Søg i 1300 opslag:

30/06/2023

Meny's ægkur starter for dyrt!

Meny's kur til Irma kunderne starter dyrt, synes jeg! Den første Irma vin for mig er Irma's gamle Crémant "Maison du Crémant" til 79,50 (v. 2). Den kunne vi dog hente i Irma til 69,50 for blot 2-3 måneder siden. 

Og hvorfor starte med denne vin, når Meny i forvejen har (for mig) bedre crémant til samme pris? 
    Og andre gode vine som en ny Pouilly-Fumé "Petit Marin" (topkøb til 99,95) eller Asorei Albariño (99,95) med 6*/6 fra Rydberg eller den gode Fleurie "Madone" til blot 89,95. 

     Det er vist ikke Meny, der har æren for den faldende inflation i Danmark! I hvert fald er priserne steget ganske meget i det sidste år.  

       F.eks. Mosel vinene fra Peter & Peter, som til 55 stadig er et ganske godt køb. Men du kunne få den til 50 i juni og til 45 sidste år. 

    Lige så med andre vine som Turris Ripasso (79,95, sidste år 66,67). 

    Jeg holdt meget af Meny's Pigoudet Aix rosé, men den er afløst til Villa des Roses (79,95). Nok ok, men jeg drikker lige så gerne GM Aix rosé (i Brugsen indtil torsdag 50 i Brugsen). Og så er der Bicicleta vinene fra Chile... Meny uge 27/23

Bedste KØB: Fleurie "la Madone" - Asorei Albariño
Godt KØB:  Cremant "Maison du Crémant" - Pouilly-Fumé "Petit Marin" - Peter & Peter riesling/rosé/rød - Rhone by Roger Sabon 

Cremant "Maison du Crémant", kr/fl v 2: 79,50 

2 fl. 159, Bourgogne Brut, demisec eller Brut rosé
Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 6.juli

Meny er begyndt på jagten med at få Irmas æg over i Menys kurv. De skal dog gøre det bedre end med dette tilbud -Irma solgte den til 69,50 (v 2) i april måned. Vinen er bestemt ikke top, men Bourgogne er (med rette eller urette) en kostbar vin.
    Jeg har ikke smagt Maison etiketten, men den minder ret meget om Moillard (Coop), Francois Martenot (Føtex) fra samme tappehal hos giganten GCF. Så vent en tør, frisk og let aromatisk cremant med pæn længde og lige en lillebitte sødme til sidst, som afrunder vinen.
    Etiketten er fancy, men GCF har råd til bedre designere end de fleste. Meny har i forvejen mange GCF vine, men håber dog ikke, at Maison du Crémant vil afløse Menys andre crémants fra Bourgogne -som Cave de Lugny (omtrent samme pris, men for mig bedre) eller Laborde (dyrere og bedre). 

Fleurie "la Madone", Cru Beaujolais... 89,95

Bedste KØB + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 6.juli

Fleurie er den mest mondæne (og ofte kostbare) af Beaujolais' 10 Crus, og ofte den bedste. Madone er et særligt vinbjerg kronet af kapel med lille statue af samme madonna som spir. Vinen gror op ad skråningen helt op til 450 meters højde.  
     Du skal forvente en meget frugtig aroma  (hindbær osv) vin med fin frugtsyre og middelfyldig, ganske frisk smag med lidt frugtsyre, der gør vinen meget egnet til mad. 2021 var testvinder med 5* i Vinbladet. Herlig nu, men 2-3 år mere på flaske får du en mere fløjlsagtig vin med rig bouquet. Serveres kælderkold.  
      Vinen er tappet af det store hus Boutinot, som henter vinen hos mindre lokale huse og engang var specialiseret i at levere (god, ikke stor) vin til engelske kæder. Vinen tilbydes af forskellige websider til 99-149 kr (med prismatch!). 

Asorei Albariño, Rías Baixas... 99,95

Bedste KØB + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 6.juli

2022. Jeg er meget glad for vine af druen albariño, der leverer herlig vin i Rías Baixas i Galicien nær det våde, kolde Atlanterhav. Området er delt i flere små områder, bl.a. Val de Balmès, der leverer denne vin. Har kun smagt én vin fra denne kælder (og det er 3-5 år siden). Men kan se, at Rydberg i maj har givet denne 2022 6*/6 med ordene: 
    "TESTVINDER . Strågul. Skøn duft af gul stenfrugt, æble og lime. Frisk smag af grapefrugt og Reine Claude blommer i perfekt balance med den sprøde frugtsyre fra grønne æbler og et pikant strejf af kernebitterhed. Elegant topvin på Spaniens bedste hvidvinsdrue.''

