Søg i 1300 opslag:

21/01/2023

En St Émilion med ambitioner til lav pris

I min ungdom gik jeg fra slot til slot i Saint Émilion. Herefter cyklede jeg, så kom scooteren og siden bilen. For nogle år siden fløj jeg i helikopter til et slot i St Émilion. Et sikkert tegn på, at der er kommet store penge til den lille by. 

Ripeau er et af de historiske slotte, som i 100 år har været med til at gøre Saint Émilion til et af de bedste områder i Bordeaux. Vinen har altid været god, men aldrig med helt i toppen trods naboskabet til Cheval-Blanc, som leverer en af Verdens bedste vine. 

       Men en ny ejer har store ambitioner, så viu må glæde os over 2.vinen i 2020, som er lige så god som ældre årgange af selve Ripeau! 

      Meny har et par andre gode tilbud i denne uge, bl.a. den hvide sauvignon fra Brancott, der i 1979 solgte den første sauvignon fra New Zealand. Det går stærkt dernede syd for Ækvator! 

Bedste KØB: l'Ange de Ripeau, St Emilion Grand Cru
Godt KØB: Brancott Sauvignon Blanc - Le Ragose Ripasso - Casalforte Ripasso - Cotes du Rhone "Vieille Vigne" - Massaluca Terra Alta garnatxa-samsó

l'Ange de Ripeau, St Emilion Grand Cru... 99,95

2020, ugens FUND + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 26.januar

Denne 2.vin til Ripeau er er et fund til 100 kr. Fra et historisk Cru Classé i St Émilion med vinstokke mellem Cheval-Blanc og Corbin. Slottet var længe ejet af det charmerende ægtepar de Wilde, men havde brug for investeringer -og de kom i 2014 i form af brødrene Grégoire, hvis far var ved at sælge la Rivière i Fronsac. Der var fundet pengestærk kinesisk køber, men både køber og sælger døde, da de forulykkede under helikoptertur over Rivière.   Brødrene Grégoire (foto) har siden investeret voldsomt i Ripeau med nye kældre og en politik om 100% økologi uden insekt/plante/svampe eller andre gifte. Man har endog skrottet den tilladte kobbersulfat.       
       Vinen er tæt på Pomerol, men ofte lidt fastere, gr mere cabernet (35%) som supplement til 65% merlot. l'Ange er en 2.vin, måske identisk med Tour de Ripeau, den normale 2.vin, som har fået pæne noter i nyere årgange (omkring 90p/100).       
      Årgang 2020 var en svær årgang med vådt forår og tør sommer, men Ripeau fik perfekt modne druer, der bliver til vin i perfekte kældre. Desværre ikke smagt, men jeg venter en mørk, fyldig vin, ret stærk (op mod 14%) med overdådig frugt og lang smag. 5* + godt køb i Vinbladet. 

Brancott Sauvignon Blanc... 59,95

New Zealand, godt KØB + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 26.januar

Tør, dufter af græs, rig tropisk frugt med let sødme, fyldig, men lidt aggressiv i sit udtryk trods en lille restsødme i slutningen. Brancott kalder sig "estate", men det meste købes udefra, da der alene af denne vin sælges 12.000.000 flasker årligt! Og i det lys er vinen faktisk god og et godt køb. Kenderne er delte -2020 fik 89p/Spectator, men kun 85p/WineEnthusiast (som ikke var vild med sødmen). 
      Brancott hed tidligere Montana og var det første hus til at sælge såvel sauvignon som pinot noir fra New Zealand (1979 -ældre er salget af god vin i New Zealand ikke!). Det har i mange år været ejet af franske Pernod-Ricard, som også ejer bl.a. Jacob's Creek og Orlando i Australien. 

Cotes du Rhone "Vieille Vigne", kr/fl v 2: 55,-

2 fl. 110, godt KØB  + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 26.januar

En god Rhône fra Princes, kooperativ i Chateauneuf du Pape, men med de fleste marker uden for. Denne er en god Rhone, præget af moden grenache + lidt syrah og mourvedre. En helt ung 2020 fuld af sød frugt, ganske mørk for grenache, god længde, meget drikkelig. 

