Søg i 1400 opslag:

06/10/2025

Uge 41: vin fra Spanien og Sydamerika dominerer

Endnu en god uge med ikke mindre end 147 avistilbud på god vin, hvor du kommer hele Verden rundt. 
De ypperste 20 vinkøb fra de 9 kæder vi følger, ses herunder. 

Spanien (5 tilbud) byder på flot Rioja, Duero og Catalunya, mens Argentina med Mascota (49,83 v6) er ugens måske bedste "oversøiske" bud, næsten for billig for så stor vin.

    Men også Chiles Frontera (25), ugens billigste, er absolut drikbar!

    Der er også topkøb fra Italien -bl.a. god Ripasso (49) - og husk New Zealand, hvor vi blandt 8 tilbud har udvalgt de 2 bedste -begge Yealands (59 og 79), som byder på vidunderlig hvid sauvignon. 

    Fra Portugal en herlig Portvin, god riesling fra såvel Tyskland, Frankrig og Østrig + en masse herlige franske vine til at runde endnu en god uge af!  

    Igen i uge 41 dominerer Superbrugsen og Kvickly totalt med 8 superkøb, fulgt af Netto med hele 4 avistilbud, 365discount med 3, Meny med 2 topkøb samt Bilka og Rema1000 med hver et superkøb. 

I denne uge blev der (igen) ikke plads til vinkøb fra Føtex (suk), mens Lidl ikke ikke har tilstrækkeligt interessante avistilbud (dog skal du huske "3 for 2" med Lidl-app'en, hvor du køber 3 flasker og får den billigste gratis, men kun torsdag!). 

Vinene er alle tappet i produktionslandet (om andet ikke er nævnt).   

11 vinkøb under 50,-

Frontera Chile rød/hvid/rosé... 25,- 

rød cabernet, hvid chardonnay, rosé, sød moscato, Concha & Toro Chile

*** (3/5), 365discount, indtil onsdag 8/10

Lillebror til Casillero del Diablo fra samme firma, dvs. vin på økonomiklasse uden dikkedarer. 

    Rød cabernet er god, positiv frugt, fylde med lidt frugt til at dæmpe syren. Chardonnay ganske god, ren aroma, tør smag. Rosé og Moscato har jeg ikke ofret penge på. 


Rock & Roots organic ... 28,-

øko, rød tempranillo, hvid verdejo/sauvignon, Spanien

*** (3/5), Netto, indtil fredag 10/10

Felix Solis leverer også Mucho Más (tilbud 35)! Rock er mere rustik, men bestemt drikbar og så er den både økologisk og tappet i hjemlandet. 
    Vent en ung frugtig rød med lille fylde og snert syre og hvid med god frugt og rustik eftersmag. Vinen koster op mod 70 kr i USA og 40 kr i hjemlandet Spanien. 

MontGras "DeVine", kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199, rød cabernet, merlot, carmenère, , pinot noir, hvid chardonnay eller sauvignon, rosé zinfandel "early harvest", Chile 
*** (3/5), Bilka, indtil torsdag 9/10
”De Vine” er rigtig god til 33 kr og en god dagligvin.  
    Chardonnay er rigtig god i en enkel, sprød og ren stil (2024 fik 89p/Gilbert&Gaillard), mens Camrnère er fast og kraftig, god madvin som også cabernet -alle vinene får 88-90p af kræsne smagere år efter år. 

Coronas tempranillo... 35,-

Torres Viña Esmeralda hvid/rosé 

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9/10

En lav pris for god Torres -global pris er 70 kr! Coronas smager overraskende godt, typisk spansk med krydderi og afrundet styrke. Ikke poesi, men flot pop.
    Mærket er nok Torres' ældste (1907), men kom først på flaske sidst i 1940erne. Ved den historiske "vinolympiade" i 1979 klarede den sig fint til en pris slet ikke så langt fra Gran Coronas (i dag Mas la Plana)! 
    Vinen er i klasse lige over SangredeToro (som koster 50+ i Rema1000). Til samme pris også Viña Esmeralda hvid + rosé, sødlig vin med lidt brus. En velkomstfavorit uden dikkedarer. 

