Søg i 1400 opslag:

16/08/2024

Superb Chianti Riserva og en blød Rioja

Ugens bedste i Bilka er Grigio Riserva, hentet fra sidste uges tilbud i Føtex, en superb Chianti Classico med 92p/Parker og 93p/Spectator til blot 89. 

Jeg brokker mig dog sjældent over denne rundgang, hvor et tilbud i f.eks. Føtex eller Netto næste uge kan ses i Bilka, for det er pris og kvalitet, der tæller. 

    Og Grigio er en rigtig flot vin, som faktisk er billigere end på vingården! 

    Også Baron de Ley's Gran Reserva (89) er set før til denne pris (i Føtex). I stil noget blødere, men foretrækker marginalt Chianti'en. 

    Andre gode køb er gengangere fra sidste uge -bl.a. Montgras de Vine, tyske Noble House riesling og pinot og Mateus hvid og rosé (alle 33,17 v6). 

    Samt Prosecco Arche (50) og Ripasso Rocca Alata (58,17 v6) samt Grant whisky til blot 79.

Bedste KØB: Grigio Classico Riserva - Montgras rød/hvid/rosé - Dr Pauly Noble House hvid/rosé - Mateus rosé/hvid

Godt KØB: Baron de Ley Gran Reserva Rioja - Rocca Alata Ripasso - Prosecco "Arche" -  Grant's whisky
uge 34/2024

Il Grigio Chianti Classico Riserva... 89,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 22/8

Set i 2020. Grigio Riserva forener det civiliserede med det kommercielle i en lækker Chianti!  Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -en god sangioveses fine tørre tanniner til sidst, men grundlæggende blød. Bedre med 2-4 år mere på flaske. Vinen har kostet 89 i Føtex hele juni, men nåede du det ikke, kan du nå få den i Bilka!
     Riserva er fra bedre druer og lagres et år i eg før tapning. Den unge 2020 vil have godt af et par år, men imponerer allerede. Bl.a. 93p/Spectator og 92p/Parker.. Pris i USA 27$ + tax, ca. 190 kr. 

    San Felice er en af de store, men rigtig gode vingårde i den sydlige del af Classico. Classico er hjertet i Chianti med 7000 hektar, hvoraf San Felice ejer 140 hektar. Vingården har i menneskealder været ejet af forsikringsgiganten Allianz (som Bayern-fanatikere ved, er navnet på et sportsarena i München).
    Vingården er næsten en landsby, som også har luksushotel og flere restauranter, hvoraf den knap så dyre hedder Grigio. 

Baron de Ley, Rioja Gran Reserva... 89,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 22/8

En meget lækker vin, men ikke merprisen værd, hvis du kan få Ley's Reserva til 50. Etiketten fået en ansigtsløftning, der har gjort etiketten lige så indbydende som smagen! 
    En poleret, fløjlsagtig, lækker vin, god fylde, pæn længde, rig bouquet -men mangler måske lidt koncentration til at være i top. Der er bedre Rioja, men Ley er flot, pålidelig -og meget velsmagende. 
      Gran Reserva er tempranillo druer fra finca'en i Cenicero i Rioja Alta (modsat hvad der står på Bilka's web), som lagrer hele 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske. Og så skiller den sig ud ved, at hele høsten er fra eget domæne. 2016 fik 91p/JamesSuckling og 90p/Tim Atkin, 2015 92p/WineEnthusiast og 91p/Tim Atkin.

MontGras "De Vine" Reserva, kr/fl v6: 33,17

6 fl: 199, rød cabernet, carmenère, pinot, hvid chardonnay eller sauvignon, rosé, Chile

Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 22/8

"De Vine" er fremragende til denne pris, men stadig tæt på basisvin trods etikettens reserva -du skal op på "Day One" for at få noget rigtig godt (50-60 på tilbud). 

      Etiketten viser et vinblad og vil muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter. Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). Cabernet fra især det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon'en mest fra det kølige San Antonio. 

