Søg i 1200 opslag:

02/04/2022

Flot rød med et touch Sassicaia og lillebror til legenden Barca Velha!

En kraftig sardinsk rødvin med en smule Sassicaia over sig -superstjernen er en af ejerne- samt en yngre bror til legenden Barca Valha + klassisk riesling fra det fornemme August Kesseler i Rheingau. 

Rema1000 har vinfestival og byder også på gode vine fra Chile, Frankrig og Italien. Meny har en klassisk St. Émilion til en lav pris samt god malbec fra Argentina. 

Men du skal i Bilka for at få Ferreirinha, den solide lillebror til legenden Barca Velha -kun 17 årgange tilbudt siden 1950erne! Og så har de stadig den flotte Montagny til spotpris. Utroligt! 

Bedste VIN: Vieux Combes Grand Cru St Emilion
Bedste KØB: August Kesseler riesling Rheingau, Paul Mas rød/hvid, Carolina Reserva rød/hvid, Bousquet Cameleon rød/hvid, Montagny "la Burgondie", Hecula" Organic rød,  Andresen LBV Port
Godt KØB: Montessu Isola de Nuraghu, El Coto Rioja crianza, Nuestro Ribera del Duero, Villa Borghetti Ripasso, Prosecco Pasqua hvid/rosé, Cono Sur "20 barrels" rød/hvid, Casa Ferreirinha "Vinha Grande", Drostdy Hof rød/hvid, Mingus Liberty rød/hvid

August Kesseler riesling Rheingau.. 69,-

Tør, Bedste KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 9.april

"The Daily August". Meget åben, med overdådig frugt. god mineralitet, flint og ganske lille sødme, holdt i balance af fast syre. Fra gode parceller, men ofte unge vinstokke. Ingen eg -gæring og lagring sur lie i stål.
     På sin 1000 kilometer lange rejse mod nord er der kun ét sted, hvor Rhinen slår et sving til venstre for at skabe Rheingau, en 35 kilometer bred skråning vendt stik syd. Her nær Frankfurt leveres klassisk riesling. 

       Kesseler ligger i den maleriske lille by Assmannshäusen, (foto viser svævebanen og Höllenberg). Kesseler leverer måske byens bedste røde, men mindst lige så fine riesling-vine. For 100 år siden ejede vingården blot 2,5 hektar, men siden begyndte vingården at vokse, og unde August dækker vingården i dag 33 hektar fra Lorch i vest til Hattenheim og Erbach i øst. 
      Vingården har et stort ry (4* af 5 i Gault-Millau) for både rød pinot (1/3 af høsten) og hvidvin. Vingården har siden 1995 været medlem af VDP, en gruppe af Tysklands bedste vingårde, hvis flasker prydes af en vinøs ørn på kapslen.  

      Jeg er ganske glad for Meny's Peter & Peter og drikker også gerne Dr Pauly fra Føtex og Bilka. Men med Kesseler er vi oppe i superklassen -til en rimelig pris. 

Montessu, Isola de Nuraghu... 119,-

Set i 2019, Godt KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 9.april
Sardinien. Ejer af San Guido i Bolgheri (kendt for bl.a. Sassicaia) har i 10 år arbejdet sammen med sardinske Santadi om denne vin, der er baseret på carignan, med lidt cabernet og syrah oveni. OK køb for noget med en duft af Sassicaia i sig! En ganske smuk vin med overdådig frugt og rund fylde. En ligefrem vin med charme. 2018 fik 90p/Spectator.  

Carolina, Reserva, rød/hvid, 5 typer... 40,- 

Rød pinot noir, cabernet-sauvignon og carmenère, hvid sauvignon og chardonnay
Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 9.april 

Vinene var gode til 50, så til 40 punkterer det myten om stadig højere vinpriser! God vin fra Santa Carolina. Reserva betyder præcis det, huset ønsker -og her er det vin af bedre druer fra gode områder, som er lagret i eg, typisk 6 måneder. Flere af de røde kommer fra Colchagua -et af de bedste "varme" områder, hvor carmenère (en specialitet) modner fint. Pinot Noir kommer fra det kølige Leyda. Har ikke smagt dem alle, men jeg er imponeret -især til 40 kr!

