Søg i 1400 opslag:

01/08/2025

365: god Ripasso og herlig crémant

Du ved som fast læser, at jeg ikke er fan af hverken Amarone eller Ripasso, men Falasco Ripasso i 365 er god og ekstremt billig (og så er den tør, modsat mange navnefæller).  

Du bør også se på Haut Mouleyre Crémant i 365discount. Til 59 er det svært at forestille sig bedre bobler, mens både australske Stamp (35) og For You & For Me fra Moldova (35) giver meget vin til pengene, især nok den hvide riesling. 

BEDSTE køb: Ripasso "Falasco" - Haut-Mouleyre Crémant - Stamp rød/hvid/rosé - For You & For Me rød/hvid
GODT køb: Beefeater gin - Øko 365 rød/hvid/rosé - Absolut vodka - Ballantine whisky
ANDRESandara sparkling 

uge 32-2025


Ripasso "Falasco" ... 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 6/8

En god ripasso med fedme og fylde, rig frugt og god længde, men uden sødladenhed. Til ekstremt rimelig pris -det seneste tilbud på denne ex-Irma vin var 69!. Og kan se, at du kan betale 14,5€ på webben for samme vin (og det endda i Italien, ca. 110). 

    Den aktuelle er nok årgang 2022, men kan se, at 2020 fik 94p/100 af 5StarWines, endnu en gavmild italiensk guide, sådan lidt Maroni'agtig, samt mere pålideligt 89p/NatalieMcLean til 2019. En ældre årgang fik meget ros af Rydberg. 
    Vinen er et af de bedre mærker fra det store Valpantena kooperativ i bjergene over Verona. Valpantena er den centrale del af Valpolicella stik nord for Verona og leverer rigtig god Valpolicella. Kooperativet samler druer fra 750 hektarer og leverer god vin, som af og til kan være forbavsende tæt på egnens andet store hus, Bertani


Haut-Mouleyre Crémant... 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 6/8

En tør, meget frisk og ren crémant med nydelig aroma og middel længde. Vinen fik i 2021 hhv 89p og 88p/100 fra kompetente Falstaff og WineEnthusiast. 
    Haut-Mouleyre er glimrende slot i Cadillac og mindes også navnet Mouleyre fra den hedengangne Cordeliers kælder, som var pioner for mousserende Bordeaux med kældre i St Emilion. 
    Druerne er Bordeaux' merlot, cabernet og semillon, ikke Champagnes pinot noir og chardonnay, men stadig rigtig god cremant. 
    I dag laves vinen nok af GCF og ligner nok mærker som Bresson, Dulong eller Calvet. 

Hardy's Stamp rød/hvid/rosé... 35,-

rød shiraz-cabernet, hvid chardonnay-semillon, shiraz rosé, Australia (tappet i England)

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 6/8

Prisen er svær at slå! Den røde er bedst, afrundet fylde, frugt og lidt krydderi i næsen, men uden at overdrive, lidt tørrere smag end mange i klassen. Hvid skal være ganske frugtig og ned frisk syre -godt klaret, når den gror i meget varmt klima! Rosé nok lidt sødlig. 

      Hardy er et ikonisk og traditionsrigt (1853) hus, ejet af Accolade, Verdens største vinhus. Der er stadig en Hardy med i huset, men næsten alle vine er præget af industri. Stamp vinene blev præsenteret på Verdensudstillingen i Brisbane 1988. Etiketten prydes af et frimærke fra 1937. 


For You and for Me, Moldova rød/hvid... 35,-

Pinot Noir eller Chardonnay (tappet i Danmark)
BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 6/8

Vinene er fra Moldova, dvs. i fredstid blot en times kørsel fra vingården Shabo i Ukraine. Vinene fra Moldova har (haft) fint gammelt ry. Vinene er tappet i Danmark og burde være helt ok, ikke mindst den hvide. Den røde pinot noir får 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". 

Beefeater 40% Dry Gin... 99,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount indtil onsdag 6/8, også i Føtex

Beefeater er vaskeægte ginhistorie og et af de få mærker, som stadig destilleres i London (modsat  Gordon, Hendricks og Tanqueray, der trods London-navnet kommer fra Skotland). 
    Beefeater destilleres på blot 9 botanicals og har de sidste 5 år fået mere end 40 præmier (og det er de gængse udgaver inkl. denne). Og så holder den 40% og ødelægger derfor ikke helt en god cocktail. 

ANDRE køb: 
Øko 365 rød/hvid/rosé, 35 (3* + godt køb), ikke smagt, men nok endnu en spanier fra Hammeken. Formentlig nydelig og anonym, men flot til prisen.
Sandara sparkling hvid/rosé, 35 (2*), endnu en Verdi lookalike, denne gang fra Spanien. Nok lidt bedre. Men stadig sød og ligegyldig. 
Absolut vodka 40%, 99 (3* + godt køb) -god vodka til meget rimelig pris. 
Ballantine whisky, 99 (3* + godt køb) -rigtig god slavewhisky. 