Noble House rød/hvid/rosé, kr/fl v6: 33,17

6 fl: 199. Riesling Trocken (tør) eller medium, rød Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 22/8

Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige har rigere aroma, men også god friskhed trods sødmen. Rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god

    Fås også som riesling rosé med let sødme og alkoholfri riesling (ej smagt).  
    Dr Pauly henter disse vine i Rheinhessen langt fra Mosel. I sidste uge på tilbud i søster Føtex (39). 

Mateus rosé/hvid, kr/fl v6: 33,17

6 fl: 199. Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 22/8
Pink ehalvtør, med positiv frugt, middelfyldig, let sødlig (15 g/l), der balanceres ok af boblerne. Hvide er lidt mere tør, ganske frisk, simpel og let. God terrassevin.  
    Suverænt den mest solgte vin fra Portugal, som skabte en formue til sin ejer. Målet var at få flere til at drikke vin, og det lykkedes, bl.a. Steve Jobs (Apple), Graham Nash (Hollies + Crosby Stills & Nash), Jimi Hendrix og dronning Elizabeth II. Skulle vejen falde forbi Oporto, kan det smukke palæ på etiketten besøges nær Vila Real. 


Prosecco "Arche" rosé/hvid... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 22/8

Prosecco er god sladder, ikke tankevækkende foredrag. Den bedste Prosecco er altid den yngste og nydes, mens den har ungdommens friskhed. Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men balanceret af lille syre. En enkel, men sympatisk boblevin.
    Nydes solo eller i mix med Aperol/Campari eller hyldebær, kirsebær, brombær osv. 
    Fås også som rosé (farven kommer fra en lille sjat pinot), som er mere tør end den hvide, men med god frugt og lidt mere fylde. OK til velkomst og glas i utide. 


Ripasso "Rocca Alata", kr/fl v 6: 58,17

6 fl: 349godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 22/8
Før kendt som Cadis, dvs mærke fra kooperativet i Soave. Kunne fås til 50 sidste år, men stadig godt køb. Dvs. en middelfyldig vin med nydelig bærfrugt, lidt krydderi og til alt held beskeden sødme (6 g/l). Foretrækker stadig Pagus Bisano (65 i Coop365).   

Grant's Whisky "Triple Wood"... 79,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 22/8
Livet er for kort til billig whisky. Grant's hed i min ungdom Stand Fast (og jeg modstod den!), siden Family Reserve (og den måtte de gerne beholde) og nu igen Stand Fast + tilføjelsen "Triple Wood"
       En blid, frugtig whisky med spritten godt camoufleret af let sødme. ”Triple Wood” betyder lagring i 3 slags eg -ny eg, fade brugt til Bourbon og ældre fade, dvs. kun amerikansk eg. Men stadig kun lagret 3-4 år i eg, vil jeg tro. 

    Bilka tilbyder også Stoli vodka (89, 3* -før kendt som Stolichnaya) og Bacardi rom (89, 3*).

Discount: Topkøb fra Spanien og rosé på STOR flaske!

Når det gælder discount, er Spanien ikke til at komme uden om med vine som den økologiske Hermanas og den hvide Monte Ory chardonnay. 

De koster blot 39 kr i Coop365, som topper discount kæderne (igen) i denne uge. De byder også på ok italiensk vin til lav pris som Tesauro R og Falasco samt en blidt mousserende Moscato d'Asti -alle til blot 39. Plus en god Pagus Bisano ripasso (65).

    Her kan Netto ikke være med, men de har dog den store smukke LYV rosé (150 cl til blot 109) og den altid gode Trapiche Pure (50). Masi Modello kunne fås til 30 i 2021 og er steget støt til nu 50 kr. 67% stigning på 3 år. Så er den ikke godt køb længere! 

    Lidl og Rema1000 har i denne uge ikke vin i deres tilbudsavis. 

