Søg i 1200 opslag:

03/12/2022

Brugsen: Superb Port og god Rhone til fornærmende lav pris!

Jeg var imponeret over Brugsen i denne uge, men ind kom Føtex og Bilka -og så blegnede Brugsen lidt. Men stadig en flot samling tilbud med Vintage Port + Cru Rhone til priser, der næsten er fornærmeligt lave! 

Rozès leverer god Portvin til meget attraktive priser. Egentlig er deres LBV et fund til 79, men når du kan få den ægte Vintage til 99, bør du slå til. Og måske glemme en god 10 års tawny! 

      Lirac var sammen med nabo Chateauneuf de 2 originale røde "Crus" i Syd-Rhone, men i dag kan du få 4 flasker Lirac for en Neuf. Prisen på 45 er næsten en fornærmelse, for vinene er faktisk tæt på hinanden! 

      SuperBrugsen og Kvickly har også et par gode køb fra Rioja og Spanien samt en rød og hvid fra Moldova (tæt på missilerne i Ukraine), men egentlig vil jeg hellere smage den sjove Orange vin fra Baume i Sydfrankrig. Her kan de lavet en orange vin af hvide druer. Pudsigt -men også god vin!  

Bedste KØB: Rozès 2015 Vintage Port - Rozès LBV Port - - Lirac "les Grands Cyprès" - Paternina Rioja "Seleccion Especial" 
Godt KØB: 
Rozès 10 år Port - La Baume "Orange" - Spier "Red Note" - Apothic California - Dream pinot noir/riesling Moldova - Capa Single Vineyard (trækasse) - Riesling "Handlese" feinherb - Pagus Bisano Ripasso -  Salice Salentino "Epicuro" - Amarone Villa Annaberta 

Rozès 2015 Vintage Port... 99,-

Bedste KØB + ***** (5/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

Vintage Port er i teorien den ypperste vin fra én stor årgang og vil ofte koste 200-500 kr. Derfor er denne vin et rigtigt godt køb. Kan se, at prisen i USA er 250 kr. Plus moms!  
      Har ikke smagt den nye 2015, men både 2012 og 2013 var topkøb til 130-150 kr, så et fund til 100. 
     91p/Parker: "Balanced, fresh and lovely, this is a Port that is drinking decently now, but it can obviously benefit from more age. It is a pleasure—aromatic, sensual and beautifully constructed. It finishes with chocolate and some tannic pop. It won't be the longest of long-haul wines, but it is well priced and pretty great in its youth". 2015 har også fået 92p/100 af begavede Elsebeth Lohfert og WineEnthusiast. Svært at slå til 99! 
      Jeg vil enten nyde den nu (evt med ris à l'amande en aften i december) eller gemme den til 2025-30+. Lad flasken stå op nogle dage et køligt sted og dekanter evt vinen gr bundfald. 

Rozès er som Noval (AXA) i fransk eje. Huset var længe ejet af LVMH (bl.a. Moët med Dom Pérignon, Louis Vuitton mv), men blev i 1999 købt af Vranken-Pommery, et andet Champagne-firma med mærker som Heidsieck Monopole, Pommery, Demoiselle og andre.
      Huset leverer før såvel som efter Moët's ejerskab lette, men behagelige vine, som er meget yndet i Frankrig. Grifo er en af deres bedre vingårde -de ejer ikke mindre end 9 vingårde langs Douro floden, som ledes af den lokale direktør Antonio Saraiva (foto t.h.).
      Parker om huset: "Great pricing. The wines are very consistent—stylistically different according to vintage, of course, but qualitatively steady. They are nice deals in relatively accessible ports that are nonetheless not wimpy"

Rozès 2013 LBV Port.... 79,-

Bedste KØB + ***** (5/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

Dybt farvet Late Bottled Vintage, som har mistet lidt af ungdommens overdådige frugt af kirsebær, blåbær og andet, men vundet i eftersmag. Sød, meget fyldig og pænt lang med fin syre, der holder balancen. En god LBV i en kommerciel, men god stil. En herlig vin til chokolade, men især blåskimmeloste og kager med frugt. 
      Kritikerne er ofte for gavmilde, synes jeg -denne 2013 får 94p/Decanter og 16,5p/20 af Grandes Escolhas (et respekteret portugisisk vinmede). Parker gav 2011 93p/100. Men det viser, hvor godt et køb, denne vin er, selvom jeg nok vil foretrække den ægte Vintage herover!  

