Søg i 1400 opslag:

17/10/2021

Stjernekøb fra Chianti, Rioja og Champagne!

Der er vinfestival i denne uge i Netto, der ellers ikke gør det store ud af vin. Her er San Felice's Clasico og den gamle Faustino I stjernetilbud -og Champagnen er også værd at drikke!

Der et par andre gode tilbud, som du dog har set før -med en god Fleurie og ok vine fra Spanien og Argentinas. Champagne Montaudon er også værd at købe...

Bedste KØB: San Felice Chianti Classico, Castaño "Hecula" Organic

Godt KØBMucho Más rød/hvid Spanien, Fleurie Georges Duboeuf, Champagne Montaudon brut
Bedste VIN: Faustino I Rioja Gran Reserva

San Felice, Chianti Classico... 50,-

2019, Bedste KØB + ***** (5/5)Netto, indtil fredag 22.oktober

Den flotte unge Classico er rigtig god og umulig at slå til 50 kr. Årgang 2018 fik 90p/Falstaff og 92p/WinesCritics -årgang 2019 er endda bedre, bedste siden 2016. Vinen laves af sangiovese (80%) suppleret med 10% hver af de meget sjældne og unikke colorino og pugnitello. Vinen lagrer et år på store egefade før tapning. Årligt laves typisk 400.000 flasker af vinen. 

      Nydelig fylde, positiv frugt med krydderi og urter,  pæn længde med diskret syre, der gør den meget egnet til mad. Nok endog bedre om 1-2 år.

      San Felice er en af de større, men også rigtig gode vingårde i den sydlige del af Classico. Classico er hjertet i Chianti med 7000 hektar, hvoraf San Felice ejer 140 hektar vin. San Felice blev i år valgt som en af Toscanas bedste ejendomme. Måske ikke helt i klasse med Mazzei fra Irma, men ikke langt fra! 
      Vinene fra ejendommen har i mange år været solgt af Sallings forskellige kæder og sælges typisk omkring 100 kr -og ned til 50 på tilbud, hvor vinen er måske det bedste køb i Toscana. 
  
Til samme pris Silk & Spice, en let sødlig portugiser (50, 4*), Ventoux Vidal-Fleury, en fyldig Rhone (men check årgang, nødig mere end 3-4 år)
Også le Arche Ripasso (50, 4*), og My Way rød/hvid/rosé (50, 3*), en dansk tappet zinfandel med let sødme, chardonnay eller ret sød pink zin. 

Castaño "Hecula", Organic... 30,-

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 22.oktober, Spanien. Navnet Hécula -Herkules!- antyder stærk vin! Et godt køb til en kold aften. En mørk, kraftig bulderbasse, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel. Der er en masse medaljer på etiketten, de fleste dog med en del år bag sig. Etiketten er 2018, som stadig ses, fra 2019 er vinen økologisk. 

San Telmo, Malbec, Argentina... 30,-

**** (4/5)Netto, indtil fredag 22.oktober. En af Netto's fate vine, herdog til særlig "festrivalpris". Til prisen får du ganske meget vin, en simpel, men pæn malbec med let krydret duft og afrundet eftersmag. Huset kender du næppe, men ejeren er Peñaflor, dvs. samme ejer som Trapiche? Dvs. måske samme vin som den den populære Trapiche uden eg, og så vil jeg hellere gå i Føtex og købe Trapiche Pure (eller Impure med eg) til 40! 

Banrock Station Reserve rød/hvid... 35,-

**** (4/5), Netto, indtil fredag 22.oktober, Australia
Jeg bliver ikke vild med disse vine. Den røde cabernet + shiraz er dog god, mørk, kraftig, frugtig, krydret, blød tanniner -kedelig i længden. Hvid på druen chardonnay (trist) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer en anelse friskhed. Kommer fra konsumfirma i det varme Riverland. Reserve er lidt bedre end den almindelige udgave. 
Til samme pris Stellenhof rød/hvid/rosé, potente (15%) vine fra Swartland i Sydafrika (35, 4*). Tappet i Danmark. Ganske ok for begyndere, men lidt ferske og anonyme (smagt under anden etiket). 

