For mig er Portugal et af de bedste rejselande i Europa, og det har jeg fået bekræftet af det nye nummer af VIN&CO, som fås gratis i bl.a. Lokal- og Superbrugsen. Som samtidig også giver en udmærket indføring til Portvin -og sært nok ikke mindst til Pocas, Barros og Rozès, som importeres til Coop's butikker!
Men du får en god guide, så jeg bærer gerne over med de reklamer, som behændigt listes ind i mig.
Temaet om Portugal burde måske snarere hedde "Guide til Portvin", for det er det, de 18 sider drejer sig om. Efter læsning ved du mere om Vintage, Colheita og LBV -ja, selv PortTonic (hvid Port + tonic) end 99% af danskerne.
Magasinet kan hentes af enhver i diverse Brugser og kommer 4-5 gange om året.
Men bladet er på 60 sider, så der er masser af plads til andre vine -bl.a. en god artikel om Ribera del Duero, opskrift på "Fars til Fire" -og godt interview med James Price, nu vi er i fars afdeling!
Og du har også lært en masse om Zinfandel (alias primitivo), en drue, som vi danskere har lært rigtig godt at kende i de sidste 4-5 år.
Vinskolen handler om "Vinens Udseende": Hvad siger farven om vinens alder, druesorten -og hvad er alt det med gardiner. To sider, som er med i alle numre og altid er værd at læse, uanset hvor meget jeg tror jeg ved om vin!
Bladet er også "Rundt om Gin", med opskrift på Pink Lady -og besøg på gindestilleri Nyborg. Det samme er tilfældet med en side med "7 ting du ikke vidste om Champagne" -f.eks. Winston Churchill, der i løbet af en krig opildnede sine soldater med ordene: "Husk vi kæmper ikke kun for Frankrig -vi kæmper for Champagne"!
Bladet smager 10 Portvine, og jeg skal ikke kritisere noterne, selvom de smages af folk på lønningslisten hos det firma, som importerer vinen. Men noterne virker umiddelbart ok -som det også er tilfældet med en række vine bagest i magasinet! Måske ikke helt objektivt...
Men Portugal er meget andet end Oporto (foto) -der er faktisk nok til rigtig mange numre af Vin&Co. Noget af det smukkeste for os var nok
Pousadas -hoteller på slotte og klostre
Men du er ikke blevet klogere på resten af Portugal -du hører intet om Vinho Verde (som laves nord for og mellem byen Oporto og skråningerne til Portvin), Dao eller Alentejo, som ellers er nok så spændende vine.
Og du hører ikke et ord om f.eks. Pousadas -de vidunderlige gamle kloster- og herregårdshoteller, som ligger spredt over hele Portugal, og som kan ændre en rejse til Portugal fra god til en oplevelse.
Du kan nemt booke Pousadas direkte på pousadas.pt. Priserne er omkring 110-150 €/nat for 2 med morgenmad, men der er mange muligheder for rabat ved f.eks. 3 overnatninger eller for "senior" rejsende (mindst én rejsende skal være 55 og derover).
Vi har haft en tur, hvor vi stort set rejste fra én pousada til en anden over hele Portugal. Vi lagde selvfølgelig ud i Oporto, hvor pousada'en desværre ikke lå midt i byen -men til gengæld er utrolig flot.
Ved næste besøg i Oporto vil jeg bo på dét hotel, som VIN&CO anbefaler, Vintage Porto (samme Pestana kæde) -hvis vi kan få en ordentlig pris! Jeg er endnu ikke ødsel nok til at sove på det Taylor-ejede Yeatman! Kender dog restauranten, som har ** i Michelin!
Og så er der den ufatteligt smukke by Evora, hvor pousada'en ligger midt i denne "næsten museums" by, youtube.com//Evora. Byen er som et eventyr, og efter eventyret kan du se et benkapel i en af de mange kirker (hvor skeletterne er blevet til søjler og lamper!). Tæt på -men lidt fredeligere- ligger Vila Vicosa tæt på, hvor et mange hundrede år gammelt kloster er blevet til luksushotel: Pousada-VilaVicosa.
Foto: Kører du nordpå fra Opoprto, kan du bo på en rigmands hjem: youtube-PousadaViana. Et vidunderssmukt hus med utrolig park -og med en udsigt over Atlanterhavet, som ikke kan forestilles flottere!