Søg i 1400 opslag:

25/01/2024

Antu er superkøb fra Chile...

Den flotte Antu fra Chile er ugens udvalgte fra Salling's 2 kæder, som i denne uge er samlet i et opslag. Men prøv også den flotte San Felice Classico og Faustino V Rioja. 

Salling's Bilka og Føtex har ofte rigtig gode køb, men så få, at jeg i denne uge tillader mig at slå de 2 kæder sammen. 

Antu (65) er meget flotte vine fra Chile. Især anbefales carmenère og syrah, men alle er rigtig gode. Fra Spanien anbefales både Faustino V (46,50 v 6) og Baron de Ley (59, men check Netto, hvor prisen er 50). Husk også Gemma's single vineyard Barolo Colarej (129).

    Herman Salling (1919-2006) var en rigtig købmand, ofte lidt kantet, men også ekstremt dygtig, som på 50 år skabte Danmarks nok vigtigste dagligvaregigant. Dvs kæderne Føtex, Bilka og Netto. Han forstod at sætte sine priser rigtigt og alligevel tjene (mange) penge. 
    Et besøg i Salling varehus på Søndergade i Århus er en oplevelse -ikke mindst den imponerende vinafdeling (og tagterrasserne i flere etager på en lun forårsdag). 
    I mange år havde Salling samme chefindkøber (navn?) til vinen. Han skaffede dem mange af de mærker, som stadig sælges, bl.a. Montgras, Undurraga, San Felice, Dr Pauly, Righetti og Baron de Ley. Og måske også Trapiche.  

Bedste KØBMontGras "Antu" rød/hvid - Faustino V Rioja Reserva - San Felice Chianti Classico - Baron de Ley Rioja - Gemma Barolo "Colarej"
Godt KØB: Ripasso Righetti - Tanunda "Triathlon" - Cava Codorniu - Tullamore Dew - Jack Daniel Whiskey (ikke udgaven med Honey

uge05/2024

Rød cabernet-sauvignon, carmenère og syrah, hvid chardonnay, Chile
Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 2.februar

Antu er superkøb til 65... 
    Antu betyder "sol" på det indfødte machudo sprog og vælges fra de bedste single vineyards til hver druetype. Lavet i ret små mængder, typisk 20-50.000 fl/år af hver. 
      Syrah fra Ninquén, det første såkaldte navngivne ”Vinbjerg"” i det fine Colchagua. Yppig, flot frugt (bær/blomme, lidt krydderi), afrundet, fed og lang, fast til sidst, med god længde. 2021 fik 93p/Descorchados. 
      Cabernet også fra Ninquén. En fast, kraftig og smuk vin. 2019 har fået 94p/Descorchados og 90p/TimAtkin.
      Carmenère er fra ”Cabaña Blanca” i Peumo. Lige så kraftig som cabernet, med rig aroma af kaffe/krydderi/urt, ret frisk, men afrundet og lang. Jeg synes ofte, den er bedst efter 4-5 år, men faktisk også flot nu. 2020 er valgt som Top 10 carmenère i Drinks Business. 
       Chardonnay er fra Rotunda i Casablanca, tæt på det kølige Stillehav. Blot 20.000 fl. (2020). For mig knap så overbevisende som de røde -fed, rig, men pæn længde og med lidt syre. 2020 fik 92p/Descorchados.  
      Montgras fyldte 30 år sidste år, så det er stadig et ganske ungt hus. Det ejes af Hernán og Eduardo Gras og deres partner Cristián Hartwig. Salling har været med i over 20 år, ganske imponerende! 

Faustino V Rioja Reserva, kr/fl v 6: 46,50 

6 fl: 279, rød, også hvid og rosé
Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 1.februar

Rødgod Rioja med indbydende aroma med krydderi og begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre.

    Set i 2017. 2016 fik 88p af gode kritikere som Peñin og Atkin og koster 70-80 kr i Spanien. Såkaldt HyperHit (hvad det så er) fra sidste uge, men forlænget. OK Med mig!
     Bilka tilbyder også hvid, viura og chardonnay med kold gæring. Ren aroma, let til middel fylde, lidt neutral eftersmag. Rosé er ok, men ikke så god som den røde. Set i 2021 og 2022 (bedst). 
Meget bedre end Silverboom (6 fl: 269, 2*/5), dansk-tappet sødsuppe fra Sydafrika, som jeg (modvilligt) har smagt 2 gange. Suk. 

