Søg i 1400 opslag:

17/08/2025

Bilka: superb Chianti og brus til ingen penge

En af Chianti's store Riservas og en flot Rioja er blandt ugens rigtig mange gode køb i Bilka. 

Bilka har sjældent så mange "avistilbud" som Superbrugsen eller Meny trods sin status som hypermarked dvs gigantisk supermarked. Men til gengæld er tilbud ofte rigtig gode. Uge 34 er dog lidt af en undtagelse!  

    En klassisk il Grigio Riserva Chianti (79), på tilbud altid et af de bedste tilbud på markedet samt Baron de Ley Gran Reserva (79), en civiliseret, men rigtig god Rioja. 

    Til et dagligt glas ses Francois Martenot (40), som henter sit eget navn og druernes navne i Bourgogne, men laves i Sydfrankrig. Fås også med bobler til samme lave pris (og den er proppet i Bordeaux!). Den forbavser til prisen -og er ganske brugbar til en spritz

    Du kan også få Brunello "Poggio Forte" (99,83 v6) og sommerfavoritter som Mateus (35) og god  østrigsk Rabl (79) samt meget pålidelige Noble House riesling fra Tyskland (35), der fås både tør og sødlig. 

BEDSTE køb: Grigio Chianti Classico Riserva - Baron de Ley Gran Reserva - Francois Martenot rød/hvid/sparkling - Mateus rosé - Noble House rød/hvid/rosé/0%alkohol 
GODT køb: Brunello "Poggio Forte" - Art of the Refill rød/hvid - Rabl grüner veltliner + riesling - Mucho Más rød/hvid - Grants whisky - Baileys flødelikør (?) - Absolut vodka - Tanqueray gin
ANDRE: Suspekt vodka 

uge 34-2025


Il Grigio Chianti Classico... 79,-

San Felice Riserva

BEDSTE køb + ***** (5/5), Bilkaindtil torsdag 21/8 

En klasse over den normale rigtig gode San FeliceDyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, god fylde, fyldig og lang -finish med tør tannin fra druen sangiovese, men grundlæggende blød. Har godt af 2-4 år på flaske. 
    Set i 2020 med bl.a. 93p/Spectator og 92p/Parker, WinesCritic mv. På vej er 2021 med 93p/100 fra både Spectator og Vinous samt 91p/Jancis Robinson. 
  Grigio Riserva er en af Sallings historiske favoritter og forener det civiliserede med det kommercielle i en lækker Chianti! Riserva er fra bedre druer og lagres et år i store og små egefade.
    San Felice er en stor vingård i det sydlige Classico, som i årtier har været ejet af den tyske forsikringsgigant Allianz (som tifosis kender som navnet på fodboldarena i München!). 
    Vingården drives med stort talent af Leonardo Ballaccini og leverer rigtig god vin. Her er også 5* hotel med flere restauranter, hvor il Grigio er til at betale! 

Baron de Ley Gran Reserva... 79,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Bilkaindtil torsdag 21/8 

Rioja. En favorit for mange med sin rige duft og polerede, ganske lange smag. Blød og fløjlsagtig trods mærkbar tannin. Set i 2018 (91p/Spectator) og 2017 (92p/NatalieMacLean). 
   Gran Reserva er tempranillo druer fra finca'en i Cenicero i Rioja Alta med over 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske.

   Baron de Ley er et gammelt fort (1548), som blev kloster med stor vingård. I 40 år -siden 1985- har lokale forretningsmænd skabt en bodega i stil med fransk slot, hvor vin ikke købes udefra, men er fra eget (600+ hektar) domæne. 
    I 2018 blev en ny underjordisk, meget imponerende fadkælder åbnet med plads til 30.000 egefade og system, som kan fylde 60 egefade i timen. Den unge, begavede Pablo Tascón overtog i 2019 jobbet som direktør og arbejder sammen med den højt ansete ønolog Gonzalo Rodriguez

Francois Martenot sparkling... 40,-

BEDSTE køb + ** (2/5), Bilkaindtil torsdag 21/8 
Ikke smagt, men den ligner nok Garnier's sparkling i Netto mere end den markant bedre crémant Bourgogne fra samme Martenot. Basisvin kan hentes andre steder (måske i Spanien?), og boblerne laves i tank, ikke flaske. Simpel, men absolut drikbar vin til lav pris. 
    Smagt i en simpel men ok Brut udgave (dog ikke så tør, at den generede!). Perfekt også til aperol spritz! 

