Søg i 1300 opslag:

31/10/2018

Verdens bedste vinbog til uhørt lav pris!

"Den store Vinbog" har revolutioneret vinbogen. Den er sselve hovedværket inden for vin med 7 udgaver og 45 år bag sig. Du skal på nettet af med typisk 400-500 kr eller 300 kr + porto for den engelske udgave. Men du kan også få den til 199 i Bilka (web og butik). 

****** (6 af 5), 7. udgave, Bilka.dk (vejl. pris 499), 400 s. Adskillige hundrede kort og fotos. 


Jeg giver vinbogen karakteren 6 stjerner ud af 5 -uhørt! Prisen er absurd lav. Jeg har nu 7 udgaver af bogen. For 45 år siden købte jeg den første, som kostede godt 500 kr. Den 7. udgave uendeligt meget bedre end den første!
Bogen dækker hele verden og gør det fuldendt.
Hvert opslag (eksempel er opslag om Mendoza i Argentina)  dækker et område -stort eller lille- med perfekte kort og en tekst, som er kort og præcis, illustreret med fotos og etiketter, så man kan se nogle af vinene.


Derfor er bogen også let at læse -du kan starte fra begyndelsen eller (som alle andre) inde i bogen ved et område, som har leveret den vin, du har i glasset foran dig nu. Bogens navn på engelsk er "Det store Vinatlas", så kortene er i centrum. Du kan se, hvor din nye flaske kommer fra og hvor langt der er til den næste vingård med den dyre vin, du ikke har råd til. Gennem årene har jeg brugt dette unikke atlas flittigt, når jeg har kørt rundt i vinområderne -både ude i vinmarkerne og hjemme i sofaen!

Hugh Johnson var eneforfatter i de første 4 udgaver, men i 2001 -med 5. udgave- kom Jancis Robinson (kendt fra bl.a. klassikeren om druesorter) ind som medforfatter.
Man kan diskutere valget af etiketter og navnene på de vine, der nævnes. Ofte vil det vare en udgave eller to, før de "nye" stjerner kommer med. Men det er et valg og bedre end de fleste.
Men man KAN altid finde noget at kritisere, både i valget af særligt gode vine -dem med etiket- og småfejl på de flere hundrede kort.
Men det kan intet ændre. Skal du have én vinbog, er det denne. Og til prisen er den et must!