Rozes 10 år tawny Port... 99,-

Godt KØB + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag 31.december

Rozès laver mig bekendt kun én 10 års tawny, er denne vin nok deintisk med sidste års ”JulePort”, Infanta Isabel 10 år. Vinen var sidste år god, ikke stor. Den smager ikke som klassisk 10-årig, men har dog fine nuancer i duft med lidt nød og frugt, til den søde side. Giv den lidt tid på flaske. 5* + godt køb fra Rydberg i Spritnyt.
     Brugsen tilbyder også Rozes Fine Tawny (99, 3*) på en elegant karaffel. Skal trods Mundus Gold kun købes, hvis du har brug for karaflen. 

Lirac "les Grands Cyprès", Cru du Rhone...  45,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december
Lirac har æren af efter Chateauneuf at være nr 2 ”rød Cru” i det sydlige Rhone længe før Gigondas, Vacqueyras og de andre. Grenache og syrah vinstokke gror delvis på rullesten. 

      Meget flot med meget rig frugt i næsen, solid fylde og styrke, men får lidt friskhed fra en god mineralitet -flot ung, formentlig bedre om et år eller to.  Egnet til krydrede retter. Server kælderkold. 

      Set i 2020, men 2021 er nok på vej. Tappet af Meffre i Gigondas, et af de store huse i det sydlige Rhône med rimeligt gode vine. 
      FotoLirac er nabo til Tavel og fik Cru-status samtidig (1947). Oprindelig nok mest kendt for pink (og populær, når Tavel blev for dyr). Men i dag ses mest røde fra den fine lille landsby.  

La Baume "Orange"... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

Joseph Helfrich tjener store penge på industriel vin som JP Chenet og søger at sikre eftermælet med god vin de vingårde, han har købt med de mange penge fra firmaet GCF! 
      I årgang 2021 har Baume lavet en god udgave af den mondæne "Orange" vin, en pink vin lavet på de hvide druee chardonnay og sauvignon. Mosten får en kølig gæring sammen med drueskallerne, stort set uden svovl, så der sker en langsom oxidation af mosten -voíla den hvide vin er blevet orange med let ravskær!        
      Vinen har god fylde, masser af frugt (citrus, tropefrugt). tør, frugt over blød syre, pænt lang smag, hvor man knap mærker de 14% alkohol. Egentlig god alene, men også flot ledsager til fyldig salat. Nydes ung.        
     La Baume var i 1880 en af regionens største vingårde, men er nok så kendt som Australiens forsøg på at lave vin i vinens moderland. Vingården blev købt i 1980erne af Penfold's, som investerede store formuer i slot og gigantiske tanke med fadkældre, hvor druer fra de over 200 hektar domæne bliver til vin. 
      Joseph Helfrich købte Baume i 2003 og laver her rigtig god merlot og viognier (ofte på tilbud til 59).

Spier "Red Note", pinotage shiraz, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december
Mørk, kraftig, fed, med åben rig frugt. Ganske god. 
      Den røde node er anderledes end Spier’s normalt ”middle-of-the-road” vine, da hoveddruen er pinotage, nationaldruen, som er et 100-årigt ægteskab mellem Bourgognes pinot noir og Rhone-druen cinsault. Den har mest været brugt til industrivin, men fra gamle, lavt ydende vinstokke kommer nu interessante vine med en egenartet stil -som dog her er blødgjort med Rhone-druen syrah. Normalprisen 120 er latterligt, men rigtig godt køb til 50. 