Mucho Más, rød/hvid, Spanien... 40,-

Godt KØB + ***** (5/5), Netto, indtil fredag 22.oktober. Den røde glæder mig ved rund kraft og god frugt -slet ikke det solbrændte, triste, som plagede vinene fra la Mancha, det hede, tørre område syd for Madrid. Druen er tempranillo + lidt syrah + lidt eg. Excellent køb. Den hvide laves på druerne verdejo, sauvignon + lidt chardonnay, som får en kold gæring og 2.3 måneder "sur lie". Forbavsende frisk med god aroma, tør, middel fylde -flot for så varmt et område.

Til samme pris le Arche Prosecco (40, 4*), en halvtør spumante med ren aroma og vis friskhed fra Veneto.  

Fleurie, Georges Duboeuf... 69,-

Godt KØB + ***** (5/5), Netto, indtil fredag 22.oktober. Beaujolais rammer tidsånden perfekt med en elegant, tør, middelfyldig vin med masser af sød frugt -perfekt kælderkold til en risotto med efterårets svampe! Og Fleurie er måske den mest mondæne af Cru'erne i Beaujolais. Så hvorfor kun 69? Fordi Beaujolais af uransagelige årsager ikke er "in" i dag. En skam. 

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 89,-

2009,  Bedste VIN + ***** (5/5)Netto, indtil fredag 22.oktober. Vinen er ofte på tilbud, men værd at købe (den koster 18€ i Spanien, ca. 125 kr). Dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10-12 år, heraf dog kun 3-4 år på flaske. Dvs. vinen bliver nok bedre med 2-4 år mere på flaske. 

      Den sære flaske med det gyselige støv og overflødige trådnet roses altid i smagninger, senest blev netop 2009 testvinder med 6*/6 i Ekstrabladet og fik også 93p/Guía Peñin. 2010 er på vej, og den er lige så god (også 93p/Peñin + 91p/Spectator) -imponerende til så lav pris! Faustino I skiller sig ud ved ikke blot at være tappet i området -Rioja- men på "Propriedad" -på selve vingården- i Òyon i Alavesa nær Logroño.

Champagne Montaudon, brut... 119,- 

Godt KØB + ***** (5/5), Netto, indtil fredag 22.oktober

Denne Champagne vil tiltale mange -tør, ret let og frisk, nydelig frugt, lidt ung og kort, en ægte party-Champagne på godt og ondt. Den får ros af respekterede guider som Gilbert & Gaillard (88p/2019), mens en engelsk guide finder den et godt køb i Tesco til £ 25 (200 kr). Vinbladet gav den -for 3 år siden- 6*/6.  Du kunne få den til 99 op til nytår, men ellers er prisen typisk 150.
      Jeg elsker etiketten med det store, iøjnefaldende "M" mere end selve Champagnen. I dag er Montaudon (pga amerikansk særtold, corona og andet) nok tættere på storebror Jacquart, end ejeren Jacquart indrømmer! Familien Montaudon grundlagde huset i 1891, men solgte det i '00erne til Jacquart, et 2.grads kooperativ i Reims med ialt 2500 ha vin. 

16/10/2021

Down Under -igen er Chile og Argentina bedst...

Igen kan du få vine fra Chile og Argentina af høj kvalitet. Mens Australien -den gamle stjerne- må nøjes med at levere pæn dagligvin. Men til gengæld kan du glæde dig over, at både "Pure" og "Day One" fås til særdeles rimelige priser! 

Vi ser det hos rivalerne i Brugsen i denne uge, hvor en australsk Hardy's Crest måtte bukke sig for stjernerne fra Chile og Argentina. Og vi ser det i Føtex og Bilka. Trapiche's (Im)Pure og Montgras' nye flotte vine hæver sig over det historiske Chateau Tanunda (men nu tilbyder Salling heller ikke slottets bedre vine, der har sikret det 5* i Halliday's guide). 

BEDSTE KØB: Trapiche "Pure" rød/hvid/rosé + rød "Impure", MontGras "Day One" + Amaral, Trapiche "oak cask" rød/hvidKumala Reserve Shiraz eller chenin blanc
Godt KØB: Château Tanunda rød/hvidFamous Grouse eller Ballantine's, Scotch Whisky

Trapiche "Pure" eller "Impure", frit valg... 40,- 

Argentina, Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 21.oktober
"Pure" rød malbec, hvid sauvignon, rosé + Impure malbec (med lagring i eg). 

