Søg i 1200 opslag:

18/06/2020

PINK sommer, akkurat som vi plejer!

Når vejret er som de sidste par uger -og bliver igen om et par dage, s er der næppe noget bedre end at sidde med en grillet laks med PINK! F.eks. en af dem herunder! 

Jeg vil dog også gerne have et glas Muscadet eller en noget fyldigere, men stadig frisk Sacré Coeur. Og når bøfferne kommer på grillen, skal jeg ind i køleskabet efter en kraftig rødvin. Egentlig gerne Mathilde Chapoutier, som er svær at slå til denne pris. Don David er lidt blødere i stilen end Sassella. Men den bedste er også den dyreste Flor de Pingus 2016 (som jeg nok vil give et par år). 

Bedste KØB: Marinière Muscadet sur lieDomaine Pive rosé, Fusionelle rosé, Mathilde Chapoutier Languedoc, Don David (alle typer) Rosé & Roll. 
Bedste VIN: Domaine Sacré Coeur Alsace pinot gris, Saint Martin rosé Cru Classé, Sassella superiore, Flor de PINGUS 2016


Solais Rosé, Sydfrankrig ... 6 fl: 299,-

2019, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 24. juni. Jeg stoler ikke så meget på denne vin (ej smagt) som Pive eller Fusionelle herunder, men vover alligevel at give 5*, da den har fået pæne noter af SmagpåVin (generelt pålidelig). Jesper Bo Bendtsen skriver her: "Meget let og lys i farven med sart rosa skær. Dufter af udenlandske jordbær, grøn melon og en smule blegselleri. Lidt mere skub i smagen, selv om vi bestemt er i det mere afdæmpede – jordbærrene er der, men melonen bliver mere udtalt. Tør med fin let syre, let fylde og smagsintensitet. En fin og veloplagt rosé til terrassen på en lun forårsaften – så mangler man bare det god selskab og atter lov til at mødes…" Men 6 flasker er måske lidt rigeligt. Ellers kan du måske få lov at blande med et par flasker: 

     El Tocador, en tempranillo fra la Mancha. Ligger i trækasse. Vinen kommer fra danske Hammeken Cellars. Formentlig en lidt rustik, kraftig vin, pænt afrundet. Jeg vover 4*. 

Campanas Rosado, Navarra ... 3 fl: 129,-

2019, **** (4/5), Irma, indtil onsdag 24. juni. Navarra har historisk leveret nogle af de bedste PINK vine fra Navarra. Nu er andre kommet med, men moderne kælderteknik sikrer stadig høj kvalitet. God bæraroma, fyldig, god madvin, ren smag, lidt let trods de 13,5% alkohol. Godt køb. 
Coop skriver, at huset var det første til at lave rosé i Navarra -men det var altså Vinícola Navarra, som dengang ejede mærket Campanas. Grundlagt 1864 og et af de ældste i Navarra. I dag hedder leverandøren Manzanos, som købte mærket Campanas (sammen med Siglo) i 2018. 
Fås også som en frugtig ung tempranillo, som også får 4*. 

Domaine le Pive, Gris de Camargue... 2 fl. 129,-

Bedste køb, økologisk, ***** (5/5)Irma, indtil onsdag 24. juni.  Denne vin er en favorit til salat, måske sammen med lidt røgfisk eller måske rejer. Druerne er grenache, merlot + lidt cabernet. Druerne høstes om natten, så druerne er kølige, når de kommer til kælderen. Her står druer med skaller i 5 timer for at give aroma til den færdige vin, før den får en kølig gæring. Meget lys rosé med masser af aroma, let, næsten som hvidvin, men med rød frugt i smagen. Måske mangler lidt syre, så nyd den nu.  
Foto: Brigitte Jeanjean ejer Domaine Pive i Camargue'n, deltaet af floden Rhône. Pive ligger tæt på byen med det dystre navn, Aigues Mortes (de døde vande). Byen har aldrig haft drikkevand, som blev redet ind fra Arles med hestevogn -i dag afløst af lastvogn! Byen imponerer med sine mure, og så startede her flere af korstogene til at befri Jerusalem. 
     Camargue'n er et fascinerende område. Hesteelskere går efter de særlige, vilde heste, du kun finder her! Gastronomer går efter den lokale ris (og måske vin), fugleelskere går efter de sjældne hejrer og andre bevingede væsener, mens (nogle) mænd går efter tyrefægtningerne, som stadig holdes her (måske fordi tyren overlever). Og så er her totalt fladt. Så undgå at komme her på en dag, hvor mistralen blæser!   

