Søg i 1400 opslag:

27/12/2020

Farvel til '20: Superkøb i Crémant og cava

Når man kan få Montaudon Champagne i Netto til 99, hvorfor så bekymre sig om andet brus? Måske fordi der er en del, der foretrækker det lidt blødere brus i en Franciacorta -bedste vin- eller ikke er meget for at give mere end 50 kr for deres berusende nytårsaften... 

Men der er hjælp i dette opslag, hvor vi har valgt de bedste: 

Bedste KØB: Crémant Bourgogne "Comte de Tarville"Giersberger Crémant d'Alsace, Cava Codorniu "Clasico" brut og seco
Bedste VIN: Castelveder Franciacorta brut

Crémant Bourgogne "Comte de Tarville"... 49 kr

Bedste KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil torsdag 31.12. Den hvide Bourgogne er dyrere end Alsace og Bordeaux, så crémant fra Bourgogne bør egentlig være dyrest (og i teorien tæt på Champagne i pris). Så hvorfor er denne så billig? Især når den faktisk er god (smagt 2 gange). Firmaet ligger i Chagny nær Santenay i Bourgogne. Overraskende god med frugt og god friskhed. Den fik 5* af 6 af Vollerslev i BT i 2018 (pris 70 kr). 

Crémant Calvet, Bordeaux, Brut, rosé eller demisec... 50,- 

***** (5/5), Føtex og Bilka, indtil torsdag 31.12. Du får mig ikke til at sige meget pænt om Calvet, men prisen er lav, så vi sniger os op på 5*. For nogle år siden hed vinen Bourgogne, i dag er vinen fra Bordeaux årgang 2018, og vinen er stadig uinspirerende. Ret beset vil jeg lige så gerne drikke Codorniu til 40.  
      Rosé er bedst, tør, ganske frugtig, hvid har nydeligt brus, pæn, noget neutral aroma, ganske frisk, men med i let umodne toner i næsen, kort eftersmag. Men etiketten er flot.
      Superbrugsen og Kvickly tilbyder Crémant Lestissac (50), mens Irma tilbyder Crémant Dulong (6 fl: 329 = 54,83/fl, 4*), samme adresse og ejer, så bortset fra navn og etiket er vinene nok lig hinanden. Irma er for dyr her.

Giersberger, Crémant d'Alsace... 59,-

Bedste KØB + ***** (5/5), brut, Føtex, indtil torsdag 31.12. (pris i Bilka 84,50). 
Positiv aroma, fint brus, ret og ligefrem, ikke stor, men uden den grønne syre, som præger meget cremant i dag. En ganske svag sødme runder vinen af -ok til et glas til nytårstalen eller til kl. 24. 
      Giersberger er fra kooperativet i Ribeauvillé, Alsace. Ikke stor, men for mig så meget bedre end de ufatteligt mange crémant'er fra GCF's stald, med navne som Laugel, Helfrich, Arthur Metz, Calvet, Brucker og andre. Den behøver ikke være bedre, men Ribeauvillé laver sin vin selv, men GCF må købe næsten al vinen fra andre -som f.eks. kooperativet i Ribeauvillé. 

Crémant Moillard, Bourgogne, Brut, rosé eller demisec... 59,- 

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 31.12. Moillard var engang et stolt 150-årigt familiehus, som ejede stort domæne. I dag er kun navnet tilbage, som efter nogle kedelige år under Sauvestres dubiøse ejerskab nu ejes af Joseph Helfrich's GCF gruppe. 
     En ændring til det bedre, men vinene er stadig meget basis'agtige -men ok også lave i pris (når de er på tilbud!). Rosé smagt én gang -ganske ok- mens AOV (dec.20) giver brut 6* med ordene: "Nektarin og litchee, fyldig rund og behagelig mousse. Fin afstemt syrebalance af lime. Et ganske let mineralsk præg der giver vinen lidt klasse, uden at det bliver en mediativ oplevelse, men svært at finde bedre vin til prisen."
      Francois Martenot Crémant de Bourgogne (69, 4*, Føtex og Bilka) er dyrere, men fra samme stald og nok identisk.

Cava -den klassiske er bedste køb!

