Søg i 1400 opslag:

14/06/2026

Flot dagligvin + god (dyr) vin i Netto

For en gangs skyld er det en fornøjelse at se vinhylderne i Netto, som byder på ok billig vin, bobler til lav pris samt en (for) dyr, men god rødvin fra Mallorca. 

Netto følger efter Bilka og Føtex med en vinavis. Kun 8 sider, men masser af gode tilbud og STORE flasker, som kan sætte fut i sommerfesten. Og måske inspirere 365 til flere ambitioner på vinhylderne! 

    En ok Ripasso Rocca Alata (50) og Amarone Arche (99) er en god start, men sjovere er Spanien med unik, dyr og god ÀN/2 fra Mallorca (149) og en flot Faustino V Rioja Reserva (55). 

    Jean-Marie Garnier (39) er mærke fra GCF (nok identisk med Martenot), som har postadresse i Bourgogne, men henter disse vine i Sydfrankrig. Men du får rigtig meget brus (tilmed tør) og bordvin til blot 39 kr.

    Der er finere bobler er Crémant Lichine (65) og et par store, smukke flasker som Charles Montand (129 for Magnum), en pink LYV i overstørrelse (129) samt italienske fra Prosecco Arche (50). 

    Fra Tyskland Art of the Refill (45), hvor en hvid østrigsk veltliner også kan anbefales. Plus god riesling som Alsace "Traber" (50) og "the Daily" fra August Kesseler (69) fra Rheingau. 

    Enkelte tilbud varer kun til fredag 19/6, resten til fredag 26/6. 

BEDSTE køb: Garnier sparkling brut - Garnier rød/hvid/rosé - Alsace "Traber" - Ripasso "Rocca Alata" - Amarone "le Arche" - Selaks hvid New Zealand - Prosecco "le Arche" hvid/rosé 
GODT køb:  ÀN/2 Mallorca - Kesseler "Daily August" riesling - Art of the Refill rød/hvid/bobler - Crémant "Lichine" hvid/rosé - Charles Montand sparkling Magnum - Ventoux "Vidal-Fleury" - LYV rosé Magnum - Rosé "Terrasses" - Faustino V Rioja reserva - Chablis "Calvet" - Montgras 300cl box + 75cl glas - Famous Grouse whisky -Jägermeister halvbitter  
ANDRE køb: Golden Zin rød/hvid - Barefoot hvid/pink 

uge 25-2026


Garnier Sparkling... 39,-

Brut (tør), Blanc de Blancs "Sélection du Sommelier", Frankrig

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 19/6

Ikke smagt, men andet brus fra ejer GCF (med navnet Martenot) er ganske ok, let og frisk, rimeligt tør med nydelig aroma og ren smag. Ikke just, hvad min Sommelier anbefaler, men heller ikke ringe -og godt køb.  Brus laves på tryktank (som prosecco og Asti), ikke i selve flasken (som crémant eller Montand herunder). 
    Vinen er forresten tappet i Bordeaux, ikke i Bourgogne, og druerne er nok hentet et helt tredie sted! Kan sagtens bruges til både Aperol, Limoncello og oldemors hyldebærsaft!  

Garnier rød/hvid... 39,-
rød pinot noir, hvid chardonnay eller sauvignon, rosé, Sydfrankrig 

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 19/6

Garnier har postadresse "21...", dvs Bourgogne, men selvom druen og flasken antyder det, er vinen fra Sydfrankrig, hvor der nok er mere pinot og chardonnay end på fødestedet! Simpel landvin, men hvor meget kan du forlange til 39? Slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften. De hvide er frisk, tør og ren. Rosé ikke smagt. 

