Søg i 1400 opslag:

11/10/2021

Det bedste Tyreblod er nok fra Spanien...

I 1552 slog en lille ungarsk hær Suleiman's flere gange større osmanniske hær. Tyrkerne så den dybrøde vin løbe ud af ungarernes mundvig og flygtede -de troede ungarerne havde drukket tyreblod, der ville gøre dem uovervindelige.  
I dag laver Ungarn kun en smule af den ægte "Tyreblod", og den er ikke altid god.  Men til gengæld laver Torres i Barcelona en masse! Denne særlige Reserva er bedst og et godt køb i Brugsen i denne uge. 
 

Nogle vil dog sætte Lirac fra Rhone højere, og andre topkøb er Fontanafredda's altid gode barbera og chardonnay -samt den fine Signos, der er ugens bedste vin. 

N.B: Vi oldinge husker også Irma's "Okseblod" (ikke tyr!), tappet i Danmark og solgt til lav pris. Den var oprindelig fra Ungarn (men ikke fra Egri Bikavér!), men senere blev en billigere vin hentet i Bulgarien. 

Torres "Sangre de Toro", reserva... 49,-

for Coop-medlemmer, bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 14.oktober
Denne er ikke kun markant bedre end Torres' almindelige Tyreblod, men også bedre end de ungarske, jeg har smagt. Og prisen er rigtig god -vinen koster 65 kr i grænsebutikkerne og 90 kr i Spanien. Den almindelige "Tyreblod" fra 
Torres er behagelig, men reserva er markant bedre og er ikke langt fra, hvad du drømmer om i en Rhône som Châteauneuf -blot lidt blødere og uden den længde, som du sjældent finder i billig "Pavevin". Typisk Rhône-blend på garnacha, cariñena og syrah med et års tid i små egefade. En civiliseret, poleret rød, behagelig blød med krydret duft, men uden dybde og længde -nydes let afkølet. Glermte at se årgang, men 2015 og 2016 var begge flotte, så det gælder nok også '17 og '18. 

Lirac "les Grands Cyprès", Cru du Rhone...  49,-

for Coop-medlemmer2019, Bedste KØB + ***** (5/5) , Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 14.oktober
Mere koncentration og dybde end "Tyreblod" herover, men mindre blødhed. Men flot frugt i næsen, solid fylde og en mineralitet, der giver friskhed. Flot nu, måske bedre om et par år, hvis du kan vente. I dag perfekt til solid efterårsmad.  
      Lirac er det ældste "Cru" (1947) for rød i det sydlige Rhone nogle år senere end Châteauneuf, dvs. længe før Gigondas og Vacqueyras.
Lirac var nok mest kendt for pink (og populær, når naboen Tavel blev for dyr). Men i dag ses mest røde fra den fine lille landsby. Jorden er delvis samme rullesten som i "Neuf", og druerne er de samme grenache og syrah. Tappet af Meffre i Gigondas, et af de store huse i det sydlige Rhône og et hus med en rimelig god kvalitet. 

Fontanafredda, barbera eller chardonnay.... 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 14.oktober

Jeg holder meget af den røde barbera fra Alba (Denominacione DOP), som har rig frugt og fasthed, med rustik fylde. '17 fik 90p af Spectator, '19 er formentlig lige så god. En rigtig god vin til vildt, gullasch og pasta. Hvid chardonnay (Langhe DOP) er mere "Coop Climate" end mange -her af druer fra Barolo og omegn. Ingen eg, men masser af aroma, sprødhed og stil. Glimrende og superkøb. 

      Fontanafredda er god, men ikke top. Det smukke slot var ejet af Italiens første konge (efter Italien blev stat i 1861). I Danmark blev Fontanafredda solgt af Italiensk Vinhus, indtil han gik konkurs i 70erne, hvorefter det skiftede importør et utal af gange for nu i 20 år at have Coop som importør. Husets Barolo 2010 var glimrende i efteråret, så jeg skal have købt nogle i en nyere årgang (når den kommer på tilbud!). 

Emiliana "Signos", Single Vineyard... 99,- 

2017 cabernet-sauvignon eller 2018 pinot noirøkologisk, Casablanca Chile, 

Bedste VIN + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14.oktober

Signos viser, at Chile kan konkurrere med stor vin fra Californien (hvor du næppe får lignende vin under 200). Måske kan du også finde andre Signos-varianter, har bl.a. set syrah. 

