Søg i 1400 opslag:

20/08/2025

365: Flot Bordeaux til ingen penge!

365discount har igen en uge med mange rigtig gode køb, især naturligvis en Bordeaux til 40, som globalt koster 100 kr! 

Det bedste køb er Bouteilley (40) fra Bordeaux. Fra slot, der har tilhørt samme familie siden 1617! En vin med kvalitet.- Lidt skræmmende, at du kan få en vin som denne til 40 -samme pris som Yellow Tail (40)  fra nogle overpinte, ekstremt produktive vinmarker i Australien! 

    Den røde Rhone "Salavert" er meget flot til prisen (40), og en hvid Falasco på Soave-druen garganega (40) kan også anbefales. 

    Den sødlige riesling og den frugtige røde pinot For Me & For You (40) fra Moldova har en masse fans som også Frontera fra Chile (35) og den hvide chardonnay "Collection" (40). 

BEDSTE køb: Bouteilley - Rhone "Salavert" - Garganega "Falasco" - For You & For Me rød/hvid  
GODT køb: Chardonnay "Collection" - Frontera rød/hvid/rosé - Hoffman sauvignon - Giordano organic rød/hvid - Tanqueray gin - Fernet Branca
ANDRE: Yellow Tail Australia - Bagatella zinfandel 

uge 35-2025

Bouteilley, Côtes de Bordeaux.... 40,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Global pris for vinen er 103 kr (Winesearcher), så jeg kan vist tillade mig at kalde vinen  topkøb! 
    Tilmed stadig set i 2020 i min lokale 365, som har fået guldmedalje for Landbrugsministeren (garanterer vis kvalitet).  
    Ganske klassisk, men åben og ligefrem Bordeaux på 80% merlot, åben rig frugt og middelfyldig, rank, tør smag med ikke ringe elegance. Lidt tilbageholdende, men god til mad i dag. 
     2020 er god nu for rig frugt, som i løbet af 3-4 år vil blive til god bouquet. Måske vil du se 2021 eller 2022, som stadig har primær aromaerne. 
    Slottet ligger hverken i Margaux eller Pomerol, men blot 15 minutters kørsel fra Bordeaux by tæt på, hvor floderne Garonne og Dordogne mødes og bliver til Gironde. Slottet har tilhørt familien Guillot siden 1617, lidt af en bedrift. Jean Guillot har designet de tanke, hvor mosten gærer og lagrer indtil tapning. 

Côtes du Rhône "Andéol Salavert"... 40,- 

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Jeg har frejdigt tilladt mig at sætte etiketten "Notre Dames des Treilles", som kommer fra samme firma. Jeg har ærligt talt ikke smagt etiketten fra 365, men det er samme importør og kommer fra samme Salavert, dvs. Meffre, så vinen er måske identisk. 

   En ok basisagtig Rhone, men god til prisen! Vinsiderne.dk skrev om 2020: "God frugt, smager glimrende. Mild struktur, pæn friskhed, harmonisk. Overordentlig tilfredsstillende og sjovere end mange dyrere (og tungere) modeller".  Vinen har dejligt nok skruelåg.

Falasco Garganega Verona... 40,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Garganega er hoveddruen i naboen Soave. Her fra vinstokke omkring det lune Valpolicella. Ganske god på en nem, uforpligtende måde: Nydelig, diskret aroma, tør, frisk, rent smagende og med pæn fylde -en god ledsager til en let sommerret. 


For You and for Me Moldova rød/hvid... 40,-

Pinot Noir eller Riesling (tappet i Danmark)

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Vinene fra Moldova ´vokser i fredstid blot en times kørsel fra Ukraine og har fint gammelt ry, som de dog ikke kan leve op til længere. Vinene er tappet i Danmark og er helt ok, ikke mindst den hvide riesling, der har masser af blomst og frugt, let sødme balanceret af fine syrer. God apéritif . 
    Den røde pinot noir får 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". 

Chardonnay "Collection"... 40,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Flot udstyret sydfransk hvid, som vil please de fleste. Pæn aroma, meget enkel også i smag, som har pæn lille syre, der ikke generer, afrundet af ganske lille restsødme (4 g/l). 