Cava Codorniu "Clasico", brut... 40,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil 31.12.
Historisk den mest berømte cava (udtal: gah-vá) af alle, men ingen stor vin, men til prisen er den et fremragende køb -og helt ok til sidst på aftenen, når nytåret skal skydes ind i et coronalt korrekt selskab: Fint brus med middel bobler, åben frugt med æble og lidt citrus let og simpel, men med forfriskende sprød syre. 
      Seco er akceptabel, men som semi-seco måske bedst til kransekage. 
    Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. Siden har huset (som i dag ejes af kapitalfond, men har familien med i ledelsen) ikke set sig tilbage -i dag laves 45 millioner flasker cava af druer, en del formentlig hentet uden for Katalonien.  
Smukt slot og imponerende kældre (foto) i klassisk modernista stil, tegnet af Josep Puig i Cadafalch (1898), som siden 1976 har været historisk monument.  
      Bilka sælger Codorniu økologisk  (59, 5*, men ikke merprisen værd), mens Perelada Brut Reserva er endnu bedre (50, 5*, Bilka og Føtex). 
     Rema1000 sælger bestselleren Freixenet cava (49, 5*), som nu også laver brus i Italien, Freixenet Prosecco (79, 3*), for dyr, men fancy flaske! 

Gran Baron, cava, flere typer ... 40,-

Brut: ***** (5/5), Semi-Seco og alcoholfree ***Coop.dk, Superbrugsen, Kvickly, indtil 31.12.
Brut er absolut drikkelig, simpel, rimeligt tør, ganske frisk og frugtig. Bruset er kommet i vinen ved Barcelona, men der er god chance for, at vinen eller druerne (ganske legalt) er hentet under varmere himmelstrøg i Sydspanien! Sådan smager en typisk cava (ok, men trættende i længden). Undgå semiseco. 

Olivella Ferrari, Cava brut eller semi-seco... 49,- 

*** (3/5), Netto, indtil torsdag 31.12. Hvad er der i navnet? Freixenet fra Spanien (den med den sorte flaske!) sælger både prosecco og moscato spumante fra Italien? Så hvis du ser en cava med efternavnet Ferrari, kunne du tro, at det var en spansk udgave af Italiens Ferrari. Men nej! Et undermærke til Perelada! Vinen er ikke så slem, men mærket snyder, så den får kun 3*, selvom smagen måske er til 4*! 

Brus med forskel: Franciacorta mv

Tanunda "Blanc de Blancs", vintage sparkling... 79,-

Eden Valley brut, ***** (5/5)Føtex og Bilka, indtil torsdag 31.12Fint brus, ren aroma af æbler, tropisk frugt og lemon, middel fylde, ren smag med nydelig eftersmag -godt brus! Druer fra Eden med lidt køligere klima end Barossa og et afrundet, kommercielt alternativ til Champagne. Årgang kan variere, set i både 2009 og 2014 -vil nok foretrække 2014. 

Castelveder, Franciacorta, brut.... 89,- 

Bedste VIN + ***** (5/5), Bilka og Føtex, indtil 31.12. -en gammel favorit, som jeg har drukket med glæde. Meget lig Champagne, nok lidt blødere. Franciacorta ligger mellem Milano og Verona og er et meget hypet område til brus i Italien (Bellavista er mest kendt og temmelig dyr). Denne er også god -og meget billigere!

Clairette de Die "tradition", sød... 69,-

Mousserende Rhône øko***** (5/5)Lidl (partivare). 
Clairette er en ret neutral drue, som fylder op på vinmarkerne, indtil ejeren bliver træt af den og river den op. Men til alt held er den sødmefulde Die ikke lavet på denne drue, men på muscat -dvs. vi her har en fransk udgave af Asti. Men for mig bedre!
      Meget fint brus, rig, indbydende aroma med masser af drue, sød, men ganske frisk og pænt lang. Bestemt ikke en vin, du skal tage for alvorligt, men en god ledsager til kransekager en aften sidst i december. 
      Vinen gror i de smukke nedre Alper lidt øst for nougat byen Montélimar. Hugh Johnson kalder vinen en sorbet mellem de stærke røde i nord og de krydrede røde i syd... Lige i øjet, synes jeg! Her i blide bjerge trives druen muscat (den gode med små bær). Denne kommer fra firma i Vercheny ved Gap. 
      Vinen bliver lavet på "Méthode Ancienne Dioise". Vinen gærer til ca. 7,5% og tappes, mens der stadig er en masse restsødme -for en ny gæring i flasken. Herfra tappes den over på anden flaske for at befri vinen for bundfaldet. Meget bedre end Asti -lille område, lavere udbytte og en dyrere metode med mere håndværk. Derfor et godt køb. Men igen: en sjov vin, ikke for seriøs! 