      Santa Carolina er et af Chiles historiske firmaer (grundlagt 1875) og op kaldt efter grundlægger Luis Pereira's hustru Carolina. Huset er stort, men med årligt salg på 25 millioner flasker noget mindre end Concha y Toro .Huset ligger nær Santiago by og er et meget flot besøg, selvom det blev hårdt ramt af jordskælv i 2010.

Paul Mas "Reserve" rød/hvid, ... 50,-

rød cabernet sauvignon elleer pinot noir, hvid viognier IGP, Frankrig
Bedste KØB + **** (4/5),  Rema1000, indtil lørdag 9.april

Rød Cabernet-Sauvignon er en meget fyldig vin med åben, indbydende  bærduft og afrundet fasthed -faktisk et mix af Bordeaux og Californien -mere bær end Californien og blødere end Bordeaux!
Rød Pinot Noir -middel dyb farve; indbydende frugt, ren og pæn -det er ikke Bourgogne, men bedre end stort set al Bourgogne under 100 kr.
Hvid Viognierfrugtig tør hvid med pæn fylde under på den fine Rhône-drue kendt fra bl.a. Condrieu. Rema mener, den kan gemmes, jeg ville drikke den nu til f.eks. skaldyr og rejer. Vinene er "Single Vineyards", men næppe ejet domæne, men domæner i samarbejde med den begavede Paul Mas. 

FotoPaul Mas -her med familie- er en dynamisk, begavet vinmager, der boede en del år i England (og taler flydende engelsk med charmerende fransk accent!). For en del år siden vendte han tilbage til familiegodset omkring Pezenas nord for Béziers.
      Det er i de senere år udvidet voldsomt til i dag tæt på 1000 hektar, som leverer store mængder vin af god og af og til meget god kvalitet

El Coto, Rioja crianza... 59,- 

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 9.april
En meget indbydende og lækker vin, ikke så intens og højrøstet som Nuestro herover, men den smager godt.    
      Coto ligger i Oyón i Alavesa tæt på Faustino, som jævnligt optræder i denne blog -og deler ejer med Baron de Ley, som sælges af Bilka og Føtex. Alle har det til fælles, at vinene i reglen kommer fra eget domæne og leverer meget vin til pengene.Denne crianza har fået 92p af James Suckling (lidt gavmildt, måske). 

Foto: Coto blev grundlagt under den store Rioja-revolution i 1970erne og var en tid den største bodega i Rioja. Etiketterne er kendetegnet med en gravering, altid med en kronhjort.

Nuestro, Ribera del Duero "Roble"... 59,- 

Godt KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 9.april
Ganske udmærket vingård i Fuentecésped ved Duero floden. Vinen har lagret i små egefade -en ganske flot vin, ikke sværvægter, men intens og med flot bærduft (brom og hindbær). Godt køb. 

Villa Borghetti Ripasso, Valpolicella... 50,-

Godt KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 9.april
Jeg kan egentlig meget godt lide Pasqua's vine, som i Rema1000 sælges som Villa Borghetti. Den almindelige Bardolino er simpel og god, men Ripasso'en er mere seriøs, en rund kraftig vin i typisk Valpolicella stil med pæn fylde og frugtig næse. 

      Rema1000s vinfestival omfatter også Aussie Rules (shiraz eller chardonnay, 25, 4*?), jeg tør ikke smge den, men den vil sikkert gøre budgetvinelskere tilfredse. Og nok bedre end Diamond Hill (3 liter Box, 99), som bestemt ikke var min smag. Desuden Peter Bott (rød(hvid, Tyskland, 39), som jeg ikke har smagt. 

Prosecco Pasqua hvid/rosé... 39,- 

Extra Dry, bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 9.april

Pasqua er stort familiefirma ved Valpolicella, som leverer ok middelvine. Deres Prosecco er slet ikke tosset og godt køb. 39 er næsten for billigt! Den lyserøde er ikke smagt. Begge fås også i søde udgaver, som jeg ikke har lyst til at smage.  