Pouilly-Fumé "Petit Marin"... 99,95

Godt KØB + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 6.juli

2022. Jeg kender ikke denne Fumé, men vil tro, den måler sig med Bailly, som Meny har solgt hidtil. Vinen sælges iøvrigt af anden importør til 150, så 100 er en god pris. 
    Vinen kommer fra lille domæne (13 hektar i Pouilly), som ledes af familien Petit, bl.a. med kvinder i 3 generationer! Domænet tappede sin første vin i 70erne. Vent en sprød, tør aromatisk vin med god syre og pæn længde. Herlig ung til en sprød salat eller til østers. 

Peter & Peter, riesling eller pinot noir.. 55,-

Mosel Riesling "Feinherb" eller Trocken (tør), rød Pfalz pinot noir, Tyskland

Godt KØB + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 6.juli

Også denne pris er steget med 5 kr siden foråret (og 10 kr/fl siden sidste sommer), så Meny kan tjene flere  penge end konkurrenten Coop! 
    Alle vinene er ret unikt fra Mosel's "Steillage", også graubunrgunder og pinot, druer, som indtil for 15-20 år siden var ukendte i det kølige Mosel! 
    Den tørre Riesling er flot, ren og frisk, god frugt og fine syrer i eftersmagen + lillebitte sødme. Feinherb dvs. halvtør, er lige så flot, indbydende duft og nydelig syre og sprødhedEn ny tør Grauburgunder (pinot gris) er fed, ren aroma, pænt frisk, tør og ren. Rød pinot fra det lune Pfalz, pæn uden at være prangende, nydelig frugt, lidt fersk, et godt køb. Fås også som rosé Feinherb (halvtør). Ikke smagt. 
      Peter & Peter er husvin ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel). 
      Vinene laves af ZGM (Zimmermann-Graeff-(Rudolf) Müller) i Zell, et af Tysklands største vinhuse, som leverer store mængder vine til alle kæderne. Garvede læsere vil kende den hyggelige by Zell fra "Schwarze Katz", men i dag ser man stort set kun en sort kat på skråningen over den lille by! (foto). 

Rhone by Roger Sabon, kr/fl v 3: 70,-

3 fl: 210. Godt KØB + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 6.juli

2021. Vinen har lige fået (endnu) et prishop, så Meny er desværre ikke med til at begrænse inflationen. Roger Sabon er en god vingård i Chateauneuf du Pape, som også ejer jord i Lirac (12 ha) og Rhone (6 hektar) og bordvin. Så denne vin er nok baseret på druer hentet hos naboer. 
       Ikke  smagt det sidste par år, men en ekstremt vinkyndig ven i Hørsholm anbefaler den varmt. Og ham stoler jeg på! Vinen har i ældre år fået 14,5-15p/20 af Revue du Vin, 2021 er nok ung, så vent mere ribs end kirsebær, medium fylde, god frugt (peber og krydderi) og afrundet, middellang smag. 

Cono Sur Bicicleta rød/hvid/rosé... 49,95

*** (3/5), Meny, Spar og MinKøbmand, indtil torsdag 6.juli

Rosé har pæn frugt, hvid chardonnay med mere friskhed end mange i sin klasse (og 90p/JamesSuckling), mens den pænt røde pinot noir er gode i deres klasse uden at imponere. Og så kunne du købe vinene til 41,67 (v 6 fl) for mindre end et år siden... 

      Cono Sur er et stort vinhus, som ejes af giganten Concha y Toro (som fås i Coop!), men drives separat og leverer moderne vine af god kvalitet. Deres mest kendte vin er denne med en cykel på etiketten, som er basisvinen. Pinot er specialitet fra huset (de er Chiles største pinot-producent), som har fået 90p af guide. En let, frugtig vin med stor charme. 