Massaluca, garnatxa-samsó... 59,95

Terra Alta, godt KØB  + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 26.januar

Spanien. God vin fra "Det høje land", dvs. bjergene omkring bl.a. Priorat. Druerne er de samme, og vinen er en lille blid babyPriorat -dvs. rustik kraft og masser af frugt. Nyeste år får 90p/Guía Peñin, en ældre 2017 får følgende ord fra Skovenberg i Vinbladet: "Indbydende duft af kirsebær, brombær og vanilje. Lækkert krydret smag af sorte kirsebær med balsamiske fadtoner, god længde og runde tanniner". 

Le Ragose, Ripasso Valpolicella... 89,95

Godt KØB + ***** (5/5), Shop.Meny, indtil torsdag 26.januar
2019. En vin med rig frugtaroma, rank, fast, middelfyldig vin med lidt fedme holdt i skak af fast syre -dybere og mere spændende end de overfede vine, som ofte ses. Jeg har ikke smagt denne "Classico" så ofte, som jeg burde, men har altid haft respekt for le Ragose, der var blandt de første "New Wave" vingårde i et traditionelt Valpolicella. 
       Ejeren var konsulent for flere kooperativer, inden han sammen med hustruen Marta købte en forladt vingård i 1969 i Classico nær grænsen til Valpantena. De 55 hektar ligger ret højt (250-400 meter, se foto) og ledes i dag af sønnerne Paolo and Marco Galli, som leverer lige så fine vine. Både 2015 og 2017 fik 90p/100 af RobertParker. 

Godt KØB + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 26.januar 

2019.Vinen fra Riondo-kooperativet i Soave blev solgt sidste år til 60 kr, så den har fået et pænt hop op og er ikke bedste køb. Kælæderen er del af 2.grads kooperativet Coolis, der dækker stor del af området mellem Verona og Padua. Ikke smagt, men her loves gode takter, bl.a. 5* io Ekstrabladet. 

Cono Sur Bicicleta, rød, hvid, rosé... 40,-

Chile, *** (3/5), shop.Meny, indtil torsdag 26.januar 

Rød Cabernet med nydelig frugt og lidt syre -ikke helt ren, men stadig en god madvin, pinot ikke smagt, men som husets specialitet formentlig rigtig god. rosé med pæn frugt, hvid chardonnay med mere friskhed end mange. 
Cono Sur er et stort vinhus, som ejes af giganten Concha y Toro (som fås i Coop!), men drives separat. Deres mest kendte vin er denne med en cykel på etiketten, som er god uden at brillere. 

Grant's Whisky "Triple Wood"... 79,-

*** (3/5), Shop.Meny, indtil torsdag 26.januar
Jeg synes, livet er for kort til billig whisky, men skal det være, har jeg et par favoritter -og et par, jeg går i en bue uden om -som Grant's, der engang hed Stand Fast (og jeg modstod den!), siden Family Reserve (og den måtte de gerne beholde) og nu igen Stand Fast + tilføjelsen "Triple Wood"
       En blid, frugtig whisky med spritten godt camoufleret af let sødme. ”Triple Wood” betyder lagring i 3 slags eg -ny eg, fade brugt til Bourbon og ældre fade, dvs. kun amerikansk eg. Men stadig kun lagret 3-5 år i eg, vil jeg tro. Den får ros af de, der ved noget -men da Netto havde den sidste år til 79, er den ikke topkøb. 

20/01/2023

Blid sydafrikaner og fuldblods Argentina og Australien

Brugsen var meget stærk op til Nytår med fremragende tilbud, så måske derfor har de slået bremserne til i januar. Spier's røde og hvid PS er rigtig godt køb, og jeg anbefaler også gerne OPI, William Hardy og Handcraft (men ikke den dyre 3 finger vin!).  