Den røde "Pure" malbec har åben, overdådig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag. Den hvide har god frugt, men har ikke den  præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. Men både hvid og rosé er små 5* værd til 45 kr! Rosé er ej smagt i år. 
     "Impure" er desværre ikke smagt (endnu), men kan være samme vin, blot med lagring i egefade -dvs en klasse over den ellers gode "Oak Cask". 5* i Ekstrabladet. 2018 fik 91p/Falstaff. 
      Begge vine kommer fra det fine, højt liggende Valle de Uco -1000-1100 meter over havet- mens de andre Trapiche (med eller uden "oak")  i reglen kommer fra lavere liggende marker i Mendoza. 

MontGras "Day One" eller Amaral, frit valg... 59,- 

Chile, Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 21.oktober

Day One er en ny serie vine fra MontGras, som er så ny, at den endnu ikke er på MontGras' web. De første vine er nu i Føtex. Designet er lækkert (og har fået medalje), men hvad med vinene? 

      Vinene kommer fra de bedste områder -cabernet fra Maipo, carmenère fra det lune Colchagua, pinot og de hvide fra det kølige Leyda eller Casablanca osv. På alle etiketter er anført den dato -"Day One"- hvor druesaksen (som ses midt på etiketten) er kommet i brug! 
      Måske skal Day One afløse MontGras' Antù og Amaral, og "Dag 1" er sat til samme pris. P.t. har jeg kun set cabernet og pinot noir, begge meget flotte -men håber den endnu bedre carmenère snart kan fås. Ellers køb rester af Antù og Amaral.

      Hvid Amarachardonnay eller sauvignon fra Leyda laves i mindre mængder (for hus, der leverer 7 mill. fl/år!), typisk 50.000-120.000 flasker årligt. Ingen mærkbar eg, men meget ren aroma, friskhed og god længde. Leyda er et af de kølige, nye områder, som nok kan leverer Chile vin, der kan rivalisere New Zealand. 

 

Château Tanunda, rød/hvid, kr/fl v 6: 36,50

6 fl: 219, godt KØB + **** (5 af 5), Føtex, indtil torsdag 21. oktober
Rød cabernet-meerlot er en meget poleret vin, som ikke gør fortræd, men heller ikke begejstrer. Men vellavet og flot til prisen. Tappet i England lige som den hvide chardonnay, som vil tiltale rigtig mange (men ikke mig), som finder den lidt for kommerciel og uden zip. En lille medaillon på etiketten forsikrer dig om, at Tanunda er et 5* hus hos Halliday, Australiens førende vinkritiker. Ganske sandt, men denne rating skyldes husets store vine, mens denne ikke har fået 5*! 

Og et par tilbud fra Bilka: 

Trapiche "oak cask", rød/hvid/brus, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199, Bedste KØB + ***/*****, Bilka, indtil torsdag 21.oktober

Trapiche var pioner for Argentina i Danmark, og jeg solgte Trapiche i 1970erne! Den almindelige vin til eksport er ok, men "oak" er bedre. Indbydende kommerciel på den gode måde, især de røde. Der er ikke meget eg i "Oak Cask" -typisk lagres 30% af høsten i eg, resten ser kun stål, og det er helt ok med mig.  

Malbec  (5*), en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. '18 fik 90p/Descorchados. For mig en klasse over cabernet-sauvignon, lidt mere krydret i stil, for mig knap så gennemført som malbec, men ganske ok. Pinot Noir (3*) smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft. 

      Chardonnay (4*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. Sparkling er mousserende og ret beset uden interesse for andet end den lave pris! 

Kumala Reserve, Shiraz eller chenin blanc... 39,-

6 fL 199, Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21. oktober (Sydafrika, tappet i England). Den røde er afrundet, med positiv frugt, fyldig og pænt lang, den hvide tør, frisk, fin aroma og ganske sprød -som du vil vente af vin fra Swartland (del af Costal, som stadig er bedre end det store Western Cape). En del af båderød og hvid er lagret i egefade, hvad der dog ikke påvirker vinene. 

