Søg i 1300 opslag:

17/12/2021

Kongevin til kål og svær

Rigtig mange af Dem, der kalder gæret druesaft for "Kongevin", er vinsælgere, og dem bør du ikke stole for meget på! Men det skete i dé dage, at du kunne få både Chateauneuf du Pape (til 99 kr!), Pomerol, St Estèphe,  Amarone, Barolo og Brunello til din kål og svær. Og det lyder næsten som et juleeventyr! 

Og Julen er tradition! Så vinene sælges til lave priser (men nok ikke helt indkøbspris som i den gamle sang). Men Føtex gør dog sit bedste, og det er rigtig godt i denne uge! 

      Jeg holder meget af Mayne Pomerol elsker Trapiche, både den rene Pure, den urene Impure og den fine Medalla. Og fra Italien er Brunello's Campogiovanni en lækker vin. Endelig endnu en god Offley Port, denne gang den sent tappede LBV, som kun vil pynte på mandelrisene! 

Bedste KØB: Chateauneuf du Pape "Auguste Bessac", La Croix des Vignes 2017 St Estèphe, 

Trapiche "Pure" eller "Impure"Trapiche "Medalla" malbec/chardonnayGemma BaroloOffley LBV Port

Godt KØB: Baron de Ley Rioja Reserva, Castaño "Colección"
Bedste VIN: Mayne Pomerol, Campogiovanni Brunello Montalcino

Chateauneuf du Pape "Auguste Bessac"... 99,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 23. december

Set i 2020. Mange vil elske denne Chateauneuf. Indbydende duft af krydderi og peber fulgt af middel fylde og afrundet, lang smag. Årgang 2020 er meget ung, men vinen smager godt i al sin frugt og er rigtig god til den sure og søde julemad. Vinen fik 5* til 129, så vi er tæt på toptilbud til 99! 
      Årgang 2020 var "Corona året" over alle, hvor mange manglede plukkere til druerne. Men som årgang var vinene fine, meget lig den fine 2017, med masser af frugt og lidt syre til at holde balancen takket være kølige nætter. 
     Vinen er nok kun  marginalt bedre end Lirac og Plan de Dieu, som i Bessacs tapning med mellemrum er på tilbud til 50-60 kr. Men bestemt ikke ringe, selvom den mangler dét ekstra, som en (god) domæne vin kan levere, mere koncentration og dybde.   
      Til venstre ses 2 "Pave"-flasker. Flasken til højre er den originale flaske til vin tappet på domænet i Chateauneuf  -bemærk ordet controlée vandret under Pavens nøgler. Til højre flasken fra vinhuse (négociants) -her ses ordene "appellation controlée" graveret i en halvcirkel under "Pave"-nøglerne. Denne flaske bruges af vinhuse med kontor i Chateauneuf du Pape. Sært nok er det ikke krav, at vinen tappes her. Har set vin på denne flaske tappet 300 km mod nord i Beaujolais! 

La Croix des Vignes 2017, St Estèphe... 99,- 

Bedste KØB + ***** (5/5),  Føtex, indtil torsdag 23.december

En flot vin og topkøb, men ikke god til rødkål! Mørk, nydelig duft med pæn dybde, middel fylde, god længde, god karakter og bredde i smagen -flot nu, formentlig bedre om 2 år. 2017 er ikke topår, men vinen er god og tappet af en ejer med ambitioner! 

      "Croix des Vignes" kommer fra Lestage-Simon, som er nabo til St Estèphe (og Sociando Mallet). Vinen kommer fra parcellet Moutinot i St Estèphe. 
   Vingården ledes af danske Merete Larsen (foto), som har været på Lestage i mange år, siden hun for 10-12 år siden forlod Belgrave 5.Cru. Hun leder også andre ejendomme i Médoc, bl.a. det store Cartillon, som ligeledes ejes af  ”Grands Crus de France”. 