Du kan også købe den hvide Flaxbourne fra New Zealand eller en blid Orvieto fra Italien. Men... du kunne også vente. Eller smutte en tur i Irma, hvis du får bedre vinkøb, mens ugens gode vin skal hentes i Meny!

Bedste KØB: Spier "P.S" grand reserve rød/hvid
Godt KØB: OPI barrel selection rød/hvid - William Hardy rød/hvid - Handcraft rød/hvid - Salice Salentino "Epicuro" - Orvieto Classico Cecchi - Piccini Chianti Riserva - Flaxbourne sauvignon 

Spier "P.S" grand reserve rød/hvid... 50,-

rød og hvid blend, Sydafrika, normalpris 139,95 (tappet i Danmark)
Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26.januar

Rød 2020 på shiraz, cabernet sauvignon, merlot og pinotage siges at lagre 12 måneder i eg og skal være en klasse over husets standardvine som Vintage og Collection mv. 2020 fik 5* i Ekstrabladet (til 59) med ordene: ”Mørk krydret næse. Pæn bærintensitet i smagen med mørke krydderier og vanilje i smagen. Pænt balanceret med en fin krydret afslutning. Ganske flot vin til prisen.” 2019 var testvidner i Vinbladet og Ekstrabladet.

       Den hvide er chenin blanc og chardonnay fra kølige områder -ikke ulig Seaborne (35 i Irma), men har desværre aldrig smagt dem sammen. PS er også meget frisk, aromatisk og stilig. 

OPI barrel selection rød/hvid... 50,- 

rød cabernet sauvignon, malbec, hvid chardonnay, Argentina, normalt 89,95
Godt KØB + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26.januar

Faktisk får du meget vin til 50 kr, men du skulle have købt den sidste år, da tilbud lød på 33,17 v. køb 6! 

Den mest kendte af vinene fra Argentinas Mascota. Vinene kalder sig "barrel selection", dvs. vinen har lagret i eg, men egen smages ikke. 
      OPI vinene har med rette vakt opsigt for vinene, som er vellavede i en fyldig, kommerciel, international, men ikke ligegyldig stil med indbydende frugt og pænt lang smag. Måsk
e er malbec bedst, men det er tæt løb. Vinene er kreeret af Rodolfo Sadler. 

William Hardy, shiraz eller chardonnay... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26.1. (tappet i England)

Også god til 50, selvom du kunne få den til 39 sidste år, begge en klasse over Hardy's Crest og VR, da vinene kommer fra de køligere områder syd for vinhovedstaden Adelaide. 
Den røde shiraz er magtfuld vin, men ingen fedladen flødebolle! God frugt, bær og krydderi, men holdt i skak af lidt syre. Fik for 3-4 år siden 17p/20 af Oldenburg og 5* i Vinavisen. 
      Den hvide chardonnay kommer også fra et køligt område, Langhorne Creek syd for McLaren Vale og Adelaide. Vi er nær havet, som tager toppen af varmen! Ganske rig, ren aroma med lidt melon og citrus, middel fylde, pæne syrer, middellang smag. Jeg ved ikke, om der er eg i vinen, men det smages til alt held ikke. 5* i Vinbladet og Vinavisen, også for nogle år siden. 
      Familien Hardy var en af de første til at dyrke vin, da Adelaide blev grundlagt i 1850erne. Siden voksede Hardy ind i Accolade-gruppen, Hardy er den vigtigste del af Accolade-gruppen, som også ejer vinhuse uden for Australien, bl.a. Mondavi, Ravenswood, Geyser Peak (California) og da Luca (Italien).  

      Foto: den 15 km lange Maslin strand ved McLaren Vale syd for Adelaide. Flot, men få bader her. Der er risiko for hajer! Bemærk limstenen i klippen -starten på Limestone Coast. 
      Kan også anbefale Louis Reynaud pinot noir (50, 4*), godt køb, men ikke helt matcher god Bourgogne. Ganske god, frugtig og ren, middel fylde.