Aziano, Chianti Classico... 89,-

Set i 2018, *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 9.april -en af utallige vine fra det store Ruffino hus. Vinen kom vist engang fra navngiven ejendom, men det er længe siden. Mindes ikke at have smagt den og vil bruge pengene på anden vin. 
Til samme pris Urlo fra samme firma. Helleer ikke vin, jeg vil bruge penge på. Måske ikke fair, men må vælge, hvad jeg vil bruge penge på. 

Bousquet "Cameleon", rød/hvid, øko... 59,95

Malbec, cabernet sauvignon eller chardonnay, Argentina

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 7.april

Vinene ser stort set ikke eg, så de kan ligne Trapiche's Pure, men er i reglen lidt dyrere og et mulehår bedre! De røde har en masse frugt og fylde og ren eftersmag med masser af bær. Malbec er mest frugtig, med masser af bær oven på blød tannin. Cabernet virker mere mineralsk, med har en lille snert fra lagring 6 måneder med egestave eller egechips. Chardonnay er ikke smagt i mange år. Økologisk drift. 
      Foto: Jean Bousquet er en af mange franskmænd, der kom til Argentina i 1997 efter råd fra Lurton (fra Bastide, se herunder!). Han købte en masse jord og plantede 279 hektar vinstokke ved Tupungato i 1200 meters højde. Køligt klima med sol og kolde nætter, hvor druerne modne i sandjord. I dag assisteres han af næste generation. Cameleon kun smagt én gang, men husker gode ældre årgange af selve Bouquet vinene, som var flotte. Men Cameleon er nu også ret gode -og topkøb til 60.

Cono Sur "20 barrels"... 110,-

Vælg mellem Pinot Noir, cabernet-sauvignon eller hvid chardonnay, 

Godt KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 7.april

"20 Barrels" var oprindelig den bedste vin fra (du gætter det aldrig)... 20 fade! Dvs 6000 flasker. Men  huset er vokset, og det er produktionen også! Af pinot'en alene tappes 100.000 fl/år, men for et hus med 30 millioner fl/år er det jo "limited production", som etiketten fortæller! Og der er kommet to endnu finere serier over de 20 fade. Stadig rigtig flotte vine, som kan konkurrere med stor vin fra Californien eller New Zealand. 
      Pinot noir -er specialitet hos Cono Sur. Huset er unikt ved at producere mere pinot noir end anden rød. Pinot kommer fra det kølige Casablanca, og vinen laves på traditionelle Bourgogne-metoder, blot med kulturgær. Vinen gærer i åbne kar som i Bourgogne, men der er noget mere eg (85% ny fransk eg til 80% af høsten). Robert Parker er begejstret for nye årgange (2018 fik 93p/100). 
      Cabernet-sauvignon er også meget flot fra Maipo, magtfuld og lækker. Chardonnay fra Casablanca er ret frisk, fyldig og lang, men mangler det sidste for mig. 2018 får dog 91p/Parker. 

Vieux Ch. des Combes, Grand Cru... 125,- 

Set i 2016, St Émilion, Bedste VIN + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 7.april
92p/WineEnthusiast. En klassisk merlot (65% + diverse cabernet) fra rigtig godt år, leveret af Cantin, en fin vingård på noget af den rigtige limstensjord ikke langt fra selve Saint Émilion. Slottet blev bygget i 1600-tallet af benediktinerne og skiller sig ud fra naboerne ved altid at have haft vin. Jeg vil tro, at Combes er samme vin som Cantin, bare en anden etiket. 
      Jeg ville smage vinen nu -den har stadig frugt- men nok gemmes det meste 3-5 år længere, selvom 2016 (og 2015 ses også) er gode år. 
         Foto: For nogle år siden blev Cantin købt af Joseph Helfrich, som dermed træder ind i en lang række vinkøbmænd, som har tjent en formue på konsumvin, som de nu bruger på luksusvine. Blandt de andre i klubben er familien Castel (som nu ejer Beychevelle), Boisset og Bernard Magrez (Pepe Clément). 

