Søg i 1400 opslag:

16/03/2024

Discount: herlig rosé og sjov græsk!

Denne rosé ser flot ud, fancy og anderledes. Vinen er også god -og viser, at hvorfor Frankrig stadig er nr 1, når det gælder en moderigtig rosé! 

Discount kæderne er i topform i denne uge, og du kommer vidt omkring -fra fancy rosé til vine fra sjældent sete lande som Moldova og Grækenland. Sjovest er p.t. Coop365, der har overtaget flere vine fra Irma. 

    Der er berømt (men lidt skuffende) hvid fra Rom (25), flot Carolina Assemblage (50) fra Chile samt både chardonnay og Retsina (25) fra Grækenland foruden ganske ok Bourgogne-kopier (40).     Discount vin er ofte kedelig. Men ikke i uge 12! 

Bedste KØB: Exhib Cap d'Agde rosé - For You & For Me rød/hvid - Carolina Gran Reserva rød/hvid - Paul Mas rød/hvid - 
Godt KØB: Falasco Garganega - Tesauro "R", Verona - Primitivo "Badia al Colle" - Riesling "Alte Reben" Rheingau - Garnier rød/hvid/brus - Frascati "Colle Papa" - Retsina 50cl - Chardonnay "Sterea Alleda" - Aalborg Taffel akvavit - O.P.Anderson Akvavit  

uge 12/2024

Exhib' Cap d'Agde rosé... 49,-

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365indtil onsdag 20/3 

Endnu en
Irma vin i Coop365: Smuk lys rosa farve, indbydende diskret aroma med positiv frugt, lidt lemon, pæn lang smag med fine syrer under. Nydelig vin til salaten eller en grillet laks. Om 2022 sidste forår. 
    Meget flashy udstyr, men det passer til rosé -og måske især et navn som Cap d'Agde,  som har afløst St Tropez som Frankrigs partyzone nr ét. 
      Cap d'Agde er som by lille og ikke flashy, men her er en masse klubber, en nudistferieby -og så var Cap d'Agde covid-smittespreder nr ét! Den lille by ligger tæt på smukke Sête ved Middelhavet præcis dér, hvor den lange smalle landtange langs indsøen Thau slutter. Vinen laves formentlig af et kooperativ, og vinen laves af druer som cinsault, grenache og den lidt sjældnere terret.


For You and for Me, Moldova rød/hvid... 39,-

Pinot Noir eller Riesling (tappet i Danmark)
Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 17/1 (tappet i Danmark)

Vinene er fra Moldova, dvs. i fredstid blot en times kørsel fra vingården Shabo i Ukraine. Vinene fra Moldova har (haft) fint gammelt ry. Vinene er tappet i Danmark og er ok, især den hvide, der er tør, ren aroma, rimeligt frisk og middel længde. Den røde pinot noir får 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". 

Falasco Garganega, Verona... 35,-

Godt KØB + *** (3/5), Coop365indtil onsdag 20/3 

Garganega er hoveddruen i naboen Soave. Her fra vinstokke omkring det lune Valpolicella. Ganske god på en nem, uforpligtende måde: Nydelig aroma, tør, frisk, rent smagende, sprød og med pæn fylde -en god ledsager til en let sommerret. 

Tesauro "R", Verona ... 35,- 

Godt KØB + *** (3/5), Coop365indtil onsdag 20/3 

En blid ripasso-type fra kooperativet Cantina di Verona. Corvina og rondinella møder merlot, og vinen er  slet ikke ringe, med blid bærfrugt uden marmelade og en tør, middelfyldig smag. 

Primitivo "Badia al Colle"... 49,-

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 20/3
Badia kommer fra det lille Manduria i Puglia, som har en vis (italiensk!) kontrol med høstmængde og kvalitet. Ikke smagt, men vent en afrundet, kraftig, men ikke tung vin med åben frugt. Vinen er tappet af det store Piccini i Toscana. 

Carolina Gran Reserva rød/hvid... 50,- 

Rød cabernet-sauvignon og Assemblage malbec/cabernethvid sauvignon, Chile
Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 17-23/3

Et par af Carolina's bedre vine -2 trin op fra bunden, men stadig langt fra toppen! De er igen begyndt at få gode ratings, bl.a. 90-91p/100 fra Descorchados til cabernet og sauvignon. For mig er Assemblage -uden ratings- dog bedst.  
Assemblage er mest malbec fra Cauquenes i Maule, uden kunstvanding, med 8 måneder i eg. Ganske stærk, men ret blid. Cabernet er mindre frugtig, men samme solide fylde -og vil have godt af et par år på flaske. Den hvide sauvignon er ganske sprød, frisk og ren. Fra det kølige Leyda. 