HandCraft rød/hvid, California... 59,-

cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid chardonnay, rosé zinfandel, California (tappet i Tyskland)
Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26.januar

HandCraft til 50 kr er topkøb for anstændig vin fra "Over There"Den får Verdens 3. største vinmærke, Gallo's Barefoot, til at blive helt platfodet!  På etiketten står der "Artisan Collection", men du bør ikke forvente "håndlavet" vin, når der sælges 10+ millioner liter/år.       
      Pinot har nydelig hindbærnæse og middelfyldig, afrundet smag med frugt og blød tannin. Middellang smag. Skovenberg var gavmild med 5* i Vinbladet (2019 i 2022). Prisen 59 hjalp måske lidt.      Zinfandel er rigtig god, krydret, kraftig, men ikke tung, for mig bedre end en ret frisk, ren chardonnay og en kraftig, afrundet cabDen sødlige rosé vil jeg ikke bruge penge på. 
      Delicato er et af de største familieejede vingårde, grundlagt 1924 af en siciliansk immigrant, som pudsigt nok hed Indelicato. Firmanavnet blev hurtigt ændret til Delicato, og familien ejer stadig huset, som ejer 2400 hektar vin + indkøb af vin og druer til et stort antal mærker, inkl. Francis Ford Coppola, Z. Alexander Brown + mere basisagtige vine som "1924" og vinen herunder.

      De "håndlavede" vine er designet mest til kvinder af chefvinmager Alicia Ysais (foto) sammen med Cheryl Indelicato (3.generation i vinhuset).  

         Mill's Lake Zinfandel er en letbenet sværvægter fra Californien, som også fås som chardonnay. Jeg er ikke glad for vinen, som jeg finder sært upersonlig, men kun smagt én gang (35, 2* for rød). Tappet i Danmark. 

Three Finger Jack, California, frit valg... 99,-

cabernet sauvignon, Zinfandel "Old Vine" og Red Blend
*** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26.januar
Huset Delicato leverer den "håndlavede" HandCraft, men også denne 3-fingrede vin. Og jeg går med hele hånden, da jeg kan få næsten 2 håndfulde for én af de 3-fingrede. 
      En distanceblænder af en vin (og flaske) til dig, der holder af voldsom aroma af bær og røg, potente alkoholiske hestekræfter for fuld udblæsning med en vag aroma af noget sødt til sidst. 
      Det første glas imponerer især cab og zin, trods en lidt kort eftersmag (men kun smagt 2 gange af uegnede glas). Andre vil elske et mix med sødlig, krydret duft af merlot, Syrah, Petite Sirah, Tempranillo og Tannat lagret i fade brugt til rom (!). Jeg tror, Delicato tjener kassen på vinen, så min pension går ikke til denne vin. 

Why Not? Puglia rød/brus, kr/fl v 2: 64,50

2 fl: 129, *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 26.januar

Den røde Why Not? (konventionel eller en lidt lettere økologisk) er gode -ikke kønsløse! Mørk, fyldig, rank, rund, men ikke sød, med ren, krydret frugt og en snert af syre i eftersmagenVinen tappes af San Giorgio i Puglia for Contri Spumante huset i nord, som leverer den brusende Prosecco på køn flaske, som er ok. Se bort fra den latterlige normalpris på 130. 

Salice Salentino "Epicuro"... 45,-

Riserva, Puglia, Italien

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 26.januar

En vinøs kioskbasker med lidt mere kvalitet end normal Puglia. Rig aroma, fyldig, rund og pænt lang. Salice er velkendt DOP og skal leve op til lidt skrappere krav end de normale Puglia vine. Ordene riserva har ingen betydning for vine fra Puglia, der generelt skal nydes unge. 
Piccini Chianti Riserva... 45,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 26.januar

Jeg kan vældig godt lide denne typiske blidt lagrede Chianti (set i 2019), selvom den for puritanere er for blød. Der er lidt bær, syre og frugt i vinen, som skal være lagret et år før tapning, en del i eg. En rigtig god madvin til pizza & co. 