      Lidl sælger Arestel cava brut, som ligner ikke så lidt. Men måske bedre -Skovenberg har den som testvinder med 6* i Vinavisen dec.20. Ikke smagt i år. 

Asti "Martini", sød.... 49,- 

**** (4/5), Bilka og Netto, indtil 31.12. I Meny 49,95
En alkoholsvag "børne-Champagne", som mange vil nyde (ét glas) til kransekagen.  Druen muscat/moscato leverer Asti, som næsten altid er masseproduktion. Højt udbytte, ringe sortering, andengæring -med tilsat sukker- på ståltank og tapning med så meget sødme, at man evt syre fra umodne druer kun virker forfriskende. Så har jeg vist allerede sagt for meget om denne frugtige, men ret ligegyldige vin. 
      Superbrugsen og Kvickly tilbyder en sød Asti "Fontanafredda" (49, 5*) eller rød sød Brachetto d'Acqui "Mandfredi" (49, 5*9, desuden en halvtør Prosecco "Isadora" (49, 5*). 
      De fleste kæder leverer en Asti eller Moscato Spumante, som du kun undtagelsesvis bør betale mere end 50 kr for. 

26/12/2020

Sig goddag til 2021 med Champagne-topkøb!

Der er altid brug for Champagne, mente Napoléon. Når du sejrer, fejrer du det med Champagne, når du har nederlag, har du brug for Champagne. Så vi kan vist alle fortjene at sige farvel til et slemt år som 2020 med det bedste brus: Champagne! 
      Og priserne er lavere i dag end i flere år. En ganske god Champagne kan fås for 99, mens du kan få en af de bedre til 199 og en af de rigtig gode til 229. Det kan næsten få en tilbudsjæger til at glemme 2020! 

Netto har det bedste køb i basis-Champagne for supermarkeder, mens du skal i Superbrugsen, Kvickly og Irma for at få den bedste Champagne til en rimelig pris. 

      Når en god Champagne er bedre end rivalerne fra Italien, Spanien, USA og andre, skyldes det klima. Der er simpelthen køligere omkring Paris ikke langt fra Atlanterhavet end omkring Verona, Barcelona eller San Francisco. Et koldt klima tvinger druerne til blive modne ved blot 10% alkohol. Når vinen har gæret færdig på flaske 1-4 år efter, har den fået et fint brus og 2% mere alkohol. Det giver fornemt brus, der er forbilledet for alle andre... 

Bedste KØB: Champagne Montaudon brut, Comte de Brismand, Laurent-Perrier "la cuvée"
Bedste VIN: Canard-Duchêne 2012 VintageJoseph Perrier Vintage 2008

Champagne Montaudon, brut... 99,- 

Bedste KØB + **** (5/5), Netto, indtil torsdag 31. december 

Vinen vil tiltale mange -ret let og tør, frisk, nydelig frugt, noget ung og kort, men en ægte party-Champagne på godt og ondt. Den søde Demi er ikke smagt. Den får pæn ros af respekterede guider som Gilbert & Gaillard (88p/2019), mens en engelsk guide finder den et godt køb i Tesco til £ 25 (200 kr). I Danmark er prisen normalt 150-200 kr. 
      Montaudon har aldrig været en favorit, men jeg elsker etiketten med det store, iøjnefaldende "M". I dag er vinen (pga amerikansk særtold, corona og andet) måske tættere på storebror Jacquart, end ejeren Jacquart indrømmer! Firmaet blev grundlagt i 1891 og var ejet af familien Montaudon, som i 00erne solgte til Jacquart, et 2.grads kooperativ i Reims med ialt 2500 ha vin. 

Champagne Comte de Brismand, Brut... 99,-

Bedste KØB + ***** (5 af 5), Lidl, indtil 31.12., normalt 139. Smagt forrige år og fundet god. Smager som god crémant. Nydelig frugt med en anelse alder, middel fyldig og ren i smagen. Et undermærke fra HDC  (Heidsieck osv) lavet i Tours sur Marne. Den fik 5* i Politikens Champagnetest -men det var i 2018. 
 