Kylie Minogue Prosecco rosé... 89,95

*** (3/5), Meny, indtil torsdag 6.juli

Du skal kun købe denne vin, hvis 
1) du er stor fan af Kylie eller 
2) hvis du er stor fan af udstyret, som er meget smart på den måde, som italienske designere har finpudset! Du skal ikke købe den pga prisen, som er temmelig høj for en pink prosecco (fås fra 50 kr). 
    Du får en let, pænt aromatisk skumvin med lille sødme og pæn frugt, hvor syren fra prosecco er balanceret en smule rød pinot. Jeg er dog lidt bekymret, da årgang 2020 er nævnt. Håber dog vinen er tappet for nyligt, for 3 år eer meget for prosecco. 
    Vinen er iøvrigt leveret af Zonin, er et af de større, historiske (1821) firmaer i Veneto, kendt for vin af ok middelkvalitet.  

Villa des Roses, Aix Provence... 79,95

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 6.juli

En provencalsk rosé fra giganten GCF's lokale afdeling, blot noget dyrere end den sidste jeg smagte (fra anden supermarkedskæde). Nydelig spinkel frugt, middel fylde, let syre -god madvin eller til glas i utide. For dyr. 

Turris Ripasso Valpolicella... 79,95

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 6.juli

Prisen er steget 20% siden sidste år, lidt voldsomt synes jeg! Jeg har jævnligt smagt vine fra kooperativet i Negrar, men ikke denne vin. Men den lover godt, og vinen er stadig ok køb. 

Discount: Herlig sommervin fra Østrig

De herlige hvide østrigere holder discount oppe i en uge, som er noget mat. Foruden Rema1000s altid fine grønne veltliner er der en tør, sprød riesling og en ny "Gemischtes Satz" -et blend- samt en ganske god rødvin til blot 50 kr.  

Rema1000 har også stadig Rudi Rüttger's gode Riesling (65 for 100cl), lidt højere pris og ikke topkøb. Modsat er den lyserøde Barbadillo "Mountin" rosé lidt af et fund ogviser, at det ikke kun er Frankrig, der er god til rosé (39 i Rema1000), 

    Har ikke set nye tilbud i Lidl, så et par ord om et par nye vine på Lidl's hylder. DeLuxe fås allerede for diverse skinker mv, så et par vine er vel naturligt -den hvide New Zealand pinot gris er godt køb til 50 (og det er ikke tilbud). 

    Et andet godt køb er Irrepetible, en spansk vin fra det lovende Manchuela område.  

    Endelig Netto og Coop365, der fører sig frem med gamle kendinge -ikke ringe, men bestemt ikke noget, der fører mig på afveje! 

Bedste KØB: Sant Thias hvid/rød/rosé - Barbadillo "the Mountain Rosé" 

Godt KØB: Rudi Rüttger Riesling 100cl - Castel des Maures Provence - Maximo rød/hvid - 
Irrepetible Manchuela - Pinot Gris Gisborne - Cremant Alexis Lichine - Faustino V Rioja Reserva - Banrock Station reserve rød/hvid - Silenia Rosé - Hardy's Stamp rød/hvid/rosé 

    Tilbud i Rema1000 fra søndag, Netto fra lørdag. uge27/2023

Sant Thias, hvid, rød eller rosé... 50,-

Hvid grüner veltliner, riesling eller Gemischter Satz (blend), rosé, rød pinot noir, Østrig

Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 8.juli

Den grønne veltliner er virkelig god og har DAC (appellation) Weinviertel, et af de gode områder for veltliner. Tør, frisk og sprød, med rig aroma (pærer, citrus og fersken), egentlig ret enkel, men alt hvad du kan ønske sig til en omgang muslinger eller grillede rejer. Ja, den er også god til såvel salat og perfekt til osten

     Riesling har lidt mere spinkel frugt, men nydelig friskhed, tør og ganske appetitvækkende -god vin til lys forret. Rosé virker for letbenet. Den røde er blevet pinot noir, ej smagt, som afløser "Gemischter Satz" (blend af flere druer).
    Foto: Vingården ejes og ledes af ægteparret Harald og Daniela Frank, direktøren Johanna and vinmager Katrin Frank. 
    Vingården ligger Hernbaumgarten -et hav af vinstokke, især grüner veltliner. Byen ligger ved foden af de østlige Alper, nær grænsen til Tjekkiet. Klimaet er køligt og tørt, perfekt til druen og for mig bedre end f.eks. Burgenland, hvor druen eer knap så karakteristisk i smag.