Rhone Vidal-Fleury rød/hvid, kr/fl v 6: 66,50

6 fl: 399**** (4/5) Bilka, indtil torsdag 13.juli

Lidt for dyr (tæt på 50 sidste år). Jeg vil gå i Netto efter Vidal's Ventoux (50), stort set lige så god (og med højere rating fra kritikerne). 
    Rød 2020 med rund fylde og blid eftersmag præget af modne druer. Den hvide er viognier + hvid grenache, lagret sur lie. Ikke smagt, men burde være frugtig med blomst, tør og frisk. nydes ung 

    Et mærke fra Guigal, og meget lig denne, blot uden eller med kun kort lagring i eg.  

San Felice Chianti Classico... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 1. februar

Tilbudspris går op og ned... Du kunne få den til 49 for 2 år siden, men i snit er den globale pris 130 kr. Og 59 er en ekstremt rimelig pris for flot Chianti Classico fra ét domæne. 
     Set i 2021. Nydelig fylde og pæn længde, ret fast smag. Til hakkebøf, pasta og pizza. Servér kælderkold.  Vinen er fra eget domæne, men en ung Chianti til at nyde ung, men... En ven, jeg stoler på, vil give den 2 år mere på flaske! 
    Kenderne elsker den også. 2021 og 2020 fik begge 92p/WineEnthusiast, mens 2020 også fik 92p/Falstaff. Endelig 2019 med 6*/6 i Jyll.Posten, 92p/Falstaff , 90p/Spectator samt 91p/WineEnthusiast. 

Ripasso Righetti Classico ... 59,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 1. februar

Jeg har nydt ripasso'en et par gange for sin runde fylde og positive frugt, der fører til en nydelig pæn eftersmag. Foretrækker den faktisk for storebror Amarone! 
      Righetti ejes af 3. generation af familien og ligger midt i Classico området med ret lille vingård. Derfor købes langt det meste ind udefra til en række vine, mest ripasso og amarone.

    Amarone Rocca Alata (129, 3*) er fair pris for Amarone, en letbenet rimeligt tør vin fra kooperativet i Soave. 

Gemma Barolo "Colarej"... 129,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 1. februar

Jeg er ingen Barolo tifosi, men denne skal være et trin højere end den normale (og helt ok) Barolo fra Gemma. Colarej er fra særlig mark i Serralunga i Barolo. 

      Set i 2018 (god årgang), stadig meget ung, men har en meget intens aroma, middel fylde, forholdsvis runde tanniner og allerede nu lang smag. Ikke en 40 års vin, men vil have godt af 4-6 år.  
       Forgænger 2016 fik IWSC Trophy samt 5*/6 fra Rydberg i Ekstrabladet . Vinen importeres i England af Oddbins, som sælger den til £39 (ca. 340 kr.  


Tanunda "Triathlon"... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex , indtil torsdag 1.februar
Blend af 3 druer (derfor navnet Triathlon) fra South Australia, ikke Barossa som husets bedre vine. 

     Rød grenache-shiraz-merlot:  et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød. 
    Rød cabernet-shiraz-merlot: Mørkere i farve -cabernet fornægter sig ikke- en snert mere fylde og lidt dybere tone i næsen og lidt mere struktur. 

Baron de Ley Rioja... 59,-

rød Reserva, hvid og rosé, Spanien
Bedste KØB + **** (4/5), Føtexindtil torsdag 1.februar

Den røde fås i Netto (50, fra lørdag 27/1), men selv til 59 topkøb, en moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft med pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk.
    Jeg drikker egentlig lige så gerne denne som den noget dyrere Gran Reserva, selvom denne er mere "fløjlsagtig" og fed, men måske knap så bærpræget. 
      85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. Set i 2018 med 91p/Guía Peñin og 92p/James Suckling.
     Hvid af druerne garnacha, viura og ret unikt hvid tempranillo. Meget aroma, tør, ganske frisk og pænt lang smag. 5* fra Rydberg (forfatter til Spanske Vine) i Ekstrabladet og SpritNyt.         
    Lyserød er ren garnacha fra af første pres ("Lagríma"). Diskret aroma, fyldig, ganske frisk. Begge nydes unge -helst 2023 eller 22. Nydes ung til en salat.