Champagne Louis Laurent, Brut eller demi-sec... 129,-

**** (4/5), Irma, indtil torsdag 31.12Et andet undermærke, som aldrig har begejstret mig, men kan se, at den fik 4 glas af Politiken sidste år. Men grundlæggende en simpel mousserende vin, som hverken er værre eller bedre end en simpel crémant. Blot dyrere. Men fair pris for Champagne, så 4*. 

Champagne Béchet de Rochefontaine... 139,-


**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 31.12Ikke smagt, men jeg har smagt Chaudron fra samme stald, som sælges regelmæssigt til samme pris. Måske er vinen bedre i år, gr krisen, og jeg sniger mig op på 4*, fordi huset i år har fejret 200 år i samme families eje. Firmaet ligger i Verzenay (berømt Grand Cru), hvor huset ejer 16 hektar. Denne kommer dog fra indkøbte druer og/eller vine. 

Champagne Canard-Duchêne, Brut ... 199,- 

Brut eller Rosé**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly,  indtil torsdag 31.12. En let og frisk Champagne uden de store dikkedarer, men typisk og god. Ikke top, men bestemt værd at drikke til apéritif. 
Ej smagt: Rosé fås til samme pris (god pris for pink Champagne) og en sød Demisec. 

Canard-Duchêne er et af de historiske huse i Champagne og har rundet de 150 år. Huset var længe uafhængigt, men blev i 1970erne del af LVMH gruppen (sammen med bl.a. Moët, Veuve Clicquot og Ruinart). I 2003 blev mærket solgt til Alain Thiénot, som allerede ejede mærket Marie Stuart og siden overtog Joseph Perrier. Våbenskjoldet på etiketten optræder med tilladelse fra den russiske zar, som i 1800-tallet købte vin af familien Canard

      Du kan også købe en sabel, for Canard har ry for at være en Champagne, som man sabler, dvs. kapper toppen af med en sabel! Jeg foreslår dog, at du forener dig med et medlem af garderhusarerne! 

Canard-Duchêne, 2012 Vintage... 229,- 

Bedste VIN + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 31.12. Historisk har Vintage været husets bedste Champagne fra ét særligt godt år, indtil de særlige prestige-Champagner kom i 1950erne. Men ofte er Vintage lige så god -og et bedre køb! Formentlig den bedste af Canard vinene, men ikke helt klasse som Perrier Vintage. 

      Finere brus og mere aroma og længde end den almindelige brut. '12 er nu 8 år gammel og er flot allerede, men det haster ikke. 91p/WineEnthusiast og 5* i AOV med ordene: "Flot helstøbt vellavet vin og med godt, flot integreret syre (lime). Mineralsk afslutning og flot lang finish med kalket og saltet bid."

Champagne Canard-Duchêne "Charles VII"... 249,- 

Frit valg: Blanc de Blancs, Blanc de Noirs, Rosé, **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 31.12. Søger du en fancy flaske, er Charles VII egnet. Engang en top-cuvee, og flot ser den ud. Men vinene skiller sig ikke ud. Jeg har med glæde drukket den fyldige "Noirs" på sort pinot lavet som hvidvin. Rigtig god.

Champagne Jacquart "Mosaïque"... 199,-

 **** (4/5), Føtex og Bilka, indtil torsdag 31. 12.  Fås i brut (tør) og demi-sec (sødlig). En god Champagne, tæt på de kendte i kvalitet, selvom den kommer fra kooperativ. Måske ikke helt i klasse med f.eks. Coop's Canard-Duchêne og Joseph Perrier. Navnet "Mosaik" hentyder til den mosaik af vinmarker, der leverer vinen (1800 dyrkere med 2500 hektar vin!). I dag er huset ved at fusionere med rivalen Nicolas Feuillette, det næststørste 2. grads kooperativ. Nok bedre end, men ikke dobbelt så god som Montaudon herover, fra samme kælder. 

      Føtex tilbyder også Moët & Chandon (269, 3*), den mest solgte Champagne af alle og af samme grund udskældt. En god allrounder, slet ikke ringe, men for dyr (90p/Falstaff). 

      Bilka tilbyder Bollinger Special Cuvée (289, 5*, en flot Champagne, som er godt køb selv til den høje pris (bl.a. 16,5p/2o i Revue du Vin 2020 og 92p/WineSpectator i 2019). Huset har altid et stort ry, selvom produktionen er vokset meget de senere år. 