Fusionelle, Ventoux... 2 fl. 129,-


Bedste køb, ***** (5/5)Irma, indtil onsdag 24. juni. Ventoux ligger på de lave skråninger til det ikoniske Ventoux bjerg, det højeste bjerg i Rhône dalen. Her har altid været god rosé, der i reglen bliver lavet af lokale kooperativer. Etiket og udstyr har ofte været gyseligt. Men et marketingfirma som AdVini véd, at kvinder køber de fleste vine -og designer vine med moderne, ret flashy udstyr -som Solais herunder og denne Fusionelle! Vinen er sikkert som en god Ventoux, lavet af kooperativ. Mere madegnet end Pive herover.  

Rosé & Roll "by St Martin"... 2 fl: 129,-

2019 Igp Méditerranée, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 24. juni

Der er lidt fest og rock i denne flaske, og en god, tør rosé på cinsault, grenache og syrah. Men du skal ikke tro, du får Cru Classé rosé, selvom der står "by Saint Martin" på etiketten. Den er "af", ikke "fra" Cru Classé slottet, for druerne leveres af naboer. Men stadig et godt glas til en salat eller måske fjordrejer (men her bør det være St Martin selv). 

Saint-Martin, Provence, Cru Classé... 99,-

Bedste vin, 2018/19, **** (4/5), Irma, indtil onsdag 24. juni

Andre presser sig på, men maleriske Provence leverer stadig det meste rosé i Frankrig. Nogle af de bedste slotte er Cru Classé, en liste over en række slotte, som leverede godvin i 1955. Mange af dem laver stadig god vin 65 år efter -men det er der også andre, der gør, som ikke er klassificeret. 
      Saint-Martin er Cru Classé og skiller sig ud ved at have tilhørt samme familie siden 1740 -og hvor slottet går i arv fra mor til datter! Så det er lige før, denne vin er (en noget tynd formulering!) dobbelt pink, hm!

      Ikke for det, farven er meget lys -ægte "saumon", laksefarvet- og det elsker jeg! Fyldig, frisk og frugtig, med lidt jordbær i duften. Vin på én gang med lethed og smag foruden en overdådig rig frugt.
Foto: Datter Emilie Perenanda. Slottet virker også som et lille hotel. Slottet ligger lidt nord for motorvej A8 mellem Fréjus og Brignoles. 
      Du kan også få "Nr 2 de Saint-Martin", slottets andenvin, 2 fl: 159 (5*). Den er tæt på, men det er sund fornuft at give 20 kr/fl ekstra for slottets bedste vin? 

Crémant de Bourgogne, brut eller rosé ... 6 fl: 399,-

Maison du Crémant Brut, ***** (5/5), Irma, indtil lørdag 20. juni

Den får 5 stjerner pga prisen -svarer til 66,67 kr/fl ved køb 6. Ret beset er den ikke god. Rosé smagt for 2 år siden og fundet kedelig, men korrekt, hvid smagt flere gange, ikke ringe, men en duft af umodne bær trækker ned. Ikke lavet af de bedste druer, men ok lavet -og flot udstyr!
Maison du Crémant var en hyggelig restaurant i Hautes Côtes mellem Beaune og Nuits, men er i dag et mærke under Francois Martenot, som igen er ejet af giganten Boisset.

la Marinière, Muscadet "sur lie" ... 3 fl: 129,-

Bedste køb, 2019 Sèvre & Maine, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 24. juni
Jeg ææææælsker Muscadet, som gror så tæt på Atlanterhavet, som tænkes kan, langs Loire floden. Denne kommer fra stort 2. grads kooperativ og er glimrende -en sprød, tør, let hvidvin, ren og forfriskende. Der er en lille link til video, hvor en franskmand (på glimrende fransk!) anbefaler vinen ... til 11,50€ (75 kr). En alt for høj pris, men nu ved du at Irma ikke er dyr med vin! Vinen er egentlig så neutral som tænkes kan, men hvor er den herligt sprød! Herlig ledsager til moules med eller uden frites! 
       Irmas andre hvide i prisklassen er også ok. Bedst er  Sarotto Piemonte Bianco på druen cortese (2 fl. 99, 5*), frisk, ren, lidt neutral, men god. Ära er en østrigsk veltliner, men tappet i Tyskland, dvs. uden større aroma (3-4*).