Bedste KØB: Hermanas monastréll organic - Monte Ory chardonnay - Moscato d'Asti "Manfredi"
Godt KØB: Undivided Pinot Noir/Chardonnay - Falasco Garganega - Tesauro "R" - Pagus Bisano Ripasso - LYV Magnum rosé - Trapiche "Pure" rød/hvid/rosé - Gemma Asti Spumante

uge 34/2024

las Hermanas monastréll organic... 39,-

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 21/8

Druerne er fine, økologiske monastréll druer (mourvèdre i Châteauneuf du Pape og andetsteds) fra egnen omkring Murcia og Jumilla lidt syd for Alicante
    Her ligger Luzón med en stor vingård og hypermoderne kælder. Huset leverer en masse vin, som i reglen har god standard -jeg husker stadig en af de første spanske "naturvine" (Contraseña), som blev solgt af Irma. 

    Vinen gærer i store tanke og tappes ung, mens vinen har sin frugt og styrke. En rustik landvin, men her er kvalitet! Kan klare alt fra en grillbøf til cassoulet. Server kælderkold. 

Monte Ory Chardonnay, Navarra.. 39,-

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 21/8

Mere frisk end mange, ret letbenet, neutral aroma, god syre og rank friskhed. Det er 4 år siden, jeg sidst smagte denne nordspanier. 

    Vinen laves af Manzanos, et familiehus, som er vokset voldsomt de senere år takket være korrekte vine til lave priser. Siglo Saco er andet mærke fra huset, som ses i både Coop365 og Brugsen. 

Undivided Pinot Noir eller Chardonnay.... 49,- 

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 21/8

Tæt på 4*. Sydfransk vin på de to Bourgogne druer: Chardonnay er pæn og nydelig Bourgogne-kopi i blidt kølig udgave, totalt træfri, diskret aroma, middel fylde, pæn syre i eftersmag.

     Rødvinen smager af sort pinot. Farven er middel, duften er ren hindbær med lidt solkrydderi (men slet ikke som i f.eks. Oregon eller California!), smagen er enkel og let, men ved iltning bliver den længere. Nydes kælderkold -drikbar+.

     Vinene er produceret og tappet af giganten GCF, som også står bag den faktisk gode sydfransker la Baume. 

Falasco Garganega, Verona... 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 21/8

Garganega er hoveddruen i naboen Soave. Her fra vinstokke omkring det lune Valpolicella. Ganske god på en nem, uforpligtende måde: Nydelig aroma, tør, frisk, rent smagende, sprød og med pæn fylde -en god ledsager til en let sommerret. 

Tesauro "R", Verona ... 39,- 

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 21/8

En blid ripasso-type fra Falasco kooperativet. Corvina og rondinella møder merlot, og vinen er  slet ikke ringe, med blid bærfrugt uden marmelade og en tør, middelfyldig smag. 

Falasco Ripasso Valpolicella... 65,-

Godt KØB + **** (4/5), Coop365, indtil onsdag 21/8

En god ripasso med fedme og fylde, men uden sødladenhed. til en god pris (den koster 14,5€ på webben for samme vin (og det endda i Italien, ca. 110). Kender ikke 365' alder, men kan se, at 2020 har fået 94p/100 af 5StarWines, endnu en (for gavmild) italiensk guide, et lille nummer bedre end Maroni. 
    Vinen er et mærke fra det store Valpantena kooperativ i bjergene over Verona. Valpantena er den centrale del af Valpolicella stik nord for Verona og leverer rigtig god Valpolicella. Kooperativet samler druer fra 750 hektarer og leverer god vin.

Moscato d'Asti "Manfredi"... 39,-

Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 21/8

En meget lav pris på moscato med brus -slet ikke ringe trods prisen! Jeg foretrækker ofte denne frizzante for fuld spumante. God frugt, sød, men boblerne giver lidt balance. Ikke smagt for nyligt. Skal nydes inden for et år fra tapning. 

    Manfredi er et stort familiehus, som har specialiseret sig i den 2.gæring på tank, som hurtigt og effektivt får gode bobler i moscato og andre druetyper. 


LYV rosé Magnum... 109,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 23/8

150 cl. En STOR smukt facetteret flaske med glasprop (og designpris). Men også god rosé til god pris: En nydelig rosé med åben frugt og blød smag med lidt frugtsødme og ikke for meget syre. Check årgang, helst 2023, men 2022 er også ok, da glasproppen bevarer frugten bedre end kork. 