Epicuro "Z" og "F" rød/hvid/rosé... 39,-

rød Zinfandel + økologisk, hvid Fiano, rosé, Puglia 

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9/10

Denne serie vine var godt køb til 59, topkøb til 49. Men 39. Det ryster mig lidt! 

    Rød og øko zinfandel er begge gode: sød bærfrugt + krydret styrke, den ene økologisk (5* i Vinavisen) og en almindelig, der er marginalt blødere, men lige så god, trods 98p fra den snart berygtede, gavmilde Luca Maroni.      
      Den hvide laves på Fiano, en god drue, bedst kendt fra Campania omkring Napoli. Denne fra Puglia er markant bedre køb, nydelig aroma af blomst og pære, fyldig, med fin lille syre. Pink zin har en flot farve, men selv til 38 vil jeg ikke ofre penge på den.       
     Epicuro laves af huset Femar, som ligger i Lazio ved Rom -lidt tættere på Puglia, hvor druerne gror, end f.eks. de dansk tappede Capolavaro. 

Cotes du Rhone "Pellerin"... 39,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9/10

En meget lav pris på en Rhone og et tegn på krisen i fransk vin. 

    2023 er en ganske ok typisk Rhone med bærduft og rund 14% styrke -men stadig med lidt fasthed i slutningen. Topkøb til 40. 
    Pellerin (1912) er et mærke (af utallige) ejet af giganten Boisset i Bourgogne (også Ponnelle, Viénot, Ropiteau, Bouchard Aïne, Rodet o.m.a). 

Quatro rød/hvid, kr/fl v4: 44,75

4 fl, 2 rød/2 hvid i box: 179

BEDSTE køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 10/10

Quatro er et mix af 4 druer. Første årgang af vinen var 1998, og vinen er bedre end nogensinde. 
    Rødvin af Bordeaux-typen (80% cabernet sauvignon, carménère og malbec) + 20% syrah. Mørk, kraftig, blød, åben frugt i næsen. En udadvendt vin med frugt, fylde og pænt lang. 2022 får  90p/JamesSuckling. 
    Den hvide er næsten bedre, 50% chardonnay suppleres med viognier,  sémillon og lidt sauvignon fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma, ren og afrundet eftersmag. 2022 fik 92p/Descorchados. 

Garnier rød/hvid/brus... 45,-

*** (3/5), Netto, indtil fredag 10/10

Rød pinot og chardonnay er simple landvine, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften. Den hvide er frisk, tør og ren. 
    Andet brus fra samme GCF (Martenot) var helt ok, let og frisk, rimeligt tør med nydelig aroma og ren smag. Ikke just, hvad "Selection du Sommelier" anbefaler (ikke min i hvert fald!), men slet ikke ringe.  Brus laves på tryktank (som prosecco og Asti), ikke i selve flasken (som crémant).  Kan sagtens bruges til både Aperol, Limoncello og oldemors hyldebærsaft!  


Ripasso "Falasco" ... 49,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 17/9
Var topkøb til 59, så til 49 er vinen tæt på "must". Lidt mere ripasso end mange, med fedme og fylde, rig frugt og god længde, men uden sødladenhed. Et topkøb på denne ex-Irma vin var 69! Og kan se, at du kan betale 14,5€ på webben for samme vin (og det endda i Italien, ca. 110). 
    Den aktuelle er årgang 2022 med bl.a. 90p/JamesSuckling. Han gav også 2020 90p, mens ældre årgang fik meget ros af Rydberg. Vinen er et af de bedre mærker fra det store Valpantena kooperativ i bjergene over Verona.

Riesling Alsace "Arthur Metz"... 49,-

*** (3/5), 365discount, indtil onsdag 8/10
Arthur Metz er et gammelt (1904) hus, men har oftest været anset for leverandør af meget billig Alsace. I dag er huset rykket til Marlenheim og lagt sammen med Laugel, begge ejet af giganten GCF. Og sært nok ere vinene støt blevet bedre, som denne viser. 
    Smagte den sidste år og fandt den markant bedre end de lidt grønne vine, jeg smagte i 90erne. Positiv aroma, lidt simpel, men ren og frisk -og excellent køb. 