      Vinene er fra Emiliana's 800 hektar biodynamiske vingård, del af giganten Concha y Toro. Vine fra særlige parceller i ret små mængder, typisk 15-20.000 flasker af hver. Vinene laves af  Noelia Orts (foto), en kvindelig vinmager fra Alicante i Spanien, der kom til Chile og blev der! 
      Cabernet 2017 fra "Morros" marken i Maipo nær Santiago får 5* af Rydberg i EB og 17p/20 af Oldenburg med ordene: "en blød, overvenlig og fyldig rødvin, der som klassisk Maipo-Cabernet strutter af udsøgt saft, solbær og charme. Den er ikke så kompliceret, bare mild og lækker, uden spor af egetræ eller syre, en gennemført pleaser. Den er vinhyldens artige, muntre, fyldige dreng – der ovenikøbet smager godt."
      Pinot noir fra "Rincón" ved Valparaiso nær det kolde Stillehav, et klima, som kan give pinot så god som New Zealand og Oregon -men til priser, så vi kan være med! Parker giver den 91p/100.    
      Rydberg var glad for begge, dog især for pinot noir, som han gav 5* med ordene: "Masser af hindbær i duften. En flot elegant og kølig pinot noir med fine røde bærnoter, pæn syre og krydret udtryk. Modne bær men nærmest europæisk i udtrykket. Lang afslutning."

Celeste, Ribera del Duero Crianza... 89,-

2018, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14.oktober

Torres er et af Spaniens 2-3 største huse, men det meste er Sangre de Toro, Coronas og andre (+ brandy!). Denne er bedre vin fra højt liggende vingård i Ribera ved Duero floden. Dyb kirsebær, intens aroma med kirsebær og blommer + lidt lakrids og krydderi. Fyldig, indbydende frugt, pænt dyb, afrundet og lang -en mere kommerciel Duero, men flot lavet. Til denne pris nærmest et MUST. Vinen gror højt -895 meter, oplyser huset, som dog ikke fortæller, om de selv ejer marken "Cielo", "Himlen", der leverer denne vin. 2016 fik 93p/JamesSuckling, andre ligger omkring 90p. 

Riesling Altenberg, Alsace Grand Cru...  89,-

Bedste KØB + ***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14.oktober

2018.  Jeg har ofte smagt vine fra Arthur Metz, Dietrich, Helfrich og andre mærker fra giganten Grands Chais de France (GCF). Men aldrig smagt en god Alsace (prøver også at undgå dem, selvom det er svært, for alle kæder har disse vine), men 2018 er god og har fået 5* af gode kompetente Thomas Rydberg i Ekstrabladet med ordene: 

"Pærer i duften. Pæn intensitet og koncentration i denne Alsace vin. Modne æbler, citrus og krydderier i smagen. Flot syre og dybde." Der er 3 skråninger (mindst!), som kalder sig "Det gamle Bjerg", dette er 29 hektar blid skråning ca. 20 km stik vest for Strasbourg, som dog ikke hører til de bedste grands crus.

Adobe "organic", rød/hvid/rosé, frit valg: 40,-

økologisk, **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14.oktober. Disse enkle vine er lidt korte i smagen, men gode til prisen. Jeg vil nok vælge cabernet (5* i Vinavisen) eller carmenère (90p/JamesSuckling) snarere end pinot i rød, samt chardonnay eller gewurz frem for viognier eller rosé.  

Rudolf Müller, rød, hvid, rosé..  35,-

Tyskland, halvsød Mosel Riesling **** (4/5), Pinot noir rød, tør Pfalz 4*, Dornfelder rosé, halvsød Pfalz, 2*, Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14.oktober
Den hvide er mere end ok, ikke ulig Lidl Riesling, men ikke på højde med Meny's Peter & Peter (der også laves af Rudolf Müller). Men Müller er for sød (dog næppe 45 g/l, som etiketten anfører), men hjulpet af en god syre. 
      Rød laves af pinot noir, som i den globale opvarmnings tidsalder leverer god vin i Tyskland, ikke mindst Pfalz, som leverer druerne til denne vin. Pæn frugt, ikke helt ren, men med nydelig fylde og ren eftersmag med en lillebitte sødme, som runder af og ikke generer. Flot til prisen. Rosé laves på den lokale Dornfelder drue, en krydsning af to andre kryds fra drueforskeren Herold i Weinsberg. Pink på samme Dornfelder kaldes tyggegummivin af vidende ven.  

