Søg i 1400 opslag:

16/10/2020

Flot Ripasso og klassisk Grand Cru

Kom ikke og sig, at jeg ikke kan lide Ripasso og Amarone, når jeg i dag vælger Ragose's Ripasso til klummens bedste køb! Vinen har den lækre aroma, men også en friskhed og længde, som skiller den ud -superflot til 80 kr! 

Meny leverer også en meget flot Grand Cru St Émilion fra det fine år 2015 samt en moden Gigondas af høj kvalitet. De andre vine er måske mindre spændende, men jeg kan også godt lide de økologiske Piemonte vine. Den sydafrikanske Robertson er i stil ikke ulig Spier, som du kan finde i Coop -så hvis Brugsen ikke har tilbud på Spier, så gå i Meny! 

      Vi slutter af med historien om giganten GCF, der gik fra whisky og konsumvin som JP Chenet til luksusvin... 

Bedste KØBLe Ragose, Ripasso Valpolicella
Bedste VINVieux Combes 2015 Grand Cru, Gigondas 2016 "Olivier & Laffont"

Le Ragose, Ripasso Valpolicella... 79,- 

Bedste KØB, 2016, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober
En vin med rig frugtaroma, rank, fast, middelfyldig vin med lidt fedme holdt i skak af fast syre -dybere og mere spændende end de overfede vine, som ofte ses. Jeg har ikke smagt denne "Classico" så ofte, som jeg burde, men har altid haft respekt for le Ragose, der var blandt de første "New Wave" vingårde i et traditionelt Valpolicella. 
       Ejeren var konsulent for flere kooperativer, inden han sammen med hustruen Marta købte en forladt vingård i 1969 i Classico nær grænsen til Valpantena. De 55 hektar ligger ret højt (250-400 meter) og ledes i dag af sønnerne Paolo and Marco Galli, som leverer lige så fine vine. Parker's Monica Larner gav 2015 90+p/100.

Gigondas 2016 "Olivier & Lafont"... 125,- 

Bedste VIN, Rhône, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober. 
93p/WineEnthusiast. Et ret nyt, stadig lille vinhus, som arbejder med mest mindre vinbønder. Generelt meget frugtige, tilgængelige vine, som sjældent ser eg -som denne fra grenache (70%), som lagrer et år i cement. Synes nok, at 93p er en meget entusiastisk vurdering, men det er flot grenache, hvor de 15% alkohol er godt skjult under masser af urter og krydderi.  

Vieux Ch. des Combes 2015, Grand Cru... 125,- 

Bedste VIN, St Émilion, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober
92p/WineEnthusiast. En klassisk merlot (65% + diverse cabernet) fra rigtig godt år, leveret af Cantin, en fin vingård på noget af den rigtige limstensjord ikke langt fra selve Saint Émilion. Slottet blev bygget i 1600-tallet af benediktinerne og skiller sig ud fra naboerne ved altid at have haft vin. Jeg vil tro, at Combes er samme vin som Cantin, bare en anden etiket. 
      Roger Voss skriver i WineEnthusiast: "A richly tannic and structured wine. It is firm, textured and concentrated. Dark chocolate as well as black-plum flavors give the wine its serious richness. It needs time; drink from 2024". Jeg ville nu allerede nu tage hul på vinen, selvom den nok vil have godt af 1-4 år mere. 
   
Foto: For nogle år siden blev Cantin købt af Joseph Helfrich, som dermed træder ind i en lang række vinkøbmænd, som har tjent en formue på konsumvin, som de nu bruger på luksusvine. Blandt de andre i klubben er familien Castel (som nu ejer Beychevelle), Boisset og Bernard Magrez (Pepe Clément). 
      Helfrich skabte i 1970erne giganten GCF, der trods adresse i Alsace blev store med whisky fra Skotland (Cromwell) og Comte Joseph Cognac (!), siden en sødlig konsumvin som JP Chenet, før de for alvor begyndte at sælge den lokale vin fra Alsace med navne som Arthur Metz, Laugel og andre. 
      Siden gik turen til Bordeaux, hvor de opkøbte mærker snarere end kældre med gamle, fine navne som Louis Eschenauer, Cruse, Alexis Lichine og Dulong. Så kom turen til Bourgogne (Moillard, Francois Martenot osv), Loire osv -og på det seneste også Tyskland med Peter Weinbach (se herunder).