    Ley er rigtig stor, men skiller sig ud ved, at alle vine er fra eget (store) domæne. Huset bor på 400-årigt gammelt benediktinerkloster i Alavesa

Cava Codorniu... 55,-

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 1.februar

 

Brut er ganske ok i en simpel stil, nydelig ren aroma med lidt æbler og urt, tør uden at snerpe, pæn ren, lidt kort smag.  Seco er akceptabel, men som semi-seco måske bedst til en frugtdessert. 
    Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. Siden har huset (som i dag ejes af kapitalfond, men har familien med i ledelsen) ikke set sig tilbage -i dag laves 45 millioner flasker cava af druer, en del nok helt legalt hentet langt syd for Katalonien.  

Tullamore Dew Irish Whiskey... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 25/1
Måske den bedst kendte fra Irland og som sådan en whiskey der ofte rakkes ned (også af mig). Men slet ikke ringe, om end måske lidt sød -også god til andet end Irish Coffee. Er kaffen ikke sød nok, fås den også som Tullamore Dew "Honey". Puha (N.B: Også den sorte Jack herunder fås med honning, puha igen). 
    Faktisk er den normale Dew nok bedre end tidligere, siden mærket i 2010 blev købt af William Grant (Stand Fast, Glenfiddich whisky og Hendrick's Gin). Efter 150 år er mærket nu vendt tilbage til  fødebyen Tullamore, som den har navn efter. Ok, jeg foretrækker stadig Jameson! 

Jack Daniel "Old no 7" Whiskey.. 169,-

40% Tennessee, *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 1.februar

Tilbud til samme pris november i Føtex, så nu er den i Bilka.

    Jack's er en ret sød whisky med duft af tropisk frugt, vanilje og (ja) cola. Smagen er ret sød og lang, så de 40% ikke fornemmes tydeligt. OK at nyde ung for de fleste, men hvorfor mange vælger at gøre den endnu sødere ved at blande med cola, går over min forstand! 
    I min ungdom (før jeg kunne drikke det), var Jack en temmelig dyr whiskey (med "e"). I dag er prisen tættere på anden whisky -og her skal den også være, da den som anden Bourbon er lagret ret kort tid (den må kaldes Bourbon, men betegnelsen bruges ikke). 
    Jack's er en af de mest solgte whiskies i Verden, men laves sjovt nok i et "dry county" i Tennessee, hvor alkoholsalg/nydelse er totalt forbudt, modsat naboen Kentucky. 
    Whiskien laves mest af maj (med lidt byg og rug), som destilleres én gang sammen med "sour mash" (rester fra tidligere destillation). Den unge spiritus filtreres gennem et 3 meter tykt lag af trækul af brændt løn før lagring i egefade. 
    Jack Daniel har siden 1956 været ejet af Brown-Forman, et megetr stort familiefirma, som ejer en lang række velkendte mærker, bl.a. Diplomatico Rom og Korbel (californisk Champagne) mv.   

22/01/2024

Discount: Spanien er bedst, både rød og hvid

I år har det Coop365 været stort set ene med vinøse topkøb blandt deiscount kæderne. Nu er Rema1000 også kommet til -begge med topkøb fra Spanien! 

Coop365 har las Hermanas monastréll, en økologisk vin fra Murcia (39) med masser af kraft og frugt. Desuden Monte Ory chardonnay fra Navarra (39). 

    Rema1000 tilbyder også en spanier, den gode Nuestro Ribera del Duero (50). 

      De har en ny That's Why! (35), som engang  lignede Why Not!, men i dag er blevet reduceret til en almindelig bordvin. That's Why prisen er sat ned (35), men du kan få bedre vin til denne pris! Desuden en god Carolina Gran Reserva (59), hvor Assemblage er bedst. 

