancerre. Men rosé mest af alt. I hvert fald, hvis man er franskmand! 

Og nu er danskerne også (så småt) med på vognen. Så derfor et par anbefalinger:


Andre rosé vine: 

Der er masser af rosé at få i dag. De fleste skuffer. Kun få har både frugt, friskhed og den særlige blanding af fylde og lethed, der gør den uimodståelig. Nogle har sødme (kan være ok, men betyder mindre friskhed), andre er simpelthen kedelige uden frugt....
Den perfekte er måske Colombelle rosé fra Erik Sørensen Vin. Til ca. 60 kr er den MEGET svær at slå, selv for vinen herunder og den herover. Men jeg er måske ikke helt objektiv her!

2017 Bandol "les Malautiers", Gassier.... 89,-

2 fl. 150, ***** (5 af 5 på tilbudspris), Bilka (fås også i Føtex). Rigtig flot rosé med middel løgskalsfarve, herlig frugt med fedme og friskhed, god fylde og pæn smag. Mere stil end Barbadilla, men også dyrere. Bandol er et "Cru" i Provence. Denne er ikke blandt de bedste herfra -og heller ikke tappet på domæne- men et glimrende køb.

2017 Mas Mellot, Sable de Camargue... 2 flasker 99,- 

1 fl. 79, økologisk, **** (4 af 5), Bilka. Også en rigtig god rosé, som kommer fra den meget sandede jord i Camargue. Meget let, men frisk, positiv duft, mangler måske lidt stil. Men godt køb.
Syrah 2017, Georges Duboeuf, landvin... 2 flasker 100,-
*** (3 af 5), spar 18,-, Bilka.

05/07/2018

Udsalg i Skjold Burne

Mange giver Irma æren for, at danskerne begyndte at drikke vin, men rettelig skal Skjold Burne have æren. Det var hans "Den med Tyren", som i 1960erne (sammen med charterrejser fra Spies og Tjæreborg) lærte danskerne at drikke vin. Og så kom supermarkederne som Irma halsende bagefter. 

I dag er der generelt ikke meget godt at sige om Skjold Burne. Den gamle Burne har været død i mange år, og hans firma er -efter en periode ejet af Rumasa fra Spanien- i dag en del af Taster Wine, som mest er kendt for billig dansk-tappet vin af den kedelige type. Dette firma leverer også vinene til Holte Vinlager.
Men Skjold Burne har oprustet i de senere år, bl.a. med de slet ikke så tossede Wente og Rodney Strong fra Californien, og firmaet har faktisk altid haft et par gode vine.
Til og med lørdag er der 25% på alle vine, dog ikke på tilbud. Jeg har selv købt adskillige flasker, som jeg tror og håber, er pengene værd. Bl.a. vil jeg anbefale:

2009 Ch. de Pintey, Bordeaux... 99,75

-25% indtil lørdag. Er denne vin måske for gammel? Jeg tror det egentlig ikke. Bag det beskedne "Bordeaux" skjuler sig (hvad folk fra Skjold Burne sjældent ved!) et slot, der egentlig meget vel kunne være Pomerol! Slottet ligger faktisk på det yderste af Pomerol plateauet og er en smuk villa, der dog i dag kun har lidt af fordums glans. Det ejes af familien de Coninck, som også ejer adskillige slotte i Pomerol og St. Émilion -samt det udmærkede La Croix St. Georges, som også sælges af Skjold Burne. 2009 er superår -og at finde så gammel Bordeaux til denne pris er sjældent.


2012 Palestor "Fagotière", Châteauneuf du Pape... 219,75 

-25% Indtil lørdag.  En rigtig god årgang for Châteauneuf og en god ejendom, om end ikke helt i top. Fagotière er et mærke, som jeg kun har smagt et par gange -den er i teorien af samme standard som den almindelige Palestor. 2012 er i top og værd at investere i.