      Et pompøst navn med 10-12 slotte, som ejes af det knap så ansete Grands Chais de France, som har tjent penge på konsumvin som JP Chenet (og det der er værre). Men vinene fra deres egne slotte er rigtig gode i dag, trods ejerens lidt blakkede ry!

Ch. du Mayne 2018, Pomerol... 149,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 23.december

Mayne er IKKE Pétrus, men den koster også 5000+. Men dette er god Pomerol! Smagt i 2014, 15 og 16, men 2018 er nok bedre (og 2019 måske endnu bedre!). Lidt reserveret, men med dybde og længde og god frugt -god Pomerol! 

      Ejer Alain Vigier har ikke mange egefade i sin lille kælder, men han laver god vin, og "1.vinen" Rêve d'Or er altid god. Mayne er tæt på (og måske identisk). Vingården hører til de middelstore med 5-6 hektar og ligger nær Clos René og hovedvejen mod Paris. Klassisk merlot (80%), som nok bør have 3-4 år eller længere på hylden. Ikke julevin, men god gavevin!

Et hus GCF's navne er Calvet, hvor Føtex tilbyder Sancerre og Pouilly-Fumé (99, 4*). Ej smagt,og vinene kan meget vel være helt ok. Mener de er tappet ved Loire, ikke i Bordeaux, hvor mange Calvet-vine er tappet. Men vil hellere bruge mine sparsomme penge på andre vine! 

Baron de Ley, Rioja Reserva... 59,- 

Godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 23.december 
En flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft. Mere lækker end aristokratisk, men superkøb til prisen. 85% Tempranillo + 10% af den unikke maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. I sidste Bilka til 50 kr, nu lidt dyrere i Føtex, men stadig godt køb.  

Castaño "Colección", Yecla "Old Vines".... 49,-

2018, godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 23.december
Indtil fredag på tilbud i Netto, nu i Føtex (endda en krone billigere) og næste uge formentlgi i Bilka (den såkaldte Salling-tilbudskarussel!). Men en god julevin med vægten, aroma og en rustik charme til at matche julemaden.  Varm, kraftig, krydret, men på en ren måde, frugtig, fast i smagen -et herligt alternativ til de amarone-lookalikes, jeg elsker at hade -og med sin faste smag en perfekt julevin til lav pris. Parker gav 90p/100 til bl.a. 2016. 

Argentina = superkøb 

Trapiche "Pure" eller "Impure", kr/fl v 3: 43,-

3 fl 129Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 23.december

"Pure" rød malbec, hvid sauvignon, Malbec "Impure", Argentina

Druerne kommer fra Uco, et af de bedre områder i Mendoza, ca. en times kørsel syd for Mendoza by ved foden af Amerikas (nord/syd) højeste bjerg. 

Rød Pure har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag med positiv frugt. Kritikerne kan også lide den -2019 har fået hhv 89/Descorchados og 90p/Falstaff.  Impure" -mørk, bred, stor og rig, men tør og pænt lang med snert af eg. Skal være samme vin som "Pure", blot lagret 10 måneder i små egefade. Falstaff giver 2018 hele 91p/100.  
      Den hvide Pure Sauvignon har god frugt, men ikke helt samme præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. 

Trapiche "Medalla", malbec eller chardonnay... 69,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 23.december

Trapiche er meget stort hus, som tappet 100.000 fl. Hver dag! Men vinene er gode -basisvinen er ikke ringe, og både "Pure" og Oak Cask er (på tilbud) svære at slå. 

     Medalla er endnu en tak op og laves i ret små mængder (under 200.000 fl. vin/år) fra de bedste parceller. De allerbedste er p.t. for dyre (og du bør generelt aldrig betale 300+ kr for argentiner). 

      Malbec har lidt eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. 2017 fik 89p/Parker. Den hvide chardonnay 2019 fik  92p/Parker med ordene: "A sharp and austere profile...the oaking feels very subtle and the aromas and flavors integrated, respecting the varietal character and coming through as serious, elegant and fresh. It's tasty and has good balance." Måske lidt store ord, men flot er den! 