Peter Weinbach, Riesling Mosel ...  2 fl. 100,-

Medium Dry, **** (4/5)Meny, indtil torsdag 22. oktober
Ej smagt, men en kyndig ven siger god for den -let hvid med frugtsødme og frisk syre med lidt blomst i næsen. 
      Jeg elsker druen riesling i næsten alle dens former og er egentlig godt tilfreds med, at vi er sluppet af med de fleste af de billige Piesportere, der hærgede vinhylderne indtil for 10-12 år siden. Vinen var nok fra Mosel, men med lille eller intet præg af druen riesling -Dr Loosen var først med at sælge en ren Mosel Riesling uden bynavn -siden fulgte naboen Bergweiler efter -og siden de fleste andre! 
      Men Bergweiler ligger ved Mosel -men sælger riesling fra Rhinen- ligger Peter Weinbach i Mainz ved Rhinen, men her sægler en Mosel. Huset er for nylig købt af giganten GCF i Frankrig (se herover). 
      Meny tilbyder til samme pris Chianti Barbanera og en pinot noir og chardonnay fra Labouré-Roi. Huset ligger i Bourgogne og var for nogle år siden involveret i skandale med forfalsket Bourgogne. Vinen er sikkert ok, da denne vin IKKE er Bourgogne, selvom huset ligger her. 

Robertson Winery, rød eller hvid ...  6 fl: 189,95

= 30 kr/fl, **** (4/5)Meny, indtil torsdag 22. oktober. Jeg kan godt lide den klassiske etiket, og Robertson er et varmt, men godt område i det indre af Sydafrika, som leverer en god del af Western Cape's vine. Vinhuset er et stort kooperativ med 2000 hektar ejet af 35 familier. Vinen er formentlig tappet i Danmark af Globus i Brøndby, men er umiddelbart drikbare -og glimrende køb til 30 kr! 
      Jeg vil umiddelbart foretrække den frugtige cabernet, men shiraz er også god som også chardonnay. Ingen dikkedarer, men vil, der vil tilfredsstille de fleste. 

Piemonte, barbera eller bianco, øko ...  49,95

San Silvestro, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober. Klassisk barbera med mere frugtsyre. Og den er slet ikke bedre end alle de barbera'er, man kan få til 30-40 kr hos Coop og Salling -men rød og hvid har begge en herlig friskhed og frugt plus lidt fylde, som skjuler den unge tannin -og så er ejeren af San Silvestro en sympatisk fyr! Ja, jeg vil endda foretrække Asti'erne fra Vinchio, du kan få i Føtex, Netto og Bilka. Men begge vine er økologisk! Derfor 4*. 
      Den hvide er formentlig lavet især på den lokale drue cortese, men den røde er lavet på barbera, som eer hoveddruen i Piemonte. Druen kan yde ganske meget, men vinen bevarer sin stil -farve, frugt og friskhed. Herlig osso buco-vin! 
      San Silvestro bor på lille vingård ved Bussia i Barolo, men køber de fleste vine fra andre i regionen. 
      Meny sælger til samme pris en række andre vine, bl.a. Queen's Bay sauvignon NZ (3*, ikke typisk New Zealand), en Ripasso af ukendt observans, men som nok skammer sig ved siden af Ragose! Plus et par andre, som jeg ikke vil bruge plads på. 

Beringer "Classic" California, rød, hvid, rosé... 50,-

California, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober (rosé dog kun 2*). Rigtig mange vil elske den røde , som er en indbydende, kommerciel "sødsuppevin +", som også den hvide chardonnay -vine du drikker uden at tænke over det! Den lyserøde zinfandel er en børnevin, der er forbudt for børn

    Kan jeg ikke rose vinene meget, så elsker jeg vingården, som nok er et besøg værd, hvis det en dag igen bliver muligt at rejse Over ThereBeringer ligger i St. Helena, en hyggelig by i den nordlige del af Napa. Huset har lavet vin uafbrudt siden 1876 -det overlevede Forbudstiden 1919-34 ved at lave altervin! Foto viser Rhine house, som er historisk mindesmærke. 

    Beringers bedste vine er alle fra Napa og Knights Valley, men de vine, du ser mest (Classic og Founder's Estate) er blot "California", dvs. formentlig fra området omkring Lodi, hvor druerne er helt anderledes billige (og ikke så gode). 