Rudi Rüttger Riesling 100cl... 65,- 

Trocken Kabinett, Pfalz, Tyskland 

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 8.juli

Prisen har fået et lille hop fra 59, så jeg er ked af, at jeg ikke fik købt den i juni! Har kun hørt godt om denne tørre Riesling Kabinett, som jeg dog aldrig har smagt. Druerne høstes modne og giver en ganske aromatisk, tør hvidvin, ren og frisk, beregnet til at nyde ung, Et par danske smagere har givet denne 2021 hele 91p. Måske lidt vel rigeligt.  


Rüttger er et privat vinhus i Neuleiningen, en malerisk lille by i det nordligste Pfalz ikke langt fra Worms. Familien har groet vin her siden 1643. For nogle år siden kom den unge Rudi Rüttger hjem efter endt uddannelse fra Klosterneuburg i Østrig. Men han har været en omvej omkring bl.a. Marlborough i New Zealand. Vinene er i dag meget moderne, sprøde og tørre. 

Château Castel des Maures, Côtes de Provence... 65,- 

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 8.juli
Der er kvalitet i denne rosé fra det skønne Provence: Vinen laves af lige dele grenache og cinsault og har en smuk farve og en fin aroma med lidt jordbær og andre søde bær, balanceret af en fin syre. Meget indtagende og god! Og mere anvendelig end pinkies set på de sære parfumeflasker. 
Foto: Slottet hedder egentlig Pascalette og er nok så kendt for at leje smukke ferieboliger ud som for denne fine vin! Slottet ligger nær Middelhavet sådan cirka halvvejs mellem Nice og Marseille. 

Maximo rød/hvid.. 39,-

rød/hvid Castillo, Spanien

Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 8.juli
Kender ikke dette mærke, som er grundlagt 2002 i la Mancha området for at lave "moderne vin". Navnet er perfekt, men om den røde tempranillo er højdepunktet af, hvad det hede, tørre område kan levere, er jeg ikke sikker på. Ingen eg, men god frugt og fylde. Den hvide er lavet på den mere neutrale viura drue. 

Barbadillo "the Mountain Rosé"... 39,-

Somontano, Spanien

Bedste KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 8.juli
En rigtig god rosé på især cabernet og merlot, som trives i de lavere Pyrenæeer ikke så langt fra grænsen til Frankrig. Stilen er simpel, men effektiv, med god frugt, tør og rentsmagende -god til en salat. Og attraktiv pris. 

Irrepetible, Manchuela, øko... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Lidl (fast pris)

En rigtig god vin med dyb farve, overdådig duft af blomme og bær, middel fylde oglængde. Lidt rustik, men med charme. 

      Vinen kommer fra Altolandon, et af de gode firmaer i Manchuela, et lovende område, som forener Mancha's rustikke basisvin med en frugtig stil fra València. Markerne ligger højt  (1100 meter), så druen syrah giver også god vin trods varmen. Området har stort potentiale, som de lokale er ved at lære at udbytte. En af vingårdene tilhører egnens stjerne, Iniesta, som i mange år var anfører for FC Barcelona og bl.a. valgt til årets fodboldspiller i Europa. 

Pinot Gris Gisborne, New Zealand... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Lidl (fast pris; tappet i Tyskland)

2022. På sin vis mere frisk og ren end den normale hvide sauvignon, som du ser overalt fra Marleborough eller Gisborne. Har ikke den ekstreme aroma fra sauvignon, men er meget sprød, frisk og ren med pænt lang smag. 

      Gisborne er ikke så kendt som hverken Marlborough eller nabo Hawke's Bay. Klimaet er lunere, men derfor godt til den grå pinot, og priserne er også noget lavere -men stadig er 50 kr en rigtig god pris på vin fra New Zealand. Vinen er del af DeLuxe, en ny serie vine fra Lidl, som har etiketter med billeder af Gary Bullock, en anerkendt engelsk kunstner Gary Bullock (foto). 