Frontera Chile rød/hvid/rosé... 35,- 

rød cabernet, hvid chardonnay, rosé, sød moscato, Concha & Toro Chile

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Lillebror til Casillero del Diablo fra samme firma, dvs. vin på økonomiklasse uden dikkedarer. 

    Rød cabernet er god, positiv frugt, fylde med lidt frugt til at dæmpe syren. Chardonnay ganske god, ren aroma, tør smag. Rosé og Moscato har jeg ikke ofret penge på. 

Hoffman sauvignon blanc... 49,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Den hvide sauvignon kendes mest fra Sancerre og nabo Fumé, men gror også i Spanien, hvor den dog sjældent gør sig bemærket. Denne vin laves af familien Alceño i det varme Jumilla for amerikansk importør. Druerne gror ganske højt, så vinen har lidt friskhed. Ganske god aroma, tør med pæn eftersmag, men for mig lidt klodset. Kun smagt én gang, dengang den var en Irma vin! 

Yellow Tail rød/hvid/bobler... 40,-

rød Shiraz eller hvid chardonnay, sød bobler moscato hvid eller rosé, Australia
** (2/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Et australsk svar på Pepsi Cola! Familien Casella Riverina i Australiens superhede indre laver 50 millioner fl/år (foto). Vinen ikke laves af et af de 3 giganter,Accolade, Treasury eller Pernod-Ricard, men af (stort) uafhængigt konsumfirma! Det gode Lehmann i Barossa er også ejet af Casella. 
    Egentlig er hvid chardonnay med neutral aroma, rimelig sprød og tør smag med lidt syre. Rød shiraz er også ok i en superkommerciel stil, hvor fedme (sødme? ikke sikker) dækker over lidt umodne toner. Moscato er kommerciel og sød (ikke voldsomt sød, takket være lidt syre), mens rosé bør undgås.

Fernet Branca 39%... 119,- 

Tanqueray gin 43,1%... 119,- 

GODT køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 27/8

Jeg går efter de bedste køb, så min anbefaling på stærke drikke er ofte Cognac, gin og whisky -som er bedste køb modsat hundedyr vodka, rom eller gin på fancy flasker. 
    Derfor Tanqueray, som er en af de bedste mærker i gin. 
    Fernet er en klassisk bitter -tror kun det er Von Oosten der er mere bitter af de gængse mærker.  Den bruges til -ja, som onklen siger i "Terkel i Knibe": "Man kan ikke fiske ål uden Fernet Branca!". 

    Den laves af Branca i Milano siden 1845 og er lavet af 27 urter og skal være god mod menstruationssmerter, kolera og tømmermænd -hvad de ved i San Francisco, der er den storby, der drikker mest pr indbygger. En udpræget kultdrik, der kræver lidt tilvænning. Men så er du også med på noderne! I gamle dage holdt den 45%, i dag er den mere menneskelige 39%. 

ANDRE KØB: 

Giordano Organic ... 49 (3* + godt køb), ex-Irma vin, enkel, men god økologisk letvægter fra Syditalien.    
Bagatella Zinfandel ... 49 (3*), en superkommerciel syditaliensk primitivo, der ikke gør fortræd. 

Vin&Co om bobler, rosé og grillmad!

Vin&Co er et 60 siders vinmagasin, som er værd at læse. Du bliver underholdt, og selv en garvet VINKENDER kan lære nyt. I det aktuelle nummer om bobler, mad til grill, øl og meget andet. 

Og så udkommer det 4 gange om året. Og så er det tilmed ganske gratis -i din lokale Brugsen. 

    Bobler er tema i sommerens nummer, der ligger i din lokale Brugsen eller Kvickly, og vi kommer omkring især Crémant og Cava -også med information, som var lidt ny for din nærværende VINKENDER (i forårets nummer var tema vine fra Tyskland og Østrig, også særdeles læsværdigt -jeg fik et tip til min sommerferie). 