The Apothic, California.... 59,-

Cabernet, Winemarker's (zinfandel, syrah, cabernet) eller Dark (de samme + andre)
Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

Apothic kommer fra middelalderens Apotheca, som i dag er blevet til apotek. Måske kan du gætte, at dise vine laves efter en recept -eksotiske, lidt vulgære vine, som er mere mættende end godt er! Laves af Gallo, USAs største vinfirma. 
      Winemaker's er baseret på zinfandel, cabernet og syrah, mens Dark har de samme druer + teroldego og petite sirah. Normalprisen er over 100, derfor godt køb, men -for mig- ikke god vin. Gallo anbefaler vinene i cocktails, foruden en "normal" red vin med pærer også red margherita. Og hvorfor ikke? 

Federico Paternina Rioja "Seleccion Especial"... 69,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

Paternina er historisk hus fra Rioja's guldalder (1890), engang kendt for god reserva og Banda Azul med en blå stribe tværs over etiketten. I dag er huset del af Concordia gruppen, som prøver at genskabe husets ry. 
      Denne "Especial" er husets bedste bud. Jeg har ikke smagt den, men andre er delte. Vinen skal være en slags "luksus-crianza". '15 får ***** af Rydberg (som kender spansk vin rigtig godt) i Ekstrabladet, mens Atkin kun giver den 82p/100. 

Chorey les Beaune eller Chablis 1.Cru...  149,-

Moillard**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

Moillard er et godt, gammelt (1850) hus, der blev overtaget af en svindler og gik grueligt meget igennem, før det under ny ejer fra Alsace -måske- er på vej op. Disse vine er ikke topkøb, og jeg foretrækker langt Ladoix 2019 (139 i Irma) for denne Chorey.  
      Jeg mangler stadig at smage en god rød fra Moillard, men måske er  det denne Chorey fra ganske lille by på det flade land ved foden af Corton bjerget (foto). Vinen skal komme fra gamle vinstokke (men alt over 3 år kan legalt kaldes gamle), men den lille by leverer ofte rigtig god Bourgogne til en rimelig pris. Måske en nydelig fyldig vin til den blødere siden uden større karakter.  
     Den almindelige Chablis er ganske ok, så 1.Cru'en -fra bedre vinbjerge- har nok mere aroma og lidt mere mineralitet, men desværre næppe med den sprødhed, du forventer i god Chablis. 

Dream pinot noir/riesling, Moldova, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199, godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

Vinene er fra Moldova, en times kørsel fra vingården Shabo i Ukraine, altså i fredstid. Vinene fra Moldova har (haft) fint gammelt ry. 

       Vinene er tappet i Danmark og burde være ok, især den hvide. Begge har Den røde pinot noir får 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". Tappet i Danmark.

Riesling "Handlese" feinherb, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99, Mosel, godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

En frugtig riesling fra Mosel med ganske lille sødme, meget anvendelig både med og uden mad! Vinen er nok tæt på den fine "Peter & Peter" fra det store Zimmermann-firma i Zell ved Mosel. Denne vin er fra Jakob Zimmermann, ikke Peter! Men mon ikke de kommer fra samme tappebånd? 
      Vinen fik i sommer 5* af Vinavisen. Vinen har masser af frugt, lime og æbler, som hjælpes på vej af lille sødme og god syre -lige netop, hvad druen riesling er så god til langs det smukke Mosel! 



Capa "Single Vineyard", 6 fl... 279,-

i trækasse, Single Vineyard, tempranillo, 
Godt KØB + ***** (5/5), KvicklySuperbrugsen indtil torsdag 8.december

Det store dansk-ejede Hammeken Cellars ved Alicante leverer denne vin, hvor druerne er druer fra tempranillo vinstokke fra en mark mellem Alicante og Madrid. 
      En kraftig, fast men afrundet med let krydret duft uden større præg af 6 måneder i små egefade. Den smager ikke af Bordeaux, men imponerer godt nok -især til prisen! Meget flot trækasse gør vinen til et godt køb. 