La Mascota rød/hvid/rosé, kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299. Rød cabernet-sauvignon eller malbec, hvid chardonnayArgentina

BEDSTE køb + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 14/8

Næsten for lav pris for poleret og lækker vin med masser af karakter. Faktisk lige så god som Bilka's Salentein (på tilbud til 79). 
    Fuldblods lækker malbec med frugt og friskhed, og cabernet er også rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. 
    Begge rødvine får rutinemæssigt 90p/100 år efter år af anerkendte smagere. Cabernet  får af James Suckling hhv. 91p til 2024, 90p ril 2023 og 91p/2022, mens 2021 fik 91p/Descorchados. 
   Chardonnay er kommerciel, men rigtig god chardonnay. 2024 fik 91p/JamesSuckling. 

4 vinkøb 50-70,-


CUNE Rioja Reserva... 50,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9/10

2020. Historisk flot Rioja til næsten for lav pris -vinen har global pris på 147 kr! 
    En magtfuld, men lang og afrundet vin med rig bouquet. Den aktuelle 2020 fik 92p/JamesSuckling og 91p/Spectator. På etiketten ses en lang række medaljer fra 1800-tallet -bl.a. fra Paris- som viser, at Rioja også dengang var et område med vist ry! 
    CVNE ("Compañia Vinícola del Norte de España") er grundlagt 1879 af en familie fra Baskerlandet, som faldt for Rioja og grundlagde huset, som historisk har haft et ry ikke ulig Murrieta, Riscal, Muga og andre klassiske navne. 
    Brugsen tilbyder også den endnu finere 2018 Gran Reserva (99). 

Sant Thias hvid/rød... 55,- 

Hvid grüner veltliner og Gemischter Satz, rød Pinot, Østrig

**** (4/5), Rema1000 søndag-lørdag 5-11/10

Altid et af Rema's topkøb! Grøn veltliner har DAC (appellation) Weinviertel, et stort, men godt område for veltliner. Tør, frisk og sprød, med rig aroma (pærer, citrus og fersken), egentlig ret enkel, men alt hvad du kan ønske sig til en omgang muslinger eller grillede rejer. 
    Gemischter Satz er en cuvée fra gamle vinstokke, et mix af welschriesling, veltliner, traminer og pinot blanc, Meget aromatisk, tør, middel fylde, stor friskhed.  Rød Pinot er til den lette side, men frugtig og ren. Ikke smagt. 

Yealands sauvignon blanc... 59,-

Marlborough New Zealand

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9/10

Fortsat det bedste køb i hvid sauvignon (på tilbud). Anerkendte Jancis Robinson gav 89p/100 til både 2023 og 2024, mens 2022 fik  90p/WineEnthusiast. 

     En vin med klassisk hyld, citrus og frisk græs, god fylde og friskhed, pæn længde, sprødhed. Voldsom i aroma, men holder lige balancen.  
    Chefvinmager er Natalie Christensen, valgt som årets hvidvinsvinmager af International Wine Challenge i London 2023. Hun har en bachelor i bl.a. klassisk musik og master i psykologi, før hun startede med vinen. 

Pago de Fuentecojo Ribera del Duero... 69,- 

**** (4/5), Nettoindtil fredag 10/10

En mørk, magtfuld vin med rig frugt, god længde -måske lidt poleret. Lokale Peñin gav 90p/100 til 2020, som også fik 89p/Rydberg: "Mørk og intens i smagen med sorte bær, mocca, peber og toastnoter. En meget ligefrem fyldig med fin krydret afslutning" (godt køb 12/24).  
     Felix Solis søger som andre giganter at få sig et ry for andet den billigvin, de lever af.. 
    Nyeste skud på stammen er fra særlig vinmark -Pago- nær kælderen i Olmedilla de Roa midt i Ribera del Duero. Druen er tempranillo, og vinen får 14 måneder i egefad (fransk og amerikansk).

5 vinkøb over 70,-

Yealands "Single Block"... 79,-

S1 eller L5, hvid sauvignon Awatare New Zealand
***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9/10

Hvid sauvignon fra særlige parceller i Seaview marken med overdådig aroma af peber, citrus og blomst, fyldig med lidt sprødhed til at balancere den søde frugt
        S1 er rig og fyldig. 20924 får 93p/WIneEnthusiast. Forgænger 2022 blev valgt som Verdens bedste sauvignon på IWC i London. L5 ses i 2023. Snart kommer 2024, valgt til New Zealands bedste sauvignon med 4 trophies.  