    Netto tilbyder en sydfransk Bourgogne-type, Garnier, som ligenr Martenot, du kunne få billigere i Føtex i sidste uge. Suk. 

    Lidl har en ok australsk Cabernet (35) + noget så usædvanligt (Lidl har mange specialiteter!) som Retsina af god kvalitet (25 for 50cl). 

Bedste KØB: Nuestro Ribera del Duero - Hermanas monastréll organic 
Godt KØBAussie Rules rød/hvid - Carolina Gran Reserva rød/hvid - Monte Ory chardonnay - Primitivo "Badia al Colle" - Pajar Verona - Cimarosa cabernet - Retsina 50cl - Garnier rød/hvid/brus - le Arche Prosecco + Ripasso 

uge04/2024


Nuestro, Ribera del Duero... 50,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 21-27/1
God vingård i Fuentecésped ved Duero floden med vine, der er bedre end de mere industrielle vine, som giganten Solis leverer, f.eks. Condado de Oriza og Altos de Tamaron. Vinen har lagret i små egefade -en ganske flot vin, ikke sværvægter, men intens og med flot bærduft (brom og hindbær). Excellent køb. Fik 6* i Vinbladet sept.22. 
      Akkurat som Rioja er Ribera vinene kommet ned i pris -og det er denne et godt eksempel på. Den sidste vin fra vingården, jeg så i Danmark kostede 140 kr.
Foto: Ejer Díaz Bayo har boet her i 10 generationer, men vingården er ganske ny og egentlig ganske flot, synes jeg. Den leverer flere etiketter, hvor Nuestro i teorien er billigst -synes dog D8 er svær at skelne fra D8 med Díaz etiketten! Den er del af gruppen Premium Fincas.

las Hermanas, monastréll organic... 39,-

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 24/1

Luzón er en god, stor bodega i Jumilla, men henter økologiske druer fra de lavere liggende vinmarker omkring Murcia til denne vin. 
       Samme økologi, samme drue monastréll (alias mourvèdre), samme moderne kælder, hvor vinen gærer i store tanke og tappes ung, mens vinen har sin frugt og styrke. En rustik landvin med kvalitet! Kan klare alt fra en grillbøf til cassoulet. Server kælderkold. 

Monte Ory Chardonnay, Navarra.. 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 24/1

Mere frisk end mange, ret letbenet, neutral aroma, god syre og rank friskhed. Mindes den som tør, men det er 3-4 år siden, jeg sidst smagte denne nordspanier. Vinen laves af Manzanos, et familiehus, som er vokset voldsomt de senere år takket være korrekte vine til lave priser. Siglo Saco er andet mærke fra huset, som ses i både Coop365 og Brugsen. 

Primitivo "Badia al Colle"... 49,-

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 24/1
Manduria. Badia er en primitivo (zinfandel) fra det lille Manduria i Puglia, som har en vis (italiensk!) kontrol med høstmængde og kvalitet. Ikke smagt, men vent en afrundet, kraftig, men ikke tung vin med åben frugt. Vinen kommer fra det store Piccini i Toscana. 

Pajar, Verona....  49,-

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 24/1

Coop365 beskriver vinen sådan: "Corvina og rondinella-druer fra området omkring Gardasøen. Druerne har tørret i cirka 20 dage inden presning. 12 måneder på egetræsfade og mindst 6 måneder på flaske" -tjaaa, det er vel, hvad de får oplyst fra leverandøren. Sådan en lille amarone til 45 -jeg gider ikke bruge penge på vinen, men konstaterer, at da Politikens Thomas Ilkjær (ildsjælen!) gav den 4 glas af 6 med ordene: "Fyldig, let sødmefuld vin, hvor de 14,5 pct. mærkes. Toner af modne kirsebær, chokolade og rødt kød. En smule kluntet og rustik, men fin tæthed". 

Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 28.januar

Vent en lidt fersk, men fyldig og ret blød vin med ligefrem krydret duft. Vinen skal komme fra Kingston (stort daglighus i det varme Murray), solgt af Amka og måske tappet af Globus. 
      "Aussie Rules" hentyder til australsk fodbold, der minder mere om rugby end fodbold.  