Alsace "Traber"... 50,-

Hvid Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Blanc, Nordfrankrig

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6

Riesling er altid god -ren aroma med lidt blomst, ret let, frisk og sprød. Pinot gris kan være bedre, men en snert af sødme kan skæmme den lidt, modsat den sprøde pinot blanc
    Gewurz er kun smagt én gang og hurtigt glemt. Pæn aroma, men mangler lidt spritz. 
    Men stadig er alle rigtig gode køb og nok bedre end Helfrich, Laugel og andre, hvor etiketten er flottere for at skjule en ofte kedsommelig vin. 
    Traber er et af flere mærker fra  det store kooperativ i Ribeauvillé, der lidt ufortjent står i skyggen af sin nabo Riquewihr.  Til gengæld er der ikke nær så mange turister her, hvad en del af os er glade for. 
      Vinene er gode, selvom byens bedste ikke er fra kooperativet, men fra private vingårde som Zind-Humbrecht, Fuchs og Trimbach. Men stadig leverer kooperativet god vin, som dog ofte sælges til andre på tank. 
Foto: Traber er søn (eller sønnesøn) af Emile Traber, som ledede kooperativet i de svære år efter 2. verdenskrig. 


ÀN/2 Mallorca... 149,-

GODT køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 26/6

Samme gode tilbud som i Bilka i april. Mange kender denne vin fra især restauranter på Mallorca. Lidt for dyr, men god (som det mester på den skønne ø)!

    Vinen er først og fremmest lækker, afrundet, fyldig, med rig frugt, med lidt syre under (fra druen callet, der udgør 65%). Kender ikke årgang, men kunne være 2021, som får 93p/Peñin og 92p/Parker. 

    Unikke lokale druer dominerer. foruden Callet 10% hver af  mantonegro og fogoneu + 15% af Rhone-druen syrah. 

    Vin på Mallorca er dyr, og denne koster €21 på Mallorca, så 149 er en absolut fair pris. ÀN står for Ànima Negra (”Sort Ånd”) og er vingården, som ligger i den østlige del af øen. Vinen er nr 2 fra vingården (og udgør 230.000 fl/år, 2/3 af produktionen). Huset er Mallorcas største i dag og har egne 34 hektar + druer fra små vinbønder 63 hektar. Foto: Museet Son Marroux på Mallorca.

August Kesseler "Daily" riesling .. 69,-

tør, Rheingau Tyskland

GODT køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 26/6

"The Daily August". Meget åben, med overdådig frugt. god mineralitet, flint og ganske lille sødme, holdt i balance af fast syre. Fra gode parceller, men ofte unge vinstokke. Ingen eg -gæring og lagring sur lie i stål.

     På sin 1000 kilometer lange rejse mod nord er der kun ét sted, hvor Rhinen slår et sving til venstre for at skabe Rheingau, en 35 kilometer bred skråning vendt stik syd. Her nær Frankfurt leveres klassisk riesling. 
      August Kesseler ligger i den maleriske lille by Assmannshäusen. For 100 år siden ejede vingården blot 2,5 hektar, men siden begyndte vingården at vokse, og unde August dækker vingården i dag op mod 40 hektar fra Lorch i vest til Hattenheim og Erbach i øst. 
     Vingården har et stort ry (4* af 5 i Gault-Millau) for både rød pinot (1/3 af høsten) og hvidvin. Vingården har siden 1995 været medlem af VDP, en gruppe af Tysklands bedste vingårde, hvis flasker prydes af en vinøs ørn på kapslen.  
    Jeg er ganske glad for Dr Pauly fra Netto (og storebror Føtex og Bilka). Men med Kesseler er vi markant højere oppe -til en rimelig pris. 


Art of the Refill rød/hvid/bobler... 45,-

Rød pinot noir, hvid riesling Tyskland, hvid Grüner Veltliner Østrig, Spumante Italien  

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6
Jeg har altid undret mig over navnet: "Refill"... øh, er det ny vin på gamle flasker (refill!)... Eller omvendt? Købt til 30-35 i Bilka i oktober, så prisen har været på Nytårskur! Men faktisk god vin til prisen. 

    Den røde Baden har lidt fylde og frugt. 88p/Rydberg i årgang 2023. Den hvide riesling frugtig og ren,  uden for meget syre. Også en tør østrigsk veltliner samt med lidt hyldeblomst, og rimeligt sprød smag, dog noget simpel i duft og smag.

    Men det trækker ned, at vinene er tappet for ret ukendt firma i København af Peter Mertes, den tyske gigant. Den nye spumante ikke smagt. Den kommer vist nok fra stor kælder i Italien. 