    Familien Beringer solgte i 1971 til Nestlé. Efter yderligere et par ejerskifter har det siden 2011 været ejet af australske Treasury (bl.a. Penfold's, Wolf Blass og Lindemann). Men en Beringer er stadig ledende vinmager for huset, så familien kan stadig ses i Napa! 

15/10/2020

God amarone i Føtex og boring Bilka

Trofaste læsere vil vide, at jeg ikke er nogen stor amarone-tifosi. Jeg er simpelthen mættet af de tunge blockbustere, som desværre ofte er mere stærke og søde end forfinede. Ofte kan jeg bedre lide ripasso -som i teorien er lavet på kvaset fra amarone- eller endog en frisk Valpolicella, men jeg indrømmer da gerne, at Manara er bedste vin i klummen. 

Årsagen er banalt en svag konkurrence! Bilka er helt uden for konkurrence med nogle gengangere, som jeg næsten ikke kan bære at skrive om igen -mens Føtex trods alt har nogle sjove vine, der er værd at købe -både Manara Amarone (trods de 16% alkohol) og den glimrende reserve fra Periquita. 

      Jeg savner det gamle Bilka! Hypermarkedet har stadig masser af god vin (mange til fælles med Føtex), men for en tilbudsjæger er Bilka blevet til lidt af en ørken. Trist! 

Bedste KØBCastaño "Hécula", Monastréll. Periquita ReservaWolf Blass Red Label rød + sparkling, Trapiche "oak cask"

Corte Manara, Amarone Valpolicella... 149,- 

Bedste VIN, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Manara er en god vingård i Valpolicella Classico, som er et par nøk op fra le Arche, Lamberti & Co. 
      Meget rig aroma med bær og frugt, magtfuld (16 %), med koncentreret bær, ganske elegant og med kun meget svag sødme -slet ingen dårlig ledsager til det sure og søde juleaften eller blot en mortensand. 
      Vingården Manara er familieejet siden 1950, men begyndte først at tappe selv i 1990erne. Den  ledes af 3 brødre og ejer 12 hektar i Classico. Det meste købes dog ind fra naboer i Negrar, Marano og San Pietro. Druerne tørres i 40-60 dage før gæring og lagring i store "botte" i små 2 år. Bilka reklamerer med 6 glas i Politiken -men det er 4 år siden, vinen fik 6 glas, i anden årgang. Men vinen koster 24€ på vingården, 180 kr.
      Til samme pris kan du få il Teo Primitivo (149, 4*, Føtex), meget dyrere end de normale Capolavaro'er og slet ikke prisen værd. Men en flot, klassisk vin uden det sødladne. Den laves af Farnese Vini, et ret nyt firma, der også står bag god montepulciano og aglianico.  

Castaño "Hécula", Monastréll... 6 fl: 199,-

= 33,16 kr/fl, Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Hécula -Herkules!- er en stærk vin! En god vin til det kolde danske forår. Mørk, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel, men en god vin. Parker gav 89p/100 til 2017, hvad jeg finder i overkanten. Men måske får amerikanerne en anden tapning (som de har betalt mere for?). 
      Castaño er det dominerende hus i Yecla, et ret obskurt område sydvest for Alicante. Jeg var ret vild med vinene i 1980erne, hvor jeg fandt dem meget personlige og intense. Men siden har huset, der ejes af 2 brødre, fået vokseværk, og vinene er blevet lidt blidere, og det gør mange glade. Druen monastréll kan nemlig give vin med meget karakter, for meget for mange! Men vinene er stadig gode, og excellente køb.  
      Castaño's vinene sælges af Sallings forskellige kæder under væld af navne. Selv den billige Molino Loco er faktisk god, og den er tæt på 30 kr, selv når den ikke er på tilbud!
      Foto: Yecla ligger nord for Murcia, en vidunderlig by, som har et smukt gammelt bycenter, bl.a. med denne katedral, hvis front er blandt de flotteste i Spanien. 
rød shiraz eller cabernet-sauvignon, hvid sauvignon eller chardonnay
***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
En ganske anden kvalitet og rigeligt de 10 kr mere værd end 1791, som Bilka tilbyder. Kun smagt cabernet og shiraz samt hvid sauvignon. Vinene kommer fra bedre områder end Western Cape, bl.a. Paarl ("Perle") og Cape region. 
Rød cabernet med rig frugt og krydderi, afrundet og pænt lang, shiraz med bærfrugt og god kraft, hvidvin med sprød friskhed og god, ren aroma. Superkøb.
Nederburg's Manor House nær Cape Town er opført af Philippus Wolvaart år 1800. Firmaet voksede, men bevarede et fint ry. Deres ædelsøde Edelkeur vakte opstandelse og blev lavet i små mængder -som blev solgt ved en auktion, basis for den årlige vinauktion, som stadig bærer firmaets navn. 
      I dag er Nederburg Sydafrikas største hus med over 30 millioner fl/år -og ejet af giganten Distell, som leverer en stor mængde vine til Salling-gruppen (den gode, billige Durbanville Hills i Netto, Nederburg og Drostdy Hof og andre i Føtex og Bilka). 