    Så du kommer en tur til Barcelona, Cavaens hjemby, og til Alsace og Bordeaux (med crémant). 

    Vin&Co kan læses af enhver, der holder af vin. Det vil pirre din nysgerrighed og måske få dig til at smage bedre på din vin -modsat dem, der stadig drikker vinen uden at smage på den! 

    Bag det hele står Coop, og det fornemmes i udvalget af vine, hvor du leder forgæves efter så meget som én dråbe fra f.eks. Sallings kæder (Coop's crémant Bordeaux er fra GCF, som også leverer Calvet og Lichone til Salling og Bresson til Meny!). 

    Men du får faktisk reel viden på en spændende og sjov måde, som gør Vin&Co til et perfekt supplement til f.eks. Rydberg's fremragende VINGUIDE

    En tak skal gå til de begavede skribenter, som Coop har hyret -som Rasmus Palsgaard (vin, quiz mv), Thomas Ilkjær (Vinskolen), Nana Wad (alt muligt) samt Ole Knudsen (drinks) og Christian Andersen (øl). 

    Derfor er der en masse andre artikler -hvert nummer har Vinskolen, hvor du lærer noget nyt om vin -i dette nummer om mineralitet, et begreb, som jeg er forsigtig med at bruge, men ikke helt kan undgå -for både brus og tysk riesling har ofte en mineralitet, der skiller dem fra en dorsk oversøisk chardonnay! 

    Der er artikler om rosé, om kartofler, om tømmermænd, øl og spritz. Den altid geniale Anders Halskov har en spalte, denne gang om at få os til at grille andre grønsager end kartofler. Endelig en spændende artikel om chardonnay med og uden eg. 

    Jeg frygtede, at Coop ville lukke Vin&Co i deres iver efter at spare penge, så Brugsen kan overleve. Det er ikke sket endnu. Der er faktisk en del at glæde sig over selv i 2025! 

     

19/08/2025

Lidl: køb 3 vine og betal for 2, men...

For nogle år siden frygtede alle supermarkeder Lidl, som diskede op med et utal af gode tilbud -tilmed på ofte rigtig gode vine. Sådan er det ikke længere -men nu kommer Lidl tilbage. 
    De andre må frygte torsdage: Køb 3 flasker vin i Lidl og betal for 2 flasker. På alle vine. 

Der er mange gode køb -ikke mindst den tørre veltliner fra Østrig er topkøb til under 40 som også en Ribera del Duero til 46. Den er tilmed Reserva!
    Du skal være medlem af Lidl+, og det er kun den billigste flaske, du får gratis. Og det er kun torsdage! 
    Meget attraktivt, men lidt malurt skal der være i glasset -som andre har Lidl også sat normalprisen op, så kæden taber (desværre) sjældent penge på det. 
    De er dog -langtfra- den eneste kæde, der har benyttet Covid og Ukraine krig til at sætte priserne op! 
    Herunder nogle vine, du med fordel kan købe med "3 for 2". Men husk:  kun torsdage, og du får kun den billigste gratis. Min "3/2" pris passer ikke ved køb af flere typer vin.

Grüner Veltliner "Kamptal", kr/fl v3: 39,33

**** (4/5) Lidl , kun torsdage med Lidl+ app  

1 fl: 59, Østrig. Måske det bedste køb p.t. En meget overbevisende østriger tappet af Toifl i hjertet af det gode Kamptal i baglandet til Krems, et af de bedste områder til Østrigs nationaldrue.
    En lys, meget frisk tør hvid med indbydende aroma af urt, pebere og æble, middel fylde, god syre og længde.
    Toifl er et ægte familiehus, som ledes af Michael Toifl og børnene Barbara (salg) og Christoph (vinmager). Huset har været fast leverandør til Lidl siden 1998. Huset henter det meste vin udefra, bl.a. rødvin fra Burgenland. Men hjertet er den fine veltliner fra Kamptal.