Chardonnay Limestone Coast, Australia... 59,-

*** (3/5), Lidl (fast pris; tappet i Tyskland)

Samme deluxe serie, men af uransagelige årsager dyrere -og så harden et problem, når den skal sammenlignes med William Hardy, også fra Limestone, som ofte f¨ås for 50 i Brugsen og meget vel kan være bedre. Limestone ligger syd for McLaren Vale og leverer rigtig god chardonnay gr nærheden til Stillehavet. 

 

Cremant Alexis Lichine, Bordeaux ... 60,- 

Brut hvid/rosé, godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 7.juli 

Navnet er næsten bedre end vinen! En nydelig duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden og har fint brus, måske lidt store bobler, lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Den tørre rosé skal være rigtig god, men ikke smagt. 
     Alexis Lichine selv er dog sjovere: 
     Alexis Lichine var i 30erne pioner for at sælge Californisk vin med druenavn, mens alle de andre mange år frem solgte vinen som Chablis, Champagne og Burgundy. Selvom de slet ikke de franske originaler. 
    Han var varm fortaler for vin tappet på vingården, hvad der ikke gjorde ham populær i en tid, hvor Chambertin og Léoville ofte blev tappet endog meget langt fra grosted og ofte smagte anderledes. 
      I 1951 udgav han den banebrydende "Wines of France", som var den første vinbog, som gik i detaljer med vin og klasse (som formentlig har været en stor inspiration for Parker). Siden fulgte hans vinleksikon, "Encyclopaedia" (1967, siden revideret 2-3 gange). Her trykte han en berømt ny udgave af 1855-klassifikationen. Den var tæt på at føre til en ny klassifikation -men eneste resultat var, at Mouton rykkede fra 2.Cru op i 1.Cru. 
    Han tjente formuer og brugte dem på at gøre Prieuré til Prieuré-Lichine, 4.Cru Margaux. 
    Under krisen i 1974-76 kom vinhuset i store problemer og måtte sælge ud af sit lager (jeg købte store mængder især Bourgogne og Rhone). Jeg nåde at møde ham 3 gange, senest et par år før hans død i 1989. 
      I dag er Alexis Lichine kun et navn (af mange), ikke et vinhus i GCF, ejet af familien Helfrich i Alsace. I samme stald er navne som Dulong (Irma), Calvet (Føtex/Bilka), Louis Eschenauer, Cruse og andre, som også ses på en lignende crémant.

Faustino V, Rioja Reserva... 50,- 

2015/16, godt KØB + **** (5/5), Netto, indtil fredag 7.juli

Faustino er et af de få huse, hvor Reserva kommer fra egne marker i Oyón og Laguardia, to af de rigtig gode byer i Alavesa, for mange det bedste område i Rioja. 
    2015 og 16 ikke smagt, men 2013 var for mig ikke på højde med de Reservas jeg drak i 1980erne. Men stadig en god Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et år eller to kan kun gøre vinen bedre. Fås også som rosé (tør, pæn frugt, lidt fersk, men nydelig madvin) og hvid, ej smagt. 

Banrock Station Reserve rød/hvid... 35,-

rød shiraz-cabernet, hvid verdelho-chardonnay, Australien (tappet i England)

Godt KØB + **** (5/5), Netto, indtil fredag 7.juli

Rigtig mange holder af Banrock. Behagelige kommercielle vine fra varmt klima -men i dag nok særligt gode køb gr. Kinas tårnhøje told på vin fra Australien. 
      Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, ikke helt tør (6 g/l), nydelig og behagelig, men jeg vil aldrig købe 6 flasker af den! Hvid er lidt sjovere -på druen chardonnay (trist) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer friskhed trods igen en ganske lille sødme. 
      Banrock Station (foto) er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvoraf 600 er plantet med vin. Sådan en mark kan kun eksistere langs Murray-floden, som løber gennem tørt, ørkenlignende land tæt på Kingston -en anden stor vingård i Australien. 

Silenia Rosé... 50,-

Godt KØB + **** (4/5)Coop365, indtil onsdag 5.juli

Kender slet ikke denne rosé, men kan se, at BT har den som testvinder bl.a. med ordene: "mange lag. Masser af frugt, masser af fylde. Super lækker tekstur i munden. Den er sådan lidt Syd-Rhône-stil i det, hvor man virkelig får varmen og solen. Det var det her, jeg håbede på at få i dag". 
Det skal dog siges, at BT kun smagte 5 pinkies -og ikke nogle af dem, jeg plejer at anbefale. 