      Skulle corona forhindre et besøg i Argentina, så se denne lille 5-6 minutter film om et besøg hos Trapiche af Jamie Goode, engelsk vinkritiker fra WineAnorak, der nyder generel respekt. 

Salentein "Barrel Select", frit valg: 69,- 

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 23.december
rød malbec, cabernet-sauvignon , pinot noirhvid chardonnay,
Fire gode vine: 
malbec -mørk, intens, dramatisk og lækker med kraft og længde. Egentlig for ung, men den smager godt
Cabernet er faktisk lige så god, fyldig, lidt mere krydret måske.
Pinot noir gør sig i reglen ikke godt uden for Bourgogne, men denne er ok på en blød syltetøjsagtig måde, fyldig og krydret i næsen. 
Chardonnay er bedre -ganske sprød og lækker, tør og frisk -lidt af et svar til mig, der engang sagde, at hvid argentiner ikke er værd at drikke! 
Salentein ligger i Uco, hvor den har nogle af de højest liggende vinmarker, og hele 800 hektarer. En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). 
Foto: Kælderen er et under og skal være en af de flotteste i landet -intet er sparet!- og har man tid, er der også hotel og restaurant.
Til samme pris sælger Føtex også Tanunda "Grand Barossa", shiraz/riesling (69, 5*), Capolavaro Primitivo di Manduria (69, 3*) og Ironstone Reserve fra Californien (69, 4-5*). 

Flotte julevine fra Italien! 

Gemma Barolo..... 99,-


Godt KØB + *****
 (5/5), Føtex, indtil torsdag 23. december
En god pris, men du kan også gå i Netto (fra lørdag 18/12) og få vinen til 89. Jeg er ingen Barolo tifosi, men kan godt lide Gemma! 
Både 2015 og 16 flotte, men har endnu ikke smagt 2017, nok lidt blødere og lettere. Den kræver ikke 10-20 år. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, men stadig en vis stramhed. Til alt held havde den en moderne Barolo's bløde tanniner. 
      Barolo tifosis kender formentlig slet ikke Gemma, som er en moderne blødere stil, men nu er jeg ikke ærkefan. Jeg foretrækker Gemma's kommercielle´, fyldige stil for de lyse supertannin-vine, hvor en lys farve og bidende syre bliver set som et fortrin! Gemma ejer 25 hektar i Barolo, heraf 16 til Barolo (andre til barbera, arneis mv). Desuden købes vin og druer fra andre. Firmaet ejes af Silvano Piacentini, som har tjent formue på kedsommelige Amarone look-alikes.

Ripasso, selection Silvano Piacentini..... 50,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 23. december
      Jeg kan egentlig bedre lide denne middelfyldige, tørre, frugtige vin end de svulmende Rubens'agtige amaroner. En ganske udmærket julevin -server kælderkold. Føtex oplyser den er lagret 15 måneder på store egetanke. Det smages dog ikke. 
      Silvano Piacentini (foto) er født i Valpolicella området i 1938 og kom tidligt ind i vinhandel -især med salg og marketing. I 2000 stiftede han PWS (Premium Wine Selection), i dag et af de store huse, som leverer end god del af Salling-gruppens italienere med Gemma (Barolo)  og Arche (Verona) i spidsen.

Manara Valpolicella Ripasso "Morete"... 69,- 

Classico***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 23. december
Jeg anbefalede denne vin for 3 år siden (til 75 kr), så nu får den 5*. Typisk 88-89p i guider og for mig bedre end Piacentini, Righetti ripasso fra skråningen Morete ("Den lille Brune") i San Pietro i Valpolicella.   Ikke smagt i 2-3 år. Husker den som blød og afrundet med masser af sød frugt, ret lys, men fyldig og pænt lang. Rustik etiket, men god vin, god til julemaden, perfekt til fuglevildt.  