      Helfrich skabte i 1970erne giganten GCF, der trods adresse i Alsace blev store med whisky fra Skotland (Cromwell) og Comte Joseph Cognac (!), siden en sødlig konsumvin som JP Chenet, før de for alvor begyndte at sælge den lokale vin fra Alsace med navne som Arthur Metz, Laugel og andre. 
      Siden gik turen til Bordeaux, hvor de opkøbte mærker snarere end kældre med gamle, fine navne som Louis Eschenauer, Cruse, Alexis Lichine og Dulong. Så kom turen til Bourgogne (Moillard, Francois Martenot osv), Loire osv -og på det seneste også Tyskland med Peter Weinbach (se herunder).

Casa Ferreirinha "Vinha Grande", Douro... 109,- 

Godt KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil fredag 15.april
Portugal bør egentlig kunne levere vin så god som Italien, Spanien og Californien. Det ved vi, for vi har smagt Ferreirinha's unikke Barca Velha og Reserva Especial (som laves i de onde år uden Barca Velha). Men få vine fra Portugal kan matche en monsterdyr Barolo eller en Dominus.
      Men Ferreirinha's mere almindelige "Grande" er også rigtig god, og vinene er måske blevet lidt mere pålidelige, efter at giganten Sogrape (dem med Mateus!) overtog vingården i 1987. De laver meget mere vin (af denne er der 350-400.000 fl).  -og den er stadig tæt på magisk! 
      "Grande" (år kendes ikke) er magtfuld, men fuld af mørk frugt, afrundet med fine tanniner, som mærkes under frugten. Den kan nydes nu efter 3-5 år, men vil nok udvikle sig et par år mere. Ikke længere en 2.vin til Barca'en, men stadig en flot vin.  

Montagny "la Burgondie"... 69,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil fredag 15.april

Lys, ren aroma, fersken og lidt citrus/smør, middelfyldig, balanceret syre, god stil og længde -en chardonnay fra Bourgogne tappet på ejendommen. Og det er vigtigt i Bourgogne, hvor en meget lille høst i 2021 har presset prisen på al Bourgogne op i et urimeligt leje. Al vin kan sælges (også den dårlige og den forfalskede, som desværre også ses i Danmark). Set i 2018 og 19, forgænger 2017 fik 90p/Vinbladet og 5*/5 i SmagpåVin. 

      Cave de Buxy har så langt det største areal i Montagny, et lille Cru i Bourgogne mellem Meursault og Mâcon. "Burgundie" er et salgskontor, som betjener denne kælder såvel som Chablisienne i Chablis og en kælder i Mâcon. 

      Til samme pris Backhouse (75, 4*), endnu en serie vine fra Californien, som jeg ikke kender. Middel karakter i 83-86p-klassen. Er de bedre end Gnarly Head? Ligner nok. Men pæn etiket. Ej smagt.  

Castaño "Hecula", Organic Yecla, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 7.april

Set i 2019. Navnet Hécula -Herkules på spansk- antyder stærk vin! Et godt køb til en kold aften. En mørk, kraftig bulderbasse, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel. 
      Knap så forfinet som Castaño's Colección (netop nu i Bilka), og for nogle endog bedre. Hécula har været en af husets mest kendte gennem 20 år, men er fra 2018 blevet økologisk (ret nemt i de tørre, vindomsuste bakkedrag syd for Alicante). Vinen er lagret i små egefade 6 måneder og tappet uden filter. 5* i Gastro sept 2021.

Drostdy Hof, rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17 

6 fl: 199, Sydafrika, godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil fredag 15.april
Hvid på den fine chenin blanc, som sydafrikanerne bruger som industridrue -men vinen har nydelig fin aroma, tør og frisk. Den røde på shiraz og merlot er rund og krydret -ganske uskadelig! 2015 fik 87p/Falstaff, ganske flot. Rosé ej smagt, men tror ikke på den. 

      Rød og hvid får 3* for prisen -og så bygningen Drostdy Hof, som er et smukt eksempel på den hollandske stil i Sydafrika. Det ligger i smukke Tulbagh nord for Paarl. I dag er Drostdy et mærke med vin fra Western Cape, der dækker over halvdelen af Sydafrikas vinmarker.  