Spier "Yellow Wood", rød, hvid, rosé... 99,-

økologisk, **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14.oktober 

Du kunne købe den til 59 kr i maj, så trods velsmag mister vinen både titlen og en stjerne! "Det gule træ" er dog bedre end de fleste af Spier's behagesyge vine. Den røde er Bordeaux-blend på merlot og cabernet med lidt eg -afrundet, fyldig, men ret blid, mens den hvide er på chenin og viognier -meget frisk og frugtig- mens den lyserøde er tør, lavet på shiraz, ej smagt. 

Crémant Moillard, Bourgogne, Brut eller demisec... 75,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14.oktober. I dag er kun navnet Moillard tilbage af det stolte 150-årigt familiedomæne. Efter nogle kedelige år under Sauvestres dubiøse ejerskab ejes det af Joseph Helfrich's GCF gruppe. 
     En ændring til det bedre, men vinene er stadig meget basis'agtige -men også lave i pris (når de er på tilbud!). Brut (og rosé, hvis du ser den) har nu fået årgang -så du kan se, at den er over 12 måneder gammel!- brut er helt ok, bl.a. med 5* i Vinavisen. Rosé smagt én gang -ganske ok- mens Brut får 5* i Vinavisen og 6* i AOV (dec.20). 
      Chablis "Moillard" (89, 5*) er kun smagt én gang uden større minder. 

AP Verona, rød-hvid-rosé, kr/fl v 6: 31,50

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14.oktober -vinene får 4 små stjerner pga prisen, for de er ikke noget at skrive hjem om, men egentlig simple, tørre landvine med vis frugt, som ikke ødelægger Madens Verden! Vinene kommer fra kooperativet i Valpolicella, og navnene på druerne er gode -corvina og de andre, der bruges til ripasso, hvid på Soave's garganega + chardonnay. Men udbyttet er for højt, så vinene mister karakter.  

10/10/2021

Italienske klassikere vinder i Bilka

Både Bilka og lillesøster Føtex har altid været god til italiensk vin. Ret beset kan både Gemma og Manara sagtens stå på hylden i en god vinhandel uden at bringe skam over den! Og Il Grigio fra Chianti løfte sortimentet hos temmelig mange vinhandlere... 

Faktisk kan du netop nu få denne flere gange 3 Gamero Rosso stjernede vin til blot 75 kr. Og Bilka har også andre gode køb i denne uge -bl.a. den altid gode Baron de Ley Reserva samt Morete Ripasso, som selv en hardcore Amarone-basher som mig nyder med glæde.    

Bedste KØB: Gemma BaroloBaron de Ley Rioja Reserva, Il Grigio Chianti Classico Riserva

Amarone "le Arche", Banrock Station Reserve rød/hvidVanitá rød nero d'avola + hvid pecorino

Bedste VIN: -

Gemma Barolo, kr/fl v 2: 94,50*

2 fl: 189 *: med Bilka Wine Club-app, bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 13.oktober
Jeg er ingen Barolo tifosi, men fandt både 2015 og 16 flotte (16 fik 90p af både Falstaff og Decanter). Men i dag ses 2017, som er blødere og lidt lettere end '16, men til gengæld ikke kræver 10-20 år. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, men stadig en vis stramhed. Til alt held havde den en moderne Barolo's bløde tanniner. Ej smagt endnu. Men ser du 2016, så køb den! 

       Barolo tifosis kender formentlig slet ikke Gemma, som er en moderne blød stil, men nu er jeg ikke ærkefan. Jeg foretrækker Gemma's kommercielle´, fyldige stil for de lyse supertannin-vine, andre, hvor en lys farve og bidende syre bliver set som et fortrin! Firmaet ejes af Silvano Piacentini, som har tjent formue på kedsommelige Amarone look-alikes (som le Arche længere nede). Gemma ejer 25 hektar i Barolo, heraf 16 til Barolo (andre til barbera, arneis mv). Desuden købes vin og druer fra andre. 

