Søg i 1400 opslag:

26/01/2026

Superb sauvignon og god Ripasso

Jeg har set vinpriserne stige markant efter nytår, lidt sært, når alle andre varer sættes på udsalg! Men nu går det den rette vej med Yealands "Single Block" (79), som stod til 99 i december. 

Del 2 (af 2) med Superbrugsen og Kvickly's ugetilbud byder også på andet end den fine Yealands Single Block sauvignon fra New Zealand, som må være et af de bedste køb til prisen. 

    Også Ripasso "Pagus Bisano" (59) er billigere end til Jul som også Sarotto Barbera superiore (69), begge meget fyldig, afrundet og frugtig vin. 

    Der er andre interessante køb som den udmærkede Rhone "Chasse" (55) og Gran Pasas (55), en vellykket spansk udgave af Italiens ripasso, hvor en let sødme ikke skæmmer vinen. . 

BEDSTE køb: Yealands "Single Block" sauvignon - Ripasso "Pagus Bisano" 
GODT køb: Barbera superiore "Sarotto" - Rhone "Chasse" reserve rød/hvid - Gran Pasas monastréll - PavoNero Primitivo Manduria - Finlandia 40% vodka - Faustino V rød/hvid/rosé - Bourgogne "Moillard" rød/hvid - Arthur Metz alkoholfrit brus - Limoncino "Bottega"
ANDRE køb: Diablo rød/hvid - Ebony Vale alkoholfri - Laugel Alsace pinot gris/traminer 

uge 05-2026

Yealands "Single Block"... 79,-

S1 eller L5, hvid sauvignon Awatare New Zealand

BEDSTE køb + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/1

Hvid sauvignon fra særlige parceller i Seaview marken direkte ud til Stillehavet. Begge er vine med overdådig aroma af peber, citrus og blomst, fyldig med lidt sprødhed til at balancere den søde frugt. Vinene kan gemmes, men det har jeg aldrig haft lejlighed til. 
    S1 er rig og fyldig. 2024 får 93p/WineEnthusiast. Forgænger 2022 blev valgt som Verdens bedste sauvignon på IWC i London. L5 set 2023 i min lokale Brugs. Snart kommer 2024, som på det ansete lokale Marlborough Show blev valgt til bedste sauvignon med 4 trophies og guldmedaljer.  

    Yealands er en meget stor vingård i Awatere, måske bedste del af Marlborough. Her laves mange vine, men i reglen er den hvide sauvignon bedst. Natalie Christensen (foto) af dansk afstamning har lavet vinene siden 2019.  

Ripasso "Pagus Bisano"... 59,-

Valpolicella superiore, Italien

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/1
Der er en "normalpris" på 129,95, som er mildt sagt overdrevet. Men 59 er mere end fair! 

Ren frugt mere end sødme, god fylde med kun snert af krydderi. Egentlig bliver jeg imponeret over amarone, men det varer kort -så faktisk kan jeg egentlig bedre lide ripasso. Her "eftergærer" den unge, ret lette Valpolicella med amarone kvaset og giver vinen mere fylde og frugt.

    Fra godt kooperativ ikke ligger i det fine Classico, men i Valpantena, en række bakker lige nord for smukke Verona, som i reglen anses for lige så godt.  

Barbera superiore "Sarotto"... 69,-

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/1

Asti. Sarotto's ældre Superiore har mere poleret og vægt, også mere dybde, end den normale barbera fra Sarotto, en af Irmas gamle leverandører. En god vin, men ikke top -foretrækker Fontanafredda, når den er på tilbud, trods en officiel "normalpris" på 129! 

    Vinavisen kan lide en aktuelle 2023: "Brombær og cedertræ møder næsen, mens smagen er kompleks og varmt krydret. En rigtig dejlig rødvin til en ekstra lækker omgang pasta".

la Chasse Réserve Rhone rød/hvid... 55,- 

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/1

Kan se, at vinene koster over 100 kr i Irland, så 50 er godt køb! Vi er tæt på 4*, selvom den ikke er en mindeværdig Rhone. Især den røde har pæn frugt, rund fylde med lidt blød tannin.

