Søg i 1400 opslag:

31/05/2025

Føtex byder på klassisk rød og hvid!

Efter en lang pause er Føtex igen i topform med både topkøb og spændende vine med vægt på klassikere fra Frankrig, Spanien og Italien. 

    Blandt de nye er den hvide østriger Asia (89) værd at smage. Den er sødlig, let syrlig, aromatisk, meget egnet til asiatisk mad, som navnet antyder. 

   Og det er svært at undgå at bemærke rystende lav pris på Rhone ”Charles Aïné” og Bordeaux (35). 

   Bedre, dyrere -men stadig godt køb- er den kraftige, men bløde Vinea fra vingården Museum i Spanien (50). 

    Men de bedste køb er fortsat klassikere som Grigio Chianti Classico (89) og den fremragende storebror Vigorello (169) + Rioja's Baron de Ley (50). 

    Føtex har flere tilbud indtil torsdag 3/7, så vent et opslag med flere tilbud! 

RØD: bedste køb: Grigio Chianti Classico Riserva - Baron de Ley Rioja rød/hvid/rosé - Vigorello Toscana - Monplaisir + Charton Bordeaux - Rhone "Charles Aïné" -Museum "Vinea" Cigales. 
Godt køb: Museum "Renacida" Cigales - Nardi Brunello "Selva" - Chateauneuf du Pape "Bessac" - 1/2 fl Rioja Bordón 
HVID:  Bedste køb: Baron de Ley rosé/hvid. AndreMayer "Asia", Petit Chablis "Martenot", Chablis "Calvet"
ANDET: bobler Cava Codorníu øko, 1/2 fl. Montand sparkling. 

uge 23-2025

Mayer "Asia", Østrig... 89,-

GODT køb + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 3/7

En smuk etiket med en god historie! Halvtør hvidvin med rig aroma af eksotisk frugt og lidt nød, men også pæn syre bag sødmen, der gør vinen interessant. Vinen domineres af druerne grøn veltliner og riesling, men der er også lidt traminer og pinot blanc. Som navnet antyder velegnet til asiatisk fra sushi og op! 

    Nederst på etiketten står navnet Mayer am Pfarrplatz, som er en af de historiske (1683) "Heurigen", hvor beboerne dengang (skattefrit) måtte sælge egen vin og mad (en inspiration for de små haver på Pile Allé). 

    En af beboerne var Beethoven, der i 1817 skrev dele af 9.symfoni her. Der er også et lille vinmuseum. 

    Vingården er en af de største i selve Wien kommune, og flere vinbjerge har betagende udsigt over byen Wien med Stephansdom og Donau. 

Baron de Ley Rioja... 50,-

BEDSTE køb + **** (4/5) Føtex, indtil torsdag 3/7

En god moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men uovertruffen til 50!
    Rød 2020 med 92p/Guía Peñin. 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 2 år på flaske.
    Hvid og rosé er også rigtig gode, men bør nydes inden for 2-3 år. 

    Rosé (2021 fik 89p/WineEnthusiast) og hvid (2022 87p/WineReview, 2021 89p/TimAtkin) er begge lagret sur lie i bedste franske tradition for at bevare duften fra den lidt ordinære viura og den lidt sjældne hvide tempranillo.

    Der fås også en farverig halvsød hvidvin, som ikke er smagt. 
    Vinene kommer alle fra eget domæne i Rioja's Alta og højt liggende vinmark i det sydlige Oriental og lagres i gammelt kloster med hypermoderne, meget flot fadkælder.  

Il Grigio Riserva... 89,-

2020/21 San Felice Chianti Classico, Italien
BEDSTE køb + **** (4/5) Føtex, indtil torsdag 3/7

Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -en god sangioveses fine tørre tanniner til sidst, men grundlæggende blød. Bedre med 2-4 år mere på flaske. 

En af Chianti's store vine. 2020 har bl.a. fået 93p/Spectator og 92p/Parker, WinesCritic mv. Pris i USA 27$ + tax, ca. 190 kr.