Francois Martenot pinot eller chardonnay... 40,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilkaindtil torsdag 21/8 

Martenot bor i Bourgogne (postnr 21---), hvor hoveddruerne er pinot og chardonnay. Men disse kopier er hentet i Sydfrankrig, som antydet af prisen. Men helt ok og en rigtig godt køb for vin, som ikke står tilbage for kopier fra Over There

   Enkle og simple landvine, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften, blød eftersmag. Den hvide er frisk, tør og ren. 

    Martenot er et mærke ejet af giganten GCF i Bourgogne.  

Brunello "Poggio Forte", kr/fl v6: 99,83

6 fl: 599. GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/8

Vinen vil glæde, hvis du holder af kraftig Brunello, men den mangler lidt finesse og har lidt rå kanter, som svinder med 10-15 minutter i glas. Synes dog 6 fl. er en masse vin! En ung 2020, tæmmet af 2 år i store egefade, men er vel egentlig ikke andet end en normal Chianti med lidt mere af det hele. men serverer du vinen kælderkold, tror jeg, du vil blive mere end tilfreds til både and og gris.  

      Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino. En typisk, men ikke bemærkelsesværdig brunello. Jeg vil tro, at Poggio Forte er identisk med Quercecchio. 

Mateus rosé Portugal... 35,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilkaindtil torsdag 21/8 

Lav pris for Mateus -en anden kæde sælger en spansk kopi til 50 kr! 
En vin for begyndere, men efter 80 år er vinen blevet langt mindre sød end i min ungdom og kan være på vej mod evig ungdom! 


    Den lyserøde har en lidt sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, let sødlig (15 g/l), der balanceres ok af boblerne. Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. 
      Etiketten prydedes af ejerens Casa de Mateus, et eventyrsmukt hus nær Vila Real i Douro. Skulle du komme forbi, er både hus og park rigeligt omvejen værd! 

     Mateus gjorde Sogrape til Portugals suverænt største vinhus med penge nok til at købe anerkendte vinhuse som Sandeman, Ferreira, Offley og andre.

     Mange fans er set med Mateus i hånd er Steve Jobs (Apple), Graham Nash (Crosby Stills & Nash og Hollies), Jimi Hendrix.

Noble House rød/hvid/rosé/0%alkohol... 35,- 

Riesling Trocken (tør) eller medium, rød Pinot Noir, Alkoholfri, Rheinhessen Tyskland 

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 21/8

Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige har rigere aroma, men også god friskhed trods sødmen. Rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris. 
    Fås også som riesling rosé med let sødme og alkoholfri riesling (ej smagt). God vin til meget lav pris fra Dr Pauly, som hentes i Rheinhessen. 

Art of the Refill rød/hvid... 45,-

Rød pinot noir, hvid riesling Tysklandhvid Grüner Veltliner Østrig 

*** (3/5), Bilka indtil torsdag 21/8

Købte jeg til 30 kr i sidste uge (med 40% rabat), men stadig et ok tilbud. 

Den røde Baden bør have god fylde og frugt. 88p/Rydberg i årgang 2023. Den hvide riesling frugtig og ren uden for meget syre. Også en tør østrigsk veltliner samt mix med hyldeblomst, og rimeligt sprød smag, men lidt simpel i duft og smag.
Riesling ikke smagt, men kender andre fra  andre fra den tyske gigant Peter Mertes, som mestrer kunsten med uforståelige navne som "Refill" (øh, er vinen gammel vin på nye flasker?). Tappet i Tyskland. 