Cremant "Alexis Lichine"... 65,- 

Brut hvid/rosé, Bordeaux

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6

Prisen er steget 6 kr siden april, men stadig ok pris og ok brus til sommerens fester.
    En nydelig duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden og har fint brus, måske lidt store bobler, lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Den tørre rosé skal være rigtig god, men ikke smagt. 

      Alexis Lichine (1913-1989) skrev den første moderne vinbog (1952), som er værd at læse over 70 år efter! Han var pioner for vin med druenavn og aftapning på vingård. 
    Lichine var født i Moskva, opvokset i USA, men boede og arbejdede det meste af livet i Bordeaux. I dag er firmaet blot ét af (mange) navne i giganten GCF, og vinen er nok identisk med cremant med navne som Calvet, Bresson og andre. 

Francois Montand 150cl... 129,-

sparkling brut Magnum

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6

Gode bobler lavet på den traditionelle metode (flaskegæring som crémant, dog kun lagret med bundfald i 6-9 måneder mod 15 for Champagne) og på vin formentlig hentet i Sydfrankrig. 
    r, frisk, ganske fyldig, med fint brus og små bobler. 

Ripasso "Rocca Alata"... 50,-

Valpolicella Italien

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6

Rocca Alata er et mærke fra kooperativet i Soave, som leverer vinen. Dvs. en middelfyldig vin med nydelig bærfrugt, lidt krydderi og til alt held beskeden sødme (6 g/l). Slet ikke mindeværdig, men ok vin til lav pris. 

Amarone "le Arche"... 99,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 26/6

Valpolicella. Er med gr lav pris for Amarone for begyndere. "Amaro" betyder bitter, men der er mere sødme end bitterhed over denne vin, som bliver vammel efter det første glas! Men prisen er meget lav (selvom du kunne få den til 89 for 2-3 år siden). 


Selaks New Zealand hvid... 50,-

Hvid sauvignon, sauvignon alkoholfri, chardonnay eller pinot gris

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6

Måler sig slet ikke med Yealands i Brugsen og 365, men topkøb til 50. 

    Sauvignon med sprød friskhed og nydelig aroma og pænt lang smag. Fra Marlborough. 
    Den hvide chardonnay er herligt frisk og ren, mens Pinot Gris er ret neutral. Fra East Coast. 
    Det fortæller nok lidt om min alder, at jeg smagte (og solgte) Selaks så tidligt som i 1980erne. 
       Dengang var huset meget lille, specialiseret i müller-thurgau og havde aldrig så meget som hørt om sauvignon! Tilmed er huset endnu ældre, grundlagt så langt tilbage som 1934 af Marino Selak, søn af indvandrer fra Kroatien. I dag er specialiteten landets vinstok nr ét, sauvignon (og vinen laves af Crawford, med samme kælder og ejer, Constellation). 
     Vinene er korrekte uden at imponere -ligner meget Kim Crawford fra samme kælder, som af uransagelige årsager koster 100 kr!

Ventoux "Vidal-Fleury"... 50,-

GODT køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 26/6

Set i 2021/22, men håber årgang snart bliver 2023/24. Ventoux ligner nabo Rhone i smag og stil, men er ofte billigere -og er bedre kendt for Tour de France end vin. En ligefrem, fyldig, åben krydret duft med en masse blomme, pænt lang med lille kølig kerne nedenunder. Moden nu

    En ung Guigal begyndte sin karriere i dette historiske (1781) hus. Da Guigal var kongen af Côte Rôtie, så købte han sin gamle læreplads, som fungerer som alternativ etiket til Guigal. 2019 og 17 fik lidt højt  90p/WineEnthusiast. 2021 (og yngre udgaver) er lige så gode -du får meget for pengene. 

LYV rosé Magnum 150cl... 129,-

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6

En høj smuk flaske med god rosé! LYV er  en nydelig rosé med åben frugt og blød smag med lidt frugtsødme og ikke for meget syre. Tappet på en smuk flaske, som for nogle år siden vandt en designpris. Og så har huset Jeanjean bygget en rosé specielt til denne flaske (faktisk flere vine, for en bedre udgave hedder Adimant, 69 i Coop, men kun 75cl!).