Sjælden vin fra Sicilien og god portugiser i Meny

Du ser i dag mest de gumpetunge sværvægtere fra Puglia og omegn, når du ser på vin fra Italien. En skam, når landet byder på så meget mere -som den frugtige Frappato fra Sicilien, som nu fås i Meny. 

I det hele en rigtig god uge fra Meny med en række spændende vine. Priserne kunne være lavere, men når vinen er god nok, skal jeg ikke klage! 

    Peter & Peter (49,95) er fortsat nogle af de bedste køb i riesling fra Tyskland -og den mere neutrale Weissburgunder er også rigtig god -bedre køb end Dr L (69,95). 

    Feudo Pisciotto fra Sicilien er en smuk ejendom med god vin. Den lette røde Frappato og den hvide Grillo (79,95) anbefales varmt, selvom prisen er lidt høj (som ofte fra Sicilien -er det Mafiaen, der driver priserne op?). 

    Piteira (49,95) fra Portugal kan også anbefales som også de herlige Bougrier vine fra Loire (69,95) samt Perini & Perini sød Spumante -du får en Magnum (= 2 fl) til blot 79,95! 

    Fra Chile kan både G7 (59,95) og Cono Sur's 20 Barrels (99,95) anbefales som også den lyserøde Amour de Haut-Gléon (59,95) og Riesling Wineck-Schlossberg (149,95 er faktisk fair for denne Alsace Grand Cru). 

BEDSTE køb: Peter & Peter hvid/rosé - José Piteira Alentejo - Perini & Perini Malvasia spumante - José Piteira Alentejo - Bougrier Vouvray + Touraine
GODT køb: Feudo Pisciotto rød/hvid - Cono Sur "20 barrels" rød/hvid - Amours du Haut-Gléon rosé - Adam Riesling Grand Cru "Wineck-Schlossberg" - Rhone by Roger Sabon - G7 rød/hvid - Barolo "Patres" - Pouilly-Fumé Petit Marin" - Terra Twins rød/hvid 
ANDREFeudo Pisciotto "Versace" - Minuty "M" rosé - Dr L Riesling Dry 

uge 32-2025


Peter & Peter hvid/rosé... 49,95

Riesling tør eller halvtør, Rosé halvtør, Weissburgunder tør, Mosel, Tyskland

BEDSTE køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 7/8

Hvid riesling fra Mosel's "Steillage","feinherb", dvs. halvtør, med ganske nydelig duft og fin syre, med fin balance med sødmen. 
Trocken er tør uden at overdrive, god frugt med ren blomst, mere end drikbar og et superkøb (smagt 4 gange).  
    Rosé har god frugt, meget letbenet, men positiv med lille restsødme -bedst til glas i utide. Kun smagt én gang.
    Hvid Burgunder er mere neutral, helt tør, frisk og sprød med god syre. Alias pinot blanc. 
    Alle Peter & Peter vinene er fra Mosel -et tegn på global opvarmning, da pinot sort som hvid bestemt ikke kunne modne for blot 10-15 år siden! 
    Også husvin ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel).   
    Vinene laves af giganten ZGM (Zimmermann-Graeff-(Rudolf) Müller) i Zell, en malerisk og hyggelig by ved Mosel floden engang kendt for "Schwarze Katz" (foto).

Også fra Mosel -og til samme pris- Weinbach Riesling (49,95, 3* + godt køb), medium dry, dvs. feinherb lige som Peter & Peter, som jeg ville vælge, da hr Weinbach laves af giganthus nær Mainz ved Rhinen, ikke Mosel.

José Piteira Alentejo... 49,95

BEDSTE køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 7/8

I sidste uge klagede jeg over akut mangel på god vin fra Portugal (bortset fra rosé og Vinho Verde). 
    Derfor glædes jeg ved denne vin, selvom den vel næppe er i top. Fra det lovende Alentejo område sydøst for Lisboa, tæt på grænsen til Spanien (med Guadiana området). 
    Vent en mørk, afrundet kraftig vin med god frugt (kirsebær og krydderi), som kan nydes ung. Vinen ligner faktisk sin spanske nabo, Ribera del Guadiana og får ros af gode guider, når den smages. 

    Piteira er en ung vinmager. Vinen domineres af den meget produktive moreto, men får karakter fra den sarte alfrocheiro samt den sorte Alicante Bouschet og aragonez (tempranillo).  

