Søg i 1200 opslag:

06/12/2018

Julens Port, del 2 -og et par gode vine fra Rema 1000


Ja, jeg ved godt, at ris à l'amande ikke kendes i Frankrig -det er en dansk opskrift med et fransk navn. Men godt smager det (én gang årligt) og gerne med en mørk, bouquetrig Portvin til. Aldi havde et par gode tilbud (de var der endnu i dag), men også REMA 1000 kan være med: 


Quinta do Grifo 2013 LBV Port.... 89,95

Late Bottled  Vintage Port, ***** (5 af 5), REMA 1000, indtil 16.12., normalt 99,95.
Meget mørk, intens frugt af kirsebær (perfekt til saucen til mandenrisene), blåbær og andet. Sød, meget fyldig og pænt lang med fin syre, der holder balancen. En god LBV i en kommerciel, men god stil. Nydes afkølet juleaften eller sene (gerne om 3-5 år) til f.eks. chokolade, blåskimmeloste og kager med frugt.
Vinen kommer fra huset Rozès, som er et af de få "franske" huse i Oporto, som ellers domineres af engelske huse som Graham, Taylor osv. Huset var længe ejet af LVMH (som bl.a. ejer Moët med Dom Pérignon), som i 1999 solgte det til til et andet Champagne-firma, Vranken, som bl.a. står bag mærker som Charles Lafitte, Pommery, Georges Goulet, Demoiselle, Heidsieck Monopole og andre.
Huset leverer såvel før som efter Vrankens ejerskab lette, men behagelige vine, som er meget yndet i Frankrig. Grifo eer en af deres bedre vingårde -de ejer ikke mindre end 9 vingårde langs Douro floden, som ledes af den lokale direktør Antonio Saraiva (foto t.h.).

Conde de Monsul Port... 45,-

Tawny eller hvid, *** (3 af 5), Rema 1000. Ikke smagt i flere år, men formentlig stadig en ret anonym Port, som ikke kan gøre fortræd. Uegnet til mandelris med kirsebær! Monsul er en anden af Rozès' vingårde, men dette er et mærke, ikke fra bestemt vingård.

Santa Carolina "Late Harvest" Sauvignon Blanc... 45,-

2016 Rapel Chile, 75cl, ***** (5 af 5), Rema 1000. Til gengæld er jeg glad for denne søde chilener. Den er ikke fabelagtig, men har en rig frugt, fyldig og sød, men med pæn syre bagved. Lidt af et fund til denne pris, som ikke er tilbud! Nydes kold til f.eks. frugttærter.

Montagny 1.Cru "Signé" Bourgogne....  79,-

2015, ***** (5 af 5), aftappet på vingården, Buxy, Rema 1000. Et rigtigt god bud på budget hvidvinen til nytårsften! Livlig og rent smagende chardonnay med fin syre og nydelig længde. Montagny er et godt område i det sydlige Bourgogne, som kan levere hvid Bourgogne, som ofte beskrives som "den fattige mands Meursault". Denne vin er en 1.Cru, dvs. fra bedre parceller (en dem er der mange af i Montagny). Tappet af coop i Buxy, som leverer udmærket vin. Import: ViniPortugal.


Barbadillo, Somontano .... 50,-

2013 Reserva, rødvin, Spanien, **** (4 af 5), Rema 1000. Somontano er et godt område ved foden af Pyrenæerne på grænsen til Frankrig. Den lyserøde udgave -også Rema- er lækker, men denne Reserva er også glimrende -og tættere på 5 end 4 stjerner. Fyldig, rund, men med lidt urter og friskhed i eftersmagen -en lise efter en tung amarone-lookalike eller en fed bøffet australier eller spanier. Herlig kælderkold til en bøf -eller hvorfor ikke til and og flæskesteg... ?
Barbadillo ligger i Sherry (længst mod syd), så hvordan kan de så sælge denne vin, der gror i den anden ende af Spanien? Årsagen er enkel -de ejer firmaet Pirineos, som gærer og tapper vinen for dem. Og det gør de godt.
N.B: Navnet Somontano er også fransk: "Sous la Montagne" (under bjerget), for det var franskmænd, der begyndte at lave vin her. I Italien har man Piemonte, der bl.a. leverer Barolo ("Pied de Mont" på fransk -"ved foden af Bjerget"). De franskmænd møver sig ind overalt!