Don David, Calchaqui, Argentina, frit valg, 2 fl: 109,- 

Rød malbec eller cabernet, hvid torrontès eller chardonnay. 

Bedste køb***** (5/5), Irma, indtil onsdag 24. juni

Disse vine er markant anderledes end de fleste fra Argentina -af den banale grund, at de vokser næsten så langt mod nord du kan komme i Argentina og så højt oppe, som vin kan gro -op mod 1800 meter over havet! 
      Regionen er Cafayate, som ligger, hvor Argentina mødes med Bolivia, Paraguay og Chile, måske den smukkeste vinregion, jeg aldrig har besøgt -præget af mystiske underskønne bjerge, vilde skove og stegende hede ørkener. Her er varme dage og iskolde nætter, tørt (120 mm nedbør i en våd årgang (!) modsat de 800-900 som Danmark får. 
      Cafayate er et yndet turistmål, og her ligger også en halv snes vinhuse -bl.a. Michel Torino's Esteco- som deler den smukke by med lamaer og andet godt.
      Esteco er et af de ældre vinhuse, grundlagt 1892 af franskmanden Don David Michel. 
Don David er rigtig god serie til en særdeles rimelig pris. Jeg har kun smagt: 
Torrontès -på Argentinas hvide signatur-drue -en tør, fyldig hvid med underfuld aroma af kandiseret frugt, nektarin, lidt i stil med gewurztraminer. Nydes ung. Torrontès ses næsten kun i dette afsides område. Selv i fødelandet Galicien tæt på Santiago de Compostela er den sjælden!
Chardonnay skal også være god, den fik som torrontès 5* i Vinavisen, mens de to røde har overdådig frugt, krydret, men med fin struktur og ganske lang smag. For mig er de lige gode og har med rette fået omkring 90p/100 af mange kendere. 
      Den eneste jeg savner er tannat vinen fra samme serie, som jeg mindes havde en mere original smag og længde.  

Pinot Gris "Domaine Sacré Coeur"...  2 fl: 159,-  

Alsace***** (5/5), Irma, indtil onsdag 24. juni, norm.99,15
BEDSTE køb og vin. En Domaine-vin fra kooperativ! Ganske flot vin, som undgår den tunge stil, intens, men ren aroma, fyldig, rund, men med fine syrer. Har du besøgt kirken på Montmartre, så køb den til asparges (tidligt endnu, jeg ved det, men vinen kan holde). 
      Vinen kommer fra skråning i Wolxheim, som har en flot udsigt til Strasbourg stik øst for vingården. Domænet leverer druer til kooperativet Roi Dagobert (ses i nemlig.com), som igen leverer druerne til Turckheim, hvor vinen laves. Men det fungerer!  

Mathilde Chapoutier Languedoc... 2 fl: 119,-

BEDSTE køb***** (5/5), Irma, indtil onsdag 24. juni, normalt 84,95
Huset Chapoutier er konge i Hermitage, men en miniput uden for. Han er dog rykket ind i det sydlige Rhône (Pierre Henri Morel Vacqueyras), mens 8. generation i huset, Mathilde, lægger navn til denne fine Languedoc. Parker mener, (2016) smager som "en vin 3 gange dyrere". Store ord, men en flot vin med god fylde og masser af blå og sorte frugter, bløde tanniner og pæn lang smag. Vinen koster 8€ i Frankrig, så 60 kr er fair pris! 2016 fik 89-92p/100 af Parker. Flot i denne klasse! 
For mig et langt bedre køb end de andre rødvine i klassen, som Chemin des Papes, Giordano osv. 