Paul Mas "Reserve" rød/hvid ... 55,-

rød cabernet sauvignon eller pinot noir, hvid viognier, rosé, Sydfrankrig
Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 17-23/3

Rød Cabernet-Sauvignon er en meget fyldig vin med åben, indbydende  bærduft og afrundet fasthed -faktisk et mix af Bordeaux og Californien -mere bær end Californien og blødere end Bordeaux!
Rød Pinot Noir -middel dyb farve; indbydende frugt, ren og pæn -bestemt ikke Bourgogne, men bedre end stort set al Bourgogne under 100 kr. 
      Hvid Viognier, frugtig tør hvid med pæn fylde under på den fine Rhône-drue kendt fra bl.a. Condrieu. Rema mener, den kan gemmes, jeg ville drikke den nu til f.eks. skaldyr og rejer. 
      Vinene er "Single Vineyards", måske fra domæner i samarbejde med den begavede Paul Mas. 
      Foto: Paul Mas -gl. foto med døtrene er en dynamisk, begavet vinmager, der taler flydende engelsk med charmerende fransk accent efter mange år i England. Han bor i dag på familiegodset omkring Pezenas nord for Béziers. 

    Det er i de senere år udvidet voldsomt til i dag tæt på 1000 hektar, som leverer store mængder vin af god og af og til meget god kvalitet. 

Riesling "Alte Reben", Rheingau... 59,-

Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 17-23/3
Er en smule skeptisk, for kan intet finde om "Weinhof 519" (nok 2023). Angives som Trocken, men andre angiver en del sødme (kan se, 2021 havde 8,5 g/l) og ikke meget syre. Har ikke smagt vinen, som bestemt ikke kommer fra en "lille familieejet vingård", da både Lidl.de og giganten Hawesko sælger vin herfra. Lucas Reuter har adresse i Oestrich-Winkel i Rheingau og er måske mærke fra større vinhus. Betegnelsen "Alte Reben" betyder præcis, hvad sælgeren vil, men stadig lav pris for Rheingau.


Jean-Marie Garnier rød/hvid/brus... 40,-*

*: kræver Netto-app, rød Pinot Noir, hvid chardonnay, blanc de blancs brus, Frankrig
Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 23/3
Netto's navn til Martenot (Bilka, Føtex). Begge navne (og andre) er hentet i Sydfrankrig, men er hentet på samme tapperi i Bourgogne, som er del af giganten GCF.  

      Rød og hvid er helt ok landvin, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften. Den hvide er frisk, tør og ren.  Mousse ikke smagt, men skal være tør og ren. 

Frascati "Colle Papa" ... 25,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 23/3

Meget lav pris, men anonym. Lidt skuffende for Roms legendariske hvidvin! Men en meget lav pris gør næppe lettere at udbytte den gode malvasia drue! OK frugt, tør, letbenet og med lille syre. Det er et år siden, jeg har smagt den sidst. Bemærkede en del svovl, så giv vinen mere luft. Men balt andet god vin fra en udslukt vulkan nær den evige stad! 

Retsina, hvid græsk, 50cl... 25,-

Godt KØB + *** (3/5), Lidl fra søndag 17/3 

En praktisk 50cl flaske (= 30 kr/75cl) med 5 pæne glas tør hvid med en særegen aroma, hvor frugt og lidt nåletræ er blandet. Prøv den til pita gyros eller en krydret salat! Vinen er tappet af et af de store, anerkendte huse. 
      Jeg giver gerne denne en chance. Vinen er ung og frisk (undgå gammel retsina), og prisen er lav, ikke meget højere end i hjemlandet!       
    Den unge hvidvin blandes med harpiks fra nåletræ, som så fjernes, så den kun lige når at give vinen aroma. Druen er savatiano, groet i Attika, tappet i Grækenland. 