Corte Manara, Amarone Valpolicella... 149,- 

***** (5/5), Føtex og Bilka, indtil torsdag 23.december
Meget rig aroma med bær og frugt, magtfuld (16 %), med koncentreret bær, ganske elegant, meget svag sødme -slet ingen dårlig ledsager til det sure og søde juleaften. 
      Vingården Manara er familieejet siden 1950, men begyndte først at tappe selv i 1990erne. Den  ledes af 3 brødre og ejer 12 hektar i Classico. Det meste købes dog ind fra naboer i Negrar, Marano og San Pietro. Druerne tørres i 40-60 dage før gæring og lagring i store "botte" i små 2 år. 2015 fik 90p/Falstaff. 

Campogiovanni, Brunello di Montalcino... 149,-

Bedste VIN + ***** (4/5), Føtex, indtil torsdag 23.december
"Johan's Mark" vingården ejes af den fine Chianti-ejendom San Felice og leverer flot brunello, ikke sværvægter, men en meget attraktiv, relativt blød stil (gr mere sandet jord). Husker ikke årgang, men det er formentlig 2016, som er glimrende,  94p/Spectator. 2015 fik 92p/Spectator. Uanset hvad lidt ung i dag, men egentlig ikke ueffen til den røde kål.  

**** (4/5)Føtex, indtil torsdag 23. december 
Intens aroma, frisk og lækker, tæt på tør uden at være det. Etiketten er sjov, så du kan måske bære over med en for høj pris?
      Vingården ligger i staten Washington øst for Seattle (med USAs største koncentration af asiater). Vinen gror langs den 45. breddegrad akkurat som Bordeaux i Frankrig. Men vi er i Walla Walla, et ørkenagtigt landskab langt inde i landet med hede somre og iskolde vintre. Huset blev grundlagt for 20 år siden af Charles Smith og er i dag næststørst i staten med ca. 8 millioner fl/år. I dag er ejeren Constellation, et af verdens største vinhuse (Mondavi, Selak's, Ravenswood osv). Vinene tappes i England og importeres af Løgismose, som har solgt den til først Rema1000, Meny og i dag Føtex.

Offley LBV Port... 79,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex til torsdag 23.12. 
"Sent tappet årgang" betyder simpelthen god vin af den sorte, kraftige type, som er blevet tappet senere. Egentlig en slags blød Vintage, en temmelig god mørk vin -ikke vintage- som kan nydes nu (eller om nogle år) -mørk, fyldig, frugtig, lang smag. Kender ikke årgang, men har set 2016. 2015 fik 90p/Parker. 
      Et rigtig godt køb i sidste uge i Bilka, nu Føtex, som også tilbyder Smith Woodhouse LBV 129 (4*), måske bedre end Offley, men næppe bedre end DOW's LBV, (89, Irma), som kommer fra samme kælder som Smith Woodhouse. Du må max. købe 6 fl. til 129 (måske et salgsfif). 

15/12/2021

Rioja-renæssance -og god Port til jul!

Vi elskede Rioja i mine unge dage i en fjern fortid. Mne i 80erne meldte trætheden sig -og rigtig meget Rioja var ofte oxiderede og ret kedelige i duft og smag. 
      Ind kommer en ny generation vinmagere med en mørkere, kraftigere vin med langt mere intens duft og længde i smagen. En af de første vine i den "nye b'lge" var Cosme Palacio fra Palacio, som også leverer Irma's Glorioso. 

Denne vin er nok ugens bedste køb i Irma, der dog også har et par andre gode vine, bl.a. Valpantena Amarone og Pure Paso fra Californien -samt den gode DOW's LBV, som er et godt valg til den traditionelle ris à l'amande.  