Mingus Liberty rød/hvid, kr/fl v 6: 33,17 

6 fl: 199, Australia, godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 7.april. Modsat mange billige dansktappede vine tror jeg på denne -ikke for smagen, en pleaser, ikke influencer- men det pæne udstyr, typisk for Globus, som har tappet vinen i Brøndby. Kun smagt med anden etiket, og det er 2 år siden. 

Andresen LBV Port... 109,-

Set i 2015. Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil fredag 15.april
Andresen er et historisk mærke, som blev grundlagt i 1845 af danskeren Johann Henrik Andresen fra Sydslesvig. Familien ejede det indtil 2. verdenskrig, hvor de nuværende ejere, familien Flores, overtog husetAndresen er et af de få mindre familieejede huse og som sådan værd at støtte. Alle husets vine er gode, men jeg kan især lide husets tawnies
      Men der laves også en del LBV, sent tappet Vintage, som ikke er helt i top, men stadig god. Ufiltreret -og godt køb til 99 -for mig marginalt bedre end Taylor's, Dow's, Offley og andre velkendte LBV'ere. Husets vinmager er i øvrigt Àlvaro van Zeller, søn af Fernando van Zeller fra Baron de Vilar (og Méneres). 

01/04/2022

Fyrre fra Fransk vin giver gode køb + lækker Rioja!

En god Bordeaux til 29, en flot Bordeaux til 53 og en klassisk Margaux i topår til 130 -samt ikke mindst en "baby Sancerre" til 60 -der er faktisk gode køb, når Føtex fredag og lørdag tilbyder 40% rabat på vine fra Frankrig! 

Jeg lægger især mærke til god Bordeaux og Rhone, men husk ogå Mercey i Bourgogne. Årgang 2021 er noget af en katastrofe (i mængde), og det har drevet priserne op på al Bourgogne (med deraf øget risiko for ringe vin i supermarkedet). Mercey er god! 

      Men Føtex har i øjeblikket rigtig mange gode tilbud (se tidligere opslag). Og i denne uge er der kommet flere -bl.a. den altid gode Baron de Ley i Gran Reserva samt Traber's gode Crémant og andre Alsace vine til blot 50 kr... 

40% FRANSK, Bedste VIN: Gravières de Marsac Margaux
Bedste KØB: Grands Champs Bordeaux, Vieux-Gadet Médoc, La Croix des Vignes St Estèphe, Patient Cottat "the Pebble" sauvignon, Louis Bernard Rhone Villages, Lirac Auguste Bessac (+ Plan de Dieu, Rasteau, Vacqueyras), Ch. du Mercey Hautes Côtes de Beaune
Godt KØB: Tertre du Moulin Grand Cru St Émilion
Andre VINE: Bedste VIN: Baron de Ley Rioja Gran Reserva
 Bedste KØB: Banrock Station Reserve rød/hvid/moscato, Traber Alsace Cremant + riesling + gewurz pinot gris+ pinot blanc, Godt KØBCadis Amarone, Lysholm Linie Akvavit

N.B: Ønsker du at modtage en kort appetitvækker på denne blog, så send din mail til jansorensen@europe.com

Fransk -bedste tilbud med 40% 

Føtex tilbyder fredag-lørdag 40% på normalprisen for vin fra Frankrig. Gælder ikke Champagne eller vine, der kun fås på web. Der er generelt flere interessante vine. Disse 40% kampagner ses kun på italiensk og fransk vin -hvorfor ikke f.eks. Overseas vine eller vine fra Spanien? Sært. 