    Vinen har lidt, men ikke for meget alder og er en ret perfekt vin til en grillaften. Vinen laves af udvalgte druer, som lagrer 18 måneder i 500 liter barriques. Ialt 320.000 flasker i 2020. 

    San Felice er en stor vingård med 140 hektar i Classico, hjertet af Chianti. Domænet har i årtier været ejet af den tyske forsikringsgigant Allianz (som du måske kender fra Bayern München's stadion).  

    Vingården er også luksushotel med 2 gode restauranter, Poggio Rosso og il Grigio.

Vigorello Toscana... 169,-

BEDSTE køb + ***** (5/5) Føtex, indtil torsdag 3/7
Supervinen fra San Felice i Chianti Classico fik 95p/Parker i 2019, som stadig ses. På vingård koster vinen 46€ (345 kr) og i USA op mod 400 kr. En mørk, rig, dyb lang vin med lag på lag af balsamisk frugt, som skjuler en markant syre. 
    Chianti skulle i 1960erne laves på både sorte og hvide druer. Da San Felice lavede en rødvin af sorte druer, måtte vinen slet ikke sælges som Chianti -slet ikke Classico- men kun som bordvin. Så 1968 bordvin fik navnet Vigorello. 
    Få år efter fulgte Antinori efter med Tignanello, en lignende vin, også på druen sangiovese lagret i små egefade.  
    I dag laves Vigorello uden sangiovese druen: 65% druer fra Bordeaux (30% hver af cabernet og merlot + 5 petit-verdot) og 35% af den unikke pugnitello, en fremragende, men næsten uddød lokal druetype, en specialitet fra San Felice. 2 år i små egefade. 2019 gav 6000 flasker, ikke meget! 

Charton Bordeaux... 35,-

BEDSTE køb + *** (3/5)Føtex, indtil torsdag 3/7

2022 (også set med slotsnavn, Côtes Monplaisir). 
    At kunne købe Bordeaux i god årgang til blot 35 kr (og endog 33,17 v6 i Bilka indtil sidste uge) er et tegn på krisen i Bordeaux. 
    For det er uendeligt meget dyrere at gro i Bordeaux end f.eks. i Rhone for slet ikke at tale om Sydspanien! Vejret er lunere end i Danmark, men med mere regn og blæst, da regionen vender direkte ud til det store, kølige Atlanterhav. Mens Danmark trods alt ere i læ af både Norge, Irland og England!
    Vejret kan variere fra dag til dag, fordi det store Atlanterhav ligger lige uden for døren, og det nærmeste land mod vest er Canada! 
    Vent en fast, middel fyldig vin med frisk frugt. Robert Charton er et mærke af vin fra flere slotte. Men også set med navn på slot, Côtes Monplaisir, et glimrende 30 hektar slot i god del af Entre-Deux-Mers. 
Foto: Porte Dijeaux i Bordeaux' gamle bydel.

Cotes du Rhone "Charles Aïné"... 35,-

BEDSTE køb + *** (3/5)Føtex, indtil torsdag 3/7

2023. Ved ikke meget om denne vin, men kan se, at den sælges i andre lande til omkring dobbelt så høj pris. Blev solgt til akkurat samme pris i Brugsen for et par måneder siden. 

    Vent en meget frugtig, afrundet, fyldig rødvin uden støre karakter, men nok mere behagelig uden mad end Bordeaux'en. Et undermærke fra GCF, som ejer stort firma i Rhone. 

    Foretrækker disse vine for Antonin Rodet (50, 3*), rød pinot og hvid chardonnay. Huset ligger i Bourgogne, men henter vinen i tankbil i Sydfrankrig. Sikkert ganske ok vin, men du får altså mere karakter i vinen til 35! 