Junior-Barolo og Amarone

Pagus Bisano, Ripasso Valpolicella... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december

Jeg bliver ofte imponeret over amarone, men det varer kort, da vinen ofte er for sød for mig. Så faktisk kan jeg egentlig bedre lide ripasso (hvor en ung frugtig rød er "passeret" over amarone kvaset), som har lidt mere fylde end de ofte lette rødvine fra Valpolicella. Denne er helt, med ren frugt med kun snert af krydderi og sødme.

Salice Salentino "Epicuro"... 45,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 8.december

En vinøs kioskbasker med lidt mere kvalitet end de normale Puglia-vine. Rig aroma, fyldig, rund og pænt lang. Salice er den måske bedst kendte DOP i Puglia og skal leve op til lidt skrappere krav end de normale Puglia vine. Ordene riserva har ingen betydning for vine fra Puglia, der generelt skal nydes unge. 

Nebbiolo "Fontanafredda"...  99,-

Langhe, *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december
Denne "junior-Barolo" fra det historiske Barolo hus. Nebbiolo har altid en ret lys farve (mens barbera er mørk), nydelig aroma og fast, tør eftersmag, men uden at gå over gevind. Måske lidt fersk. 

Amarone "Villa Annaberta"... 139,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 8.december
Annaberta leverer generelt rigtig god Amarone, og denne vin vil begejstre de fleste. Det første glas er ganske imponerende, med overdådig rig bouquet, med let sødlige toner, men smagen er tør med let modne toner. For mig er det 2. glas ikke så spændende. Decanter giver 97p (!) til 2019: "Very powerful and intense with lots of baked fruits, oak, and sweet spices. The wine shows fantastic potential, with concentrated fruits, lovely silky tannins, and a leathery finish. A very serious wine.”

02/12/2022

Irma i topform med klassiske navne til lav pris!

Jeg skal (også) i Irma i denne uge. Her er en perlerække af lækre vine til særdeles overkommelige priser. Du skal ikke gå efter de billigste, men når du kan få Mazzei og Zisola til 99 og en klassisk Bourgogne som Ladoix til 139, er der ikke noget at betænke sig på! 

Vi, der holder af Bourgogne, har haft det hårdt de sidste par år, hvor priserne er røget gennem taget. Men nu vejrer jeg morgenluft igen. I en Ladoix er der en lillebitte duft af Corton, og når jeg kan få den til 139, kommer det store smil frem. Og at få en god Savigny 1.Cru til 225 er nærmest en foræring! 

      Irma har også klassis Bordeaux fra 2.Cru Brane i topåret 2019 (169) og en herlig merlot fra Mazzei i Toscana til 80 -foruden noget fint brus, fra Villa Marcello prosecco (80) til Joseph Perrier (199) + husets unikke single vineyard vin. 

Bedste KØBMazzeo Chianti Classico - Zisola nero d'avola - Ladoix Domaine Marguerite Carillon 

Godt KØB: 2019 Margaux de Brane - Neleman "Flipside" macabeo -  Jefe monastrréll - Fonterutoli no 10 - Savigny les Beaune 1.Cru Serpentières - Villa Marcello prosecco - Joseph Perrier "Cuvée Royale" + Vintage 2009 + Organic - Pascal Combeau XO Cognac - Johnie Walker 12 år whisky


Mazzei "Mazzeo", Chianti Classico ... 89,-

Bedste KØB ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december

En meget flot Classico fra Mazzei Denne har mindre eg end Ser Lapo riserva -12 måneder- men fadene er franske og små, så vinen er mere "moderne" i stilen, knap så tør i tanninerne, ligner lidt den normale (superflotte) Classico. 
     2018 fik 5* hos Rydberg i Ekstrabladet: "Flot næse med masser af sorte kirsebær. Klassisk stilren Chianti Classico i den klart bedre ende. Flot koncentration og masser af lag i vinen. Flot lang krydret afslutning.” I december også valgt som en af de 10 bedste af 3.000 vine, som Rydberg smagte i 2021. I dag ses mest 2019. 
      Markis Mazzei har i op mod 600 år leveret stor vin i Toscana, bl.a. "Ser Lapo", den flotte Classico Riserva. Mazzeo er mere moderne, dvs indbydende og drikbar. Vinen kommer fra markis'ernes smukke Castello Fonterutoli