Chateau Grands Champs, Bordeaux... 29,40*

2019, Bedste KØB + **** (4/5), Føtex kun fredag-lørdag 1-2 april (49 -40%) 

Kan du få drikbar vin til 30? Ja, denne er endda god! Vinen er mørk, ganske kraftig, lidt rustik, fast og pænt lang -en typisk Bordeaux, men uden det grønne, som i 90erne gjorde Bordeaux så trist at drikke. God madvin nu, måske blødere om 2-3 år. Slottet ligger i Sainte Foy øst for St Émilion og syd for Bergerac. Vinen er tappet af det gode hus Ginestet. 
      Er prisen for lav? Ja, for du skal betale 20-25 kr mere for en sydfransker -Jamelles- på samme merlot-drue, som endda er bedre end dansktappet Maison de Chêne, p.t. på "tilbud" til 50 (6 fl. 300). Og det er latterligt! 

Ch. Vieux-Gadet, Médoc... 53,40

2018/19, Bedste KØB + ***** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 1-2 april (89 -40%) 

Médoc er historisk det mest berømte område i Bordeaux, og både 2018 og (især) 2019 er store år, en tak over 2015 og '16! Og et bevis på, at ung Bordeaux faktisk kan smage godt! 

      Dyb farve, intens frugt, god fylde og længde -med god tannin, som dog er skjult af frugten. Nyd den nu for frugten -eller gem 2-4 år.  

      Slottet ligger i det nordlige Médoc ikke mere end 13 km fra Atlanterhavet og omtrent lige så langt fra Gironde floden, dvs. med køligt klima, der kræver topår for at give modne druer. Slottet har i 100 år tilhørt samme familie. En lille overvægt til cabernet-sauvignon over merlot og formentlig ingen eg -det ville også være synd!

La Croix des Vignes, St Estèphe... 89,40

2017, Bedste KØB + ***** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 1-2 april (149 -40%) 

Mørk, nydelig duft med pæn dybde, middel fylde, god længde, god karakter og bredde i smagen -flot nu, formentlig bedre om 2 år. 2017 er ikke topår, men vinen er god og tappet af en ejer med ambitioner! 

      "Croix des Vignes" kommer fra Lestage-Simon, som er nabo til St Estèphe (og Sociando Mallet). Vinen kommer fra parcellet Moutinot i St Estèphe. 
   Vingården ledes af danske Merete Larsen (foto), som har været på Lestage i mange år, siden hun for 10-12 år siden forlod Belgrave 5.Cru. Hun leder også andre ejendomme i Médoc, bl.a. det store Cartillon, som ligeledes ejes af  ”Grands Crus de France”. 

      Et pompøst navn med 10-12 slotte, som ejes af det knap så ansete Grands Chais de France, som har tjent penge på konsumvin som JP Chenet (og det der er værre). Men vinene fra deres egne slotte er rigtig gode i dag, trods ejerens lidt blakkede ry!

Tertre du Moulin, Grand Cru St Émilion ... 101,40

2019, godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 3.juni
En klassisk merlot med god fylde, frugt og mærkbare, men p.t. bløde tanniner. Den skal have fået 12 måneder i ny eg, men det er svært at smage. Nyd den nu for frugten, eller gem 3-4 år og nyd bouquet'en. Navnet er et mærke, som kan bruges til flere vine af sælgeren GCF (som jeg ellers ikke roser). Men vinen er tappet på vingården i Montagne af den dygtige hr Coudroy.  

Gravières de Marsac, Margaux ... 131,40

2019, Bedste VIN + ***** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 1-2 april (219 -40%) 

Føtex havde før 2014, men 2019 er af helt anden klasse -superb lige nu, men lukker ned inden et år og skal så nok have 3-5 år, før du drikker mere! Solid fylde, men også vis elegance, men især dybde i duft og eftersmag. Vinen er en af "2.vinene" fra La Tour de Mons og er også kendt som Marsac-Séguineau, som ejes af vinbøndernes egen bank, Crédit Agricole. En latterlig pris for god Margaux i dag -og bedre end de flot udstyrede Grand Vin de Margaux, Pauillac mv (alle 249 -40%) som også ses.  

