Søg i 1400 opslag:

04/02/2026

Klassisk hvid og rød i 365

365 er endnu en gang den bedste af discount kæderne med en klassisk Bordeaux og en herlig hvid sauvignon til rimelig pris. 

365discount's Bouteilley fortjener en plads i 365. En klassisk Bordeaux med karakter og duft, som er latterligt billig (45). Giv den luft i glasset og nyd den til en ikke for krydret middag. 

    Southbank hvid sauvignon har mere aroma, fylde og interesse end Falasco garganega (45) og Chardonnay "Collection"  (45), begge mere diskrete og tilbageholdende, men rigtig gode køb. 

BEDSTE købBouteilley Bordeaux - Southbank hvid sauvignon -Chardonnay "Collection" 
GODT køb: Garganega "Falasco" - Zinfandel "Chester Falls" - Tanqueyray gin 43,1%
ANDRE købParis Séduction 300cl box rød/hvid

uge 07-2026

Bouteilley Côtes de Bordeaux.... 45,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

Prisen er for lav, da vinen koster 75 kr i Frankrig og 100 kr globalt (Winesearcher). Tilmed stadig set i topåret 2020 i min lokale 365. 
    Ganske klassisk, men åben og ligefrem Bordeaux på 80% merlot, åben rig frugt og middelfyldig, rank, tør smag med ikke ringe elegance. Lidt tilbageholdende, men god til mad i dag. 
     2020 fik guldmedalje af landbrugsministeriet i Paris. OK nu, men prøv at give den 3-4 år mere og nyd bouquet og rund fylde. Tror og håber, at 2021/22 er på hylderne snart -365 har brug for bare én klassiker ved siden af publikumsfavoritterne! 
    Slottet ligger hverken i Margaux eller Pomerol, men blot 15 minutters kørsel fra Bordeaux by tæt på, hvor floderne Garonne og Dordogne mødes og bliver til Gironde. Slottet har tilhørt familien Guillot siden 1617, lidt af en bedrift. Jean Guillot har designet de tanke, hvor mosten gærer og lagrer indtil tapning. 

Southbank Estate sauvignon blanc... 55,- 

BEDSTE  køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

New Zealand. hvid sauvignon til lav pris (set til 70 i Tyskland!) -formentlig meget lig Flaxbourne i Brugsen. 
    Overdådig aroma af sød hyldeblomst, urt og solbær. Frugten går igen i smag, som er let og simpel, men helt ok med sprød syre over mikroskopisk sødme. 
    Kun smagt 2 gange, men finder den tæt på dyrere vin fra de 2 giganter, der står for tæt på 75% af vinen fra New Zealand: Constellation (bl.a. Selaks, Kim Crawford osv) og franske Pernod-Ricard (Brancott mv).
    Et mærke fra Yealands med 1500 hektar domæne i Marlborough (Awatere og Wairau, de 2 bedste dele og mest kendte dele af regionen). Vinen er nok fra unge vinstokke og måler sig ikke med husets bedre mærker
      Vinmager Natalie Christensen er efterkommer efter tipoldefar, som med andre fulgte grundlovsfader Monrad til det fjerne New Zealand efter nederlaget i 1864. De grundlagde kolonien Dannevirke nær Hawke's Bay opkaldt efter den gamle vold, engang Danmarks sydgrænse. 

Chardonnay "Collection"... 45,-

BEDSTE  køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

Flot udstyret sydfransk hvid til meget lav pris. Den vil please de fleste. Pæn aroma, meget enkel også i smag, som har pæn lille syre, der ikke generer, afrundet af ganske lille restsødme (4 g/l). 

Garganega "Falasco" Verona... 45,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

Garganega er hoveddruen i naboen Soave. Her fra vinstokke omkring det lune Valpolicella. Ganske god på en nem, uforpligtende måde: Nydelig aroma, tør, frisk, rent smagende, sprød og med pæn fylde -en god ledsager til en let sommerret. 