      Lidl har græsk tema og tilbyder også ren Savatiano (39, 2*), druen bag retsina, men her fra særligt område. Desuden Anessia brandy 40% (99, 3*) med ISWC sølvpris samt Korifeos Ouzo 40% (89), en pernod'agtig pastis med ISWC bronze. Du får en klassisk brandy med let sødme, som sikkert er god til prisen. 

Chardonnay "Sterea Ellada"... 45,- 

Godt KØB + *** (3/5), Lidl fra søndag 17/3 
Jeg må takke Lidl for at tilbyde mig vine fra f.eks. Grækenland, som ellers ikke ses meget (og slet ikke i supermarkeder). Formentlig er denne tørre chardonnay ikke i top, men til 45 er den sjov at smage. Kender ikke området Sterea og heller ikke aftapper Panthea. Men prøv den!

Aalborg Taffel akvavit "rød"... 69,- 

Godt KØB + **** (4/5), Netto indtil fredag 22/3 
Jeg er nok puritaner, når det gælder syltede, marinerede og krydrede sild! Og det er svært at overgå den røde Aalborg med sine 45%, som får kommen aroma op (P.S: Hvordan kan det være, at i et land, hvor alkohol beskattes hårdt, ofte er dem røde 45%, der er den billigste?)
    Netto sælger også Ballantine whisky, Beefeater40% gin og Absolut vodka (alle, 99, 3*).

O.P.Anderson Original aquavit... 79,-*

Godt KØB + **** (5/5), Lidl, indtil søndag-lørdag 17-23/3

*: uden Lidl-app; 85. "Prima" ("1ma" = kælenavn og ordet før aquavit på etiket) er en rigtig god snaps, som i Rydbergs test i Ekstrabladet 2019 fik hhv. 92 og 91p/100 -kun overgået af vinderne Aalborg Jule og O.P. Jul- og samme karakter som Nordguld. Jeg sætter Taffel højere end Rydberg.

15/03/2024

Bilka har fulgt Montgras i 27 af 30 år

Bilka's bedste køb i denne uge er nok Montgras, hvor du kan få gode bobler og herlig hvid og god rød til blot 49. Huset fejrer 30 års jubilæum, og Salling har været med i 27 år. Imponerende! 

Day One cabernet er bedst af de røde, mens Amaral sauvignon er bedst af de hvide -med den brusende Amaral sparkling som et topkøb. 

    Ellers er der (igen!) ikke mange topkøb i Bilka. Bedste bud er måske San Felice's superbe  supertoscaner Vigorello (149), som i 2019 får 95p/Parker samt 2 Gran'er fra Rioja, Faustino I (99) og Baron de Ley (85). Endelig lidt Champagne og snaps!

Bedste KØB: Amaral sparkling - Amaral hvid - Quatro rød/hvid - Day One rød - Vigorello Toscana - Faustino I Gran Reserva 
Godt KØB: Baron de Ley Gran Reserva - Gemma Barolo - Righetti Amarone - Champagne Montaudon brut - Brøndums snaps - Bornholmere Traditions Akvavit 

uge 12/2024

Amaral sparkling brut... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5)Bilka, indtil torsdag 21/3

Brus fra "Over There" er ofte dyr uden at være god. Denne er billig og dog glimrende med fint brus, rig aroma, stor friskhed og en vis elegance med kun lille restsødme. Drik inden for et år. For mig bedre end bilig crémant, cava eller Champagne, men check lot-nummer (vinen bør max. have 1-2 år på flaske). 

    Amaral er en vingård i det ret kølige Leyda blot 12 km fra Stillehavet. 85% chardonnay og 15% sauvignon med gæring på tryktank som Prosecco og Asti, dog ligger vinen 4 måneder med bundfald (mod normalt nogle uger) før tapning under tryk, så bruset bevares. Der tappes blot 3000 kasser af denne vin, som bør være aromatisk, tør, frisk og sprød. Et godt bud på bobler til konfirmation eller anden forårsfest.
     Den første Montgras blev lavet for 30 år siden i februar 1994 af brødrene Gras sammen  med vennen Christian Hartwig. Blot 3 år efter blev vinen importeret af Salling's kæder Bilka, Føtex og Netto. Som altså har været med har været med næsten hele vejen. 
    Montgras leverer ikke -endnu- vine på højde med de bedste fra giganten Concha & Toro, men til gengæld er standarden generelt god. En del af æren skyldes vinmager Santiago (foto). 