Periquita Reserva...... 6 fl: 299,-

= 49,83 kr/fl, Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Den har lidt mere af det hele -afrundet, fyldig vin med en rund blødhed -end den normale Periquita, der i dag vel ikke er andet end en ok basisvin. Den smager omtrent som jeg husker de første Periquita'er i 1980erne. Ikke en stor vin, men en vin, der tiltaler de fleste, men stadig har kvalitet. 

      Vinen skal komme fra Sétubal-halvøen lige syd for Lisboa, hvor familien Fonseca har lavet den siden 1834. I øvrigt et flot sted at besøge, hvis vejen falder forbi. Det gamle hus er museum i dag. 

Wolf Blass "Red Label" Premium Sparkling.... 39,-

Bedste KØB, Chardonnay Pinot Noir Extra Dry, Australien, ***** (5/5)Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
5* pga. prisen! Lavet på Champagne druerne chardonnay og pinot, med 2. gæring på tank, ikke på flaske som cava eller Champagne. Sødmen er angivet til "Extra Dry" (ekstra tør), men det betyder i inflationstider ret sød -18-20 g/liter. Kun smagt én gang, nydelig duft, men mangler længde og friskhed. 

Wolf Blass Red Label, rød eller hvid... 2 fl: 89,- 

Rød Shiraz-Cabernet, hvid Chardonnay-SemillonAustralien, **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
Wolf Blass ville lave vine, der "gjorde stærke mænd svage og svage kvinder stærke". Jeg er ikke sikker på, at hverken den b(e)rusende eller de 2 andre "Red Label" vine lever op til det næsten  MeToo-korrekte ønske. Vinene er uskadelige, den røde har krydret fylde -men pæn frugt- den hvide er tør, frisk og uskadelig -men mange vil sætte stor pris på begge. 

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 99,-

Kræver Bilka+ app, ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 22. oktober
Kun hvis du ikke fik købt smagekassen (2 fl. Faustino I, 4 fl. Faustino V reserva), som var et fremragende tilbud. Men en 10+ år gammel Gran Reserva til 99 kan kun være et rigtigt godt køb. Dyb moden farve, indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang, som man kan forvente efter de mange år. Har du ikke Bilka-app, så kan jeg trøste dig -det varer næppe mere end et par uger, før du vil finde vinen til samme (lave!) pris i enten Føtex, Netto eller hos Coop. 
      Personligt finder jeg den kunstigt støvede flaske gyselig og den Velazquez'agtige mand på etiketten skræmmende, men -ok- vinene er lette at genkende, og de har kvalitet for alle pengene. 
      P.S: Bag-in--box fra Faustino? Føtex sælger en Faustino bag-in-box (149, 3*), god, men af tempranillo druer fra det billigere Mancha, ikke Rioja.  Men skal du have en box-vin, så vælg hellere Molino Loco (99 for 3L, 5*, Føtex), også fra Spanien, som Castaño laver på monastréll druen. En rund, kraftig vin.  

Trapiche "oak cask", frit valg.... 39,-

Bedste KØB, Argentina, 5 varianter, rød/hvid/brus, ***/*****Bilka, indtil torsdag 22. oktober
   Trapiche er et historisk hus, som var pioner for Argentina i Danmark (jeg solgte den i 1970erne og har stadig etikette fra årgang 1976)! Den jævne eksportkvalitet er ok, men "Oak Cask" er en klasse bedre og skal have lidt eg. 