Rabl grüner veltliner eller riesling... 79,-

Terrassen, Kamptal, Østrig

GODT køb + **** (4/5), Bilka indtil torsdag 21/8

En sprød, frisk og frugtig veltliner og en riesling lidt strammere, knastør og sprød smag, forfinet og ren aroma. 5* og godt køb i Din Vinguide, "Terrassen" henviser til jordbunden, som er ursten, granit. 

    Rabl er med 80 hektar en af de største ejendomme i Kamptal i baglandet til Krems ved Donau. Området leverer arketypisk sprød, tør vin, og Rudi Rabl er en dygtig vinmager. Familien har boet her siden 1750. Desværre ikke smagt, men minder nok lidt om naboen Bründlmayer.

    Rabl? Afledt af rabe, lokal dialekt for ravn. Og en sådan pryder etiketten. Importeres for Salling af Glud vinimport. 

Mucho Más rød/hvid... 45,-

GODT køb + *** (3/5), Bilka indtil torsdag 21/8

Du kunne få den til 35 i foråret, men selv til 45 er vinen stadig et godt køb.  
    Den røde har rund kraft og god frugt -lidt rustik, men langt fra det solbrændte, som engang plagede vinene fra det hede, tørre Mancha. Druen er tempranillo + lidt syrah + lidt eg. Excellent køb. Den hvide laves på druerne verdejo, sauvignon + lidt chardonnay, som får en kold gæring og lagrer  "sur lie" med gærrester før tapning. Forbavsende frisk med god aroma, tør, middel fylde.

    God vin fra Felix Solis, som efterhånden leverer lignende vin til mange kæder -senest i Lidl, hvor navnet er Perfecto (og prisen 59!). 

Grant's Whisky "Triple Wood"... 79,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 21. august

En rigtig god pris på ok "slave-whisky". En blid, frugtig whisky med spritten godt camoufleret af let sødme. Fik i 2017 87p/WhiskyAdvocate, flot for sin klasse. 

    Grant's hed i min ungdom Stand Fast (og jeg modstod den!), siden Family Reserve (og den kan familien beholde) og nu igen Stand Fast + tilføjelsen "Triple Wood", da den lagres i 3 typer amerikansk eg - -ny eg, fade brugt til Bourbon og ældre fade. Lagret 3-4 år i eg, vil jeg tro. 


ANDRE TILBUD: 
Baileys Irish Cream... 79 (3* + godt køb (?)), dette mix af fløde, chokolade og whisky sælges desværre ofte til over 100 (avisprisen i Føtex er 99). Prøv at lave den selv, hvis du er i the mood! En sjov historie om denne flødelikør her! 
Absolut vodka 40%... 99 (3* + godt køb), vodka fra Skåne er en af de rigtig gode. 
Suspekt vodka 37,5%... 149 (3*), her betaler dyrt for navn og udstyr! 
Tanqueray gin 43,1%... 119 (4* + godt køb), en perfekt gin, stadig godt køb, selvom dyrere end Brugsen. 

16/08/2025

365: nem boykot af USA + flot rosé

En herlig rosé på smuk flaske, en frisk riesling, som gør det meget let at boykotte USA -samt bobler og meget andet godt! 

365discount har vist ikke haft alvorlig konkurrence fra de andre discount kæder siden engang i 2024. Trist, for egentlig er det ikke svært, for 365discount har svært ved at finde gode køb i dyr vin -så Rema1000 kunne (men vil åbenbart ikke!). 

    Exhib (49) er en god rosé, tør, masser af frugt, og så pynter den på bordet. SUMO Man (39) er en herlig riesling fra hjemlandet Tyskland. Navnet lyder japansk, som amerikanske Kung Fu har en  kinesisk klang! Begge er gode vine -men du får tæt på 3 flasker Sumo for én Fu! 