Amaral hvid Leyda... 50,-

chardonnay eller sauvignon, Montgras, Chile

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

Sauvignon er lækker, fjerlet, rig aroma og sprød syre (2021 har fået 91p/Descorchados). Chardonnay ej smagt (2020: 90p/Descorchados). To klassiske hvide fra Montgras' vingård i Leyda. Vinene gror på granit og er lette sprøde og friske -slet ikke ulig rigtig god vin fra New Zealand!  

Montgras "Quatro" rød/hvid... 45,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

Quatro er (som navnet antyder) er et mix af 4 druer. Første årgang af vinen var 1998, og 25 år efter er vinen bedre end nogensinde. Vinen var tæt på topkøb til 55 (i oktober).
   Rødvin af Bordeaux-typen (80% cabernet sauvignon, carménère og malbec) + 20% syrah. Mørk, kraftig, blød, åben frugt i næsen. En udadvendt vin med frugt, fylde og pænt lang. Nye år roses (2021 91p, 2020 90p/Descorchados). 
    Den hvide er næsten bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma, ren og afrundet eftersmag -en herlig vin alene eller med mad.

MontGras "Day One" rød... 50,-

cabernet sauvignon, merlot eller pinot noir, Chile 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

Cabernet har rund kraft, krydret duft, pænt lang, fast- og pinot noir -tappet uden lagring i eg (!), frugtig, tør, ret stærk, men blød. 2020 fik 90p/Descorchados. Merlot ikke smagt, men skal være temmelig god, fra det lune Colchagua. 2020 fik 89p/Descorchados. 

    Pinot noir ganske ok i en blød, frugtig stil -som sydfransk pinot med lidt mere fylde, men uden balancen i god Bourgogne. Savner carmenère, en god udgave af den svære drue, som er Chile's signaturdrue.  

    Day One kommer fra de bedste områder til hver druesort -cabernet fra Maipo, merlot og carmenère fra det lune Colchagua, pinot og de hvide fra det kølige Leyda osv. På alle etiketter er anført den dato -"Day One"- hvor druesaksen (placeret midt på etiketten) er kommet i brug! 

San Felice "Vigorello", Toscana... 149,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 21/3
2019 har fået 95p/Parker mv, men denne vin er uanset år altid en af Italiens store vine. Pris på vingård er 46€ (345 kr), global snitpris er i snit 304 kr. Ofte bedre end Grigio Gran Selezione fra samme vingård. En mørk, rig, dyb lang vin med lag på lag af balsamisk frugt, som skjuler en markant syre. 
      Vinen er den ældste såkaldte "supertoscaner" (1968). Antinori fik stort ry for Sassicaia og sendte nogle år senere Tignanello på markedet, et egelagret blend af sangiovese + druerne cabernet og merlot. Vinen fik så meget omtale, at mange overså Vigorello.
    I dag er blend'et mere avanceret, med 35% af den unikke pugnitello drue, engang anset for uddød + 65% Bordeaux-druer, lagret 2 år i små egefade. 

Baron de Ley Rioja Gran Reserva... 85,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3
Set i 2017.. En poleret, fløjlsagtig, lækker vin, god fylde, pæn længde, rig bouquet -jeg kan lide både gran reserva og Baron de Ley generelt. Der er bedre Rioja, men Ley er altid flot, pålidelig -og meget velsmagende. 

      Gran Reserva er tempranillo druer fra finca'en i Cenicero i Rioja Alta, som lagrer 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske. Og så skiller den sig ud ved, at hele høsten er fra eget domæne. 5* + godt køb hos Ekstrabladets Rydberg, der om nogen har forstand på spansk vin. 

Gemma Barolo... 99,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

Gemma er helt ok Barolo. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, en vis stramhed, men med en moderne Barolo’s bløde tanniner. Den kræver 3-5 år og vil nok leve i 10-15 år.
    Søren Frank giver i ”Barolo” Gemma 3*, det samme som Oddero og andre velkendte huse -og mere end f.eks. Batasiolo. Jeg er ikke enig med Søren Frank om alt, men trækker lidt på ham, da jeg ikke er Barolo-tifosi (og ikke har smagt vinen de sidste 3 årgange). 