      Bilka tilbyder til samme pris tyske Dr Pauly Bergweiler Riesling og Pinot Noir (6 fl: 199, bedste KØB + 4*). Rigtig gode vine til prisen. Også Noble Hoise, en lidt sødere, men stadig ok riesling. 

      Bilka tlbyder også Gnarly Head California (bl.a. zinfandel, cabernet og chardonnay, 59, 3*), ok vine, men ikke bedre end Trapiche eller Kumala. 

Famous Grouse eller Ballantine's, Scotch Whisky... 99,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21. oktober
Der er et par blends, som jeg finder lidt bedre end andre, bl.a. Teacher's -og Famous Grouse. Mange vil også tilføje Ballantine's med sin elegante etiket. De er afrundede og frugtige, men uden den voldsomme karamelsødme, som kan ødelægge en del blends -og igen ikke for sprittede til ikke at drikke ren. For mig er Groiuse bedst, bl.a. 89p/Whisky Advocate. Bilka tilbyder til samme pris også Beefeater 40% Gin og Stolichnaya Vodka (3-4*, men godt køb for gin og vodka). 

15/10/2021

Sydamerikansk i top + dagligvine fra Australien...

"Down Under" kaldes Australien ofte, men Argentina og Chile kan vel også bruge dette kælenavn. Desværre synes Australien i Danmark mere og mere at blive reduceret til dagligvine -i dag Hardy's Crest (og andre bestsellere), mens der kommer stadig flere topvine fra Argentina og Chile -som Marea og Trivento i Brugsen. Lidt synd for Australien, synes jeg! 

Denne uge byder i Brugsen også på den fine Rhone fra Plan de Dieu samt den sjove Gringo fra Spanien. 

Hardy's Crest, rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 29,83

6 fl: 179, godt KØB + ***** (5/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21.oktober 

Hardy's er i dag mest kendt for dagligvin som "Nottage Hill" og "VR" -samt den marginalt bedre Hardy's Crest (William Hardy er ét trin højere op, den får du på tilbud fra ca. 50 kr). 

      Den røde "Crest" er blend af cabernet, shiraz og merlot, ikke tosset, en pleaser uden større karakter. Den lyserøde er på samme druer, ej smagt. Den hvide er tør, middel fyldig, men husker den som uden friskhed og spræl. Men til 30 kr et rigtig godt køb.  Og trøst dig -med skruelåg og glas er vinen bedre end i plastikpose med pap!

Hardy's er faktisk et af de ældste huse i Australien, som plantede de første vinstokke så tidligt som 1854, ganske få år år efter, at Adelaide var grundlagt som en modelby -helt uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne! 

Hardy's var også pionér for kvalitet og levede op til Imperiets drøm om Australien som leverandør af vin til den engelske overklasse. Huset fik medaljer -netop i Frankrig- så tidligt som 1880erne. Huset blev i '00erne ledet af en Osborn, som her tjente penge nok til at grundlægge d'Arenberg i 1912. 

      Ved hjælp af opkøb og fusioner er det traditionsrige hus over 25 år blevet til Accolade, (måske) Verdens største vinfirma, som omfatter mærker som Mondavi, Beringer, Ravenswood, Waipara Hills, Mud House og mange andre, siden 2018 ejet af amerikanske Carlyle. 

Marea, Leyda, syrah eller chardonnay ... 89,-

økologiskbedste VIN + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober
En af Chile's store nye "Cool Climate" vine laves af det private Luis Felipe Edwards. Denne syrah har en helt anderledes intensitet og dyb de i smagen -og det skyldes ikke kun det kølige klima i Leyda nær Stillehavet! Den har fået høje karakterer af mange kritikere, og 2018 fik 5* af pålidelige Rydberg i Ekstrabladet med ordene: "Næsten sort med kølige krydrede noter i duften. Animalske træk i smagen med sorte blåbær, lakrids og sort peber. Spændende og vellavet vin med en flot intensitet og længde."
       Den hvide chardonnay gærer med naturgær (udover økologien!) og gærer også i små egefade. Den vil imponere mange. Selv en ægte chardonnay-allergiker som mig giver den pæne ord! 