Cockburn's LBV Port .... 79,95 

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 9/10
Set i 2018/19. Sød, lækker, rig duft, god lang smag, som gør den egnet til moden ost og dessert med f.eks. svedske2019 fik 90p/JancisRobinson, mens 2018 fik 92p/Spectator. Topkøb -global pris på 137 kr. 
    "Late Bottled" -sent tappet Vintage (LBV) - er midtvejs mellem mørk ruby og Vintage og til 80 kr lidt af et topkøb. Vinen tappes efter 4-6 år i store træfade og danner derfor sjældent bundfald modsat den ægte Vintage.  
    Cockburn er et af de mest kendte Portvinshuse, som i dag ejes af familien Symington (der også ejer Graham, Smith Woodhouse, DOWs og andre). 

Gemma Barolo... 99,-

**** (4/5), Netto, indtil fredag 10/10

2020/21. Gemma er god Barolo. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, en vis stramhed, men med en moderne Barolo’s bløde tanniner. 2020 kræver 3-5 år og vil nok leve i 10-15 år. 2019 fik 91p + 5* i Rydberg store Barolo test i Spritnyt. En nyere årgang fik 94p/Decanter. 

Faustino I Gran Reserva "75"... 99,95

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 9/10

Rioja. Dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10 år
    En ung 2016 har fået 92p/Spectator, 2015 fik 93p/Peñin, mens 2014 lidt overdrevet fik 95p/WineEnthusiast og mere realistisk 93p + bedste k'øb fra Rydberg. 
    Jeg har set den i Spanien i restaurant (225 kr) og på web og i  supermarked (Corte Inglès, 150 kr). I restaurant ofte samme pris som Murrieta Reserva eller Muga, som koster 160-250 i herhjemme. 
    P.S: Du kan også få Faustino I med den normale gule etiket i Netto og Føtex til 99. Formentlig samme vin.  Bør være bedste køb -men nej, ses for ofte til denne pris! 

Gigondas "Morel"... 139,- 

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 9/10
En høj pris, men flot Gigondas, nok lidt blødere end de dyreste og bedste. 
    Stadig set i 2022 med 92p/Parker: "Delicate, floral bouquet of dark cherries, violet, rose, spices and fresh tobacco leaves. Medium to full-bodied, fleshy and seamless, it's round and juicy, animated by bright acids and a tense mid-palate that concludes in a long ethereal, fruity finish... a great effort". Også 95p/IWC i London. 

05/10/2025

Bedre dansk tappet + god Chile vin

En herlig dagligvin fra Chile til god pris + et forsøg på god, lidt dyrere dansk tappet vin er ugens bedste bud fra dit hypermarked.  

Bilka har rigtig gode vine, men kan i disse uger -akkurat som lillesøster Føtex- ikke klare sig mod Superbrugsen, Kvickly og Meny. Håber de kommer ind i kampen igen! 

    Montgras "de Vine" er ugens bedste bud fra kæden, rigtig gode vine til god pris. Ville være superkøb, indtil du husker på Torres' Coronas (35) i Brugsen + et overflødighedshorn af andre topkøb, det ene bedre end det andet. 

    Salentein (79) er også et godt køb, og i et glimt solskin fik også Silverboom "Black Label" (55) også prædikatet godt køb (men lur mig, om ikke der kommer et tilbud på 45 snart!).   

BEDSTE køb: Montgras "de Vine" rød/hvid/rosé 
GODT køb: Salentein "Barrel Selection" rød/hvid - Silverboom "Black Label" Stellenbosch - Mayer "Asia" cuvée Wien
ANDRE: Silverboom rød/hvid/rosé - Smith Woodhouse "Lodge" Reserve Port 

uge 41/2025


MontGras "De Vine", kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199, rød cabernet, merlot, carmenère, , pinot noir, hvid chardonnay eller sauvignon, rosé zinfandel "early harvest", Chile 
BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 9/10
”De Vine” er superflot til 33 kr og rigtig god dagligvin, men kan ikke matche f.eks. Antu.
 Chardonnay er rigtig god i en enkel, sprød og ren stil (2024 fik 89p/Gilbert&Gaillard).
Carmenère er fast og kraftig, god madvin som også cabernet -alle vinene får 88-90p af kræsne smagere år efter år. 
    Montgras har siden 1993 tilhørt Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo’s brother Hernán som vinmager. Huset ejer flere vingårde, ialt 900 hektar i gode regioner. De bedste vine er for dyre, men Bilka koncentrerer sig fornuftigt om vine som Antu, Amaral, Quatro og Day One, tæt på de dyre, men til lave priser.  