2015 Clos St. Landelin Gewurztraminer ... 279,75

Alsace Grand Cru Vorbourg, - 25% til lørdag. Firmaet Muré er store vinhandlere i Alsace og har leveret vin til Burne i mange år. Deres almindelige vine gør ingen fortræd, men huset ejer et "Monopole" -Clos Saint Landelin- som er del af Grand Cru Vorbourg -ligger ellem Westhalten og Rouffach syd for Colmar. Marken er på ikke mindre end 15 hektar, så der er vin nok! Skråningen er ganske stejl og vender sydøst og har et meget varmt mikroklima. 2015 er god. Stærk, krydret og egentlig perfekt nu efter 3-4 år. Godt køb.

Skjold Burne har andre glimrende køb. Selv har jeg også købt en Pomerol med det inciterende navn "la Violette". En gammel sag fra 1998 -20 år, så der er en risiko her. Med 25% rabat ca. 320 kr. Nye årgange koster 1500 kr, men de er også bedre. Men 1998 gav god Pomerol.


02/07/2018

Et alternativ til Châteauneuf

Kan man få noget, der ligner Châteauneuf du Pape til 60 kr? Ja, det kan man. Der står godt nok Rasteau og ikke "Neuf" på etiketten, men vinen er faktisk god -og såmænd lige så god eller bedre end de mange tvivlsomme flasker, man finder som Châteauneuf under 150 kr. 

Det sydlige Rhône leverer 300-400 millioner fl/år, som varierer fra det jævne til det sublime. Stjernen er Châteauneuf (som kan være sublim, men også, desværre, ret jævn), fulgt af Gigondas. Herunder er der en række andre områder, der alle leverer vin, der kan være en tro kopi af pavens vin. På godt og ondt.
Rasteau er en af disse, som oprindelig var appellation Rhône, siden Villages, og nu er en selvstændig appellation -et "Cru" som Vacqueyras, Lirac og Châteauneuf. Derefor skal man lede lidt efter ordet Rhône på etiketten. Det forudsættes bekendt!
Alle leverer vin baseret på druen grenache og har således styrke, rundhed og krydret duft til fælles.

Rasteau 2015.... 59,95 

*****/af 5, Auguste Bessac, Bilka, 14,5% (ikke tilbud, men godt nok fair pris).
Rasteau ligger sammen med Cairanne (som den ligner i ét og alt) på en række lave bakker og kan levere solid, kraftig Rhône. Denne er en middelvægter, som er en ok repræsentant for det gode år 2015.
Gastronomisk: Perfekt til en sommeraften ved grillen. Serveres kælderkold. Bør nok egentlig nydes nu og de næste par år.

Del af gigantfirma

Auguste Bessac er del af giganten Caves des Papes (der også ses i Salling-gruppen). Oprindelig hed firmaet Ogier, men i 1950erne fusionerede det med Bessac, der havde Caves des Papes som et af sine mærker. Huset leverer masser af Châteauneuf, men -trods navnet- langt mere Rhône, Vacqueyras osv -simpelthen fordi det meste Châteauneuf (og alle de gode) i dag tappes af vinbonden selv.
I dag er denne gigant selv del af en endnu større gigant, AdVini. AdVini er baseret på Jeanjean brødrenes firma af samme navn i Languedoc, men har i dag firmaer i hele Frankrig og også i bl.a. Californien. En del af mærkerne ses i Sallings supermarkeder, f.eks. Champy og Laroche fra Bourgogne og Cazes fra Roussillon.
En gigant som Caves des Papes leverer næppe stor vin. Men standarden er faktisk ok sammenlignet med andre giganter. Husets egen Clos de l'Oratoire des Papes -deres private vingård- kan matche en del af de "private". Men den får du ikke for 60 kr!

03/06/2018

ABC til studenterfesten

Når den nye student skal fejres -eller nogetsomhelst andet skal fejres- skal der brus på bordet. I en perfekt verden vil det altid være Champagne, men i mere dødelige kredse må man nogle gange nøjes med noget mindre nobelt. 

Ofte bliver det til billig crémant fra et suparmarked. Men supermarkedernes crémant er sjældent god -og har fået mig til at oprette et nyt "ABC" -Anything But Crémant. Så her kommer et par gode alternativer...