    Silenia er en anden rigtig god rosé (39), mens Prosecco BiancaNera (49), som trods navnet sjældent ses i restauranter (BiancaNera er kælenavn for tjeneres hvid/sorte uniform). 

    Era er en anstændig østriger (39), mens Why I'm Not er endnu en italiensk afløser for den forkætrede Californisk zinfandel. 

    Chablis "Carillon" (99) er vel ikke topkøb, men den står trods alt til 150 i fransk dutyfree lufthavn! 

    De andre discount kæders avistilbud i uge 34 ses her

BEDSTE køb: Exhib' rosé Cap d'Agde - Sumo Man - Silenia rosé - Prosecco "BiancaNera" - 
GODT køb: Era grüner veltliner - Radio Boka rød/hvid/rosé - Why I'm Not rød - Chablis "Marguerite Carillon" - Why I'M Not rød 

uge 34-2025


Exhib' rosé Cap d'Agde... 49,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365Discount, indtil onsdag 20/8

Smuk lys rosa farve, indbydende diskret aroma med positiv frugt, lidt lemon, pæn lang smag med fine syrer under. Pt. 2024 som i juli stadig var præget af syre, men nok er perfekt nu. Nydelig vin til salat eller en grillet laks. 
    Et attraktivt navn, der -som etiket- antyder en lidt fræk mode og en chik flaske tilmed lukket med fancy glasprop -passende for en vin fra netop Cap d'Agde, som nok har afløst St Tropez som Frankrigs partyzone nr ét. 
    Området ligger nær Middelhavet, tæt på den smukke kanalby Sète og den store indsø, Lac Thau, der sikrer et relativt køligt klima. 
    Vinen er lavet på de lokale sorte sydfranske druer som cinsault, grenache og syrah + den noget sjældnere terret. 

Sumo Man riesling eller pinot gris... 39,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 20/8

Sumo Man gør det billigt at boykotte USA. Kung  Fu fra USA er forresten tappet i Finland, og deroppe har Sumo og Kung Fu samme pris (€12 -90 kr). Sumo er tappet i Tyskland, riesling hjemland.
    Groet i Rheinhessen Tyskland nær Frankfurt. Et køligere klima giver en lettere, mere mineralsk vin. 
    Lys, aromatisk vin med frugt (ananas, fersken), let til middel krop og lille sødme (15g/l) balanceret af syre. Rydberg (Spritnyt) gav 2023 4*/5 med ordene: "Grønne æbler i duften. Medium koncentration og ikke så intens i smagen, men det der er fungerer fint med citrus, æble og lette florale noter. Simpel vin."
    Sumo er rigtig god til Kina/Japan retter -kung fu/sumo- alt fra karry over soya til sushi! 

    Sumo Man pinot gris (39, 3*) er en ny vin, som jeg desværre ikke har smagt. Håber den er til den tørre side, men ikke sikker. 

Silenia Rosé Yecla... 39,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365Discount, indtil onsdag 20/8

Har kun smagt vinen 1/2 gang. BT var dog (juni 23) ekstremt overgearede med 6*/6: "mange lag. Masser af frugt, masser af fylde. Super lækker tekstur i munden. Den er sådan lidt Syd-Rhône-stil i det, hvor man virkelig får varmen og solen. Det var det her, jeg håbede på at få i dag". 
    Mens Vinbladet mere jordnært gav 4*/6 med ordene: "Lys løgskal. Indbydende duft af abrikos, appelsinskal og citrus. Smagen af fersken og røde bær har en eksotisk tone med tiltalende krydring og en fin syre som afslutning. Spændende rosé og et godt bud på en aperitif til sommerens gæstebud". 
    Det skal dog siges, at BT kun smagte 5 pinkies. Vinen laves af dansk-spanske Hammeken i Yecla syd for Alicante af 100% monastréll druer -som giver vinen sin intense aroma. Måske kan Spanien rivalisere Frankrig med rosé?