Sassella, Valtellina Superiore, Triacca... 2 fl: 159,-

BEDSTE VIN***** (5/5), Irma, indtil onsdag 24. juni  

Valtellina er fuldblods fætter til Barolo! Druen er samme nebbiolo, som har groet her i umindelige tider, men vinene smager anderledes -gr noget køligere klima! Området er delt i 5-6 Cru'er, men til sammen leverer de ikke mere end 3-4 millioner fl. 
      Sassella er et af de bedste områder sammen med Inferno (jeg elsker det navn!). 100% nebbiolo, lang maceration, et år i store egefade. 
       Middel farve med snert af orange (typisk nebbiolo), ganske intens aroma, som vokser i glasser med noter af nød og bær; middel fylde, pænt lang smag. Det er ikke alle, der vil kunne lide denne vin, men for Barolo-tifosis er den egentlig rigtig spændende. 


FotoValtellina ligger nord for Milano i en smal dal i Alperne tæt på Schweiz (som fuglen flyver ligger det mondæne ski destination St. Moritz ikke mange kilometer væk). 
      Et utroligt smukt område -se denne lille film på YouTube! Har du benene i orden, kan du løbe langs vinvejen, hvor du virkelig får set de stejle vinterrasser! 

BEDSTE VIN***** (5/5), Irma, indtil onsdag 24. juni, normalt 899. Jeg vakler mellem 4 og 5*, men vinen er fremragende, så...! Danske Peter Sisseck (med øgenavnet Pingus, foto) kom til Duero som en slags erstatning for sin onkel, Peter Vinding-Diers, der ikke havde tid. Han skulle være vinmager for ny vingård, men blev i området og købte siden et stykke land, hvor den første Pingus blev lavet. I dag har han 35 hektar til Pingus (urimeligt dyr) og "Flor" (normalt for dyr). Parker giver årgang 2016 95p/100 med ordene: 

"There is great freshness in these 2016s, with a character that reminded me of orange peel, citrus and floral. There is great balance in the palate, and the tannins are velvety within the faintly rustic character of the zone; keeping the style of the zone, that texture is what Peter Sisseck calls "three-dimensional" tannins—very clean and focused, long and tasty and ending with great freshness. They were able to harvest early with proper ripeness and tons of freshness; in fact, that year they finished harvesting when some had not even started in the zone... In the future, they will include some Garnacha in the blend of Flor de Pingus (starting with 2018 with a very small percentage), as they have planted some vines selected from old vineyards in the region." Dyr, men du får noget for pengene. (fås ikke i alle Irma-butikker, så avis elleer web). 

15/06/2020

De stærke drikke er de bedste tilbud!

Det stærkeste tilbud er de stærke drikke i denne blog, dvs. 45,8% Single Malt og andet godt, som helt tager modet fra vinen, både med og uden brus!  Men der er et par hvide lyspunkter: En herlig Sancerre fra Meny samt den altid gode Riesling fra Pfaffenheim, som begge er værd at lede lidt efter .


Men ellers det spiritus, især whisky. Superbrugsen og Kvickly har fået et parti 100 cl flasker med malts, som sælges til 349 (det svarer til 244,30 i de normale 70cl flasker). Talisker er mest original i smag, men for de fleste er Dalwhinnie nok bedst -og så er den 15 år! Men ellers skal vi igen fejre den sorte Johny Fodslaw, som er så meget bedre end den røde...

Bedste køb: Palo Alto rød/hvid/rosé, Riesling Rudolf Müller, Pfaff Riesling Jupiter
Bedste vin:  Sancerre Côtes Blanches, Riesling Jupiter Pfaff, Amarone Annaberta, diverse Malt Whiskies + Johnie Walker 12 år.


Dalwhinnie 15 år, Single Malt 43%, 100 cl... 349,-

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni 
(70 cl = ca. 244 kr). Kvickly og Superbrugsen tilbyder 3 malts på 100 cl flaske (= 43% mere indhold) til en rimelig pris, som faktisk kan matche duty-free (og måske eer det overskud herfra?). 
      Dalwhinnie er den blideste og mest lækre malt, ret let trods sine 43% alkohol med overdådig bouquet efter 15 år i eg. Den er røget, lang og kompleks, men rund og flot. Destilleriet ligger faktisk præcis midt i Skotland sådan omtrent midtvejs mellem Edinburgh og Inverness. 
      Coop tilbyder til samme pris Cragganmore 12 år, som også er en god malt i en kommerciel stil, men ikke så godt køb (40%, ikke 45,8 eller 43%). Og Dalwhinnie er lige lidt blidere og lækrere i stil. 