Montelvini, Prosecco.... 2 fl. 119,- (også set til 100 i Føtex)

**** (4 af 5). Extra Dry. Bilka, Føtex, norm: 90. Prosecco er en moderne succeshistorie. Prosecco er lig med druen glera, der stort set kun gror i Veneto i et smalt bælte i de sydlige Alper nord for  Venedig omkring den lille by Valdobbiadene. Et meget malerisk område af stor skønhed.
Druen leverer masser af druer, som med stor hast -dvs. tankgæring- bliver til en spumante, som drikkes ung, mens vinen har sin sarte aroma og syrlige friskhed. I dag er Prosecco formentlig den mest udbredte spumante i konkurrence med moscato fra Asti!
Denne kommer fra stort firma i Venegazzú og eer deres basisudgave -fin aroma, let, frisk med let sødme. "Extra Dry" betyder måske nok ekstra tør, men inflationen gennem årene har udstyret denne betegnelse med let sødme. God apéritif. 

Castelveder, Franciacorta brut....  94,50

***** (5 af 5 til tilbudfspris), Bilka, Føtex, norm: 139. 
Italienerne er vilde med Champagne, men har ikke altid råd til den ægte vare -og så kaster de sig over Franciacorta, der ligner ganske meget -samme pinot og chardonnay, samme metode og lagring. Denne er ikke helt på Bellavista niveau (men Bellavista og et par andre er også tæt på Champagne i pris). Fint brus, fin ren aroma, middel fylde, ganske elegant og stilig. Så meget bedre end stort set al crémant under 100 kr. Franciacorta er p.t. måske mest mondæn i Italien, men omkring Trento laves også glirmende spumante i Champagne-stil. Mest kendt er måske Ferrari. 


Canard-Duchêne Champagne, Brut... 199,- 

**** (4 af 5), Coop (Kvickly, Brugsen). Fås også som rosé og demi-sec, begge knap så spændende. Canard-Duchêne er et af de historiske huse i Champagne, som netop i 2018 fejrer sin 150 års fødselsdag. Huset var længe uafhængigt, men blev i 1970erne del af LVMH gruppen (sammen med bl.a. Moët og Veuve Clicquot). I 2003 blev mærket solgt til Alain Thiénot, som ejede mærket Marie Stuart og siden overtog Joseph Perrier. En let og frisk Champagne uden de store dikkedarer, men typisk og god. Ikke top, men bestemt værd at drikke til apéritif. 


Joseph Perrier 2008 Vintage Champagne... 299,- 

***** (5 af 5), Irma, norm: 399.  Måske er Joseph Perrier ikke det velærværdige firma, det var engang, da det stadig var familien Perrier, der ejede det. Men denne vin fejler bestemt ikke noget -og prisen er overordentlig rimelig for en flot 10 år gammel Champagne -den står ikke tilbage for de andre Perrier huse, Laurent Perrier og Perrier-Jouet. Topkøb, hvis det skal være den ægte vare.

Historien om vinens ABC 

ABC var en løs forening, der startede for små 30 år siden af nogle vinhuse i Californien, der var grundigt trætte af Chardonnay -i det mindste de udgaver, som blev lavet i Californien. Derfor: Anything But Chardonnay (jeg meldte mig ind efter en længere tur i Californien i 1995).
Siden er andre druer med "C" føjet til -såsom Cabernet- og hvorfor ikke Crémant?

Giganter med ofte kedelig vin 

Crémant kan være vidunderlig -og bedre end meget Champagne- men det meste af, hvad der sælges i Danmark -især af navne ejet af de to giganter Boisset og Grands Chais de France ikke er gode repræsentanter for crémant.
Boisset ejer væld af navne, så hver importør kan få sit eget, f.eks. Charles Viénot (Kjær & Sommerfeldt), Bouchard Aïne (Vinstokken), Ropiteau, Moreau, Pierre Ponnelle (Irma) og Maison du Crémant (Irma). Grands Chais de France's crémant'er, der sælges under et væld af navne. Salling Group (Bilka, Føtex, Netto) sælger bl.a. Francois Martenot (Bourgogne), Arthur Metz (Alsace), Echenauer og Calvet (Bordeaux), Charles de Fère og sikkert andre.
Jeg eer overbevist om, at begge firmaer har god crémant, men det er aldrig lykkedes mig at sælge en. Derfor anbefalingen af ikke mindst Castelveder! Bilka har ofte også den østrigske Haut Öasterreich på riesling til omkring 100 kr. Den er også glimrende.