    Coop365 sælger også Santa Rita Rosé (35, 2-3*). Næppe det store sus, men en god pris på en tør rosé. 

Hardy's Stamp rød/hvid/rosé... 35,-

Godt KØB + *** (3/5)Coop365, indtil onsdag 5.juli (tappet i England)

Vil hellere i Coop efter Hardy's Crest (6 fl. 179), men skal du kun bruge én flaske, er denne helt ok, om end inderligt ligegyldig. Men en lidt tørrere smag end mange. Den røde er bedst. 
      Hardy er traditionsrigt (1853) og den vigtigste del af Accolade, Verdens største vinhus. Der er stadig en Hardy med i huset, men næsten alle vine er præget af industri. Stamp vinene blev præsenteret på Verdensudstillingen i Brisbane 1988. 

29/06/2023

Bilka/Føtex: Portugals grønne vin -knivskarp syre og knivspids sødme + lidt brus

Portugals grønne vin er en perfekt sommervin. Fjerlet, ren, sprød og frisk, lidt bobler og knivskarp syre og så lige en knivspids sødme til sidst. Casal Garcia fås til en utroligt rimelig pris! 

Bilka er som Føtex gået i sommer mode. En masse vine er sat op i pris, men der er faktisk et par gode køb... 

Casal Garcia (35) er den originale Vinho Verde -"Grøn Vin"- oprindelig rød, men nu mest hvid, men Bilka har også den glimrende rosé. 

    Rèmole og Pater (49) er gode Toscana vine fra det store Frescobaldi domæne. Det er enkle, ukomplicerede vine, omtrent som den idealle Chianti, før multillionærerne rykkede ind og gjorde Chianti posh. Vil du have seriøs Chianti, så er Grigio svaret -lidt dyrere end før (89), men stadig topkøb.  

Bedste KØB: Casal Garcia hvid/rosé - Frescobaldi Rèmole + Pater - Il Grigio Chianti Riserva

Godt KØB: Baron de Ley Rioja Gran Reserva - le Arche Ripasso - Aimone rød/hvid/rosé

Bilka uge27/2023

Casal Garcia hvid/rosé... 35,-

Vinho Verde, bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 6.juli

Vinho Verde -”Grøn Vin”- laves i det nordligste Portugal mellem Oporto og grænsen til Spaniens mondæne Galicien. Et vådt og køligt område, hvor vinstokkene får så meget vand, at udbyttet bliver det højeste i Spanien. Druerne når ofte ikke helt modenhed og får det grønne præg, som har givet dem deres navn. 

     Den hvide García var den allerførste Vinho Verde, der kunne fås uden for Portugal (jeg solgte den i 1968 til... 20 kr, en ret høj pris i de dage!). Og vinen er nok bedre i dag -meget lys, let, neutral aroma med lidt citrus og blomst, ganske ren og frisk med mikroskopisk snert af sødme -diskrete  bobler -god til tapas, sushi o.l. 
      Du kan også få den sjove lyserøde Vinho Verde, et levn fra 90erne, da Vinho Verde (trods navnet) oftest var en rødvin. Den har også et lille spritz, mere aroma (hindbær, brombær, kirsebær), ganske lille sødme og fin syre -en rustik vin på den kommercielle måde. 
      Casal Garcia har mere end 60 år bag sig og laves på det smukke Avaleda i Minho området (foto: Smukt hus, men også stor fabrik bagved!). Mange elsker at hade ejer Sogrape, som tjener formuer på den lyserøde Mateus. Men Sogrape er også et hus, der har indført moderne vinmageri i det konservative Portugal. 

Frescobaldi Rèmole eller Pater... 49,-

Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 6.juli

Rødvin fra markis Frescobaldi, en af de største godsejere i Toscana. Huset leverer indbydende Chianti, som smager godt ung. Disse kommer fra egne marker fordelt rundt i Chianti, men sælges "kun" som Tsocana. Jeg har smagt begge i flere årgange, og de er glimrende og rigtig gode køb til 49. Pater har lidt eg og er 100% sangiovese -den klassiske Chianti-drue, mens der er mindre eg og lidt cabernet i Rèmole.
    Begge har dyb farve og indbydende frugt, middel fylde og afrundet finish, måske med lidt mere bid i Pater. Men prøv begge og sig mig imod! Foto: Rèmole godset i Chianti lægger navn til vinen.