Trivento Reserve, rød/hvid.... 45,-

Bedste KØB + ***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21.oktober
rød Malbec, hvid malbec eller chardonnay (4*/5). 
Bortset fra torrontès har jeg sjældent købt hvidvin fra Argentina (men ofte nok smagt dem professionelt og hos venner). Men her er en vin, der får mig til at købe: 
Trivento's hvide malbec lyder spændende. 345 medarbejdere var samlet til en "hack-athon" for at finde på nye vine. Resultatet blev denne vin, hvis første årgang -2019- gav 350.000 flasker, hvoraf del er allokeret til Danmark. En tør hvidvin med rig aroma (kirsebær/hindbær/æble) og frisk syre -ej smagt, men er nok bedre end chardonnay'en. Den røde malbec er altid god. De sorte druer høstes tidligt og får de sorte skaller (der giver farven) fjernet inden gæringen, som er kølig (10 gr!) og lang. 
      Trivento ("Tre Vinde") har navn efter husets første vingård, "3 Vinde". I dag er huset et af de store og ejes af giganten Concha y Toro på den anden side af Andes bjergene. 

  Til samme pris tilbydes Louis Reynaud pinot noir (45, 5*) -som jeg ikke har smagt, men har fået anbefalet af ven, som sværger til pinot. Typisk sydfransker, dvs. mere fylde end originalen fra Bourgogne, men rigtig til prisen. Men foretrækker Trivento malbec! 

la Chasse "Plan de Dieu", Rhône Villages... 59,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober
Set i 2019. En solid, ligefrem grenache-syrah med solid fylde, krydret ren frugt og afrundet smag. Hvis du bor på Sjælland og er 50+, kan du måske huske Plan-de-Dieu Rhône,  tappet i Danmark for Irma. Dengang en god, men ret jævn Rhône, som i dag er blevet til Village med lavere udbytte pr vinstok og meget bedre vin. Vinen er stadig fra Gabriel Meffre, men nu tappet af ham selv! 

Pfaff Riesling "Jupiter", Alsace... 69,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21.oktober
Ren aroma, sprød, ganske ren og frisk smag med en lille finesse. 

Pfaffenheim er en hyggelig by syd  for Colmar, og denne by kommer fra byens kooperativ, som har 60 år bag sig og nyder fint ry for sine ganske fyldige, men rene vine. Kælderen omfatter ca. 200 hektar, som også dækker dele af Gueberschwihr, som er kendt som fødeby for Humbrecht familien fra det legendariske domæne i Turckheim. Kælderen laver god, ikke stor vin, men absolut ok. 
      Laugel pinot gris, Alsace (59, 4*), en god pris, men Laugel er del af GCF, der generelt leverer jævn Alsace (men flot flaske!). Ikke tappet på vingård. 


El Gringo, dark red tempranillo, kr/fl v 2: 54,50

2 fl: 109, Castilla Igp: godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober
Hammeken har nu 25 år bag sig og er stadig ejet af danske Nicholas Hammeken (også partner i Globus, en af de største tappere i Danmark). 
Huset ejer ikke vinmarker selv, men skræddersyr vin mest fra kooperativer, som denne fra Mancha området. En fyldig, frugtig/krydret og civiliseret tempranillo, men grundlæggende en simpel (men god) landvin, som Spanien leverer til utroligt rimelig pris!       
Der er pænt langt fra Don Quijote's vindmølle-dækkede Mancha til Almería's "Lille Hollywood". Men navn og etiket er en hyldest til Tabernas ørkenen ved Almería, som har lagt kulisse til over 300 af westerns, (se link til minifilm) inkl. alle Sergio Leones ikoniske film, f.eks. "Den gode, den onde og den grusomme" og andre med ikonisk musik af nylig afdøde Ennio Morricones musik. Så der er lidt Clint Eastwood over vinen!

      Skulle du en dag komme til Alicante, Màlaga eller de nye feriebyer ved Almería, er et besøg i Fort Bravo (et mini-Hollywood) og Tabernas ørkenen et must!  