 

Patient Cottat "the Pebble" sauvignon blanc... 59,40 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex kun fredag-lørdag 1-2/4 (99 -40%) 
Cotat med ét T er topnavn i Sancerre, modsat Cottat -med 2 x T. Vinen er heller ikke Sancerre. Men druen er samme, fine sauvignon, og vinen er tappet i Sancerre, af  Fournier, som leverer god Sancerre. Druerne koster dog kun en brøkdel af Sancerres, for de gror længere nede af floden Loire -uden for det dyre Sancerre. Ganske god, tør, med rig aroma af melon og tropefrugt og sprød friskhed med blid syre.  
      Fournier er et stort hus i Sancerre, som begyndte i 1950erne med et par hektar. I dag har huset 60 hektar. Vinene er rigtig gode.

      Du kan også få Fourniers fine Pouilly Fumé (199 -40%, 119,40, 5*) og Sancerre (209 -40%, 125,40, 4*). Bedre vine, men ikke dobbelt så gode! Men bedre end f.eks. Calvet Sancerre, som tilmed er dyrere (229 -40%). 

Louis Bernard Rhone Villages ... 47,40

2018/19, Bedste KØB + **** (4/5)Føtex kun fredag-lørdag 1-2 april (79 -40%) 
Generelt har jeg haft mere tillid til Auguste Malbec end Louis Bernard. Bernard er yngre firma (1976), stort set uden eget domæne. Jeg var nok også lidt skeptisk over det flotte udstyr (graveret flaske osv)! Men denne er faktisk ganske ok -især til prisen!- med middel fylde, masser af frugt, fint Rhone-peber krydderi og rund eftersmag. 

Lirac, Auguste Bessac... 59,40

2019/20, Bedste KØB + ***** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 1-2 april (99 -40%) 

En klassisk Rhône fra et af de områder, du kan kalde "Crus", fordi de har deres egen appellation -der står ikke Rhône på etiketten -det forudsættes bekendt. 
      Lirac har aldrig fået samme ry som Châteauneuf du Pape på den anden side af floden. Vinene er dog gode -denne er typisk med solid fylde, men også en intens frugt og en mineralsk friskhed og tørhed, som kan overraske. 2016 er flot nu. 
     Du kan få en kraftigere, mere frugtig, men mindre fin Plan de Dieu fra Bessac til samme pris, mens du må af med 65,40 for Rasteau, som er endnu kraftigere og tæt på Vacqueyras. Alle får 5*. 

Vacqueyras, Auguste Bessac....  83,40

Bedste KØB + ***** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 1-2 april (99 -40%) 

Årgang kan variere, set i 2017 og 18. Rigtig god uden at imponere, fyldig og rund, meget behagelig allerede, selvom den med fordel kan gemmes et år eller to. Mere dybde og længde end Plan de Dieu. 

Vacqueyras (udtal: "Hvah-keh-ras") er et "Cru", dvs. del af Rhône's elite. Den ligner naboen Gigondas lidt, selvom vinen i reglen er lidt blødere, men ikke helt så kompleks. 

      Auguste Bessac har jeg smagt rigtig ofte -og det er rigtig gode vine til prisen. Jeg vil ikke betale 199 for Châteauneuf'en, 159 for Gigondas eller 129 for Vacqueyras! Huset kendes også som Caves des Papes eller Ozier. 

Ch. du Mercey, Hautes Côtes de Beaune...86,70

2020, Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex kun fredag-lørdag 1-2 april (144,5 -40%) 

Du få sjældent en drikkelig Bourgogne til 100, så denne 2020 er en lille perle!  Dyb for Bourgogne, åben frugt af solbær og hindbær, middel fylde, bløde tanniner, ren og frisk! Superkøb i pinot noir! Flot allerede nu. 

      Årgang 2021 er "millesimus horribilis" gr frost, lille høst, mangel på plukkere -alt hvad der kan gøre vinen dyr! Årgang 2020 (og ældre år) er derfor steget i pris. Så glæd dig over denne vin! 

       Foto: Mercey er en stor vingård i Rully syd for Beaune. Den ejer 18 hektar i Hautes Côtes de Beaune lidt syd for Santenay. Slottet er meget flot og stammer fra 1400-tallet og er stadig ejet af en Baron Grand de Mercey, som fik titel og penge af Napoléon! Vingården drives separat af Rodet (som ejes af Boisset).