Il Grigio, Chianti Classico Riserva... 89,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 6.juli

Solgt til 69 sidste år, men selv til 89 er vinen tæt på superkøb, en klasse over den almindelige San Felice. Riserva er fra bedre druer og lagres et år i eg før tapning. P.t. 2019 (92p/Spectator) og den unge 2020. 

     Grigio Riserva er en af Sallings gamle favoritter og forener det civiliserede med det kommercielle i en lækker Chianti!  Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -en god sangioveses fine tørre tanniner til sidst, men grundlæggende blød. Har dog godt af 3-4 år på flaske. 

Baron de Ley, Rioja Gran Reserva... 89,-

Godt KØB + ***** (5/5) 2015/16, Bilka, indtil torsdag 6.juli
Markant blødere end Grigio, en poleret, fløjlsagtig, lækker vin, god fylde, pæn længde, rig bouquet -men mangler måske lidt koncentration til at være i top. Der er bedre Rioja, men Ley er altid flot, pålidelig -og meget velsmagende. 
      Gran Reserva er tempranillo druer fra finca'en i Cenicero i Rioja Alta (modsat hvad der står på Bilka's web), som lagrer 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske. Og så skiller den sig ud ved, at hele høsten er fra eget domæne. 2015 fik 92p/WIneEnthusiast og 91p/Tim Atkin, 2016 blot 90p/Tim Atkin. 

le Arche Ripasso Valpolicella, kr/fl v 6: 53,17

6 fl: 319. Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 6.juli

Piacentini’s billigere ripasso er en mørk, fyldig vin med fint bærkrydderi, drikbar, men letbenet. Der er god tannin, som balanceres af en ganske lille restsødme, så balancen holdes.  

Crémant Martenot, Bourgogne hvid/rosé... 89,-

*** (3/5), Bilka, indtil torsdag 6.juli

Jeg er måske for hård, men når man har set denne crémant til omkring 70, virker 89 for en høj pris, selvom det faktisk er billigt for en crémant af druer så dyre som Bourgognes! Den hvide har jeg smagt 2 gange i festligt lag og husker den som helt ok, ren og frisk, lidt neutral aroma og meget lille sødme sidst i smagen. Den lyserøde ikke smagt. 
    Martenot er et af mange huse ejet af GCF, som laver crémant over det meste af Frankrig, bl.a. i Bordeaux (Calvet og Dulong), Loire, Jura og Alsace -samt Bourgogne.  

Riesling Helfrich, Alsace, kr/fl v 6: 53,17

6 fl: 319, *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Sælges som HYPERHIT, men det er lidt overdrevet -vil tro, at vinen er identisk med Laugel Riesling, som du kan få i Brugsen til 43 kr (v 3 fl), Vinene er fra samme hus og tappet i samme kælder. Andre vine herfra sælges som bl.a. Arthur Metz og Klipfel. 
      I ældre årgange fandt jeg disse vine lidt grønne, umoden syre præget af umodne druer. Men klimaet har også ændret sig her! 2019 og 2020 var begge helt akceptabel med pæn frugt og frisk syre og en lille umærkelig sødme bagest. 
      Joseph Helfrich er fra Alsace, men tjener i dag de fleste penge på f.eks. JP Chenet (og den har jeg endnu ikke kunnet drikke). I Alsace har han lille domæne, men køber fra mindre bønder + overskudsvin fra kooperativerne.  

Pipoli, rød/hvid/rosé ... 55,-

rød Aglianico Vulture, hvid greco-fiano, rosé Aglianico, Basilicata, Italien

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 6.juli

Aglianico er en sjælden drue, som stort set kun gror omkring Napoli (Taurasi) og i Basilicata ved Vulture (der er lidt sagndyr og drage over det sære navn). Druen anses måske for den mest ædle syd for Rom. Vinen var respektindgydende, men ikke behagelig -men er hos nye vinmagere langsomt blevet mere tilgængelig. Vulture er lille, 400 hektar med ca. 3 millioner fl/år fra et par håndfulde producenter.    
    Den røde imponerer -middel dyb; anderledes aroma med lidt anis, kirsebær og krydderi med snert af chokolade, middel fylde, pænt lang, afrundet balsamisk smag med markante tanniner, som kalder på en solid gryderet. 