Fairtrade shiraz eller chenin blanc, kr/fl v3: 32,67

*** (3/5) Lidl , kun torsdage med Lidl+ app  

1 fl: 49Sydafrika. Også et rigtig godt køb. Fairtrade betyder, at druedyrkerne har fået en ok pris for deres druer.
    Den røde er fra det fine Paarl, en ganske indbydende, seriøs vin med positiv frugt, god fylde og rund eftersmag. Ikke stor poesi, men en mættende vin, der glæder. 
    Den hvide er tør, frugtig, ganske sprød og livlig -Sydafrika leverer rigtig god hvid "steen", som de før kaldte chenin. Begge er tappet i Tyskland og del af Lidl's "De luxe" afdeling. 

Háchon Reserva, kr/fl v3: 46,-

*** (3/5) Lidl , kun torsdage med Lidl+ app  

1 fl: 69. Ribera del Duero. Privat foretrækker jeg Neo, men denne Reserva imponerer rigtig meget med sin fløjlsagtige, polerede fylde og en duft med både nød og ny eg. 
    Vinen leveres af Pagos del Rey, den fine afdeling af giganten Felix Solis (og du husker måske andre mærker som Altos de Tamaron og i Irma-dagene Condado de Oriza. Formentlig samme vin, som i 2020 fik 91p/JamesSuckling. 

 

Neo Ribera del Duero, kr/fl v3: 50,-

1 fl: 75, 2021 Crianza, Spanien

**** (4/5) Lidl , kun torsdage med Lidl+ app  

Prisen på denne vin er (også) steget støt i Lidl, men et andet firma solgte Neo's crianza til op mod 150 for blot 6 år siden. 
   Flot, med overdådig frugt og nydelig lang, afbalanceret smag med modne tanniner. 2021 er stadig ung, men med sin balancerede kraft en god madvin. 91p/Guía Peñin (som også i 2020). Nok bedre om 1-2 år. 

    Har kun set få tests af denne vin i Danmark, senest 2016 fik 5* i Ekstrabladet af Rydberg (som også er forfatter til ”Spaniens Vine”).
    Neo er en god lille vingård, grundlagt i 1999 af 3 venner, der har musik (rock) såvel som film (Neo/Matrix) til fælles. Se denne lille film om vingården
    Foran vingården står en sjov robot (foto). Neo henter som andre nok vin udefra for at supplere de blot 12 hektar domæne. Har i mange år leveret til Lidl.

Loios Alentejo, kr/fl v3: 36,67

*** (3/5) Lidl , kun torsdage med Lidl+ app  

1 fl: 55. Det gode hus Portugal Ramos ligger i Alentejo øst for Lisboa nær historiske Evora. Stil som hypermoderne californisk vinhus med intet sparet -og vinene er druetypiske og gode. Loios er en af basisvinene, lavet på lokale druetyper uden cabernet eller chardonnay! 
    Den røde er mørk og middelfyldig, drevet af rød frugt med frisk syre, godt klaret i det lune klima! Druerne er tempranillo (aragonez) og trincadeira + en snert andre druer. Ingen eg. 2022 fik 86p/WineEnthusiast. 
    Har før også kunnet fås som god hvid, men ikke set fornylig. 

Riesling Pfalz... 46,-

1 fl: 69, Deidesheimer Hofstück Trocken (tør) eller Palatium Halbtrocken (halvtør), Tyskland

**** (4/5) Lidl , kun torsdage med Lidl+ app  

Har kun smagt den tørre riesling, tør, sprød, fin blomst og urt i næsen, middel fylde og pæn længde. Trods 7-8 g/l restsødme virker vinen helt tør, takket være 7 g/l syre. Den knap så tørre bør også være flot. 
    Vinen koster 6,5 € på vingården, så normalprisen er lidt høj. Vinen laves af Weinmanufaktur kooperativet i Deidesheim i hjertet af Pfalz, som med 125 år er regionens ældste.
    Hofstück er et Grosslage, som kan bruges til alle vine fra Deidesheim og naboer. De omfatter til gengæld nogle af de bedste vinbjerge i Pfalz. En anden etiket (samme vin?) har fået 89p/100 af kræsne Falstaff i både 2021 og 22.