Zinfandel "Chester Falls"... 55,- 

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 11/2

En publikumsfavorit ikke mindst i en iskold vinter som nu. Kommer fra det varme Lodi og er tappet i Danmark -så vent en kraftig, tør vin med masser af krydderi i næsen og ikke ret meget mere. Men let afkølet en god ledsager til en pizza. 5* fra Vinavisen og testvinder i BT for nogle år siden. 

ANDRE køb
Paris Séduction rød/hvid 300cl box, 99  (2*?), en ny box på markedet, som skal være fra giganten GCF. Hvis den er tappet i Frankrig af GCF, så tør jeg ikke anbefale den -boxvinen har kort levetid. Jeg vil vælge den nyeste tapning i enhver boxvin, og det er oftes en box tappet tæt på, dvs i Danmark af f.eks. Globus. Men flot ser den ud! Har hidtil kun set dette mærke på kuvertflasker i plast, f.eks. i fly.  
Tanqueray Gin, 135 (4* + godt køb) 43,1%. En favorit gin. Stadig godt køb, selvom den kunne fås billigere før nytår. 

01/02/2026

Uge 6: varme vintilbud til en kold tid! 

Det er en kold tid, men her byder vi på 19 varme topkøb på herlig vin fra hele Verden, udvalgt blandt de 135 vinkøb fra 9 danske kæder. God vin fra 30 til 130 kr! 

Uge 6 er præget af Føtex, der tilbyder 40% på en række vine fra Italien. I dag er 40% ikke altid nok (det kniber ofte også med 50!). 

    Men jeg har fundet nogle gode køb -en blød Chianti til under 50, en moden Vino Nobile og ægte retro i form af en unik god Marsala til blot 46,72!  

    Frankrig følger dog godt med med 2 klassiske vine fra det fine Médoc, god Crémant og Gigondas fra Rhône. Der er også vin fra Tyskland og Østrig, mens Spanien mistede sin ene plads på listen i sidste øjeblik. 

    "Den ny Verden" byder på fremragende økologisk vin fra Chile, men også formidabel hvid New Zealand og flot vin fra Sydafrika. 

    Superbrugsen og Kvickly fører (igen) an med 8 topkøb, mens Føtex følger efter med 5 vinkøb, Meny med 2 samt ét hver fra Bilka og Lidl. 

Der blev i uge 6 ikke plads til vinkøb fra 365discount og Netto.

Vinene er tappet i produktionslandet, medmindre andet er anført (typisk tapning i Danmark, England ol.).   

5 vinkøb under 50,-

AP Verona, kr/fl v6: 29,83

6 fl: 179. rød/hvid/rosé, Italien

** (2/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5/2
Ganske ok, letdrikkelig dagligvin fra det store Verona kooperativ i Valpolicella. 
    Rød er måske lidt buttet i stil, middelfyldig, lidt vag frugt og fornemmer lille sødme de få gange, jeg har smagt den. Lavet på Valpolicella druerne corvina og rondinella + merlot. 
    Hvid på chardonnay og garganega ikke smagt som heller ikke rosé. Men vent en sund og ok vin til utroligt lav pris.  

Emiliana "Adobe" rød/hvid/rosé... 40,-

økologisk, rød cabernet, carmenère, hvid chardonnay, viognier + rosé cabernet-syrah, Chile

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/2

Vent en fast, kraftig rød (især cabernet) med karakter -madvin!- og god hvid og rosé. 2023 cabernet fik 92p/Cata d'Or.  Carmenère er svær at modne, men forgænger 2019 fik 5* i Politiken, 2021 fik 89p/100 af ansete brasilianske Revista Adega. 

    Hvid chardonnay er rigtig god, sprød og ren (2024 sølv på Mondial, 2023 92p/AlistairCooper), viognier ikke smagt. Rosé er frugtig og ren med pæn syre, balanceret af beskedne 5-6 g/l restsødme. 