Il Grigio, Chianti Classico Riserva... 75,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 13.oktober, normalt 149

Set i 2018. For RobertParker (ved Monica Larner) er Grigio en af Italiens "ultimativt bedste køb". 2017 koster i USA  $ 27 (170 kr + moms). I dag ses 2018, som også er rigtig god, med bl.a. 92p/Falstaff. 
      Grigio er en af Sallings gamle favoritter og en Riserva, der forener det civiliserede med det kommercielle i en lækker Chianti! 
      Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -lidt tør tannin til sidst, typisk sangiovese, men grundlæggende blød. Flot allerede, men har godt af 2-4 år. 2015 fik 3 glas i Gambero Rosso, 2016 fik 93p/Parker. Riserva er lagret 2 år i store + små fade, årligt 250-300.000 flasker fra ejeren, forsikringsgiganten Allianz

Baron de Ley, Rioja Reserva... 65,- 

2016/17, bedste KØB + ***** (5/5)Bilka, indtil torsdag 13.oktober
En glimrende moderne Rioja med god fylde og indbydende duft, afrundet uden at være lad. Ikke det store sus, men jeg har endnu ikke mødt én, der ikke synes om den. Ley er en stor, moderne bodega i 400-årigt gammelt benediktinerkloster  nær Logroño, hvor al vinen kommer fra egne vinmarker, ret sjældent i Rioja. 
      Vinen er ofte på tilbud, men er som regel et sikkert valg. Samme ejer som Coto, som ses i Rema1000 -så koster denne vin 100 kr i Føtex eller Bilka, så kør i Rema! 

Amarone "le Arche", Valpolicella... 89,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 13.oktober. Jeg er grundlæggende træt af amarone. "Amaro" betyder bitter, men der er mere sødme end bitterhed over denne vin, som bliver vammel efter det første glas! Men prisen er lav. Foretrækker egentlig Manara's Morete herunder: 

Manara Valpolicella Ripasso "Morete"... 69,- 

Classico***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 12. august
Jeg anbefalede denne vin for 3 år siden (til 75 kr), så nu får den 5*. Typisk 88-89p i guider og for mig bedre end Piacentini, Righetti ripasso fra skråningen Morete ("Den lille Brune") i San Pietro i Valpolicella.  Glimrende vingård. Ikke smagt i 2-3 år. Husker den som blød og afrundet med masser af sød frugt, ret lys, men fyldig og pænt lang. Rustik etiket, men god vin, perfekt til en risotto!  


Vino Nobile "Lodola Nuova", Montepulciano... 69,-

***** (5/5), 2016/17, Bilka, indtil torsdag 13.oktober

Nobile var forbilledet for Brunello i 1940-50erne, hvor få havde hørt om Brunello. De to områder er særlige "Crus" i Chianti-området syd for Siena på hver sin side af landevejen mod Rom.       Begge laves af druen sangiovese og er ærligt talt meget lig hinanden -druen kaldes brunello i Montalcino og prugnolo i Montepulciano på den anden side af landevejen. 
      Den "nye lærke" (Lodola) er 100% fra lille ejendom ejet af det store hus Ruffino, som den gamle Redacteurs ungdom var et synonym for Toscana, både med og uden bast! 

      Foto: Ejes af Giovanni Folonari har moderniseret vingården, men den mangler stadig en del for at være med i toppen, både med Nobile og Chianti! Deres Riserva Ducale er ok (især Oro versionen), men vine som denne fra familiens egne vingårde er bedre.

Vanitá, rød nero d'avola eller hvid pecorino ... 49,- 

bedste KØB + **** (3/5), Bilka, indtil torsdag 13.oktober

Frugtig, let krydret, middelfyldig nero d'avola fra Sicilien og en rigt duftende (mirabel, blomst) frugtig, ganske elegant hvid fra Abruzzo på den unikke pecorino drue (ej at forveksle med osten af samme navn). Den superbe drue er unik for området stik øst for Rom og er i dag i topform efter  længe at være anset for uddød. 
      Farnese leverer vinene. Ledet af Valentino Sciotto (foto). Jeg kendte ham i '00erne, da han lavede montepulciano fra Abruzzo. Siden fik han en pengestærk partner i modehuset Benetton. I dag laves vin i hele Syditalien. I december 2019 blev majoriteten overtaget af en amerikansk fond, Platinum. 
      Farnese leverer god kommerciel vin til en rimelig pris. Både nero og den hvide pecorino har fået 88-90p af respekterede kritikere.