Faustino I Rioja Gran Reserva... 99,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

Set i 2012 (92p/Guía Peñin, 90p/TimAtkin). Faustino I har en dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10-12 år

    Faustino er et af de store huse i Rioja og nem at genkendere på flasken med det kunstige støv (grimt, synes jeg). Men stort set hele høsten kommer fra eget store domæne, og kvaliteten er mere end ok

Amarone Classico Righetti... 99,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

En amarone for begyndere. Frugtig og kraftig snarere end bred, rig, let sødlig frugt over en del syre. Mangler en god Amarones frugt og koncentration. Men er til alt held ikke særligt sød (5,5 g/l). En ekstremt lav pris for vin tappet af hus i Classico. 

Champagne Montaudon brut... 149,- 

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

Denne Champagne tiltaler mange, men jeg vil egentlig foretrække Amaral herover (og du kan få 3 af dem for én Montaudon. Men slet ikke ringe -tør, let og frisk, diskret frugt, ung og kort, en ægte party-Champagne på godt og ondt. Lille sødme (11,2 g/l). Den fik for 4 år siden ros af Gilbert & Gaillard (88p) og var for en guide godt køb i Tesco til £ 25 (200 kr). Vinbladet gav den 6*/6. 

   Jeg elsker etiketten med det store, iøjnefaldende "M" mere end selve Champagnen. I dag er Montaudon (pga særtold, corona og andet) nok tættere på storebror Jacquart, end ejeren Jacquart indrømmer!  Familien Montaudon grundlagde huset i 1891, men solgte det i '00erne til Jacquart, et af Champagnes 3 store 2.grads kooperativer med ialt 2500 ha vin. 
     Fås også som Demi-Sec: sød (trods navn), god til desserter.  

Brøndums Snaps... 69,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

40%. Jeg har set web pris på 160 kr (!) for denne klassiske kommensnaps, så 69 er en god pris. Ren og klar, men med 40% ret mild. Fås også i klar udgave helt uden smag -bør sælges som vodka!  

Bornholmer Traditions Akvavit "1855"... 119,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21/3

Denne snaps er næppe merprisen værd, men da den laves i små mængder på Bornholm (mens Aalborg, Brøndum osv laves i Norge), bør den anbefales. På flasken står årstallet 1855, og så langt går mærket tilbage, selvom det har været gennem meget ondt -i 70erne var det et billigt alternativ til rød Aalborg! I dag laves den igen på Bornholm og nyder excellent ry. Ret blød, mild snaps trods 42% alkohol.  
    Fås også som "1" (klar), Blond (lagret) og med rabarber/stjerneanis (119, men for 50cl), som ser flotte ud, men næppe er gode køb. 

Celeber vin har jeg ikke råd til, men...

Vi er en del stokkonservative vinnørder, der sværger til de franske klassikere -alt det nymodens med monsterdyre kultvine fra Spanien, Slovenien og California har aldrig helt overbevist os. 
Jeg ville egentlig helst drikke klassisk Margaux eller Pauillac (men har ikke råd). 

Vil du have et klassisk navn til "lav" pris er Føtex' Grand Vin Collection (149, 4*) slet ikke ringe.  Både Margaux og Pauillac er ganske gode -men de skal helst være 5-6 år gamle, så se dog om på hylderne eller gem dem under sengen i et par år. 

    Føtex' andre tilbud er fra forårstilbud omtalt tilbud -her er blot nævnt nogle af de bedste tilbud, hvis du ikke allerede har smagt den fine Barbera "Sori dei Morí" (39) eller KingPin (39,83 v6), så har du chancen endnu et par uger. 

Bedste KØB: Barbera "Sori dei Mori" - St Pauly-Bergweiler Riesling "Premium" - KingPin rød/hvid - Brunello Campone 
Godt KØB: Selaks New Zealand hvid - Grand Vin de Collection Margaux Pauillac -Linie Aquavit

uge 12/2024

Barbera d'Asti "Sori dei Mori".... 39,-

Bedste KØB + *** (3/5)Føtex, indtil lørdag 30/3

Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre (men man kan lide ham/hende)! Middel fylde, frugtrig med friske røde bær, lidt tannin og god syre, der gør den perfekt til risotto, pizza og pasta -nyd kælderkold. 2021 fik 90p/WineEnthusiast. 
      Ældre år har bl.a. fået 2 glas + bedste køb i Gambero Rosso + bl.a. 3 klaser i Bibenda og pæne ord i Slow Food guiden. 