Feudo Pisciotto rød/hvid... 79,95

Rød Frappato, hvid tør Grillo eller Cataratto, Sicilia

GODT køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 7/8

Spændende rød og hvid fra ejendom i det sydlige Sicilien ejet af Castellare, der som sin mere berømte nabo Mazzei har købt et slot på Sicilien (2005), der laver disse vine på lokale druer. 
    Den røde Frappato er en god dagligvin, letbenet, men meget charmerende, tør frugtig og madegnet. Som den fjerne fætter Beaujolais nydes vinen ung og kælderkold -perfekt til pizza og antipasti! Kender ikke denne udgave, men har smagt andre på denne herlige drue, hvor der p.t. kun er plantet 750 hektar, stort set alle omkring Vittoria på Sicilien. 
    Den hvide Grillo er en ganske seriøs hvid med frugt og middel fylde med fine syrer. Hvid Cataratto skal være lidt mere neutral. Begge nydes også ung. 
    Jeg ville så gerne kalde vinene bedste køb, men til 80 kr kan du ærligt talt finde meget bedre vine andetsteds! 
    Vingården har 43 hektar vin og er også et smukt hotel med flotte rustikke værelser. 
    Meny tilbyder også en af topvinene fra vingården Versace nero d'avola (149,95, 4*), som dog næppe er merprisen værd. 

Perini & Perini spumante 150cl... 79,95

Malvasia Dolce (sød) Magnum, Italien

BEDSTE køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 7/8

Kritikeren Maroni har kaldt denne boblende Malvasia prædikatet "den bedste søde mousserende vin", men jeg har ikke tillid til Maroni. Men det er tæt på halv pris, for du får 2 x normalflaske for 80 kr. 
    Vinen skal nydes helt ung -og måske har denne noget tid på flaske (evt check L nummer på etiket) -men den store flaske bevarer bobler og frugt bedre end mindre flasker. Så hermed en anbefaling. Men nydes hurtigt! 

Bougrier Vouvray eller Touraine... 69,95

Vouvray chenin blanc eller Touraine Sauvignon, Frankrig

BEDSTE køb + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 7/8

Den tørre sauvignon er slet ikke ulig ganske god Sancerre eller Fumé (som Bougriers!) og som sådan topkøb. Lys, meget frugtig, ren, sprød -nydes ung. 2022 og 23 fik begge 91p/JamesSuckling. 
    Den halvtørre Vouvray er en herlig hvid på druen chenin. Lys intens frugt, middel fylde, let sødme over god syre -en herlig vin til forretten. 
    Bougrier er en gammel favorit for mig, som solgte dem heftigt i 1980erne. Tiderne skifter, og vinene er marginalt bedre, noget dyrere, men også meget kønnere at se på!   

Cono Sur "20 barrels" rød/hvid... 99,95

rød pinot noir, cabernet-sauvignon, hvid chardonnay, Chile 

GODT køb + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 8/5

"20 Barrels" var engang den bedste vin fra... 20 fade (6000 flasker). Siden er huset vokset, og produktionen følger med! Af pinot'en er tappet 70.000 fl, men for et hus med 30 millioner fl/år er det jo "limited production", som etiketten fortæller! Og nye vine -meget dyrere- er kommet til. Men stadig  flotte vine i klasse med langt dyrere vin fra Californien eller New Zealand. 
      Pinot noir -er specialitet hos Cono Sur. Huset er unikt ved at producere mere pinot noir end anden rød. Pinot kommer fra det kølige Casablanca, og vinen laves på traditionelle Bourgogne-metoder, blot med kulturgær. Vinen gærer i åbne kar som i Bourgogne, men der er noget mere eg (85% ny fransk eg til 80% af høsten).
    Cabernet er meget flot fra Maipo, magtfuld og lækker. 
    Chardonnay er fra kølige Casablanca og er nydelig, med fedme og friskhed. Ikke top, synes jeg (kun smagt 2 gange). 

Amours du Haut-Gléon rosé... 59,95

GODT køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 7/8

Endnu en god rosé fra Frankrig (det må være irriterende for Spanien, Italien, Østrig og resten af verden, at de har så svært ved at lave rosé så god som de franske!
     Normalprisen (129,95) er vildt opskruet. I det ofte dyre USA koster vinen blot $ 9 = ca. 65 dkk + tax).  
     Men nyd duft og smag, en herlig aroma, er frugtig, ret blød og ligefrem -perfekt alene eller med en grillet eller røget laks!  
      Meny skriver, at vinen kommer fra det smukke slot Haut-Gléon i hjertet af Corbières (foto). Næppe helt korrekt, for vinen kommer fra kooperativet Foncalieu, som ejer slottet Haut-Gléon. Slottet har i øvrigt også hotel, som ser rigtig hyggeligt ud (har desværre ikke haft lejligheden).