Banrock Station Reserve rød/hvid, kr/fl v 6: 33,17

6 fl. 199, Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 13.oktober
Rigtig god vin til meget rimelig pris, selvom jeg ikke er vild med denne stil: Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, blød tanniner -kedelig i længden. Hvid er lidt sjovere -på druen chardonnay (trist) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer friskhed. 
      Banrock Station (foto) er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvoraf 600 er plantet med vin. Sådan en mark kan kun eksistere langs Murray-floden, som løber gennem tørt, ørkenlignende land tæt på Kingston -en anden stor vingård i Australien.      
      Markerne kunstvandes for at sikre et stabilt udbytte. Der har været en del kritik af denne kunstvanding, især da vandet er ret saltholdigt pga. fordampning. Men til gengæld giver Banrock Station (en del af Accolade gruppen akkurat som Kumala herover) penge til økologiske projekter i mange lande. Begge vine er tappet i England.  


Wolf Blass Red Label, rød/hvid/brus, kr/fl v 6: 38,14

6 fl: 229, rød Shiraz-Cabernet, hvid Chardonnay-Semillon, hvid sparkling 

**** (4/5)Bilka, indtil torsdag 14. oktober

Jeg er sikker på, at den b(e)rusende og de 2 andre "Red Label" vine er mere "MeToo"-korrekte, end den gamle Wolf Blass ønskede -han ville lave vin, der "gjorde stærke mænd svage og svage kvinder stærke". Desværre er vinene uskadelige, den røde har krydret fylde, pæn frugt i typisk blød australsk stil - den hvide er tør, frisk og uskadelig -men mange vil sætte stor pris på begge. Bruset kaldes "Premium", men er en helt uskadelig -men let sødlig- spumante på pinot og chardonnay, som de sidste konfirmander vil sætte pris på. 

Yellow Tail, Australia, frit valg... 39,-

rød shiraz, merlot, hvid chardonnay, pinot grigio, rosé, sød moscato, **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 14.oktober

Australiens svar på Pepsi Cola! Jeg måtte smage et par af dem sidste år -og genopfriskede  noterne, langt fra  forglemmigej, da jeg ikke kunne huske dem! Egentlig er de hvide bedst, ikke mindst grigio'en med sine noter af æble, men de røde er også ok i en superkommerciel stil, hvor fedme (sødme? ikke sikker) dækker over lidt umodne toner. Moscato er kommerciel og sød (ikke voldsomt sød, takket være lidt syre), mens rosé bør undgås. 
 

Kingpin, rød/hvid, Spanien... 49,-

**** (4/5)Bilka, indtil torsdag 14. oktober

Meget lig sidste års Mucho Más (der nu kun fås i 2 lier box) og "Guv'nor" i Brugsen (jævnligt på tilbud til 40-50), mens Kingpin har været oppe på 60 kr -som app-pris, der bestemt ikke altid er til kundens fordel! Alle laves af druerne tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) af Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. 
      Men uanset hvad præsenterer Kingpin sig flot og smager rigtig godt med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde. Den hvide ikke smagt og ingen info på nettet, men den er laves på sauvignon, chardonnay og verdejo, god, men ikke i klasse med den røde. 

Cava Codorniu "Clasico", brut... 50,-

**** (4/5)Bilka, indtil torsdag 14. oktober

Historisk den mest berømte cava (udtal: gah-vá) af alle, bestemt ikke top, men til prisen er brut et rigtig godt køb.  

    Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. Siden har huset (som i dag ejes af kapitalfond, men har familien med i ledelsen) ikke set sig tilbage -i dag laves 45 millioner flasker cava af druer, en del formentlig hentet uden for Katalonien.  
Smukt slot og imponerende kældre (foto) i klassisk modernista stil, tegnet af Josep Puig i Cadafalch (1898), som siden 1976 har været historisk monument. Seco er akceptabel, men som semi-seco måske bedst til kransekage -kun den alkoholfrie Zero er værre!