    Adobe er som Coyam nederst fra Emiliana, en meget stor og fremragende økologisk vingård. 

PS grand reserve... 40,-

Spier rød/hvid/rosé, Sydafrika (tappet i Danmark)
BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/2
Rød "Grand Reserve" er god vin, nærmest absurd godt køb til 40 (mens "normalprisen" 139,95 nærmest er absurd høj). 
    PS rød fik i årgang 2020 5* + 88p af Rydberg i Ekstrabladet: "Mørk krydret næse. Pæn bærintensitet i smagen med mørke krydderier og vanilje. Pænt balanceret med en fin krydret afslutning". Mix af shiraz, cabernet sauvignon, merlot og pinotage. Er lagret vis periode i eg. 
    Den hvide er chenin blanc og chardonnay. Meget frisk, tør aromatisk og stilig. Kun smagt én gang. 5* i Vinavisen. Rosé ikke smagt. 

Marsala "Garibaldi dolce"... 46,72

BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 5/2 
Topkøb, da samme Pellegrino (med marginalt anden etiket) står til 115 hos andet firma. 

    Opkaldt efter Garibaldi (der landede her med sine 1000 mand i 1860 for at samle Italien til ét land). Sød, meget frugtig med nød og honning, ganske lang smag -god til klassiske italienske desserter, zabaglione, tiramisu og mandel biscotti. Lavet som hvidvin, hvor gæring stoppes med alkohol og siden lagrer mindst 24 måneder i eg. 

Chianti "Borgo al Pascolo"... 48,93

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 5/2 

En såkaldt nyfortolkning af den ofte tanniske Chianti, men det er gået lidt ud over smagen af Chianti! Til gengæld blød, frugtig og fyldig, men lidt for enkel og ligefrem. Meget behagelig og vellavet med kold gæring og ikke skyggen af eg. Drik den nu, mens den har sin frugt. 

8 vinkøb 50-70,-

Yealands "Single Block" organic... 59,-

Yealands "Reserve"... 69,-

Sauvignon Blanc 2024, New Zealand

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/2

Det fine Yealands domæne leverer nogle af de bedste hvide sauvignon fra Marlborough. 
    Single Block fra økologiske druer i Wairau, knastør, meget frugtig med solbær i stikkelsbær, fuld af frugt over fine syrer. Smagt i 2023 (i dag måske 2024).  
    Reserve er fra særlige parceller i Seaview direkte ud til havet. Samme stil, men lidt dybere og rigere i duften og længere i smagen. Den aktuelle 2024 fik prisen som Champion -bedste sauvignon- på det respekterede Marlborough show. 
    Chefvinmager Nathalie Christensen er efterkommer efter dansker, som efter nederlaget i 1864 fulgte efter grundlovsfader DG Monrad på den månedlange rejse til New Zealand. 

La Baume pays d'oc... 59,- 

rød merlot "Grand Chataignier", hvid viognier "Elizabeth", Sydfrankrig

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 19/2

Den hvide "Elisabeth" har god del af den rette rige viognier aroma, god friskhed og sprød tørhed. Synes endog bedre i 2023 end 2021 med 89p/Jancis Robinson. 

    Den røde merlot er nydelig uden at sprælle for meget, åben næse med lidt hindbær, afrundet med solid fylde, lidt dybde, drikbar nu. Vinene forener det blide i Californien og Australien med den rene frugt, som du sjældent ser i oversøisk vin i denne prisklasse. 
    La Baume var i 1880 en af Sydfrankrigs største vingårde og blev i 1980erne en del af Hardy's australske invasion af Den gamle Verden, som dog siden er lukket ned. I dag igen i fransk eje. 