Museum "Vinea" Cigales ... 50,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 3/7

Crianza. En flot spansk vin i imødekommende stil, afrundet, ganske magtfuld vin. Fra Cigales og ligner nabo Ribera del Duero, men i reglen er lidt blødere i stilen. 
    Kender ikke år, men 2021 fik 92p/Peñin: "Colour cherry, purple rim. Aroma, red berry notes, floral, sweet spices balsamic herbs. Flavour, flavourful, fruity, good acidity, long". Ret imponerende til denne pris! 
     Cigales er et lille område nær Valladolid mellem Toro, Rueda og Ribera del Duero. Området var tæt på at blive glemt, indtil Rioja-huset Baron de Ley rykkede ind i 1999 med en 100+ mill. kr investering. 
     I dag har flere nu fået øje på Cigales takket være Museum. En billedskøn bodega med eget kunstmuseum.

Føtex tilbyder også la Renacida, Museum's topvin (99, 4* + godt køb). Vinen er fra særligt parcel, 2 hektar med vinstokke plantet 1927. Flere vinstokke blandet. Sikkert imponerende, men kan se, at Peñin ikke giver denne vin højere rating (typisk 92p/100). 

Cava Codorníu øko ... 50,-

GODT køb + *** (3/5)Føtex, indtil torsdag 3/7

Økologiske bobler fra det historiske hus, der lavede den første Cava. Men stadig er brut en simpel, spinkel cava med aroma af æble og lidt blomst og ren, men noget kort eftersmag. Slet ikke klasse som crémant, men heller ikke ringe. 
    Codorniu var den første cava historisk (udtal: gah-vá), til 50 er brut et rigtig godt køb. Seco er sødere, men ikke så sød som demi-sec. 
    En anden etiket -men stadig lignende vin- koster 155 (!) hos Kjær & Sommerfeldt. Etiketten er lidt mere traditionel, men begge er "Tradicíon", dvs. ung cava. 

Nardi Brunello "Selva"... 149,

GODT køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 12/6
Rigtig god vin og tæt på bedste køb. Årgang ikke set. "Selva" er del af Nardi, en af de første udefra til at købe jord i Montalcino. I dag ejes 80 hektar fordelt på 3 ejendomme. Datter Emilia leder vingården og leverer moderne, elegant vin. Vil tro, vinen er tæt på (identisk?) med Casale del Bosco. 

Chateauneuf du Pape "Bessac"... 149,-

GODT køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 12/6

Mange vil elske denne Chateauneuf. Indbydende duft af krydderi og peber fulgt af middel fylde og afrundet, lang smag. Set i årgang 2022 (god) og 23 (bedre), begge  meget unge, men vinen smager faktisk godt ung med sin frugt og kraft. 
   Chateauneuf du Pape ligger nord for Avignon ved Rhone floden og er et højdepunkt for druen grenache. Jorden varierer, men en stor del er sand, ler og kalk, dækket af et tykt lag af rullesten, ofte over en meter tykt, som vinstokken skal trænge igennem for at komme ned til jorden (sand, ler mv).       Bessac var kældermester hos Ogier, som skal være efterkommer efter en dansker, der kæmpede med Karl den Store -for 1200 år siden, hmmm! 
    Ogier er et af de store firmaer, som også kendes som Caves des Papes. Huset ejer vingård i Chateauneuf, men denne vin kommer fra indkøbt vin, som er lagret i husets (flotte) kældre. Generelt pålidelig vin, tappet nær grostedet. 

Foto: indgangen til Ogier, som er et besøg værd.

Petit Chablis "Martenot"... 89,-

GODT køb + *** (3/5)Føtex, indtil torsdag 3/7

Når du kan få Chablis til 89-99 fra samme GCF eller Boisset, er "Petit" ikke topkøb, selvom der ikke er den store forskel på "Petit" og Chablis. Fortsat en sprød, let chardonnay med ren aroma og simpel, god smag. 

    Bertrand Martenot er del af giganten GCF ejet af familien Helfrich. Firmaet har tjent en formue på billig whisky og bordvin (JP Chenet), som er brugt på at opkøbe nødlidende vinhuse over alt i Frankrig, i Bourgogne også Moillard, Gagnerot, Pierre André mv. Vinene er ofte gode køb. 