2019 Margaux de Brane ... 169,-

Godt KØB ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december

En meget smuk etiket og rigtig god vin i topåret 2019, som desværre ikke er 2.vinen fra Brane Cantenac, 2.Cru (tror jeg!), men 3.vinen. Den har  dog i netop 2019 fået 89p/WineIndependent. 
Brane er i topform i disse år under Henri Lurton, der laver endog bedre vin end faderen Lucien. En klassisk cabernet, som i denne vin er ret tilgængelig. Jeg vil dog nok give den 4-5 år mere. 

Irma tilbyder også en række andre Bordeaux-vine til fair priser bl.a. Saintayme Grand Cru St Emilion (149, 5*), som laves af team'et bag l'Église Clinet Pomerol) og Fleur de Pedesclaux 2019 (199, 5* + godt køb), som også er i topform i dag. 

Neleman "Flipside" macabeo, kr/fl v 6: 54,83

6 fl: 299godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil onsdag 7.december
Økologisk, València. Ikke smagt, men tror, vinen er frisk, tør og let (10,5%!), sprød med diskret aroma. Sådan lidt à la en knastør cava uden brus! Irma nævner også saltet præg -prøv evt til østers og/eller rogn. 

      Hollænderen Derrick Neleman ejer et kooperativ i Casas del Rey, en lille by med blot 30 borgere (2022). Han har også en anden kælder i den sydlige del af València området og leverer en lang række hypermoderne vine. I València bruges macabeo er ofte basis for cava og giver let sprød hvid (i Rioja, Catalunya, Languedoc). 

Angosto "el Jefe", monastrréll, kr/fl v 2: 74,50

2 fl: 149godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil onsdag 7.december
En magtfuld, men frugtig og fast vin med nydelig eftersmag. 
Familien Angosto har i 100 år leveret vinplanter til vingårde, men har nu også egen 115 hektar med mange forskellige vinsorter. Den normale "Jefe" har fået over 90p af førende kritikere, men denne på monastréll er ikke rated. Men huset leverer god vin, så jeg vil give det en chance. Skal være lagret 15 måneder, men i meget store 7000 liter egefade. 

Giordano Organic, rosso eller chardonnay, kr/fl v 2: 44,50

2 fl: 89, **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 3.december

Normalprisen skal være 99 -tæt på vinøs åger- men 2 for 89 er OK uden at prange! Begge er nydelige, letdrikkelige vine, der hverken gør fortræd eller begejstrer. Den røde er bedst, den hvide lidt grøn og let. Giordano leverer en lang række af Irmas vine, fra Barolo over spumante til Puglia. 

Fonterutoli "nr 10", Toscana, kr/fl v 2: 79,50

2 fl: 159, godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december
Mazzei's unikke toscaner på 90% merlot + 10% sangiovese med et år i små franske egefade. Jeg fandt 2017 og 2018 meget flot, men har ikke nyere årgang. Måske lidt ung, men vent en vin med overdådig frugt og fast, saftig smag. 

Belguardo, Morellino Scanzano ... 149,-

Riserva Bronzone, ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december
Samme familie Mazzei, som har 34 hektar i det lunere Maremma ikke langt fra Middelhavet (lidt syd for Bolgheri med bl.a. Sassicaia). Morellino er ren sangiovese, lagret 14 måneder i små fade af fransk eg. Ikke smagt, men kritikerne er delte, om end generelt positive. 2018 og 2019 fik 2 glas/Gambero Rosso, 2019 også 90p/Falstaff. Foretrækker Mazzeo herover. 