Bedste KØB: Glorioso Crianza RiojaAmarone "Valpantena"Aglianico "Rinforzata", Barbaresco Currà, DOW's LBV Port
Godt KØB: Pouilly-Fumé "Château la Roche", Novas økologisk rød/hvidJ. Lohr, California, rød/hvidCava Vallformosa (kun brut)
Bedste VIN: J. Lohr "Pure Paso", Morel "Pignan", Chateauneuf du Pape, DOW's 2007 Colheita Port


Glorioso Crianza, Rioja... kr/fl v.6: 49,83

6 fl: 299Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, kun torsdag-lørdag 16-18. december

Ugens topkøb i Irma. En ganske kraftig, men flot Rioja med rig aroma, fast stil god med julemaden, men bløde tanniner. Vil have godt af 1-2 år, selvom den er behagelig nu. Glorioso får pæne ratings (2017 har fået 90p/100 af Gúia Peñin og Tim Atkin, mens 2016 fik 89p/Falstaff).   

      Palacio ligger i den maleriske lille by Laguardia, med de højt liggende vinstokke ved foden af Cantabria bjergene, som sikrer et lunt klima (se foto). Palacio ejer stort set ingen jord selv, men får alle druerne fra lokale vinbønder og laver en serie gode vine. 

      Huset blev grundlagt af Cosme Palacio, som siden skrev sig ind i den spanske vins historie, da han rykkede til Vega Sicilia, hvor han skabte en fransk inspireret vin, som gjorde en dengang ukendt ejendom til superstjerne. 

Amarone "Valpantena", Valpolicella... 89,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil torsdag 23. december, norm: 199

Et flot glas til 89, selvom den er ret let for amarone (helt ok med mig!). Herlig aroma med svesker og blommer -næsten julet!- fyldig, pænt lang, med en let tør eftersmag, som passer godt til vinen. Den kan sikkert gemmes, men hvorfor egentlig? 

      Valpantena er den centrale del af Valpolicella (sådan lidt til  for Classico på kortet!), som kan levere rigtig god Valpolicella. Her har groet vin siden grækerne, der gav den navnet "Gudernes Dal", Pantena. Kooperativet samler druer fra 750 hektarer og leverer god vin, slet ikke ulig egnens andet store hus, Bertani 

Novas økologisk, rød/hvid, kr/fl v 6: 49,83 

6 fl299, Chile, godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil torsdag 23. december

Frit valg: Rød Carmenère-cabernet sauvignon, Syrah-mourvèdre eller pinot noir. Hvid chardonnay, sauvignon eller riesling. 

Novas er en serie vine fra Emiliana, den økologiske gren af Concha y Toro. Vinene er såkaldt "Gran Reserva", som betyder præcis lige så meget, som huset lægger i det. Ikke alder, da vinene er fra 2019/20.  Seriøst økologisk Emiliana har 1200 hektar vin! 
      De røde er rigtig gode allesammen. Pinot Noir har frugt og blid fylde, mens cabernet med carmenere giver en heftig, men ren vin -vil have godt af et par år. Rhône-blend'et syrah og mourvèdre fra knap 30 år gamle vinstokke har god kraft og længde samt fint krydret frugt. 
      De 3 hvide er begge glimrende, sauvignon fra kølige San Antonio,  Chardonnay fra San Antonio har god længde og en vis friskhed, mens riesling er fra kolde Bío-Bío (ikke smagt).
      Modsat mange i klassen er "appellation" ikke gigantiske Central Valley, men mindre områder, der er bedst til hver drue, dvs. carmenère og cab fra lune Colchagua, de hvide fra kolde områder nær havet. De røde får kold maceration før gæring og minimal lagring i eg inden tapning uden klaring og med kun én filtrering. Produktionen er lille for Concha y Toro-"blot" 150-200.000 flasker af hver type! 

Aglianico "Rinforzata", Puglia Giordano, v.2: 49,50

2 fl: 99, bedste KØB + **** (4/5), Italien, Irmaindtil torsdag 23. december
Lidt anderledes end de normalt amarone-kopier fra Puglia, da den er lavet på en anden drue, aglianico, som du mest ser omkring Napoli (bl.a. Taurasi) og i naboen Vulture. Druen har en særegen aroma, men i denne vin fra Giordano er den mere civiliseret, fyldig, rund, noget modenhed i duft og smag (skal have et år i eg) masser af bær og frugt i næsen. Suspekt gavmilde Maroni har givet den 97 af 99 mulige points. Hvordan er det muligt? Men trods dette en god pris på anderledes syditaliener. 