    Vinen laves af Iain Munson for JeanjeanHer kort video, hvor han fortæller om vinen. 

Trapiche "Pure" rød/hvid/rosé... 50,- 

Rød malbec, hvid sauvignon, rosé
Godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 23/8

"Pure" ser ikke eg, men er fuld af frugt.
    Bedst er rød malbec har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag, et topkøb!  
    Også rød Pinot Noir fra Patagonien længere mod syd. Nydelig og pæn, men bestemt ingen "Bourgogne-dræber". 
    Den hvide sauvignon har god frugt, men har ikke den  præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. 
    Fås også som rosé (ikke smagt

Foto: Trapiche kommer fra Mendoza ved foden af Andesbjergene. "Pure" Malbec og sauvignon gror i højderne i Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by.

    Netto tilbyder også Alto Andes rød/hvid/rosé (2*, 30 med Netto+ app). Har ikke tillid til basisvin fra Chile -kan se, at Rydberg gav den hvide 2* i Ekstrabladet, så jeg er næppe ene. Jeg har ikke brugt penge på at smage den. 

Asti "Gemma", Spumante... 50,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 23/8

Denne gode spumante nydes ung (højest et år efter tapning). Rig aroma af druer, sød, men rimeligt frisk, ren og pænt lang. God til frugtdesserter mv.  
    Gemma laver selv Barolo, barbera og hvid, men denne er vist 100% hentet udefra. 

Masi "Modello", corvina eller pinot grigio.. 50,-

*** (3/5), Netto, indtil fredag 23/8

30 kr i december 2021, 35 i 2022, 40 kr for en flaske i 2023. Nu koster vinen 50 -en stigning på 67%. Det er vist mere end de 21%, forbrugerpriserne er steget! Nogle siger, priserne er på vej ned igen, men det har Netto vist ikke hørt om! 

      Den røde er Masi's forsøg på at lave typisk Valpolicella af druen corvina af druer hentet uden for denne dyre region. Vinen er god, med kirsebær i duft og smag, som er frisk og let. Servér kælderkold. En god ledsager til lettere retter. 

      Den hvide er arketypen på italiensk pinot grigio af druer hentet i hele TriVenezie (som går helt til grænsen til Slovenien!). Tør, let (12%) diskret aroma, uden større smag eller fylde, men ren og frisk

15/08/2024

Føtex: God australsk, men...

Tanunda i Australien er et fantastisk flot sted at besøge med en masse gode vine, hvor Triathlon er et af de gode køb i den billige ende. 

Den er også det bedste bud fra Føtex i en uge, hvor kæden er meeeeget langt efter rivalen Superbrugsen og Kvickly.  

    Selaks er også ok køb lige som Trapiche -men det er alle tilbud, du kunne få i foråret til lavere pris (og heller ikke topkøb dengang). Suk! Må styrke mig med en Havana Club 7 år eller en Johnie 12 år (begge til 159). 

Bedste KØB: -
Godt KØB: Tanunda Triathlon rød - Selaks sauvignon - Havana Club 7 år rom - Johnie Walker 12 år

uge 34/2024


Tanunda "Triathlon"... 55,-

Godt KØB + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 29/9

Triathlon kunne fås for et par år siden til 45, i foråret til 50 og nu 55 -ejerne af Føtex skal tjene penge! Men denne vin er stadig godt køb. 2 sjove blends af 3 druer (deraf navnet Triathlon), bedre end husets standardvine, men ikke helt så fin som Gratien herover" Rød grenache-shiraz-merlot: et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød. 
Rød cabernet-shiraz-merlot: "Varm krydret duft. Saftig... med masser af sorte bær, bagte krydderier og vaniljepræg. Medium koncentration, simpel men fungerer pænt om end ikke så lang." 87p/100 fra Rydberg til 2020 i Spritnyt. 
      Tanunda er så tæt på slot, du kan komme i Australien -komplet med tårn- og er et must, hvis du en dag kommer til Barossa nord for Adelaide. Det var ejet af Seppelt,  et af mærkerne under Treasury (ejet af Foster øl, som igen ejes af Budweiser). I 1990erne kom Tanunda til salg og stod i 5 år uden en køber, indtil sydafrikaneren John Geber overtog, hvad der næsten var ruin. 