    P.S: alle 3 Bilkaer omkring København sælger fortsat Montgras 6 fl valuebox 249 (2 Antu syrah, 2 Quatro rød, 2 de Vine chardonnay), et rigtig godt køb.

Salentein "Barrel Select"... 79,- 

rød malbec, cabernet-sauvignon , pinot noirhvid chardonnay, Argentina

GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 9/10

Rigtig god vin fra rigtig god vingård, men den var bedre køb for et par år siden til 50-60 kr. Måske tegn på, at den nye regerings fastkurs politik vinmæssigt giver bagslag. 
    P.S: ellers gå Mascota (p.t. 49,83 i Brugsen) er lige så god. 
    Check årgang -malbec og cab bør i reglen være 3 år gamle, helst 4-5 år. Pris globalt er omkring 100 kr. 
Malbec -mørk, intens, dramatisk og lækker med kraft og længde. Egentlig for ung, men den smager godt! Vinen får omkring 90p/100 af gode smagere. 60% af vinen lagrer et år i eg, resten i stål. 
Cabernet er tæt på, men jeg finder den lidt mindre spændende, lidt mere krydret måske. 2022 får 90p/WineEnthusiast. 
Pinot noir ok på en blød syltetøjsagtig måde, fyldig og krydret i næsen. 
Chardonnay er bedre -ganske sprød og lækker, tør og frisk -lidt af et svar til mig, der engang sagde, at hvid argentiner ikke er værd at drikke! Både 2023 og 24 får 90p/JamesSuckling. 
Salentein har hele 800 hektarer i Uco (nær Mascota) i det kølige San Pablo. En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der var pioner for kvalitet i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). 

Silverboom "Black Label"... 55,- 

Stellenbosch Sydafrika (tappet i Danmark)

GODT køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 9/10

Jeg har i mange år har efterlyst bedre vin tappet i Danmark i stedet for de mange sødmefulde testoteron bomber, jeg alt for ofte ser i glas i restaurant såvel som på bord. Så jeg kan vel ikke klage! 
    Silverboom er ikke en vingård, men et navn ejet af Taster wine (alias Oscar Davidsen osv) i Brøndby, en af Danmark 2 store tappere. Jeg har med vilje sjældent kommenteret de normale udgaver. 

    Her er en særlig udgave med sort etiket, og vinen er fra Stellenbosch, måske Sydafrikas bedste vinområde! 
    Ikke smagt, men med 15% alkohol og 10 g/l restsødme er det næppe en vin, jeg køber. Vent en sværvægter, i bedste fald med en fast syre til at balancere sødmen -min kommentar kommer først, når jeg en dag kan få lejlighed til at smage vinen! 
    Vinen kommer iøvrigt fra Leeuwenkuil estate i Swartland, ikke i det lidt køligere Stellenbosch nær havet, så vinen er nok ganske legalt hentet udefra. Så jeg har læst det med småt på bagetiket! 
    Vingården har tilhørt familien siden 1600-tallet og de bor stadig i det 400 år gamle hus (foto). 

    Du kan også få den normale Silverboom rød/hvid/rosé (kr/fl v6: 44,83, 2*/5). 

ANDRE
Mayer "Asia cuvée" hvid (89, 3* + godt køb), ganske aromatisk og frugtig fra Wien, lille sødme -til asiatisk mad. 
Rhone Guigal (89, 3-4*), en pleasere, men lidt for dyr. 
Smith Woodhouse "Lodge" Reserve Port (89, 4*), herlig Port, men ingen match for Cockburn LBV i Meny!  Ditto med Dow's Finest Reserve til samme pris.