Rosé "Terrasses" Archèche... 50,-

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 26/6

Tør, men ret blød rosé fra biflod til Rhone. Druerne er grenache og merlot. Ganske frugtig, næsten elegant, men mangler lidt i forhold til Provence og LYV. 

Faustino V Rioja Reserva... 55,-

GODT køb + **** (4/5), Netto, indtil fredag 26/6
Rioja: med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre. Set i 2017/18, som -overdrevet- begge fik 92p/WIneEnthusiast. Stoler mere på godt 90p/Peñin og andre. For mig er Baron de Ley reserva mere interessant og CUNE en bedre vin. Faustino V koster 70-80 kr i Spanien, så vi skal bestemt ikke klage!  

ANDRE køb: 

Prosecco "le Arche" hvid/rosé, 50 (3* + bedste køb), ganske ok prosecco. Rosé får sin farve fra en smule rød pinot. 
Chablis Calvet, 99 (3* + godt køb), letbenet tør frisk hvid med fin syre. God til skaldyr! 
Montgras 300cl box, 89 (2* + godt køb), ikke smagt. Rød cabernet, hvid sauvignon og rosé. Til 22,25 kr/75cl rigeligt prisen værd, selvom jeg ikke er fan af boxvin. Også Montgras 75cl glasflaske (32, 2-3* + godt køb), mere aroma og smag gr mindre filter og svovl. 
Golden Zin rød/hvid, 39 (2*), den hvide Zin er ikke zinfandel, men chardonnay! Men den røde kan heller ikke anbefales. Styrke og sødme døver smagsløgene. 
Barefoot rosé/hvid, 59 (1*), sød moscato eller sød hvid zin. Er der kunder til disse vine? Håber det ikke, for lignende (knap drikbar) vin fås så meget billigere fra Tyskland og Spanien! Modsat er Barefoot zinfandel slet ikke ringe (omend ikke mindeværdig). 
Famous Grouse whisky, 99 (3* + godt køb), god basis-whisky. 
Jägermeister halvbitter, 99 (3* + godt køb,), en halvsød bitter med masser af urt og lakrids mv. Er mest med, fordi den dels fylder 90 år næste år og fordi denne drik i 1970erne gjorde Hans Just til en gigant i vinbranchen. Mærket er iøvrigt også meget stort i vinlande som Spanien! Fås også som Orange. Hmm!

13/06/2026

Føtex: superb Chianti + andet fra Italien og Spanien!

Den superflotte Grigio Riserva fra San Felice er svær at komme uden om, når jeg skal vælge de bedste italienske vinkøb i Danmark. 

Føtex har herlig lokkemad til at få os ind i deres varehuse. Il Grigio Chianti Classico Riserva (89 med Føtex+) er utroligt lav pris på Riserva Classico -og så er den tilmed god. 

    Og så er der en god Provence rosé "Moonlight & Roses" (69 med Føtex+).

    Og så har Føtex en stor vinavis med masser af andre gode køb. Se de vigtigste herunder: 

    Andre gode køb, bl.a. Italien, god Bourgogne og flot barbera her,
    Og ikke mindst spanske vine her

BEDSTE køb: Il Grigio Chianti Classico Riserva - Baron de Ley Rioja - Amaral sauvignon - Barbera "SOri dei Mori" 
GODT køb:  Aix Provence "Moonlight & Roses" - Johnie Walker Gold Label whisky - Amato Nerello Mascalese + Grillo - Bourgogne "Calvet" rød/hvid

uge 25-2026


Il Grigio Riserva... 89,-*

2021 San Felice Chianti Classico, Italien (* med Føtex+, uden app er prisen 99)

BEDSTE køb + ***** (5/5) Føtex, indtil torsdag 18/6

Global pris er 178 kr. På vingården koster vinen €19,50 (147 kr). 

    Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -en god sangioveses fine tørre tanniner til sidst, men grundlæggende blød og lang. 
    2021 er en enestående årgang. Vinen får 93p/100 fra både Spectator og Vinous, 92p/JamesSuckling samt 17p/Jancis Robinson. Imponerer nu, men nok bedre med 2-4 år mere på flaske. 2022 er på vej og har foreløbig fået bl.a. 93p/Falstaff. 
    San Felice er en stor, men rigtig gode vingård med 140 hektar (2% af arealet i Classico, hjertet af Chianti). 
    Domænet har siden 1990erne været ejet af den tyske forsikringsgigant Allianz (som lægger navn til Bayern München's stadion). Vingården er også luksushotel med 2 gode restauranter, Poggio Rosso (1*/Michelin, opkaldt efter husets top-Riserva) og il Grigio. 