    Den hvide på de to fornemme druer greco og fiano har indbydende aroma, tør smag, ret blød.

28/06/2023

Provence -et bjerg af rosé!

Hvis du hører til Dem, der drikker rosé i dag, har du meget at takke Provence for. Det er ikke mange år siden, at mange anså rosé for et dårligt alternativ til rød og hvid. Siden starten af 00erne har Frankrig drukket mere rosé end hvidvin -og en meget stor del af vinen er fra Provence. 

I dag er vi andre (resten af Verden) nølende fulgt i de franske fodspor! 

Smagen: En rosé fra Provence er altid tør, duften er i den unge vin diskret, elegant, mens smagen er middel i fylde og pænt lang, med fine syrer, der gør den egnet til mad. De bedste kan gemmes op til 10 år, men det er få flasker, der overlever så længe.   

    Farven i rosé Provence er lysere end de fleste, ofte kaldet oeil de perdrix, lidt makabert navn, da farven skal ligne øjet i en nylig dræbt agerhøne! Denne lyse farve vinder stadig frem overalt og opnås ved hjælp af kontrolleret gæring, hvor man søger vin med mere aroma, syre og friskhed.    

Provence: er klemt inde mellem Alperne i nord og Middelhavet i syd. Mod vest ligger Avignon og Rhone-dalen, mod øst Nice og Menton og grænsen til Italien. 

    Årligt leveres godt 160 millioner fl/år fra 600 vinbønder, 60 kooperativer og 40 vinhuse. Knap 90 % er rosé, resten rød og lidt hvid (2022). Provence er ikke alene den største leverandør af rosé i Frankrig (selvom Languedoc nærmer sig), men levere alene 5% af al rosé i Verden. 

    Vinen laves næsten som en rødvin. Mosten udblødes ved lav temperatur med drueskallerne (der leverer farven), og skallerne fjernes efter 12-24 timer, før farven bliver for mørk. Læs mere her

    Druerne er de samme, som leverer rødvin i bl.a. Rhone: Grenache og cinsault udgør det meste, men ofte med andre druer som tibourin og syrah. Der må også bruges hvide druer -op til 15% (dog 20% med rolle). 

    Flasken: det meste tappet i dag på samme flasketype som Bordeaux, men ofte bruges også forskellige variationer over romerske amforaer. 

    Gastronomisk: Den lyserøde vin er den klassiske ledsager til en salat, f.eks. salade nicoise, men er faktisk egnet til det meste og perfekt til de fleste frokostretter. 

    Provence deles i 3 områder: 

    Côtes de Provence er langt det største område og omfatter både vinmarker nær havet (bl.a. St Tropez) og i dale inde i landet. Her ligger også Provence's Crus Classés, en forening af knap 20 slotte (1955). 

    Côteaux d'Aix en Provence længst mod vest, omkring byen Aix. Her ligger bl.a. det berømte Montagne Sainte Victoire, som har inspireret kunstnere som Cézanne og Picasso. 

    Côteaux Varois en Provence -er et mindre område højt i bjergene omkring Brignoles. I dag laves rigtig fin rosé her. 

Crus i Provence

Bandol -kan være superb vin. Bjerge hele vejen rundt giver et lunt klima og beskytter vinen mod vind og uvejr fra alle sider undtagen mod syd fra havet. Mest kendt for rød på druen mourvèdre. Denne kan med fordel gemmes en del år. Der laves dog også en masse rosé, hvor druen mourvèdre også er vigtig sammen med de normale grenache, cinsault osv. 

Baux en Provence -del af Aix, men med særligt klima og præget af det dystre Baux bejrgmassiv. Ret lille produktion, en stor del rød.  

Cassis -gammel fiskerby i dag del af Marseille. Historisk hvid, men i dag alle farver. Det meste drikkes lokalt. 

Palette -lille område tæt på Aix en Provence med udsigt til det betagende Sainte Victoire bjergmassiv. Historisk kraftig rød, men i dag også mere end ok rosé. 

Bellet -lille område nær Nice, hvor bl.a. hvid på druen rolle mest drikkes.