Orvieto Classico, Cecchi...  45,-

Godt KØB + *** (3/5), SuperbrugsenKvickly indtil torsdag 26.januar

Diskret aroma, let til middel fylde, ganske frisk og sprød med lille syre under frugten. Helt ok, men uinspirerende. 

     Italienerne leverer sjældent hvid i top,og få steder ses det tydeligere end i landets mest kendte hvide -Soave, Frascati, Verdicchio -og Orvieto. Et højt udbytte og iskold gæring fjernede i mange år stort set al frugt og længde fra den gærede druesaft. Det er langsomt blevet bedre. Men stadig ikke en værdig repræsentant for den underskønne by mellem Firenze og Rom! 

Flaxbourne sauvignon blanc ... 59,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26.januar

Marlborough, New Zealand. Så god som den fra de store huse med fancy etiketter. Ikke helt top, men god frugt og friskhed, tør, men med frugtsødme, der får den rige aroma helt frem i næsen! God til sushi eller en salat. 
      Fra et af de uafhængige store huse i New Zealand, som ellers domineres helt af 2 giganter (Constellation med bl.a. Selaks, Kim Crawford osv osv) og franske Pernod-Ricard, der sælger som Brancott, Montana mv.

I en tid med (for) høje priser!

Discount butikkerne er fyldte med kedelige vine i denne "Hvide Januar". Men der er da ok vine, og hvem skal ikke spare i disse måneder? Der er en drikbar Aussie Rules til 29 og ok pinot noir til 45. Og hvornår har du sidst smagt retsina?

Nu har du chancen i Lidl til blot 20 kr (fra søndag 22.1.). Det tog mig mange år at vænne mig til smagen, men faktisk er retsina en god ledsager til en krydret salat eller endog en suppe. 

       Men ellers en lidt trist uge i de butikker, hvor Putin-ramte danskere har råd at komme. Men selv her stiger priserne. Læste lige, at engelske kæder har rekordoverskud. Tror ikke, hverken Salling eller Coop står tilbage for Sainsbury eller Tesco! 

Bedste KØB: -
Godt KØB: Retsina græsk 50cl - Garnier Pinot Noir/chardonnay - le Arche Ripasso - Aussie Rules rød/hvid - Ragnatela Primitivo Manduria 

Retsina, hvid græsk, 50cl... 20,-

Godt KØB + *** (3/5), Lidl, fra søndag 22.januar

En praktisk 50cl flaske (= 30 kr/75cl) med 4-5 glas tør hvid med en særegen aroma, hvor frugt og lidt nåletræ er blandet. Prøv den til pita gyros eller en krydret salat! Vinen er tappet af et af de store, anerkendte huse.        
      Jeg giver gerne denne en chance.Vinen er ung og frisk (undgå gammel retsina), og prisen er lav, ikke meget højere end i hjemlandet!       
Den unge hvidvin blandes med harpiks fra nåletræ, som så fjernes, så den kun lige når at give vinen aroma. Druen er savatiano, groet i Attika, tappet i Grækenland. 

      Lidl har græsk tema og tilbyder også Anessia brandy 40% (99, 3*) med ISWC sølvpris samt Korifeos Ouzo 40% (89), en pernod'agtig pastis med ISWC bronze. Du får en klassisk brandy med let sødme, som sikkert er god til prisen. Også god olivenolie (100 cl: 55), vistnok fra Chania på Kreta. .  

Nemea, Agiorgitiko ... 39,-

Grækenland, *** (3/5), Lidl, fra søndag 22.januar

Grækerne er ikke gode til at sælge deres vine til os. Og vinen er ikke alles smag! God farve, intens, ret krydret duft, middel fylde, fast struktur, men skæmmes lidt af ret sød eftersmag. Suk. En god vin til f.eks. vildt samt krydrede gryderetter. Nydes kølig for at dæmpe sødmen lidt. .       
       Man skulle tro, de havde brug for eksport og ville sørge for, at vi drak mere vin fra Grækenland end fra f.eks. Chile! Men nej, så måske her har vi én af årsagerne til, at økonomien ikke er i top? Faktisk har jeg besøgt færre vingårde i Grækenland end i Chile eller andre fjerne lande, trist.      
     Nemea var den første vin, jeg drak fra Grækenland. Den laves i Peloponnes (sådan stik syd for Athen) på druen agiorghitiko (ok, her har vi en anden årsag til, at græsk vin har det svært (men det betyder "St. Jørgens drue"). Druen er den mest udbredte drue i Grækenland -den bruges stort set til alle vine! 