Chianti Riserva "Poggio Sale"... 2 fl: 89,-

***** (5/5), 2016, Irma, indtil torsdag 23. december
Det vil undre mig meget, hvis denne vin ikke er stort set identisk med Coop's Chianti Riserva, som leveres af samme firma, Piccini, det største firma, som leverer 10-12% af hele Chianti's produktion (og den er stor). En kommerciel, middelfyldig vin med nydelig duft -og i det mindste blødere end Barolo herunder, men lidt vag for Chianti -men hvor meget kan du forlange til 44,50? 

Barbaresco "Currà", Riserva... 99,-

Sarottobedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil torsdag 23. december
En meget lav pris for nebbiolo og især Barbaresco -og denne er tilmed fra navngiven mark. Jeg ved Barolo-fans kan lide den. Jeg giver den et par år og håber, den bliver blødere. I denne prisklasse har vi hidtil mest set Barolo og Co af tvivlsom provenans fra firmaer, som ikke selv lægger navn til vinen. Så derfor sniger denne vin sig op på 5*! 
      En ret moderne nebbiolo vin, men stadig umiskendelig nebbiolo, dvs. lyse bær og syre  næsen, middel fylde, pænt lang, men slutter med en del tør tannin. Især til mad, gerne en ikke for krydret gryderet. Set i 2014 og 15 (smagt i 2014).
     Foto: Sarotto far og søn. Bestemt ikke fra en vingård i klasse med Gaja. Men det 300 årige familiehus ejer 30 hektar, heraf 7 hektar på Currà bjerget i Barbaresco, vendt syd/sydvest. Den hvide Gavi er en anden specialitet. Men det meste af det årlige salg er mere konsum'agtige vine indkøbt udefra. 

J. Lohr, California, rød/hvid.. 99,-

Godt KØB + ***** (5/5), Irmaindtil torsdag 23. december

Cabernet-Sauvignon Paso Robles, chardonnay. sauvignon blanc, riesling, alle Arrayo Seco, Monterey

      Druerne kommer fra de kystnære -køligere områder- hvor druerne er bedre og dyrere. 80% af Californiens vin kommer fra Lodi og andre resten af Central Valley -mere anonyme, men ofte alkoholtunge californiere, du ser til lave priser herhjemme. Vi snobber mener, vineherfra bør bruges til rosiner (hvad de ofte gør) eller til nød vin til 3 liter dunke!
      Lohr er en god gammel kending for Irma-fans. En (meget) stor vingård i Arrayo Seco nær Monterey og Paso Robles (lidt nord for Solvang), to rigtig gode områder i Central Coast. 

      Cabernet er flot, middel til fuld krop, indbydende duft med bær og lidt eg, pæn og nydelig -ikke de store dikkedarer, men det smager godt! 2018 fik 91p/WineEnthusiast, '16 fik 88p/Parker.
      Chardonnay er ok, til alt held med lidt syre, takket være de lidt kølige Arrayo Seco druer. 2019 fik 90p/WineEnthusiast, 2018 89p/Spectator. Sauvignon og riesling ej smagt, men dem laver vi nok bedre i Europa.

J. Lohr "Pure Paso", Paso Robles... 149,- 

2018 California, bedste VIN + ***** (5/5), Irma, indtil torsdag 23. december

Årgang 2018 (formentlig) har fået 93p/WineEnthusiast. Et blend af cabernet og petite sirah (som er lidt mere rustik end syrah), som leverer en magtfuld, meget frugtig vin, som er fløjlsagtig og lang, præget af modne druer. Noget bedre end Lohr's ellers gode standardvine (100% Paso, dvs Paso Roble, ikke Ripasso!). 
      Til samme pris også Arrayo Vista chardonnay, fra særlig del af Monterey. Lidt bedre og mere frisk end den almindelige, men kun lige tilbudsprisen værd (4*/5). 