     Den hvide er ny, tør, frisk og udadvendt med diskret aroma. Hvid Rhone er dog sjældent mindeværdig. Nydes ung. Blot mangler jeg skruelåget! 

     Chasse har fået ny smuk etiket med en pavillon i midten, som ejes af huset. Meffre i Gigondas har leveret vin til Irma og Coop siden 70erne, en flot rekord. 

Gran Pasas monastréll... 55,-

Yecla "November Harvest", Hammeken, Spanien

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 29/1

Et spansk forsøg på at skabe en Amarone, dvs. styrke (14%), rig frugt (solbær, chokolade) og lidt mindre sødme end ældre år (ca. 11,7 g/l mod 14-15 før). Sødmen balanceres til en vis grad af lidt syre og modne tanniner. 


    Ikke min smag, men mange er begejstret. Det respekterede Guía Peñin har givet de seneste 4-5 årgange fra dette dansk-ejede vinhus 90p/100. Så min gane er nok for sart. 

PavoNero Primitivo Manduria... 55,-

GODT køb + *** (3/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/1

Behøver slet ikke være bedre end andre zinfandel/primitivo vine fra Puglia, men der stilles lidt større krav til denne vin, hvor Manduria er kerneområdet. Til den tørre side, kraftig, frugtig.  

Diablo rød/hvid... 69,-

Rød cabernet-sauvignon eller Red Blend "666", hvid sauvignon eller chardonnay, Chile
*** (3/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/1


Alle er rigtige publikumsfavoritter, men lidt trættende i længden, synes jeg. En djævelsk attraktiv vin, selvom du i længden bliver træt af den lidt fedladne stil. 
   Dark "666" syrah-malbec er lagret 6 måneder, 6 uger, 6 dage -666 = djævelens tal! Dybt farvet, intens aroma af sød moden, krydret frugt; fløjlsagtig, kraftig, afrundet, men med let mineralsk note -djævelsk attraktiv, men trættende i længden. 2022 fik 5*/6 og 88p af Rydberg i Ekstrabladet.
      Den sorte cab fik også ros af Rydberg (årg. 2021) som også ældre årgange. Jeg vil kalde den superkommerciel på den gode måde, men ikke just topkøb. 
    Den hvide sauvignon får ros af Rydberg (om 2022): "Hyldeblomst i duften. Sprød med en flot intensitet af stikkelsbær, citrus og blomster i smagen. Meget ekspressiv med en sprød afslutning". 
     Hvid Chardonnay "Golden", som er lagret på æg-formede beholdere af stål og cement. Med sin lille sødme ikke en vin, jeg vil bruge penge på, men den fik dog 5*/6 af Rydberg (årg. 2023).  

Vodka "Finlandia" 40%... 99,-

GODT køb + *** (3/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/1

Finlandia vodka er en af  mine gamle favoritter, udødeliggjort i den herlige film, "Long Kiss Goodnight" med Geena Davis. Også en rigtig god vodka, som uhyggeligt nok nu ejes af Coca Cola. Men stadig destilleret på byg i Rajamäki Finland. 

ANDRE køb: 

Faustino V Rioja rød/hvid, 59 (godt køb + 4*), fås til 49,83 v.køb 6 i Bilka. Men stadig rigtig god til prisen, dog kun den røde Reserva. 

Bourgogne Moillard rød/hvid, 79 (godt køb + 3*), , letbenet pinot og ganske frisk hvidvin, som er så gode, som du kan få til prisen i det dyre Bourgogne. 

Arthur Metz alkoholfri, 45 (godt køb + 2*), rosé pinot og hvid chardonnay med bobler, men uden alkohol. Slet ikke ringe til en "hvid januar". Og faktisk helt ok pris (så god som mange til 70-80 kr). 

    Til samme pris Ebony Vale alkoholfri rød/hvid, som ikke er smagt. 

Alsace Laugel pinot gris eller gewurz, 69 (3-4*), ganske ok hvid Alsace, traminer dog med lille sødme. Men du kan få bedre Alsace til denne pris. 

Limoncino Bottega 30% , 99 (godt køb + 4*), en rigtig god citronlikør, desværre er 50cl flasken ikke stor nok!