Malbec og Cabernet-sauvignon (5*) er bedste køb, flot, god frugt og fylde i lidt blødere stil. En rigtig god vin, men måske lidt mere urtet i duften. Pinot Noir (3*)  lidt klodset og vulgær uden smag af pinot (Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft. 
Chardonnay (3*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. 
Brut Sparkling /4*/5) får 5* for pris (lav for fizz) og 3 for smag, dvs. 4.,Nydelig duft, nydeligt brus -store bobler- men smagen ret sød for brut. Mangler friskhed, men ok til reception ved en forsinket konfirmation! 

     Bilka har et par andre tilbud, du kan overveje, f.eks. le Arche amarone (89, 4*) og Castaño Ecologico (2 fl: 79, rød 4*, mindre god end Hécula længere oppe) samt Viña Albali rød Gran Reserva Familia eller Rueda (6 fl. 269, rød 4*, hvid 3*). 


Johnie Walker Black Label "12 år"... 179,-

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Johny Fodslaw (navnet i min ungdom) har 200 års fødselsdag i år og er "still going strong". Tillykke!  
      Mærket var så stort for 50 år siden, at mange rynkede på næsen ad den -til fordel for Chivas Regal! Ikke mig, for den sorte Johnie var dengang som nu en anderledes god whisky. 
      Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. "Tastebuds seducing stuff", skriver Whisky Bible. 
      John Walker kom fra en fattig familie af bønder, som begyndte at sælge whisky. Single malt -og langtfra alle var lige gode. Derfor begyndte han at blande "vatted malts", og det kunne kunderne lide. Hans whisky begyndte også at blive solgt uden for Skotland.               
      Sønnen Alexander opfandt den elegante 4-kantede flaske med etiketten på sned i præcis 20 grader. Med sønnesønnen kom der i 1909 farver på etiketten, og hermed var Red Label og den ikoniske Black Label 12 år født. I dag er også en Blue og White Label kommet til. 
      Personligt vælger jeg dem fra -Black Label er både interessant og et godt køb. Tænk på, at der er folk, der betaler over 200 kr for en gin (som er næsten gratis at lave), når denne lagret 12 år fås for 179! Og for en gnier for mig er det rart, at den koster £30 på destilleriet! 

       Famous Grouse fås i Bilka (99,95, 5*), et godt, ungt whisky blend, bedre end Grant's (89, 4*, Føtex).
     Føtex tilbyder også Bulleit Bourbon Whisky (4*), ret ung, men rigtig god, og Famous Grouse Ruby Barrel Whisky (3*). Til 129 kan du få Pampero Selección Rom fra Venezuela (129, 5*, Føtex). 

12/10/2020

Anderledes vin fra Spanien og Italien -og herlig Alsace

Irma er på pletten igen, ikke helt så overbevisende i denne uge, men jeg er godt tilfreds med god vin på druer, der er anderledes fra Navarra, Barolo og Puglia -og Alsace, der skiller sig ud fra de ofte triste vine fra Helfrich, Laugel og alle de andre navne, som giganten GCF bruger. 

Og så en god billig Duero og en flot argentiner oveni og en god cubansk rom til at slutte af med! 

Bedste KØB: Théo Cattin Riesling/Pinot GrisCondado de Oriza, Ribera del Duero, Aglianico "Rinforzata", Puglia
Bedste VIN mv: Clos de los Siete, Mulata Rom Cuba "15 år"

Viña Zorzal garnacha eller chardonnay, 2 fl...  129,-

Bedste KØB***** (5/5), økologisk, Navarra, Irma, indtil onsdag 21. oktober, normalt 109,-
Herlig ung garnacha med masser af frugt og krydderi, samt en udmærket chardonnay med mere friskhed end mange. 
      Zorzal er en ret ung (1985) vingård, hvor sønnen Mikel Sanz i 1998 opdagede en gammel forsømt mark med 100-årig garnacha, som nu er genoplivet. 
Kendere er begejstret. Det er jeg faktisk også. Importeres af Vinova, men sælges også af Irma. 


