Søg i 1300 opslag:

06/05/2010

Forsalg 2009 -dyrt og risikabelt!



Du skal kun købe årgang 2009 i Bordeaux, hvis du ikke kan leve uden denne årgang. Vinene sælges til tæt på 50% højere priser end de foregående årgange -og op til dobbelt pris af vin fra samme slot, man kan købe på flaske.

F.eks. Lamothe Bergeron, en god Médoc, som man kan købe i topår til 100 kr og i mindre år til 70-80 kr. Den koster tæt på 70 kr. Ab slot. Plus renter i 2 år, transport, alle afgifter og 25% moms. Altså vil importøren have en kostpris tæt på 100 kr.
Denne vin er næppe et fund til prisen -og sådan er det med rigtig mange af de vine, som hidtil er blevet udbudt... Priserne er steget markant trods alle vores råd til slotsjerne.

Hvor mange købere er der til en årgang med så høje priser? På et marked, der stadig ømmer sig ovenpå den værste krise i 80 år -og i et EU, hvor Grækenland er ved at rive tæppet væk under Euro'en. Jeg havde håbet på langt mere rimelige priser!

Bordeaux 2009 er rost af både Parker og i al beskedenhed af Erik Sørensen Vin, yes!
Den sammenlignes med både 2005, måske endda 2000. Bedst i Médoc, mere usikker i Pomerol. Men hvor god er årgangen egentlig?
Og er det forresten den rigtige vin, Parker har smagt og alle os andre den april dag i Bordeaux? Der er en risiko ved at smage fadprøver. Og jeg har endnu aldrig mødt en slotsejer, som hentede vin fra sit dårligste fad, når Parker kom på besøg.

Læg så hertil den risiko, du løber ved at købe forsalg... Sidst i 1980erne købte Erik Sørensen en masse vin fra et hus i Bordeaux. Men så gik dette hus konkurs. Vi kom med alle de mange betalte regninger -bare ærgerligt: Slottet ejer vinen indtil den er på flaske -vi ejer først vinen, lige før den kommer til Danmark. Det var dyrt for os, for vi måtte købe vinene 2 gange. Men vi gjorde det, for dengang solgte vi også forsalg -og havde solgt en del af flaskerne.
Men også den danske importør kan gå konkurs -og så hjælper ingen kære mor -du må bare stille op i køen af kreditorer. Det får man sjældent meget ud af.

Derfor: Vent med at købe vinen til den er på flaske. Så er du også sikker på at få vin fra det rigtige fad...

NB: Når alle andre kan vente med at sælge vinen til den er på flaske -hvorfor så ikke Bordeaux?