Prosecco "BiancaNera"... 49,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365Discount, indtil onsdag 20/8

Et ganske flot udstyr + ros fra kyndige smagere. En god prosecco med fint brus, ren frisk aroma af æbler og akacie, enkel smag med god syre til sidst, balanceret af lille sødme 
    Vinen ses trods navnet sjældent i restauranter (BiancaNera er kælenavn for tjeneres hvid/sorte uniform). Botter er et meget stort familiehus og leverandør til Irma siden 1970erne og siden til resten af Coop.

Era Grüner Veltliner... 39,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 20/8

En rigtig god pris på østrigsk, som kun misser "Bedst" fordi den er tappet i Tyskland. Mangler veltliner'ens peber'agtige sprøde rige aroma, men ganske ok tør hvid med ren smag og vis friskhed. Men selv en jævn østriger er ikke ringe.

Radio Boka rød/hvid/rosé... 35,- 

rød tempranillo, hvid verdejo, rosé tempranillo/bobal, Mancha Spanien 
GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 20/8

En vin til unge vindebutanter, letdrikkelige dråber, der glider ned, mens musikken spiller. 
Bedst er hvid verdejo, aroma af æble og fersken og pæne syre, som afrundes af 6,8 g/l restsødme. Den røde tempranillo har positiv frugt, pæn vægt i munden, men lidt aggressiv tannin, som skjules af 9,6 g/l restsødme (i 2022). Rosé ikke smagt, men burde være frugtig og uden for meget sødme (5,6 g/l). 
    Vinene laves af danske Hammeken i det store Mancha område og får ok ratings af pålidelige lokale Peñin (og høje ratings af mere gavmilde dommere). Så giv vinene en chance til denne pris. 

Chablis "Marguerite Carillon"... 99,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 20/8

Så jeg i Nice's toldfrie butik til 150 -så fransk vin er ikke altid billigere i Frankrig, heller ikke DutyFree! Denne ex-Irma vin er ok uden at brillere. Carillon ejede stort domæne i Chablis trods adressen i Meursault. 

    Huset fik efter turbulente år (en ejer måtte i fængsel for falsk vin) ny ejer i giganten GCF. Så jeg stoler mere på vinen nu end tidligere -letbenet, men typisk Chablis. Set i 2023, smagt i 2020 (og ikke siden).

Why? I'm Not negroamaro zinfandel... 49,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 20/8

Why Not? kom først, fulgt af That's Why -og så kørte toget. Tror "because I'm not like the others" er som de andre! Ellers er der en hoben sure kunder, der ikke får en mørk, frugtig og fyldig rød med lige tilpas tannin til at balancere en lille sødme. Men ganske drikbar, selvom den er trættende i længden. 

Champagne til bundpris, men ellers...

Napoléon vidste det -"når du sejrer fortjener du Champagne. Når du tabere, har du brug for Champagne" -så intet under, at Champagne er blevet dyrere! 

Så læg mærke til 119 for Comte Brismand i Lidl!

Lidl's avistilbud kræver Lidl-app + kupontilbud i app'en. Der er også en ok Brunello (150), men ellers skal du i Netto, hvor du kan få en økologisk hvid sauvignon fra Montgras (41,30 med app). 

    Desværre endnu en lidt skuffende uge for discount kæderne -bortset fra 365discount (med eget opslag). 

BEDSTE køb: Champagne Comte de Brismand - Sauvignon blanc "Montgras" organic
GODT køb: Brunello "Piccini" - Soul Wine rød/hvid/sød - 
ANDRE: Chateauneuf du Pape "Paroisses" - Rosémuindi rosé - My Way rød/hvid/rosé - Golden Zin rød - Silverboom