Champagne Joseph Perrier "Cuvée Royale"...  209,30

Brut/tør **** (5/5), Demi-Sec/halvsød, **** (4/5), Irma
En god Brut med indbydende aroma, ren og sprød, -afrundet af 7 g/l restsødme. 89p/Ekstrabladet, hvor Rydberg skriver"Grønne æbler i duft. Let, frisk champagne. Vellavet med en pæn mousse. Frugtig afslutning."  Jeg foretrækker denne for den ekstremt tørre Brut Nature (279,30, 3*), uden dosage, som for mig mangler balance. Men har du købt den, så gem den 1-3 år. 

Champagne Joseph Perrier "Blanc de Blancs" ... 244,30,-

Brut, Bedste VIN + ***** (5/5),  Irma. 100% chardonnay (normal Champagne er 60-75 % pinot og 25-40% chardonnay). Let, frisk, en anelse tørrere. 5* af Ekstrabladet og 17p/20 af Oldenburg. .

Champagne Joseph Perrier "Brut Rosé"... 244,30,-

**** (4/5), Irma, indtil torsdag 31.12. Meningerne er delte om denne lyserøde Champagne (hvor Champagnen er hvid, men bliver tilsat 12% rødvin efter 2. gæringen). Ekstrabladet og Oldenburg (18p/20) sætter den meget højt, men jeg var ikke helt så begejstret. God til lam, mener Oldenburg. 

Joseph Perrier Vintage 2008 Champagne... 279,-

Bedste VIN + ***** (5/5),  Irma, indtil torsdag 31.12. 

 Denne er efter 10 år er i sit livs form, selvom jeg kender én og anden, der mener, den vil blive bedre med yderligere 5-10 år på flaske. Jeg hører dog til dem, der kan lide vinen, mens den som denne stadig er livlig og forbavsende frisk efter 10 år på flaske! Excellent køb. Bl.a. 6* i SmagpåVin. 
      Måske er Cuvée Josephine Vintage 2008 bedre, men også meget dyrere (559,30, 4*), men foretrækker egentlig den normale vintage. Det er faktisk sjældent at prestige-Champagne er bedre end den normale vintage -undtagen måske Cristal, Dom Pérignon og et par andre. Og du skal ofte betale 300+ kr for en fancy flaske!
      Joseph Perrier er ikke i familie med den  perlende Perrier vand, og slægtskabet er usikkert 
med navnefællerne Laurent-Perrier og Perrier-Jouet. Joseph er ofte lige så god i en indbydende, let stil ikke ulig Pol Roger eller netop Perrier-Jouet.
Foto: Huset ligger i Chalons ved floden Marne og er grundlagt 1825. I årrække var det ejet af storebror Laurent-Perrier. I dag ejes huset af Alain Thiénot, også ejer af Canard-Duchêne (som importeres af søsteren Coop) og et par firmaer i Bordeaux. Joseph Perrier sælges ofte som "Cuvée Royale" til minde om en af kunderne, dronning Victoria! 

Champagne Laurent-Perrier "la cuvée"... 199,-

Bedste KØB + ***** (4/5), Rema1000 indtil torsdag 31. december. En klassisk flot Champagne med overdådig aroma, god længde og fint brus -lidt mere vægt end letvægterne Joseph Perrier eller Mesnil, men med samme elegance.  "LP" er historisk et af de store mærker, men har siden 1980erne konstant hørt til de bedste af de store mærker, som faktisk kan rivalisere Bollinger og i en højere liga end Moët.  

      Rema1000 tilbyder også Champagne Monserrat, 129 -et mærke, jeg aldrig har hørt om. Men vil i den laveste prisklasse nok foretrække Montaudon (99 i Netto). 

Le Mesnil Grand Cru Blanc de Blancs... 199,-

**** (4/5), Føtex og Bilka, indtil torsdag 31. december. Meget let, elegant, med fint brus og nydelig længde. Kommer fra lille kooperativ i le Mesnil, som er Grand Cru 100% chardonnay, men ikke standard som de gode Grands Crus, men stadig godt køb. 85% fra 2015 + små mængder "réserve". Dosage 7,5 g/l -en god apéritif Champagne. Ikke smagt i nye år, men kan se, at topudgaven med årgang får 4* + 89p af Politiken. 

21/12/2020

20-årig Port til 109 + lidt sydafrikansk og ædelsød hvid!