Mazzei "Zisola", nero d'avola... 99,-

Sicilia, bedste KØB ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december
Vinen var god til 149, men nu er prisen kommet længere ned, og vinen er topkøb. Familien Mazzei har lavet vin på Sicilien siden 2003 og har smukt slot (og vingård) i billedskønne Noto. Zisola er ren nero med meget lidt eg -en superflot, meget frugtig og fyldig vin, der kan nydes ung. Kender ikke Irmas årgang, men mon ikke den kan matche 2019, som Parker giver 91p? 

       Irma tilbyder også Mazzei's topvin, Siepi Toscana 2018 (599, 5* + bedste VIN), ekstremt smuk vin, alt for ung, men meget lovende, trods 96p/Parker dog ikke topkøb.

Fransk klasse til lave priser

Ladoix, Domaine Marguerite Carillon...  139,-

2017, bedste KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december

Ladoix er så tæt på fund, som du kan komme klassisk Bourgogne i dag. Området er ganske lille og ligger ved Corton (foto; en del af denne Grand Cru ligger såmænd i Ladoix). Vi er på fladere jord, men stadig en ganske flot vin, klassisk pinot noir i en blidere stil, egnet til at nyde ung. 2017 fik 88p/WineEnthusiast. 
      Foretrækker denne vin for Chorey (249 i Brugsen). Marguerite Carillon har intet at gøre med Carillon i Puligny, men er et af domænerne, kreeret af Helfrich fra giganten GCF (som bl.a. også ejer Moillard, Pierre André, Moingeon, Francois Martenot mv). Har ikke tillid til négoce vinene, men domæne vinene er en anden sag! 

      Irma tilbyder også St Veran 2021 Domaine Mont St Gilbert (129, 4*). God, men næppe topkøb. 

Savigny les Beaune 1.Cru...  225,-

2018 Serpentières. Domaine Bois Noël (Maurice Écard) 
Godt KØB + ***** (5 /5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december
Alle årgange er gode her, og det gælder sandelig også 2018. Bois Noël er del af Maurice Écard, et rigtig godt domæne, som af nogle anses for "fader" til Savigny appellationen og måske er det ældste i byen (1789). Serpentières er en af hans bedste vine, fra mark på god skråning. 
      Vent en middel fyldig, fast vin med rig frugt, holdbar 10-12 år. Med dagens priser på god rød Bourgogne er vinen nærmest et fund! 

Villa Marcello Prosecco, Extra Dry, kr/fl v 2: 79,50

2 fl: 159, godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.coop, indtil lørdag 31.december

Denne smukt udstyrede prosecco laves af Giovanni Mazzei, (se Chianti mv længere oppe). Jeg smagte den i sommer og var meget tilfreds med en aromatisk, sprød og lækker spumante til den tørre side. Skulle være ok stadig -men check evt tappedato (= L nr). Bør ikke være for gammel. Vinen fik 88p/Falstaff (i 2018). 

      Villa Marcello er et af gammelt jagtslot nær Treviso fra sidst i 1600-tallet, som gennem 200 år har tilhørt familien Marcello, en vigtig familie i Venedig. 

      Alessandra Marcello er moder til Giovanni Mazzei, der nu laver vinen fra 26,5 hektar vin. Druerne er glera (85%) og pinot blanc. Vinen har 2.gæring på tank og lagrer sur lie 60 dage før tapning under tryk. 

Joseph Perrier "Cuvée Royale" brut...  199,-

Champagne, godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december
En god Brut med indbydende aroma, let, ren og sprød, -afrundet af 7 g/l restsødme. 91p/JamesSuckling + 89p/Ekstrabladet, hvor Rydberg skriver"Grønne æbler i duft. Let, frisk champagne. Vellavet med en pæn mousse. Frugtig afslutning."  