    Fra samme hus også Bourgogne chardonnay "Calvet" (69, 3* + godt køb) og Bourgogne Aligoté "Martenot" (69, 3*), som er meget tæt på i stil, Aligoté er dog mere enkel i stil. 

Bourgogne "Cuvée Latour"... 149,-

*** (3/5)Føtex, indtil torsdag 3/7

Nok lidt bedre end Calvet eller Martenot, men prisen bør ikke være over 100 kr. En nydelig træfri chardonnay med ren, diskret aroma og lidt fedme oveni friskhed. Men prisen! 

Magic Box red blend... 50,-

** (2/5), Føtex, indtil torsdag 3/7 

Jeg vil ikke bruge penge på den (når du ofte kan få KingPin til 39 og Faustino V, begge nok markant bedre!). 

    Men den ser godt nok sjov ud. Vil tro, det er en spansk aflægger af Casella fra Australien, som laver vinen med samme navn. Skal være blend af især garnacha. Normalprisen (99) er latterlig for en vin, der i nyere år har fået 82-85p/100 af guider ikke helt i top.  

Rioja Bordón crianza, 1/2 fl: 30,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 3/7

Bagsiden i Føtex' avis er halve flasker: "Mindre flasker -samme kvalitet" -sikkert rigtigt, blot du checker årgang og tappedato. Halvflasker skal nydes hurtigere! Der er 11 forskellige -bedste køb blandt de røde er denne crianza. Middeldyb; let krydret duft, middel fyldig, pænt lang -en kommerciel, god Rioja.  

    Personligt vælger jeg altid en hel 75cl flaske -og opbevarer den i køleskab, mens jeg drikker den, ofte over 2-3 dage. Men mange sværger til de små flasker. 

Francois Montand sparkling 1/2 fl: 30,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 3/7
Gode bobler lavet på den traditionelle metode (flaskegæring som crémant, dog kun lagret med bundfald i 9 måneder mod 12-15 for Champagne). Tør, frisk, ganske fyldig, med fint brus og små bobler. 

30/05/2025

Discount: topkøb i rosé med kendt bagmand

Rema1000 fører sammen med 365 discount kæderne rent vinmæssigt. I denne uge med god rosé til særdeles fair pris sammenlignet med de andre kæder. 

Bleu de Mer (59) er signeret Bernard Magrez, der især kendes for monsterdyr Bordeaux som Pape Clément og den mere forfinede Castel des Maures (59) fra Provence.

    Netto leverer en rigtig god Pago de Fuentecojo (79), en ganske flot Ribera del Duero. Desuden sydfransk Bourgogne-kopi som Garnier (45), der også fås med bobler. 

Rema10000: Rosé er bedste køb, både Magrez "Blue de Mer" og Ch. Castel des Maures Provence
Netto: Bedste køb: Rød Pago de Fuentecojo Ribera del Duero. Andre gode køb er Garnier rød/hvid/bobler samt Linie Aquavit samt 12-årig Chivas og Johnie Walker whisky. 
Lidl: Matusalem rom er godt køb. 

uge 23-2025

Magrez "Bleu de Mer" rosé... 59,- 

BEDSTE køb + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 1-7/6

Vinen sælges ofte til 120 kr, så 59 er en rigtig god pris. Bleu de Mer er meget frugtig i den moderne stil, tør, men fuld af frugt med lige tilpas syre neden under. " man bliver sgu alligevel glad i det spirende forår, så 88 point" -Houlbert.it om 2023. 
    Bernard Magrez vil gerne kendes for de fabelagtige slotte han ejer i Bordeaux -som Pape Clément, La Tour-Carnet, Haut-Peyraguey og Fombrauge.
    Men rent faktisk er han oprindelig kendt for brands. Han tjente sin formue på William Pitters (whisky og meget andet, i dag ejet til Marie Brizard) samt Malesan Bordeaux (solgt til Castel) og Sidi Brahim fra Algier. 
    I dag koncentrerer den aldrende tycoon sig om sine slotte (og et par nye brands som denne). 
    Vinen laves af grenache og cinsault med høst om natten og kold gæring. 