Riesling Wineck-Schlossberg... 149,95 

Alsace  Grand Cru Adam, øko/biodynami 
GODT køb  + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 7/8
Meny's bedste i denne uge er superb hvidvin fra et lille Grand Cru, Wineck-Schlossberg, som ligger nær Adam's kældre. Anderledes stor vin end Grands Crus fra de store huse og med rette lidt dyrere. 
    Har kun smagt få årgange -længe før biodynamien- så den er formentlig bedre i dag. '12 bød på overdådig aroma, kompleks og dyb, middel fylde, markant syre, men også lang, slank og lækker. Kender ikke årgang, men både 2019 og 2020 fik 91p/Spectator. 

Rhone by Roger Sabon, kr/fl v 3: 70,-

3 fl: 210. GODT køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 7/8

Roger Sabon er en lille vingård i Chateauneuf du Pape, med lidt mere jord i Lirac (12 ha) + 6 ha Rhone og bordvin. Men denne vin laves i større mængder og er baseret på druer hentet hos naboer. 
       Ikke  smagt det sidste par år, men en ekstremt vinkyndig ven i Hørsholm anbefaler den varmt. Og ham stoler jeg på! Vinen fik i 2020 fået 14,5p/20 af Revue du Vin. Vent mere ribs end kirsebær, medium fylde, god frugt (peber og krydderi) og afrundet, middellang smag.

G7 cabernet eller chardonnay... 59,95

GODT køb + **** (4/5)shop.Meny, indtil torsdag 7/8

Noget så sjældent og unikt som en 200-årig familievingård, som plantede sine første vinstokke allerede i 1825. Familien Pedregal er nu i G7 -sin 7.generation -temmelig unikt i den "Nye Verden"! 
      Har kun smagt en overraskende god hvid sauvignon, men tror ganske meget på cabernet'en, som i årgang 2018 fik 91p/JamesSuckling. Vent en fløjlsagtig, men fast vin med god frugt. 
    Den hvide chardonnay kunne også være ganske god i en rimeligt frisk, diskret stil. 
    Alle vinene er fra eget domæne fordelt på 4 vingårde i Vila Alegre, en kølig del af det store Maule ca. 200 km syd for Santiago. 

Pouilly-Fumé "Petit Marin"... 109,95

GODT køb + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 7/8

Jeg kender ikke denne Fumé, men vil tro, den måler sig med Bailly, som Meny solgte engang. Vinen sælges iøvrigt af anden importør til 150, så 110 er en god pris. 
    Vinen kommer fra lille domæne (13 hektar i Pouilly), som ledes af familien Petit, bl.a. med kvinder i 3 generationer! Domænet tappede sin første vin i 70erne. Vent en sprød, tør aromatisk vin med god syre og pæn længde. Herlig ung til en sprød salat eller til østers. 

Barolo "Patres", Sansilvestro... 109,95

GODT køb + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 7/8

Lidt sært, at denne iøvrigt ganske gode Barolo er steget støt og roligt i tid, hvor Barolo er stabil i pris. Kunne fås til 89,95 for et par år siden. 
    San Silvestro er specialist i Piemonte og sælger modsat mange ikke vine fra f.eks. Puglia (endnu?). Denne vin laves af druer fra 40 mindre avlere. Barolo'en er god i en kommerciel stil, men for mig knap så overbevisende som Gemma eller Fontanafredda. Jeg husker en flot duft efter en halv time i glasset. 

Terra Twins rød/hvid... 79,95

Pinot noir eller Chardonnay, Lange Twins California

3 fl: 210. GODT køb + *** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 7/8

Et mærke fra Lange Twins i det lune Lodi øst for San Francisco. Har kun smagt Lange Twins etiketten (fra Rema1000), men tror de ligner hinanden? En god pris for California. Og undrer mig over, at kæden (som andre, desværre!) vælger den mondæne pinot frem for zinfandel, der passer bedre til det solrige klima. 

    Den røde er meget sympatisk og nydes helt ung, mens den har sin kirsebær/krydderi aroma, middel fylde og pæne længde. Med anden etiket fik 2021 -for gavmildt- 91p/WineEnthusiast. Den hvide er middel chardonnay uden svinkeærinder. 

Minuty "M" Provence rosé...  109,95

**** (4/5)Meny, indtil torsdag 7/8
Minuty er et af de mest kendte Cru Classé slotte nær St Tropez i Provence, men denne laves ikke fra Cru Classé markerne. Gå efter 2024. Kun smagt ældre 2021, der -dengang- havde en nydelig bouquet, som ses i god rosé. Men selv da kan du få bedre rosé til lidt færre penge. 

Dr L Riesling Dry Mosel, kr/fl v3: 70,-

3 fl: 210. *** (3/5), Meny, indtil torsdag 7/8

Denne tørre Dr L Mosel Riesling er nok bedre end de 85p/100, som WineEnthusiast gav 2022. Men ikke just topkøb -sprød, frisk, rig aroma, let, men pænt lang i smagen. Dr L er mærke fra velkendte Ernst Loosen, men kommer ikke fra hans eget (lille) domæne.