Talisker 10 år, Single Malt 45,8%, 100 cl... 349,-

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni 
(70 cl = ca. 244 kr).  Talisker er det eneste destilleri på den barske ø, Isle of Skye, som ligger ud for Skotlands nordvestlige kyst. Øen er siden 1995 forbundet med fastlandet med en bro, og tusinder besøger den vilde ø, som byder på nogle af de smukkeste bjergområder i Skotland. 
      Destilleriet ligger ned til vandet. Denne single malt 10 år er blandt de fineste, og den har lidt af Islay's tørv og medicin, men i en blidere, smuk udgave -og trods de 45,8% alkohol er den overraskende blid.  Som Coop skriver: "Talisker Single Malt 10 er modig whisky, der kræver modige whisky-drikkere. Men hvis du tør, får du en unik smagsoplevelse, der åbner helt nye døre for, hvordan whisky kan smage". 
      Isle of Skye er i øvrigt også kendt som stedet, hvor den berømte whiskylikør Drambuie skal være opfundet. 


Johnie Walker Black Label "12 år"... 169,95

Bedste køb, ***** (5/5), Kvickly, Superbrugsen, indtil torsdag 18. juni

Johny Fodslaw (som han hed for 50 år siden) er "still going strong" -og fylder faktisk 200 i 2020. Tillykke! 
      Mærket var så stort for 50 år siden, at mange rynkede på næsen ad den -til fordel for Chivas Regal! Ikke mig, for den sorte Johnie var dengang som nu en anderledes god whisky -og lidt af et fund til 170. Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. "Tastebuds seducing stuff", skriver Whisky Bible. 
      John Walker kom fra en fattig familie af bønder, som begyndte at sælge whisky. Single malt -og langtfra alle var lige gode. Derfor begyndte han at blande "vatted malts", og det kunne kunderne lide. Hans whisky begyndte også at blive solgt uden for Skotland. 
      Sønnen Alexander opfandt den elegante 4-kantede flaske med etiketten på sned i præcis 20 grader. Med sønnesønnen kom der i 1909 farver på etiketten, og hermed var Red Label og den ikoniske Black Label 12 år født. I løbet af de senere år er der også kommet en Blue og White Label til. 
      Personligt vælger jeg dem fra -det er kun Black Label, der er rigtig interessant -og et godt køb. Tænk på, at der er folk, der betaler over 200 kr for en gin (som er næsten gratis at lave), når denne lagret 12 år fås for 169! Og for en gnier for mig er det rart, at den koster £30 på destilleriet! 

       Famous Grouse fås i Meny (99,95, 5*), et godt, ungt whisky blend. Den er ikke 12 år, men slet ikke ringe, som heller ikke Jameson irsk whisky (4*, 119,95, Coop). 

Hardy VSOP Cognac Fine Champagne... 169,95

**** (4/5),  Kvickly, Superbrugsen, indtil torsdag 18. juni
Cognac fine Champagne dvs blend af petite og grande Champagne, de to bedste områder i Cognac.  Hardy blev grundlagt af engelske Anthony Hardy i 1863 og var engang et af de førende, mindre huse i Cognac. Under en krise gik det fallit og tilhører i dag et kooperativ som en del andre, bl.a. Polignac. Men der er stadig en kvindelig Hardy med i ledelsen, og de laver stadig god Cognac. Familien er så vidt vides ikke i familie med et vinhus i Australien! 
Til samme pris også: 
Jack Daniel Black Tennessee Whiskey (3*, 169,95, coop) for sød for mig, men favorit for mange).

Cointreau TripleSec Liqueur (4*, 169,95, Coop), rigtig god orangelikør, som er sød, men også stærk, 40%). samt: 

Palo Alto, reserva, rød/hvid/rosé... 6 fl: 199,-

Bedste køb, rød cabernet-carmenère-shiraz, rosé shiraz, hvid sauvignon,***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni, normalt 69,95. 
En tør, frugtig rosé, ren og skær, mineralsk men god rød, med middel fylde og ren eftersmag. En meget frugtig ren hvid, alle fra Maule i den køligere del af Central Valley. Etiketterne er ganske simple, det er vinene også, men ok kvalitet -især da til denne lave pris. Palo Alto er træet på etiketten. Når vinbønder ser dette træ, ved man, at der her er god mulighed for at dyrke vin. Hm! 
      Du kan også få Trivento Reserva fra Argentina (4-5*, 45, Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag). Den er ikke 10 kr bedre end Palo Alto.