uge 34-2025

Champagne Comte de Brismand... 119,-*

BEDSTE køb + **** (4/5), Lidl torsdag-lørdag 21-23/8 (*: med Lidl-kupon på app)
Brut. Nydelig frugt med en lidt alder, middel fyldig og ren i smagen. Lidl har haft et godt ry for sin Champagne, som er billig og god. Mærket (Senneval eller Brismand) ejes af Lidl, som leverer til kæden i hele Europa. 
    Et undermærke fra HDC (Heidsieck, Vranken, Pommery mv) lavet i Tours sur Marne. Denne udgave er hentet hos Burtin, del af Lanson-BCC, som er specialist i billig Champagne. Huset er det næststørste efter LVMH (bl.a. Moët & Chandon), og leverer  og leverer 6-8 gange mere vin end Jacquart (inkl. Montaudon). Huset ejer dog kun 57 hektar vin og må næsten al vin købes udefra. 

Brunello di Montalcino... 150,-*

GODT køb + **** (4/5), Lidl torsdag-lørdag 21-23/8 (*: med Lidl-kupon på app)
Piccini er gigantisk hus, så vent ikke klasse som Campogiovanni (Føtex og andre), men i nye år er den faktisk blevet bedre end jeg husker. Rund, kraftig, pæn duft -stil som stærk Chianti. 2020 fik 90p/JamesSuckling og lidt voldsomt 92p/Spectator. Huset har egen kælder i Montalcino. 

Chateauneuf du Pape "Paroisses"... 150,-*

*** (3/5), Lidl torsdag-lørdag 21-23/8 (*: med Lidl-kupon på app)
2023. Sikkert en nydelig vin. Men selvom flasken har pavens nøgler, er de sat på flasken i Beaujolais godt 200 km fra vingården. Jeg føler mig ikke helt tryg, og så vil jeg ikke betale 150 kr for vinen.  

Montgras Organic sauvignon blanc ... 41,30 

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 22/8

Montgras vil også være økologisk og har bl.a. denne vin (også tappet som pinot, ikke set på hylderne), som kommer fra det kølige Aconcagua. I denne uge nedsat 30% til en særdeles rimelig pris. 
    Heller ikke smagt, men ikke helt i klasse med den flotte Amaral (ofte på tilbud til 50-60). Den ældre 2022 fik 90p af franske Bacchus. Kold maceration før gæring, meget aromatisk, frisk og helt tør. Til 41 et topkøb! 

Soul Wine rød/hvid/rosé/brus... 39,-

rød pinot noir, hvid riesling eller sauvignon, blush, Moldova, bobler hyldebær eller hindbær, Spanien (tappet i Danmark)

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 22/8

Bordvinene kommer fra Moldova og ligner nok Dream til samme pris i Coop, dvs. frugtig stil med god syre og friskhed trods lille sødme. 

    Til en sommerfest på budget vil hyldebærboblerne (med lav alkohol 5%) være egnet. Det er groft sagt en færdigblandet spritz (uden aperol), dvs. frugtig og sød. Fra Spanien. 

Rosémundi rosé ... 50,- 

** (2/5), Netto, indtil fredag 22/8

Har ikke smagt denne franske rosé, som skal være lavet på druen merlot. Den skal være frugtig, halvtør med lidt sødme. Har ikke ofret penge på den. 

ANDRE KØB: 

My Way rød/hvid California... 50 (2*, Netto indtil 22/8), akceptabel rød zinfandel, men slet ikke min vej.  

Golden Zin rød/hvid California... 39 (2*, Netto indtil 22/8), også helt akceptabel zinfandel, men slet ikke min smag. 
Silverboom rød/hvid/rosé/sød... 50 (2*, Rema1000 torsdag-lørdag 21-23/8). Den søde moscato kunne være bedre end den sødladne sværvægter af en rødvin. 

Føtex: god Bourgogne, mens ellers...

En god Bourgogne til fair pris er måske ugens bedste bud i Føtex. 

Føtex har -desværre- endnu en uge, der hurtigt er glemt. 

    Den hvide Macon Azé (79) er ´dog en herlig chardonnay, mens Faustino I Gran Reserva (99) er en trofast gæst i denne blog. Med rette (samme tilbud som i Brugsen i sidste uge). 