Sant Thias hvid/rød... 59,- 

Hvid grüner veltliner, riesling og gemischter satz, rød pinot, Østrig

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000 indtil lørdag 7/2

Grøn veltliner fra Weinviertel er bedst. Tør, frisk og sprød, med rig aroma (pærer, citrus og fersken), egentlig ret enkel, men alt hvad du kan ønske sig til en omgang muslinger eller grillede rejer. 5*/6 i Spritnyt 04/25. 
    Riesling er også god, frugtig, sprød og frisk uden helt at matche veltlineren! 
    Gemischter Satz er forskellige gamle vinstokke, welschriesling, veltliner, traminer og pinot blanc, Meget aromatisk, tør, middel fylde, stor friskhed
    Rød Pinot er til den lette side, men frugtig og ren. 
    Fra stort domæne ejet af familien Frank i Hernbaumgarten i Weinviertel nord for Wien.


Alsace Riesling "Lidl"... 59,-

*** (3/5), Lidl torsdag-lørdag 5-7/2  
En ganske udmærket tør Alsace med lidt vægt og frugt, ganske elegant. Kommer fra kooperativet i Westhalten, som laver vinen i samarbejde med kollegaer i Bennwihr. Jeg købte den for 1-2 år siden, før Lidl begyndte at sætte priserne op. Dengang var prisen 49. Og tilbud varede hele ugen. 

Crémant Calvet... 62,-
Bordeaux rosé eller hvid, brut (tør)

*** (3/5), Føtex, indtil torsdag 5/2

Samme afsender (og nok også vin) som Netto's Alexis Lichine og Louis Bresson (ca. 70 i Meny).      Vinen laves på Champagne-metoden på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Den hvide har en ren duft uden større karakter, men er frisk og appetitvækkende. Brut er ikke specielt tør. Den tørre rosé er nok bedre, men ikke smagt. 5* i BT. 

Ripasso "Morete"... 67,58

Manara Valpolicella Classico, Italien

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 5/2 

Jeg anbefalede denne vin for 5 år siden (til 75 kr). For mig marginalt bedre end Piacentini, fra skråningen Morete ("Den lille Brune") i San Pietro i Valpolicella. Ikke smagt i 4 år. Husker den som tør, men blød og afrundet med masser af sød frugt, ret lys, men fyldig og pænt lang. 2021 og 2022 fik 90p/JamesSuckling. Rustik etiket, men god vin, serveret kælderkold til en gryderet. 

Cap l'Ousteau Haut-Médoc... 69,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5/2


2021, Feminalisée's guldmedalje. Dyb farve, herlig aroma, middel fylde, afrundet og dog fast, ganske elegant og lang -giv den luft i glas. Gem gerne 2-4 år.

    Det charmerende slot ligger på fint grus i Lamarque i hjertet af Médoc, tæt på floden  mellem Margaux, Moulis og St Julien. 

    55% merlot, 25% cabernet og hele 20% petit-verdot. Ejer GCF har overladt ledelsen til den begavede danske Merete Løwig-Larsen, ex-vinmager på Belgrave 5.Cru. 


Crémant "Traber"... 69,-

Alsace Brut, Frankrig
**** (4/5) Bilka, indtil torsdag 5/2
Positiv aroma, fint brus, ret og ligefrem præget af hvid pinot, ikke stor, men uden den grønne syre, som præger meget cremant i dag. Syren balanceres af 9g/l restsødme -herlig vin til festlig lejlighed som konfirmation o.l.. 80% pinot blanc, 20% auxerrois, lagret 12 måneder på flaske før degorgering. Vinen fik 90p/Vinum (2025) og 89p/Falstaff (2023). 
     Traber er fra Ribeauvillé, det ældste kooperativ i Alsace (1895). Vinen gror på blide skråninger langs den geologiske Ribeauvillé forkastning, der giver varieret mikroklima og mange typer jordbund. 

5 vinkøb over 70,-

Eberbach riesling, kr/fl v3: 70,-

3 fl: 210. trocken 2023 Staatsweinkellerei Rheingau Tyskland 

**** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 5/2

Har ikke smagt denne riesling, men ser, at den sælges i Tyskland til 10,9€ (= 84 kr, Hawesko) og får ros af kunderne. 