Carolina Gran Reserva rød/hvid... 59,- 

Rød cabernet-sauvignon og Assemblage malbec/cabernethvid sauvignon, Chile
Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 21-27/1
Et par af Carolina's rigtig gode vine! Assemblage er mest malbec fra Cauquenes i Maule, uden kunstvanding, med 8 måneder i eg. Ganske stærk, men ret blid. Cabernet er mindre frugtig, men samme solide fylde -og vil have godt af et par år på flaske. Hvid er frisk og ren, sprød, men jeg giver den ikke 6* som ellers god dansk kritiker. Smagt 2 gange, i årgang 2021. 

That's Why rød/hvid... 35,-

** (2/5), Rema1000, søndag-lørdag 21-27/1

That's Why er ikke den samme. Sidste år lignede den Why Not! (de kan noget med engelsk, de italienere!) til forveksling -en god syditaliensk zinfandel type, som nu er blevet til almindelig bordvin fra Italien. That's Why prisen er sat ned og vinen kun får 2*! Ung og middelfyldig rød, let sødlig hvid. 

Kronenland Riesling Trocken... 50,- 

*** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 21-27/1

Jeg kender rigtig mange vinhuse i Tyskland såvel som i andre lande. Men jeg er endnu aldrig stødt på "Kroneland" (tænker automatisk på vor egen Frederik X!). Vinen er formentlig helt ok, riesling fra Pfalz, hvor druerne i reglen er noget billigere. Men hvem leverer den? Den såkaldte "normalpris" på 119 (fra importør den sidste flaske) er dybt useriøs. 

Cimarosa cabernet... 35,-
Cabernet-sauvignon Australia (tappet i Tyskland)

Godt KØB + *** (3/5), Lidl, fra søndag-lørdag 21-27/1  

Den smager meget bedre end de alkoholfrie vine, som mange kæder promoverer i denne måned. Men heller ikke mere. Krydret frugt, middel fylde, helt ok, men forglemmelig. Prisen er uændret i forhold i januar sidste år, så jeg var lidt forkert, da jeg mente, Lidl har sat alle priser op! 

Retsina, hvid græsk, 50cl... 25,-

Godt KØB + *** (3/5), Lidl, fra søndag-lørdag 21-27/1  
25% dyrere end sidste år, men stadig godt køb. En praktisk 50cl flaske med 4-5 glas tør hvid med en særegen aroma med frugt og lidt nåletræ. Prøv den til pita gyros eller en krydret salat! Tappet af et af de store, anerkendte huse.        
      Jeg giver gerne vinen en chance. Prisen er kun lidt højere end i Grækenland, vinen er ung og frisk (gammel retsina er en plage).    
    Den unge hvidvin blandes med harpiks fra nåletræ, som kun lige når at give vinen aroma, før den fjernes. Druen er savatiano, groet i Attika.


Jean-Marie Garnier rød/hvid/brus... 45,-

rød Pinot Noir, hvid chardonnay, blanc de blancs brus, Frankrig
Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/1

Garnier har samme postbox i Bourgogne (21 som Martenot (du kunne få til 38,16 v 6 i sidste uge). Vinene ligner hinanden til forveksling -hentet i Sydfrankrig, selvom drue og flaske antyder Bourgogne. 
      Rød og hvid er helt ok landvin, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften. Den hvide er frisk, tør og ren.  Mousse ikke smagt, men skal være tør og ren. 
Garnier er et mærke under GCF, med hovedsæde i Alsace og afdelinger i hele Frankrig og Tyskland.

Prosecco "le Arche"... 55,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/1

Tilbud var 45 i efteråret, men stadig godt køb. Prosecco er ikke tankevækkende foredrag, men god sladder! Og ung  Prosecco er altid bedre end den ældre -den skal nydes, mens den har sin primære frugt. Som denne: Nydelig æblearoma, meget diskret sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhed
    Nydes alene eller i Aperol/Campari eller anden spritz (kirsebær, brombær osv). 

le Arche Ripasso Valpolicella...- 55,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/1

Piacentini’s billigere ripasso er en mørk, fyldig vin med fint bærkrydderi, drikbar, men letbenet. Der er god tannin, som skjules af en lille restsødme, som ikke generer.