Théo Cattin, Alsace -topkøb i Irma

Ganske anderledes end den billige Alsace, du oftest møder i supermarkeder! Théo Cattin bor i Voegtlinshoffen, en lillebitte landsby på skråningen over Éguisheim syd for Colmar,nær Gueberschwihr og  ved foden af Husseren's 3 tårne. 
      Familien Cattin kom fra Schweiz i 1600-tallet (som mange i Alsace) og bosatte sig i den by, hvor de stadig bor. (Mindst) to dele af familien laver vin, Théo og Joseph. Théo ejer 20 hektar og får druer fra andre 40 eller flere. Huset laver ganske god vin, en god del økologisk. Vingården ledes i dag af den unge Jacques Cattin og hustruen Anaïs

Théo Cattin, Riesling eller Pinot Gris... 6 fl. 399,-

= 66,50 kr/fl, Bedste KØB, 2018/19 Alsace, økologisk***** (5/5), Irma, indtil onsdag 21. oktober
Selvom riesling er min favoritdrue
Riesling: en ganske klassisk riesling med lidt nerve og sprød friskhed, ikke top, men heller ikke grøn i stilen -2018 fik 88p/WineEnthusiast.
Pinot Gris: Indbydende neutral og ren aroma, middel fylde trods styrken (13-14%), sprød og ganske frisk, en god madvin. 89p til 2018 i WineEnthusiast. For mig er riesling bedre, men ét point skal ikke skille os ad! 

Albarossa, Piemonte, Giordano... 79,-

***** (5/5)Irma, indtil  onsdag 21. oktober, normalt 139,95 
Giordano ligger i Diano d'Alba lidt syd for Barolo og ejer vinmarker her (omend langt mere i Salento til bl.a. primitivo). Hans Barolo vinderingen palmer, men denne albarossa er faktisk rigtig sjov! I 1938 skete der et ægteskab mellem barbera med (troede man) nebbiolo-druen fra Barolo. Men nebbiolo'en viste sig at være chatus, en lidet kendt drue fra Ardèche i Frankrig. Så albarossa gik i glemmebogen! 
      Men flere har opdaget, at druen kan levere flot vin, men der er 15 hektar med druen og blot 5 huse (Giordano, Banfi, Marenco, Carlò og Bonfante), der sælger vinen. 
     "Meget mørk, diskret, men fin aroma, kraftig, med mærkbar, men afrundet tannin". En flot vin, blødere end Barolo, men fastere end de vamle primitivo'er, som huset også tilbyder.  En spændende vin, som jeg vil servere kælderkold til en kraftig gryderet med indkogt rødvinssauce. 
      Irma tilbyder til samme pris også Santavenere, Vino Nobile Montepulciano (79), som leveres af Triacca, velkendt for Valtellina vine. Ej smagt, men kendere er splittet om vinen. Den kan faktisk være ganske god. 

Clos de los Siete, by Michel Rolland... 129,-

Bedste VIN, 2017 Argentina, ***** (5/5)Irma, indtil onsdag 21. oktober
Meget dyb, magtfuld, men frisk, rig duft af eg og frugt, ganske lang. Flot vin nu og de kommende 3-4 år. 
      Michel Rolland er født i Pomerol. Men familiens Bon Pasteur Pomerol er helt overskygget af de vine, han har været med til at lave for andre -sammen med hustruen Dany har han rådgivet vingårde i 13 lande. Alene i Bordeaux får 100 vingårde, med Ausone i spidsen, råd fra hans kontor! Han er officielt gået på pension, men kan han helt kan holde fingrene fra vinen. Jeg tvivler! 
      "De 7's clos" var et samarbejde mellem Michel og Dany + 6 andre slotsejere fra Bordeaux, bl.a. ejerne af Léoville-Poyferré og Clos 'Église i Pomerol. De lavede hver sin vin -og så lavede Michel den overskydende vin.
       Men i dag går en stor del af høsten til Siete -og det gør han godt med modne druer, lavt udbytte og malolaktisk gæring i små egefade. For mig en argentinsk klassiker. 
      2017 gav 790.000 flasker og er blend af 52 % Malbec, 21 % Merlot, 7% Cabernet Sauvignon, 15 % Syrah, 3 % Petit Verdot + 2 % Cabernet Franc -dvs. et vaskeægte Bordeaux-blend + syrah! 90p/Parker -til 100 kr et superkøb (prisen i sommer), men også værd at købe til 129. Og så eer etiketten lækker!