Rudolf Müller Riesling Mosel ...  35,-

***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni

Jeg har rost Sallinggruppens Dr Pauly og Noble House. Modsat Salling henter Coop sin riesling ved det dyrere Mosel. Til den sødlige, kommercielle side, let neutral duft, men med fin syre, der gør vinen frisk. Den får 5* for prisen -og historien! 

      Rudolf Müller er et af de historiske huse ved Mosel, selvom det ligger i Reil tæt på Zell, hvor vinen er tappet. Familien Müller er en af egnens stolte familier, som er i familie med Dr Thanisch, udødeliggjort i vinen Bernkasteler Doktor, måske de dyreste kvadratmeter i Tyskland. Jeg har smagt Doktor flere gange, fra årgang 1921 (som var op i 1980erne) og frem til 2015.  Jeg synes næsten, jeg kan dufte lidt Doktor i vinen. Indbildning, formentlig!  

Gran Baron, cava, flere typer ... 40,-

brut og rosé ***** (5/5), de andre ***Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni,

Brut er absolut drikkelig. Men du får mig ikke til at kalde den god -og de 5* er for prisen! Pænt brus, behagelig frugt, tør (Brut), men med let sødme til sidst. Bruset er kommet i vinen ved Barcelona, men der er god chance for, at vinen (ganske legalt) er hentet under varmere himmelstrøg i Sydspanien! Sådan smager en typisk cava (ok, men trættende i længden). 

      En noget pauver vin til studenter og andre, der har noget at fejre, men for den ukritiske smager den faktisk ok -og egentlig lige så godt som Calvet's Crémant de Bordeaux, hvid eller rosé (59, 4*, Føtex). Den har et finere brus, er mere tør, men egentlig ikke bedre. 
      Skal det være bedre, skal du i Meny (Crémant Lugny, 4*,79,95) eller Coop (Joseph Perrier Champagne, 209), som jeg skrev om i sidste uge. 

Pfaff Riesling "Jupiter", Alsace... 2 fl. 129,-

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni
Jeg foretrækker denne gode og rene riesling -tappet på vingården- for Laugel's pinot gris, ikke tappet på vingård. Ren aroma, sprød, ganske ren og frisk smag med en lille finesse. 


Pfaffenheim er en hyggelig by syd  for Colmar, og denne by kommer fra byens kooperativ, som har 60 år bag sig. Kælderen omfatter ca. 200 hektar, som også dækker dele af Gueberschwihr, som er kendt som fødeby for Humbrecht familien fra det legendariske domæne i Turckheim. Kælderen laver god, ikke stor vin, men absolut ok. Godt køb.

Sancerre "Domaine des Côtes Blanches"... 99,95

***** (5/5), Meny, indtil torsdag 18. juni. Når en Sancerre er god, har den noget forfinet og raffineret, der skiller den ud fra New Zealand's sauvignon vine (hvor Meny tilbyder en af de mindst gode, Queen's Bay, dansk tappet, der ikke er 49 værd). Vingården ejes af ægteparret Francois og Monique Millet og ligger io Bué, en af mange smukke og gode landsbyer i Sancerre. Ægteparret har 21 hektar, heraf 15 hektar på "hvide skråninger", som navnet antyder! 



Villa Annaberta Amarone, Valpolicella... 129,-

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni,  
Jeg er bestemt ikke fan af amarone, men må indrømme, at Annaberta er rigtig god, magtfuld, med koncentreret frugt, pæn dybde, tannin, tør trods en let sødme i eftersmagen. 
Vingården ligger i hjertet af Valpolicella. De sælger masser af vine af varierende kvalitet, men denne amarone samt deres Valpolicella og ripasso er i reglen en tand i forhold til le Arche, Cadis og de andre billige amaroner.