Aix Provence ”Moonlight & Roses”... 69,-*
GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 18/6 (*: med Føtex+, 79 uden app)
En smuk flaske pink Aix Provence, og jeg vil vente en frugtig, men frisk og ren rosé, tør, enkel og ligefrem. 
    Et såkaldt fødselsdagstilbud, men desværre -trods tung flaske- ikke det store sus. 69 er rigtig god pris (mens "normalprisen" 149 er overdrevet (international pris er godt 70). 
    Vinen kommer fra højt læggende vinmarker over Aix i Provence og vinen laves af AdVini, som vi kender fra Bessac og Ogier i Rhone og Gassier i Provence. 

Amaral hvid sauvignon... 40,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

Sauvignon er lækker, tør, fjerlet, rig aroma med sprød syre. Nydes ung. 2025 har fået 91p/TimAtkin, 2024 92p/Descorchados, mens 2023 fik 93p/Descorchados.  
    Montgras er middelstort hus i Chile fra 1993, hvor Salling-gruppen har solgt vinene næsten siden starten. Kvaliteten er generelt god, men især Antu er tæt på toppen og på tilbud et topkøb. 
    Amaral er en "Single Vineyard" fra domænet i Leyda blot 10 km fra Stillehavet. Vinene gror på granit og er lette sprøde og friske -slet ikke ulig rigtig god vin fra New Zealand. 
    Til samme pris De Vine rød/hvid (40, 3* + godt køb), mainstream vine af god kvalitet. 

Baron de Ley Rioja... 50,-

rød Reserva 2021, hvid og rosé 2024/25, Spanien

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

Den røde Reserva er på tilbud et af de bedste tilbud i Rioja. Vinen koster mindst 7-8 gange mere at lave end JP Chenet, som står i Føtex på hylden ved siden af. Til samme pris. Vil kunderne snydes? 

    Moderne rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. 18-20 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 2021 med 92p/Guía Peñin og 91p/JamesSuckling.  
    Rosé er god, frugtig, ganske frisk med lidt syre. Kun den fritløbende most ("Lagríma") bruges.  Hvid lagres "sur lie" for at få mere aroma, nydelig tør og ren uden at imponere. Fås også som halvsød (ej smagt). 

Barbera "Sori dei Mori".... 45,-

Asti, Norditalien 

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

Ofte et af de bedste barbera køb i Danmark. 2024 fik bl.a. 90p/JamesSuckling og 88p/Veronelli. 
    Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre (men man kan lide ham/hende)! Middel fylde, frugtrig med friske røde bær, lidt tannin og god syre. Perfekt til risotto, pizza og en gryderet. Nyd kælderkold. 

Amato Sicilia rød/hvid ... 89,-
rød Nerello Mascalese, hvor tør Grillo, Jato Italien

GODT køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 2/7

To moderne vine fra Sicilien i en brugervenlig egefri stil. 
Den røde er dybt farvet, energisk og frugtrig, let til fods (12,5%), men frisk og ren. Druen nerello mascalese kendes mest fra skråningerne på Etna vulkanen, men gror i dag overalt på øen, som her ved Jato søen. 
    Hvid grillo er fyldig med rig aroma af blomst og citrus, god syre og ren smag. Testvinder i Rydberg's Vinguide. 

ANDRE køb: 
Bourgogne Calvet rød/hvid, 69* (3* + godt køb, med Føtex+ app), kun set hvid, men mon ikke den ganske ok røde fås til samme pris? 79 uden Føtex+ app. 
Johnie Walker Gold Label, 289 (5* + godt køb), skal være lagret 18 år, baseret på Clynelish og Cardhu, meget flot blend, senest med 93p/WhiskyAdvocate. Sælges oftest til 400+ kr, så en god pris (og smuk flaske!).