    En tør, meget frugtig, sprød og mineralsk hvid, som rundes af lillebitte sødme til sidst. Nydes ung. 
    Vinen sælges som Eberbach -uden kloster- og uden VDP kapsel, dvs ikke domæne vin. Kloster Eberbach blev oprettet 1116 (med vin til at sikre det daglige brød) af Augustinerordenen på Rhinens højre bred.  Kloster Eberbach ejer i dag stadig det største domæne i Rheingau og den lille sydlige nabo Hessische Bergstrasse.


Vino Nobile Riserva... 73,47

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 5/2 

Vino Nobile er en "super-Chianti", adskilt af en landevej fra nabo Brunello. Faktisk var "Den ædle Vin" så sent som i 1950erne stadig dyrere end Brunello. At få Nobile til 74 er interessant, især Riserva, som er lidt mere koncentreret og lagret et år længere i eg. 

    Kooperativet Vecchia Cantina er ved at få fine ratings uden at være i top. 700 medlemmer har god del af æren for at gøre regionen til Italiens første "DOCG" (DOC + garantita). Set i 2018 med 90p/JamesSuckling og 88p/WineEnthusiast, samt 2019 (90p/Spectator). Vil vinde ved tid i glasset eller 2-4 år på flaske.

La Tour de By, Médoc... 99,95

**** (4/5), shop.Meny
2012 Cru Bourgeois Supérieur. Kun set på shop.Meny, men du vil nok også se den ofte i Meny. 
Senest smagt i 2014, hvor den ikke imponerede! Men Bordeaux overrasker ofte, og den tørre tannin er modnet efter 10-12 år på flaske og skabt en smuk bouquet. Ikke en charmer, men masser af karakter.  
"5*.Moden næse med solbærnoter. Meget klassisk men står overraskende efter 13 år. Meget frisk stadig præget af frugten med lette tertiære noter i baggrunden. Medium koncentration og smagen er ikke så lang men det der er smager godt." -DinVinguide/Rydberg. 
    Tour de By er et af topslottene i den nordlige, knap så ansete del af Médoc og blev for en generation siden solgt til pris ikke langt fra 5.Cru.

Coyam carmenère-syrah mv...  109,-

set i 2021 økologisk syrah/carmenère osv, Colchagua Chile

BEDSTE køb ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtitorsdag 19/2
Vinen har en global pris på 179 kr og hører til Chiles store vine. 2021 fik hele 96p/TimAtkin samt 95p/James Suckling, som også gav samme score til 2020, som fik 92p/Parker og var ugens køb og 5*/Rydberg. 
     Meget flot, mørk, rig og intens aroma med krydderi og frugt, meget fyldig, afrundet, men ingen klodset sværvægter, der er syre til sidst, der holder det hele i balance.
   Vinen laves af lige dele carmenère -en Bordeaux-drue- og syrah (Rhone-drue) med 25% balance af andre druer med Bordeaux og Rhone som oprindelse inkl. petit-verdot og grenache. Lavt udbytte, blot 39 hl/ha.
   Første årgang var 2001 og vinen blev et forbillede for bl.a. Ninquén (Føtex og Bilka). Jeg foretrækker dog marginalt Coyam. 

Gigondas "Olivier & Lafont"... 129,95

**** (4/5), shop.Menyindtil torsdag 5/2

Flot grenache (70%), hvor de 15% alkohol er godt skjult under masser af urter og krydderi. Kender ikke aktuel årgang, men 2023 fik 95p/JamesSuckling, 2022, 93p/JamesSuckling og 2020 fik 6*/6 i Vinbladet som månedens bedste køb. Jeg vil nyde den inden for 1-3 år. 
    Olivier & Bernard er vinmagere med base i Lirac, som arbejder med mest mindre vinbønder. Generelt meget frugtige, tilgængelige vine. Denne lagrer et år i cement.