Emiliana Sparkling, organic brut ... 89,-

økologisk**** (4/5 ?), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26.august. Ser flot ud med etiketten og den blottede prop. Druerne er pinot og chardonnay fra kølige marker i Casablanca og med brus efter Champagne-metoden. Vinen har fået pæne noter, bl.a. 92p af den gavmilde Suckling (i 2018) samt 5* af Nana Vad (i 2020, men hun ER jo ansat af Coop. Men højt udbytte og kun 6 måneder på flaske med bundfald for degorgering betyder kort levetid. Giv den en chance! Men se på flaske eller etiket for tappedato -det oplyses, at vinen kan holde i 5 år fra denne dato. 

Gran Baron, cava, brut, kr/fl v 2: 54,50

2 fl: 109, **** (4/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil 31.12., norm: 78,-
Brut er absolut drikkelig. Men du får mig ikke til at kalde den god -og de 5* er for prisen! Pænt brus, behagelig frugt, tør (Brut), men med let sødme til sidst. Bruset er kommet i vinen ved Barcelona, men der er god chance for, at vinen eller druerne (ganske legalt) er hentet under varmere himmelstrøg i Sydspanien! Sådan smager en typisk cava (ok, men trættende i længden)- 


Ripasso "Villa Annaberta", Valpolicella... 69,-

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober 
Har ikke smagt denne tapning, men kender vingården særdeles godt -mere fadbamse end ædel vin. Stort domæne centralt i Valpolicella, men denne vin er vist fra indkøbte druer. Om 2017 skrev Vinavisen: "*****, Giv denne rødvin en stor bøf. Den har en fyldig og bred smag med noter fra kvaset fra fremstillingen af Amarone. Til 69 tilbudspris særdeles attraktiv". 

      Til samme pris Flavabom shiraz, en Amaronet 16% sværvægter fra Australien, som ligner Irma's Sidney Wilcox til forveksling. Ikke min smag, selvom smagen er rimeligt tør. 

Villa Annaberta Amarone, Private Collection... 179,-

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. december 
2013. Denne skal være en klasse over deres almindelige (i øvrigt gode) amarone. Jeg er bestemt ikke fan af amarone, men må indrømme, at Annaberta er rigtig god, magtfuld, med koncentreret frugt, pæn dybde, tannin, lang med ganske svag sødme i eftersmagen. Vinen er gammel -7 år- og skal have lagret 36 måneder i eg + et par år på flaske. Det er 3 år siden, jeg smagte vinen, men vil tro, den holder endnu.   
      Vingården ligger i hjertet af Valpolicella. De sælger masser af vine af varierende kvalitet, men denne amarone samt deres Valpolicella og ripasso er en tand over le Arche, Cadis og de andre billige amaroner. Denne "Private" er lagret 8 år, et par år længere end normalt. 

6 fl: 249, *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober
Tilbud kan være vildledende! Prisen i september var 29,83 kr (v. 6) -et anderledes godt tilbud end 41.50. Vinene er nydelige og korrekte og kan ikke genere en tiger! Den lyserøde ok som også hvid chenin, de røde er bedre. 

Ch. Tour de Laroze, Margaux.... 179,- 

**** (4/5), 2013,  Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 21. oktober
2013 er ikke topår, og vinen er en sekundavin fra Labégorce (som også Gravières de Marsac i Føtex). I Føtex tilbydes nu 2015 -en noget bedre årgang- så her mistede denne vin en stjerne! Hvis jeg var Coop, vil jeg sætte den ned til 129, hvor vinen sikkert er topkøb -og så få den hjem i 2018 eller 2019, hvor prisen sikkert er ekstremt rimelig! 
      Vinen har modnet 5-6 år på flaske og er sikkert en moden, flot Bordeaux med nydelig bouquet . Jeg tror egentlig, at et år eller måske to vil gøre vinen endnu bedre. Flaskehalsen giver den 5* med masser af ros. 
      Vinen kommer fra Labégorce (foto), som jeg kender godt -Marjolaine de Coninck er en ung, dygtig vinmager. Margaux er også noget helt særligt, et af de ikoniske små områder for alle, der holder af vin.