Dr Pauly-Bergweiler "Premium"... 50,-
2022 tør Riesling Trocken (tør) eller sødlig Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5)Føtex, indtil lørdag 30/3

"Premium" er fra Mosel (modsat lillesøster Noble House) og har den sprødhed, som køligere klima og skifer terrasser giver til riesling. 
      Foretrækker den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som gør smagen godt, som har rigtig meget riesling flint, aroma og sprødhed. Testvinder i Vinbladet. 
    Måske er den sødlige Kabinett lidt for sød for puritanere, men den har herlig aroma og sprød  syre. 

Selaks New Zealand hvid... 50,-

Hvid sauvignon, chardonnay eller pinot gris

Godt KØB + **** (4/5)Føtex, indtil lørdag 30/3, Bilka indtil torsdag 21/3

Efter en pause er Selaks' "essential" (hmmm!) igen et topkøb til 50 kr flasken. Sauvignon med sprød friskhed og nydelig aroma og pænt lang smag. 
    Den hvide chardonnay er herligt frisk og ren, mens Pinot Gris er mere neutral. Rosé ikke smagt. 
     Vinene er korrekte uden at imponere -ligner meget Kim Crawford fra samme kælder, som af uransagelige årsager koster op mod 100 kr!  Ikke sikker, men måske er vinen tappet i England. 

Kingpin rød/hvid, Spanien, kr/fl v 6: 39,83

6 fl. 239. Bedste KØB + *** (3/5)Føtex, indtil lørdag 30/3


Rød på tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen "lagres med eg" (typisk i ståltank med egechips eller egestave ved gæring/lagring). 

      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. 

    Til samme pris Mateus rosé (6 fl 239, 3* + godt køb). Slet ikke ringe, en nydelig rosé lille brus, lille sødme og lidt bærduft. 

Grand Vin "Collection"... 149,-

Pauillac eller Margaux (årgang varierer, gå efter 2019-20)

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 14/3

"Grand Vin" fra Margaux burde være Chateau Margaux (foto), evt Palmer, Marquis d'Alesme og Ferrière! Og de koster ikke 149! Snarere 500-1000 kr eller mange gange mere. Og er markant bedre end denne vin! 
    Men de har lidt duft (og måske navn) af noget dyrt. Faktisk var 2015 og 16 Margaux rigtig flot (men stadig unge). Graveret flaske og flot etiket, men "Grand Vin"? 
      Etiketterne prydes af flot slot, men du leder forgæves efter et slotsnavn. Og vinene er slet ikke tappet på slot, men af Ginestet (med ejer, der ejer flere Cru Classé slotte i såvel som Margaux og Pauillac). 

      Så vinen er måske frasorterede fade fra familiens slotte, dvs. 3. eller endog 4.vine, som dog kan være gode i disse år, hvor slottets 1.vin kun udgør 40-50% af høsten (i min ungdom var det ofte 100%!).

Campone Brunello 139,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 30/3

En vin fra marchesi Frescobaldi, det meget store 700-årige familiehus, der rivaliserer Antinori i historie og størrelse, men måske ikke er helt så kendt. Ej smagt, men formentlig en rig og klassisk brunello med masser af smæk -til en særdeles rimelig pris. Du finder ikke vinen på husets hjemmeside. Her ser du kun Castelgiocondo (som i Danmark koster godt 350). Kan være samme vin, da den globale normalpris i WineSearcher er godt 300.

Lysholm Linie Aquavit... 99,- 

Godt KØB  + *** (3/5), FøtexSuperbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21/3 (også andre kæder) 

WineEnthusiast gav deb i 2016 95p (Hmm), men det bliver aldrig min snaps! En mild snaps med lidt karamel i næsen, men også vanilje og en blid smag, hvor man dog fornemmer de 41,5% i smagen. Bedre end jeg husker den, men ingen match for rød Aalborg.

      Den laves i Norge på samme fabrik som Rød Aalborg (dansk by tæt på Norge!). Herefter hældes den på egefade brugt til Sherry og sned med skib til Australien og retur, dvs. den har passeret Linien -Ækvator- 2 gange. 
    Føtex tilbyder også Beefeater Gin (99, 3*) og Famous Grouse whisky (99, 3*), men vil du have Jameson (139), skal du i Brugsen (99, laveste pris set længe) for denne gode irske whiskey.