Morel , Chateauneuf du Pape... 179,-

**** (4/5), Irma, indtil torsdag 23.december 

Morel "Pignan", Chateauneuf du Pape... 279,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Irma, indtil fredag 31.december 

Den almindelige Chateauneuf er rigtig god, delvis fra eget 8 hektar domæe, magtfuld, men indbydende og med åben duft. Pignan er husets bedste parcel, noget af en sværvægter (16% alkohol), men dog forbavsende blid i smagen. Den holder balancen. Noget ung endnu. Lækker vin! Der tappes blot 4000-5000 flasker af denne sjældne vin.  

Cava Vallformosa, Brut "Origen", kr/fl v 2: 49,50

2 fl 99, godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil torsdag 23. december
(til samme pris fås også Semi-Seco og Rosado, ej smagt).
Nydeligt brus, pæn aroma, frisk og ren. En ganske god cava (udtal: gáva, ikke káhva!) fra 
 familien Domenechet af de større familieejede huse, hvor også har godt ry for rød og hvidvin. 
      Vallformosa er ikke så kendt og langt mindre i størrelse end giganterne Freixenet og Codorniu, men laver måske bedre cava. "Origin" er basiskvaliteten, hvor druerne formentlig hentes i andre egne af Spanien, men stadig en god cava. 

Pouilly-Fumé "Château la Roche"...  109,-

Loire, godt KØB + ***** (5/5), Irma, gælder indtil torsdag 23. december

Jeg holder meget af Sancerre og naboen Pouilly-Fumé, som jeg ofte finder lidt mere elegante end de fyrige kopier på samme drue fra New Zealand og Chile's Casablanca, som overvælder med deres aroma i sådan en grad, at det næsten ka nblive for meget! En god Sancerre eller Fumé har en dybde i duften, som kan begejstre -når de eer gode. Det er de ikke altid -måske fordi de er tappet langt fra grostedet, ofte af suspekt firma i Beaujolais. Men denne er undtaget -den er faktisk tappet af dyrkeren selv. 

DOW's LBV Port... 89,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil torsdag 23. december
Perfekt til ris à l'amande... Dow's LBV er måske lige en tand bedre end andre LBV'er i samme prisklasse (i Irma er set 2016 med 93p/Wine&Spirits).       
LBV = Late Bottled Vintage, er i navn en Vintage Port tappet senere, dvs efter 4-6 år, ikke efter 2 år. Men i praksis er vinen aldrig samme kvalitet -og denne er slet ikke lavet som Vintage, da den er filtreret. Men stadig rigtig god med rund fylde og rig frugt.
      Irma har mest Burmester, men DOW's er nok lidt bedre for Vintage (og LBV).  

      DOW’s blev grundlagt i Porto i 1798 af Bruno da Silva. I 1877 købte man konkurrenten DOW's, som var bedre kendt, så man fortsatte med navnet Dow's -med Silva & Cosens som afsender. 

      Symington kom til huset først i 1900-tallet, så DOW's er noget særligt for Symington-familien, som siden har overtaget hus efter hus, bl.a. Graham's, Warre's, Smith Woodhouse, Cockburn -og med købet af Cockburn's i 2006 fulgte også Martinez Gassiott. Denne koster 150 kr -100 på tilbud i Magasin- mens Føtex forlanger 1129 for Smith Woodhouse LBV på tilbud. DOW's er bedre køb.

DOW's 2007 Colheita Port... 149,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Irma, indtil torsdag 23. december

En meget flot årgangs-tawny fra Symington-familien. Deres tawny er ikke altid i top -modsat vintage- men denne årgangs-tanwy er rigtig flot, bl.a. 17,5p/20 fra Oldenburg, landets førende Portvinsmand, 92p/100 i Spectator samt 5* fra såvel Politiken som SmagpåVin. 
      Irma sælger også DOWs 10 år tawny (109, 5*), god, men ikke stor. Drikker lige så gerne LBV.