Condado de Oriza, Ribera del Duero... 2 fl. 79,-

Bedste KØB, ***** (5/5), Irmagælder indtil onsdag den 21. oktober 

Denne vin (set i 2018) har også en flot frugt og rund kraftEn rigtig god vin med rund fylde og bærfrugt.
      Jeg gav den røde -samme vin med etiket Altos de Tamaron- 5* i Bilka. I Bilka kostede den 45, ikke 39,50, så her er  Bilka dyrere, trods Bilkas "pris politi"! Den billigere Toro (fra samme hus) kan du købe til 100 i Holte Vinlager, sådan er markedet indrettet! 

      Ribera del Duero er en af de dyrere vine i Spanien  -ofte med rette- og at få den under 50 selv i basiskvalitet er sjældent.  

Torre del Falasco Garganega, 2 fl: 79,-

hvid, **** (4/5), Valpantena, Veneto, Italien, , Irmagælder indtil onsdag den 21. oktober . En let, tør, frugtig hvidvin, diskret og uden større karakter, men med charme og frisk syre, en god frokostvin. Valpantena er et område i Valpolicella, som leverer rød -denne hvide laves på druen garganega fra naboen Soave. 
      Til samme pris også Campo Verde, som den hvide fra Veneto, men tappet af giganten Botter (Irma-leverandør siden 1970erne) øst for Venedig -altså ganske langt fra regionen. Nydelig kommerciel vin, men jeg foretrækker Oriza vinen herover. 

Aglianico "Rinforzata", Puglia Giordano2 fl: 99,-

Bedste KØB, ***** (5/5), Italien, Irmagælder indtil onsdag den 21. oktober
Lidt anderledes end de normalt amarone-kopier fra Puglia, da den er lavet på en anden drue, aglianico, som du mest ser omkring Napoli (bl.a. Taurasi) og i naboen Vulture. Druen har en særegen aroma, men i denne vin fra Giordano er den mere civiliseret, fyldig, rund, noget modenhed i duft og smag (skal have et år i eg) masser af bær og frugt i næsen. Til prisen et rigtigt godt køb. 


1884, rød eller hvid, frit valg 2 fl: 129,-

**** (4/5), rød Malbec eller Cabernet-Sauvignon, hvid Viognier, Argentina, Irma, indtil onsdag 21. oktober, normalt 109
To gode røde, mørke, fyldige, men med god balance og dybde, måske er frugten i malbec lidt finere. Den hvide er på den sjældne viognier (næsten uddød i 1970erne, i dag ses den oftere), let, frugtig,men lidet mindre frisk end de gode fra Sydfrankrig.
Vinene gror højt oppe, 1000 meter over havet, med udsigt til sne. Dagene er meget varme (op mod 40 grader) , men nætterne er kølige, dvs. 25 graders forskel på dag og nat! Og det er godt for vinen.  
      Der nævnes en masse eg i vinene, men det smages til alt held ikke -vinene er formentlig gæret med egestænger for at give et let præg af eg -det er billigere end at lagre vinen i eg). 

Måske er vinene fra Chile bedre kendt i Danmark, men på mange måder er vinene fra Argentina ofte bedre. Disse vine er faktisk bedre end de fleste fra Argentina, da den kommer fra ét enkelt domæne, Escorihuela Gascón, som er grundlagt 1884 (deraf navnet på vinen) og det ældste i Mendoza.

Rom Mulata "15 år" Cuba Gran Reserva... 249,- 

Bedste Spiritus, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 21. oktober
Denne cubaner skiller sig ud fra de mondæne rommærker som Matusalem og Zacapa, hvor en "solera 15" kun har et par dråber 15 år gammel rom -i snit er den nok 4-5 år gammel! Modsat er rommen i mulatten 100% lagret i 15 år så sandt, som der er mange mulatter på Cuba! Laves af melasse, og det gør den mere fyldig end den typiske cubanske rom. Meget populær på Cuba. Det forstås! 

      Du kan til samme pris få Hendrick's Gin (3*) og Pascal Combeau XO Cognac (5*), samt: 

Monkey Shoulder "Batch 27" Blended Malt Whisky... 249,-

**** (4/5), Irma, indtil onsdag 21. oktober -en ret let malt, blid whisky lavet til cocktails -ikke til at nyde ren- som laves af Grant fra Glenfiddich med malt fra tre af familiens destillerier, Glenfiddich, Balvenie og Kinivie, alle i Speyside. Den er blevet populær gr navnet: I hedengangne dage møjsommeligt vendte arbejderen malt'en med skovle. Efter en lang dag hængte armen ned -som en abe! Det var før arbejdsmiljø kom på mode.