Søg i 1400 opslag:

21/04/2025

Discount: Flotte spanske vine til lave priser!

En herlig kraftig Ribera del Duero er bedste vin og tilbud fra discount kæderne i denne uge. 

Lidl dominerer helt i denne uge med en ganske god Provence rosé (44,25 v4), ok gammel Rioja Reserva (49) og så den fine Neo fra Ribera del Duero (59). 

     Netto's bedste bud er Soul Wine (35), som er mix af god rød og hvid fra Moldova samt boblende mix fra Spanien. Trapiche fra Argentina med god rød, hvid og bobler (45). 

    365discount har også en spanier, Faustino VII (39), som eer god uden helt at matche Lidl. 

    I denne uge er der ikke særtilbud på vin i Rema1000

BEDSTE køb: Soleil du Sud Aix Provence - Cepa Lebrel Rioja Reserva - Neo Ribera del Duero

GODT køb: Soul Wine rød/hvid/rosé/brus - Trapiche rød/hvid/brus - Faustino VII rød/hvid - Frontera rød/hvid

uge 17-2025


Soleil du Sud Aix en Provence, kr/fl v4: 44,25

4 fl: 177, 1 fl: 59 (tilbud køb 3, få 4)
BEDSTE KØB + *** (3/5), Lidl , indtil onsdag 30.4.
Letbenet, men meget behagelig tør rosé med åben mild frugt og ren, ret blød eftersmag. En forårsbebuder, som kan mangle lidt friskhed.  Set med etiket Cinq Rameaux og Soleil du Sud. 

    Vinen kommer fra egnen omkring den lærde og smukke by Aix mellem Avignon og St Tropez. Vinene er ofte lidt billigere end anden Provence, men oftest lige så god -måske en smule mere mineralsk. Set i både 2022 og 23, som måske har mistet en smule af den primære aroma, da den er lukket med prop, ikke skruelåg, desværre.

Cepa Lebrel Reserva ... 49,-

2019 Rioja, Spanien, normalt 59
BEDSTE køb + ***
 (3/5), Lidl, indtil lørdag 26/4

Kun smagt én gang. Dybt farvet med nydelig frugt og alder. Lidt rustik, men pænt fyldig og middel lang. Ikke top, men en ganske tilfredsstillende Rioja i en afrundet stil. Også godt køb til normalprisen. 

 

Neo Ribera del Duero... 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Lidl, indtil lørdag 26/4

Neo's crianza blev for 5 år siden solgt for 150+ kr, så vinen er excellent køb med 90+p/Guía Peñin år efter år, selvom vinene fra Duero som helhed er gået lidt ned i pris. 
    Flot, med overdådig frugt og nydelig lang, afbalanceret smag med modne tanniner. 2020 er stadig ung, men med sin balancerede kraft en god madvin. Nok bedre om 2-3 år. Fik også 89p/Tim Atkin. 2021 er vel også på vej. År efter år en flot vin. 
    Har kun set få tests af denne vin i Danmark, senest 2016 fik 5* i Ekstrabladet af Rydberg (som også er forfatter til ”Spaniens Vine”).
    Neo er en rigtig god lille vingård, grundlagt i 1999 af 3 venner, der har musik (rock) såvel som film (Neo/Matrix) til fælles. Se denne lille film om vingården
    Foran vingården står en sjov robot (foto). Må nok som andre købe vin udefra for at supplere de 12 hektar domæne. Har i mange år leveret denne vin til Lidl.

Soul Wine rød/hvid/rosé/brus... 35,-

rød pinot noir, hvid riesling eller sauvignon, blush, Moldova, bobler hyldebær eller hindbær, Spanien (tappet i Danmark)

GODT køb + *** (3/5), Bilka, indtil tfredag 25/4

Bordvinene kommer fra Moldova og ligner nok Dream i Coop, dvs. frugtig stil med god syre og friskhed trods lille sødme. 
    Til en konfirmation på budget vil hyldebærboblerne (med lav alkohol 5%) nok være meget egnet. Det er groft sagt en færdigblandet spritz (uden aperol), dvs. frugtig og sød. Den laves dog i Spanien. 

Trapiche "oak cask", rød/hvid/brus.... 45,-

GODT køb + *** (3/5), Bilka, indtil fredag 25/4

Jeg ved Trapiche var pioner for argentinsk vin, for jeg solgte Trapiche i Danmark i 1970erene! Rigtig gode rødvine, som du dog kunne få til (for) lave priser for et par år siden (ned til 35, mindes jeg). 

Malbec, en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. 2022 fik 89p/Tastings, 2019 89p/Falstaff. 
    Cabernet ligner, men er lidt mere krydret, som jeg husker det. 
    Chardonnay -ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. 
    Sparkling er mousserende og ret beset uden interesse for andet end den lave pris! 
     Ret beset er disse vine egentlig meget lig Alamos i stilen, dvs. indbydende kommercielle vine uden større dikkedarer. Der er ikke meget eg i "Oak Cask" -typisk lagres 30% af høsten i eg (eller måske endda kun egestave?), resten ser kun stål, og det er helt ok med mig.


Faustino VII rød/hvid... 39,- 

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 23/4

Lillebror til Faustino V. Vinen ser næppe eg, modsat Faustino V og I. 
     Den røde garnacha er blot "Spain", dvs. næppe fra Rioja, men nok fra nabo Navarra, hvor Faustino også har et hus. En enkel vin med åben bærnæse, fyldig og blød -men langt fra Rioja i intensitet! Jeg ved, at den røde Rioja "VII" også fås. 
     Den hvide er Rioja, også en simpel landvin, som dog er tæt i kvalitet på den dyrere hvide Faustino V.

Frontera Chile rød/hvid... 35,- 

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 23/4

Lillebror til Casillero del Diablo og i samme stil, blot uden eg. Rød cabernet er bedst, positiv frugt, fylde med lidt frugt til at dæmpe syren. Merlot ikke smagt, men tvivler på den. Chardonnay ganske god, ren aroma, tør smag.