Champagne Joseph Perrier "Vintage 2009"... 299,-

Godt KØB + ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december
Sidste år  var Joseph Perriers Vintage et topkøb, men ny højere pris (449) dæmper købelysten. Men nu er prisen igen attraktiv -en 13 år gammel Champagne i fineste form. Langt bedre køb end den uforskammet dyre Victoria (449). Historisk har Vintage været husets bedste Champagne fra ét særligt godt år. '09 ikke smagt, men får 5* af Rydberg: 
      ”Flot expressiv næse. Kompleks med dybde og personlighed. Oxidative sherrynoter, uden at det bliver for meget. Renhed i frugten og smæk”

Joseph Perrier "Organic" extra brut... 279,-

Godt KØB + ***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december
Har ikke smagt denne nye cuvée, som end ikke optræder på husets egen web. Joseph Perrier har fået alvorlige ambitioner: økologisk drift + extra brut 5 g dosage/l (mellem brut og brut nature),  92p/JamesSuckling, 5* i Ekstrabladet sepg21: "Flot klassisk næse med brødkrummer. Flotte vedvarende bobler og bagved fersken, gule æbler og let autolysis-karakter. En flot og gennemført champagne med en flot længde...med denne får man mere end man betaler for.”

Joseph Perrier "Côte à Bras" Vintage ... 449,-

***** (5/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december

Set i 2013. Nej, der er ingen "Bra" (brystholder) i denne Champagne -"bras" (fransk for arm) er en lille skråning i Cumières 1.Cru -lidt vest for Dizy- som kan levere superb Champagne, som selv til 449 er tæt på topkøb! 100% pinot noir, 7 år sur lie på flaske, uden dosage. Desværre ikke smagt, men jeg misunder dig hvis du har smagt den! 

     Irma tilbyder også Perrier Rosé og Blanc de Blancs (279, 5*). 

 
Joseph Perrier er ikke i familie med den let brusende Perrier vand, og slægtskabet er usikkert med navnefællerne Laurent-Perrier og Perrier-Jouet. Joseph er ofte lige så god i en indbydende, let stil ikke ulig Pol Roger eller netop Perrier-Jouet.

Foto: Huset ligger i Chalons ved floden Marne og er grundlagt 1825. I årrække var det ejet af storebror Laurent-Perrier. I dag ejes huset af Alain Thiénot, også ejer af Canard-Duchêne (som importeres af søsteren Coop) og et par firmaer i Bordeaux. Joseph Perrier sælges ofte som "Cuvée Royale" til minde om en af kunderne, dronning Victoria! 

Dow's 2007 Colheita Port... 159,- 

**** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december

Dow's er del af Symington familien og leverer god Vintage Port, men faktisk også ok tawny, her en 15-årig Port til en fair pris. Ej smagt, men Jesper Bo Bendtsen giver den 5* med ordene: "Rig og sødmefuld næse med figen, chokolade, mandarinskal og sød pibetobak. Kraftfuld og rund i smagen med god kompleksitet og dybde. Noter af tørret frugt, chokolade, ristede hasselnødder og en god fadkrydring. Cremet og blød med en velintegreret alkohol."

DOW's 20 år Port (249, 5*), er et næsten bedre køb, faktisk en god pris for 20 årig Port. 

Pascal Combeau XO Cognac ... 199,-

Godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december

En god Cognac trods den lave pris. XO skal lagres mindst 5 år, men denne har fået hele 10 år -god bouquet, afrundet smag uden for meget sødme. Pascal Combeau er grundlagt i 1838, men er i dag del af det gamle hus Gautier, som igen ejes af Marie Brizard, kendt likører som Apry og Anisette (som har givet navn til den legendariske sanger i Savage Rose!). 

Johnie Walker Black Label "12 år"... 149,-

Godt KØB + **** (4/5), Irma og Mad.Coop, indtil lørdag 31.december

Set i Bilka til 139 -men det er slut nu, så 149 er en rigtig god pris. Foretrækker denne 12 årige for Chivas Regal (179, også god pris!). Bl.a. 92p/WineEnthusiast og andre medaljer de seneste år.