Offley årgang 2001 (snart 20 år) til blot 109 kr er første valg -du må ofte betale  over 300 for en anden 20-årig Port, der ikke er bedre! Offley er det bedste køb til chokolade og andet vintersødt. En ung sydafrikansk "Vintage Port" er næsten bedre. Og den er også bedste køb overall

Hvis du kan finde den -set i Albertslund og Brøndby til 50 kr. Lattelig pris. 

Bedste KØB:  Offley 2001 Colheita Port, Meneres 10 yrs old Port, Spier 2016/17 Cape Vintage, Beerenauslese Bechtheimer Pilgerpfad
Bedste VINPillitteri Riesling Icewine , fulgt af: Kopke 2000 Colheita Port, Pocas Port "10-20-30-40 år i box

Offley 2001 Colheita Port... 109,-

til juleknas, evt ris à l'amande. Bedste KØB  + ***** (5/5), Bilka og Føtex (partivare). Egentlig ret utroligt, ikke? Årgang annonceres ikke, men har kun set den i 2001 -næsten 20 årig tawny til 109! Til sammenligning har jeg set Càlem 2001 og Pocaas 2001 til ca. 300-350! Vinen er lækker, med nødder og mørk frugt i næsen og pænt lang smag. Måske kan den lidt triste etiket trække lidt ned. 
      Offley er del af Sogrape som Sandeman og Ferreira, men Offley har en vis selvstændighed. Det er et af Portvinens historiske huse, som fik sin berømmelse under legenden baron Forrester, der blev adlet af kongen af Portugal. Deres Single Quinta Vintage Boa Vista er også god køb, når du kan få den til under 200. 

Meneres 10 yrs old Port, i trækasse... 89,-

til juleknas, evt ris à l'amande. Bedste KØB + ***** (5/5)Føtex, gælder resten af 2020. Menéres er et mærke fra Maynard, dvs familien van Zeller, ex-ejer af Noval, og med i Douro Boys, Portvinens enfant terribles. Familien leverer rigtig god Port, som ofte er dyrere og jævnligt bedre end Offley/Calem/Burmester. Huset er specialist i gammel Portvin, så jeg anbefaler med glæde denne Port, selvom jeg ikke har smagt den aktuelle tapning, Plejer at være glimrende, med rig frugt med nødder og rig sødme, god længde. En frisk tapning -så lad den stå lidt i flaske og glas.

Quinta de Pego 2016 Late Bottled Vintage.... 89,- 

til ris à l'amande. ***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly (spotvare), ofte også set på 1/2 fl: 49
Glimrende sent tappet vintage, dvs. med intet eller kun lidt bundfald. Den nye 2016 er ganske flot, meget rig frugt og lækkert afrundet, kraftig smag med god balance mellem syre og sødme. Perfekt til ris à l'amande -og ost!- parat til at nyde nu. Kan du finde en halvflaske til fair pris, er den perfekt til et coronalt accepteret selskab -flasken rummer 6-8 glas! 
      Pego (retteligt Pégo) er dansk-ejet af AMKA i Randers, storleverandør til især supermarkeder, men også har Jysk Vin. Vingården ligger lidt neden for Pinhao, hovedstaden i Oporto-området og er også et godt hotel. Vingården har 33 hektar ned mod Douro-floden. 

Presidential colheita 2000 Port, i trækasse... 229,- 
Presidential colheita 1995 Port, i trækasse... 249,- 
Presidential colheita 1990 Port, i trækasse... 299,- 

til juleknas. **** (4/5),  Føtex og Bilka (normalpris)
1990 smagte jeg for nogle år siden, en rigtig god Port med rig bouquet, ret sød, men lang. Mærket er et af flere fra C. da Silva, et mindre kendt Portvinshus, der leverer god tawny til en rimelig pris. Bilka kalder det noget overdrevet et top-3-hus. 
      Føtex og Bilka tilbyder også Menéres 2009 Colheita tawny50cl, 84,50, 5*, Bilka), meget flot kvalitet, fra Maynard, noget mere anset end Presidential.  

Pocas Port "10-20-30-40 år i box", 4 fl. à 20cl... 399,-

gave-idé! ***** (5/5), Kvickly (spotvare) -tappet i anledning af Pocas' 100 års jubilæum (10 + 20 + 30 + 40 = 100). Pocas leverer meget flot tawny i dag, og disse viser huset fra sin bedste side, hvor rosin og honning i de unge gradvis bliver mere figner og træ i de ældste. Således giver Spectator 20, 30 og 40 år hhv. 93, 94 og 95p/100. Lidt vel flot, men jeg er overrasket over kvaliteten fra et hus, jeg hidtil har anset for at være på det jævne. 20 cl = ca. 5 glas, og der er 4 ganske flotte "ampuller" i en meget elegant gaveæske. Flot gave. 