    Siden er huset vokset voldsomt og en stor vingård kan slet ikke levere vin nok, så en god del hentes uden for Barossa, bl.a. denne vin.  

Selaks New Zealand hvid... 55,-

Hvid sauvignon, chardonnay eller pinot gris

Godt KØB + *** (3/5)Føtex, indtil torsdag 29/9

Selaks' "essential" (hmmm!) kunne også fås til 50 i foråret, men er stadig godt køb til 55. I de senere år kun smagt som Sauvignon med sprød friskhed og nydelig aroma og pænt lang smag. 

    Har dog også set hvid chardonnay er herligt frisk og ren, mens Pinot Gris er mere neutral. Rosé aldrig smagt. 
    Det fortæller nok lidt om min alder, at jeg smagte (og solgte) Selaks så tidligt som i 1980erne. Dengang et lille familiehus specialiseret i müller-thurgau, som aldrig havde hørt om sauvignon, som i dag leverer langt over halvdelen af al vin fra Østaten. 35 år efter er specialiteten landets vinstok nr ét, sauvignon (som laves for Selaks af Crawford, der har samme ejer, Constellation). 
     Vinene er korrekte uden at imponere -ligner meget Kim Crawford fra samme kælder, som af uransagelige årsager koster op mod 100 kr!  Ikke sikker, men måske er vinen tappet i England. 

Trapiche "Oak Cask" rød/hvid/brus... 55,-

rød malbec eller cabernet, pinot noir, hvid chardonnay, Sparkling brut, Argentina

Godt KØB + *** (3/5)Føtex, indtil torsdag 29/9

Oak Cask er ret enkle vine fra marker under 1000 meters højde, som ser en smule eg. 
    De er rigtig gode køb til 44,50 (i Bilka), men ikke i Føtex til 55, suk! 
    Malbec er bedst rund kraft og poleret frugt (2022 fik 89p/Descorchados, 2021 90p/Falstaff). Cabernet er også ganske ok, lidt mynte i 2021 (2022 fik 88p/Descorchados, 2021 88p/WineEnthusiast). Pinot noir ret ligegyldig. 
    Chardonnay ikke smagt, men kunne være en kommerciel sællert. Sparkling finder jeg lidt tung uden den friskhed, jeg venter af brut (også lidt for sød). 
    Trapiche er et af de største huse i Argentina og de første til at eksportere i stor stil (jeg solgte vinene først i 80erne). Oak Cask (reserve i USA) er god basisvin i en indbydende, kommerciel stil. Vinene har globalt samme pris som Catena's basisvine Alamos vine, som sjovt nok er dyrere i Danmark.

Men jeg foretrækker disse vine for BareFoot (55, 3*) California, acceptabel rød og hvid, samt My Way (55, 1-2*) California, som måske er din vej, men slet ikke min vej. Har nu smagt den røde 3 gange og den hvide 4-5 gange. Alt for ofte. 

    Også fra California Sincere red og Buttery hvid (99, 2-3*), som jeg ikke vil ofre penge på. Hvor er vinen tappet? Og næppe min smag (tror jeg). 

Havana Club Cuba Rum "7 år"... 159,-

Godt KØB + **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 29/9

Modsat Zacapa 23 (Solera rom, hvor den ældste er 23 år, men det meste nok kun 3-4 år) er denne 7 års rom lagret fulde 7 år i brugte Bourbon fade. En fyldig, afrundet rom med rig aroma af tobak, tropisk frugt og krydderier. Og ikke for sød! 91p/Falstaff.

    Til samme pris Johnie Walker 12 år Black Label (159, 4* + godt køb), en klassisk fyldig, men vellagret whisky fuld af aroma, lidt sødme uden at overdrive.