    Australske Tanunda Grand Barossa synes bedre år for år. Desværre er prisen også steget -år for år- og er nu 79 på tilbud. Men stadig rigtig god vin. 

    Endelig den 12 årige sorte Johnie Walker (159), en rigtig god pris på god whisky. 

BEDSTE køb: Mâcon Azé "Burgondie" -Faustino I Rioja
GODT køb: Tanunda Grand Barossa rød/hvid - Selaks hvid/rosé New Zealand - Johnie Walker 12 år whisky - Havana Club 7 års rom
ANDRE: Barefoot California rød/hvid/rosé - Trapiche Oak Cask rød/hvid/brus  

uge 34-2025


Macon Azé "la Burgondie"... 79,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 21/8

En tør, let til middelfyldig klassisk Bourgognchardonnay med positiv frugt, middel fylde og frisk syre, en lise oven på de firkantede, lidt klodsede chard'er fra "Den ny Verden"! 
Kunne fås til 71 i storesøster Bilka for 2 uger siden, men stadig en rigtig god pris. Bedre og mere autentisk end en billig Chablis, tappet langt fra Chablis (som Calvet mv).
    Nær Azé ligger det historiske (909) kloster i Cluny, som i Middelalderen var det vigtigste i den katolske verden. 
   Klostret i Cluny blev hårdt medtaget under den franske revolution. Ialt 3 domkirker blev opført (den ældste fra 400-tallet var den største kirke i den kristne verden før Peterskirken). 
   Et lokalt kooperativ leverer det meste vin fra denne lille kommune. En ældre årgang var testvinder i Vinbladet og 5* i Ekstrabladet, fuldt fortjent. 90p/JamesSuckling i 2023, en anden etiket, men kunne meget vel være samme vin. 

Tanunda "Grand Barossa" rød/hvid... 79,-

rød cabernet eller shiraz, hvid riesling Barossa, Australia

GODT køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 21/8

En god pris på vin fra Barossa, men "Grand" er måske en smule overdrevet, når Tanunda også har en 1858 Vine Blend (til 2000) og en shiraz fra 100 årige vinstokke.   

    Men stadig rigtig gode vine i en fast, frugtig stil, med god syre i den tørre riesling og god bund i de røde, hvor shiraz er mere imødekommende, mens cabernet har lidt mere stringens. 2022 cabernet og shiraz fik begge 90p/JamesSuckling,  

Faustino I Rioja... 99,-

Gran Reserva, set i 2016

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 21/8

Samme pris som Bilka i sidste uge, men stadig nærmest latterlig pris -vinen koster i hjemlandet Spanien ofte det samme som Muga reserva, der koster op mod 200 i Danmark! 

.  Faustino I har en dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 9-10 år. 
    Vinen kan med fordel fortsat gemmes -trods op mod 3 år i små egefade, flere år på store tanke og nogle år på flaske. Set i 2016 med Grand Gold (bedst) fra Mundus Vini. 

ANDRE KØB: 

Selaks hvid... 55 (3* + godt køb), herlig sauvignon med aroma og sprødhed, ok hvid chardonnay og rosé med lidt syre. 

Barefoot California rød/hvid/rosé... 55 (2-3*), de røde er ok uden at imponere, de hvide er ligegyldige som også rosé. For dyr. 
Trapiche Oak Cask rød/hvid/brus... 55 (3-4*) -bedre end Barefoot, men prisen er steget gevaldigt (kunne fås til 40 for 1-2 år siden. Trist, for især de røde er gode. 
Johnie Walker 12 år Black Label whisky... 159 (4* + godt køb), en herlig whisky til en ekstremt rimelig pris. 
Havana Club 7 år Cuba rom... 159 (4* + godt køb) -en elegant rom med bouquet og alder. Pudsigt nok formentlig noget ældre end f.eks. rom Zacapa 21, i snit nok 5-6 år, da kun mikroskopisk del er 21 år gammel, mens der er mest af den 3-årige rom!