Kopke 2000 Colheita Port... 199,-

til juleknas. Bedste VIN + ***** (5/5), Rema1000Med 20 år bag sig er denne vin en rigtig "meditationsvin", som man nyder kælderkold for sig selv -måske med lidt nødder eller endog chokoladekage til! Smuk farve, intens bouquet med både læder og tørrede frugter, flot lang smag. Excellent køb, ikke så fin som Maynard, men de ekstra år giver lidt ekstra!

      Kopke stammer tilbage til 1638 og anses af mange for det ældste Portvinsfirma af alle -men bortset fra de mange år er Kopke et moderne firma, som ejes af den spanske bank, Sogevinus, som også ejer Burmester herover.  

Spier 2017 Cape Vintage... 50,-

til ris à l'amande. Bedste KØB + ***** (5/5), udvalgte Superbrugsen og Kvickly (restpris, normalt: 149)

En ganske sjælden vin til utroligt lav pris, noget så sjældent som "en sydafrikansk Vintage Port"! Meget dyb, overdådig frugt med brombær, chokolade og lidt kirsebær. Sød og lækker, fyldig, men elegant og med tannin til at holde balancen -men slet ikke så aggressive tanniner som den ægte Vintage Port. Perfekt nu til ris à l'amande eller desserter med chokolade og frugt. Trods høj alkohol slet ikke tung. Kan også gemmes nogle år. I dag 2017, men har også set 2016. 

Beerenauslese, Bechtheimer Pilgerpfad... 45,-

solo eller til frugtdessert. 2018 Silvaner, 375ml, Bedste KØB + ***** (5/5), Lidl (partivare). Beerenauslese høstes sent og  hvert bær (beere) vælges separat -i teorien (deraf navnet), men ikke i praksis. Overdådig rig aroma af stenfrugt og honning, meget sød, men med den fine syre fra silvaner-druen liggende nedenunder. Stor længde trods blot 8% alkohol. Prisen er i Tyskland knap €6 (kr 45), så denne pris er lav. 


Pillitteri Riesling Icewine... 149,-

2017 Niagara, Canada, 375ml, Bedste VIN + ***** (5/5), Lidl (partivare)
En meget lækker riesling, hvor stor sødme er balanceret af smuk syre under overdådig aroma af tropiske frugter, lidt orangeskal, mango og fersken, smagen er meget fyldig, fed, men fast og dvælende lang. 
      Eiswein, Icewine, laves næsten ikke længere i Europa. Klimaforandringerne har gjort disse vine til fjerne minder. Druerne skal høstes og presses i kælderen -frosne- ved -8 grader. Det betyder ekstremt lavt udbytte, da druesaften er frosset -og en svær gæring pga masser af syre og sukker.
      I dag kommer de fleste isvine fra området omkring det ellers meget turistede Niagara vandfald, hvor Inniskillin var pioner i 70erne. De lange, tørre somre og fugten fra Ontario søen og Niagara floden giver modne druer, som kan høstes, når den første frost kommer -og her er vintrene bidende kolde! God pris, for i Tyskland er prisen €20 (ca. 150). 

Burmester 10 years old tawny Port... 99,-

til juleknas. ***** (5/5), Irma, Superbrugsen og Kvickly, indtil 31. december 

Jeg vil egentlig lige så gerne drikke Coop-gruppens Pocas eller Barros (også 99, som har samme ejer som Burmester), men synes Burmester's etiket er flottere! En god 10-årig tawny, meget frugtig, nødder, mere figen end læder, sød, men med et twist i slutningen. Fik i 2018 95p i Decanter World Awards (som ofte er gavmilde med points).  
      Burmester startede i London 1750, men blev først rigtig kendt, da Johann Wilhelm Burmester overtog det i 1834. Huset ejes af banken NGC's Sogevinu. Banken ejer også bl.a. Cálem, Barros, Feist, Hutcheson, Rochas og Kopke, og lur mig, om ikke vinene ligner hinanden til forveksling...? 
      Irma tilbyder også Burmester 20 yrs old (229, 5*) og 1985 (35 år, 399, 5*), for mig meget bedre køb end LBV (119, 3*).