Castel des Maures, Provence... 59,- 

BEDSTE køb + *** (3/5), Rema1000, søndag-lørdag 1-7/6
Der er kvalitet i denne rosé fra det skønne Provence: Vinen laves af lige dele grenache og cinsault og har en smuk farve og en fin aroma med lidt jordbær og andre søde bær, balanceret af en fin syre. Meget indtagende og god! Og mere anvendelig end pinkies set på de sære parfumeflasker. 
Foto: Slottet hedder Pascalette og er nok så kendt for at leje smukke ferieboliger ud som for denne fine vin! Slottet ligger nær Middelhavet sådan cirka halvvejs mellem Nice og Marseille. 

    Rema1000 tilbyder også le Bon Négociant rød/hvid/rosé (55, 3*). Pænt udstyr, men lidt vel dyr for fransk basisvin fra Languedoc. 


Pago de Fuentecojo Ribera del Duero... 79,- 

GODT køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 6/6

Vent en mørk, magtfuld vin med rig frugt, god længde -måske lidt poleret. Lokale Peñin gav 90p/100 til 2020, som også fik 89p/Rydberg: "Mørk og intens i smagen med sorte bær, mocca, peber og toastnoter. En meget ligefrem fyldig med fin krydret afslutning" (godt køb 12/24).  
     Felix Solis søger som andre giganter at få sig et ry for andet den billigvin, de lever af.. 
    Nyeste skud på stammen er fra særlig vinmark -Pago- nær kælderen i Olmedilla de Roa midt i Ribera del Duero. Druen er tempranillo, og vinen får 14 måneder i egefad (fransk og amerikansk). Huset ejer 70 hektar vin, som bruges til denne vin.

Garnier rød/hvid/bobler... 45,-

rød pinot noir, hvid chardonnay, sparkling brut, Frankrig

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 6/6
Pæne og nydelige vine, der smager godt, men er hurtigt glemt -og så er prisen steget fra tilbud 39 sidste år. Rød letbenet, blød type med pæn frugt, hvid med vis friskhed og ren smag, brus ikke smagt. Ikke just, hvad min sommelier vil anbefale (trods navnet), men slet ikke ringe -og godt køb.  Vinen får brus på tryktank (som prosecco og Asti), billigere end Champagne-metoden , som bruges til crémant. 

     Garnier har i Netto hidtil været rød og hvid bordvin, men de fås nu med Martenot etiketten (herunder). Begge er mærker fra GCF. 
    Netto tilbyder også Bourgogne "Francois Martenot" (79, 3*) og Rhone "Guigal" (79, 4*), som ikke gør fortræd. 

Lysholm Linie Aquavit... 99,- 

GODT køb + *** (3/5)Netto, indtil fredag 6/6 

WineEnthusiast er med 95p/100 (i 2016. Hmm) mere gavmilde end mig. En mild snaps med lidt karamel i næsen, men også vanilje og en blid smag, balanceret i eftersmag af 41,5% alkohol. Bedre end jeg husker den, men for min smag ingen match for rød Aalborg. 41,5%. 

      Den hældes den på egefade brugt til Sherry lagret et års tid i form af skibstur til Australien og retur, dvs. den har passeret Ækvator -Linien- 2 gange.

    Netto tilbyder også 12-årige Chivas Regal + Johnie Walker Black Label (149 + godt køb). Klassikere til næsten for lav pris. Modsat rommen herunder er begge lagret i mindst 12 år! 

Matusalem Rom "15" Gran Reserva... 199,-

GODT køb + *** (3/5), Lidl, søndag-lørdag 1-7/6

Naturligvis er denne rom ikke lagret 15 år trods tallene på etiketten. En solera rom, hvor en lille (bitte) del er 15 år, men langt mere kun er lagret ét år... Men en god rom, som indtil 1959 var en af de mest populære i Cuba. Moden, blød, sød, fyldig, men ganske flot.