      Druen har kælenavnet "Herkules' blod". Det siges, at han drak vinen før han gik ud og sloges med en løve! Andre mener, at Agamemnon drak vinen, da han belejrede Troja. 
      Mindre kan også gøre det, du skal ikke slås med banken om at få lov at købe én flaske -og så støtter du den græske økonomi lidt. Vinen er iøvrigt aftappet i Grækenland og i nærheden af vingården. 

Gallo Family Merlot, California... 39,-
** (2/5), 365Discount, indtil onsdag 25 januar, normalt 55 

Det er flere uger siden, 365Discount har været med i spalten. Denne vin kom lige med, en basis'agtig vin fra Verdens største vinhus, den pleaser lidt, men bestemt ikke begejstrer! Da jeg smagte den (i 2020), fik jeg lyst til at se Sideways med ordene "If any f****** pours a glass of f**** merlot, I just walk away"... Så hvorfor er det ikke cabernet eller zinfandel, 365Discount har (eller pinot)? 
      Fås også som sødlig moscato, som Coop's discount kæde anbefaler, "når der er noget at fejre". Jeg vil nødig fejre noget med de vine! 365Discount har god vin. Men de bør overveje deres tilbud eller besøge Lidl eller Netto. 

Garnier Pinot Noir eller chardonnay... 45,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 27.januar

En af Netto's faste vine -en let frugtig pinot med middel fylde og ren eftersmag og en chardonnay, som vil glæde en utrænet gane. 
      Garnier er tappet af underfirma til Pierre André i Aloxe-Corton, som igen er del af GCF i Alsace. Men indholder kommer fra Sydfrankrig, ikke Bourgogne. Du kender måske vinene i forvejen, for Føtex/Bilka har lignende vine med etiketten Francois Martenot (57,50).

Prosecco "le Arche", Spumante... 55,-

*** (3/5), Netto, indtil fredag 27.januar
Du kunne få den i oktober til 40, så Netto forstår også at tjene penge! Vinen er ikke dybt foredrag, men god sladder! Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry altid har), men med lille syre, der giver friskhed. OK til velkomst og glas i utide. 
      Prosecco er ved at overtage Asti's plads som Italiens mest solgte spumante. Den laves af druen glera i Veneto nord for Venedig. En enkel spumante, der som Asti får brus i ståltank og tappes under tryk. 

le Arche Ripasso Valpolicella... 55,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 27.januar

Piacentini’s billigere ripasso er en mørk, fyldig vin med fint bærkrydderi, drikbar, men letbenet. Der er god tannin, som skjules af en ganske lille restsødme, som ikke generer. 


Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 28.januar

Vinen står normalt til 39, så den er godt køb til 29. Ikke smagt, men vent en lidt fersk, men fyldig og ret blød vin med ligefrem krydret duft. Vinen skal komme fra Kingston (stort daglighus i det varme Murray), solgt af Amka og måske tappet af Globus. 
      Ikke just et fund til prisen, men den bedste i en lidt trist uge for Rema1000, som byder på typisk triste supermarkedsvine.  

Ragnatela, Primitivo Manduria... 50,- 

Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 28.januar

For mig en klasse over de normale Ragnatela ("eddekoppespind") vine, en ganske indbydende, kraftig vin med dog uden mærkbar sødme (men kun smagt én gang). Vinen har DOP, men er tappet i Danmark (Globus, så formentlig identisk med Capolavaro, der også har en Manduria.