Søg i 1200 opslag:

21/12/2018

Syrah kan være noget særligt

Syrah er druen bag vine som Hermitage, Côte Rôtie, Cornas og Australiens shiraz vine med navne som Grange og Dead Arm. Den kan levere alt fra 100 points Parker vine til en kedsommelig lavstatus vin fra den nederste hylde i supermarkedet. 

I løbet af de sidste par dage har jeg smagt et udvalg -inklusive en syrah, kun få kender.

Astérie "Syrah", Vin de France u/årgang, 

**** (4 af 5), købt i Nice, € 7,6 (pris på slot €12).
Meget dyb farve; rig og ren aroma med kølige toner af multebær og sort frugt. Middel til stor fylde, afrundet og lang -ganske flot -og blev kun bedre i glasset. 
Diskret, men elegant etiket, men hvor kommer vinen fra? Du skal om på bagetiketten for at opdage, at denne vin kommer fra Bordeaux. Men den må ikke sælges som Bordeaux, da druen syrah ikke anerkendes i Bordeaux. Faktisk må den end ikke sælges som Vin de Pays, da druen syrah heller ikke må bruges her. og som "fransk bordvin" må vinen heller ikke bære en årgang! Vinen laves af ægteparret Dupuch på vingården Sainte Marie midt i Entre-deux-Mers. De laver blot 6000 flasker årligt. Flto vin og sjov at smage!

Piqueras "Black Label", 2015 Syrah Monastréll 

Almansa, **** (4 af 5), 80 kr normalt, ErikSørensenVin.dk -et firma, der af naturlige årsager står mit hjerte nær, så jeg er næppe objektiv! Men også en rigtig god vin -meget dyb; indbydende duft med masser af frugt. Lidt blødere og en anelse mere krydret end Astérie, men ren og lækkeer i smagen. Og ikke spor "solbrændt" som mange andre spanske vine. Almansa er sjovt område med en 1200-tals borg (se foto herover), som blev besøgt af H.C. Andersen på hans Spanienstur i 1861.

Shiraz 2016 fra South Australia -supermarked oplyses ikke

*** (den 3. stjerne pga lav pris, ellers kun **). Jeg havde (små) håb til denne vin, da det er South Australia (én delstat i Australien) og ikke "South Eastern Australia", der dækker 3 delstater. Men ak! Shiraz er identisk med syrah, men denne vin smager ikke af syrah! Middel farve, ret krydret duft uden dybde, let til middel fylde, meget blød og samtidig ung og grøn med let sødlige overtoner. Ikke ren i duft og smag og ikke sjov at drikke mere end et glas af. Kunne ikke umiddelbart se, hvor vinen var tappet, men formentlig af eksportørens engelske importør.
Australien leverer masser af shiraz, og de bedste er i særklasse. Jeg har før bl.a. anbefalet Château Tanunda's Barossa vine, der stadig ses i Bilka (søg til højre).

Cornas "Triboulette" 2013, Cave de Tain 

***** (jeg gav den 4* i maj, men her i december fortjener den 5* gr lav pris), Bilka (udsolgt siden juni).
Cornas ligner meget sin nordlige naboer, Hermitage (som ofte er noget dyrere) og Crozes Hermitage og Saint-Joseph (der i reglen er lidt billigere). Alle laves i små områder i det nordlige Rhône.
Cornas er lille og ærligt talt det sidste sted, jeg ville plante vinstokke -det er sindssygt stejlt, og du skal gro vinstokken på klippegrund (se foto). Men nogen gør -men der er kun 1/4 million flasker årligt til hele verden. Jeg købte denne 100% syrah i foråret (75 kr) og det er ærligt talt alt for billigt. Vinen kostede normalt 150, men i reglen skal du af med 200-300 for en god Cornas og ofte mere. Denne er bestemt ikke så god som de bedste, men prisen er også lavere.