Til lidt lavere pris kan du få Bourgogne Rodet, so mer tæt på, men ikke helt så god. Den hvide er også rigtig god. 

Superb Rioja og ok billig Aussie!

Baron de Ley, Rioja Gran Reserva, kr/fl v 2: 79,50

2 fl: 159Bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 7.april
Set i 2014/15. En poleret, fløjlsagtig, meget lækker vin, middel fylde, pæn længde, rig bouquet med dybde, men uden excesser -en flot moderne Rioja. 
      Gran Reserva er på tempranillo fra husets 100 ha marker i Cenicero i Rioja Alta (modsat hvad der står på Føtex' web) og lagrer 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske. Og så skiller den sig ud ved, at hele høsten er fra eget domæne. 

Banrock Station Reserve rød/hvid/moscato, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199, bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 7.april
Jeg bliver aldrig vild med vine som disse, men de smager godt og er gode køb (selvom du kunne få dem til 35 i Netto for en uge siden). 
Rød cabernet-shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, blød tannin, en snert restsødme, der dog ikke dominerer. De første glas er gode, i længden kedelig. 
Hvid på chardonnay + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer friskhed. I længden lidt tung. 
Moscato er en aromatisk, let hvidvin med en del sødme i frugt og smag, som dog ikke generer. God til frisk frugt, men også en typisk sludrevin. 

      Banrock Station
 (foto) er en af Australiens største vinmarker -dækker 1800 hektar i en blok, hvor 600 kunstvandes for at sikre vand til vinplanterne. En så stor mark kan kun eksistere langs Murray, Australiens største flod, som løber gennem tørt, ørkenlignende land tæt på Kingston -en anden stor vingård. 
      Omkring vingården er et Wetlands center (foto), hvor gæster kan gå en lang tur på boardwalk (2-3 timer) og studere de mange fugle. Bagefter er der vin og mad på vingården. 

Traber Alsace, kr/fl v 6: 49,83

Frit valg: Crémant Giersberger, Riesling, Gewurztraminer, Pinot Blanc, Pinot Gris, Alsace
Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 7.april

En god crémant: Positiv aroma, fint brus, ret og ligefrem, ikke stor, men uden den grønne syre, som præger meget cremant i dag. En meget beskeden sødme runder vinen af -herlig vin til havefesten en sensommeraften. 

     Pinot Gris er også god, som også pinot blanc. Riesling skuffede forrige år, men tror meget på vinen -og 50 kr er lav pris! 

      Traber er fra Ribeauvillé, det ældste kooperativ i Alsace. Kælderen leverer for mig  meget bedre vin end GCF's stald, som har flotte etiketter med navne som Laugel, Helfrich, Arthur Metz osv. Ribeauvillé laver selv sin vin, mens GCF må købe udefra -måske endda Ribeauvillé's sekunda druer og vin.  

Cadis Amarone, Valpolicella... 99,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 7.april

Ikke en vin for mig, men som Amarone et godt køb. Letbenet, men rimelig typisk, kraftig, fyldig, med svesker og krydderi i duften + til den tørre side -et plus for mig! Et andet plus er,at vinen er tappet af dyrkerne selv, Cadis, et kooperativ, som ligger i Soave på den anden side af den smukke by Verona. Lidt utroligt, at de kan lave så meget amarone (og så billigt!), når de egentlig er specialist i hvid Soave! 

Lysholm Linie Aquavit... 95,- 

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 7.april
Ikke min smag i snaps, men andre er uenige (bl.a. WineEnthusiast, som i 2016 gav den 95p! Hmm). En mild snaps med lidt karamel i næsen, men også vanilje og en blid smag, hvor man dog fornemmer de 41,5% i smagen. Bedre end jeg husker den, men ingen match for rød Aalborg og O.P. Prima (og slet ikke 160 værd).  
      Den laves i Norge på samme fabrik som Rød Aalborg (tæt på Norge!) og Gl Dansk Bitter Dram (knap så dansk, ak ja!). Herefter hældes den på egefade brugt til Sherry og sned med skib til Australien og retur, dvs. den har passeret Linien -Ækvator- 2 gange.