Søg i 1300 opslag:

11/07/2018

Dansk tappet vin er ikke så godt!

42% af den vin, vi køber herhjemme, er tappet i Danmark. Og det er ikke godt. I hvert fald ikke, hvis man går lige så meget op i vin, som jeg (desværre) gør. 

I gamle dage var den type vin let at genkende på lette flasker og grimme etiketter. Men det er ganske anderledes i dag. Vi er tæt på, at jeg bliver mistænksom, hvis jeg ser en sindssyg tung flaske og en oversmuk etiket -"den må være tappet i Danmark", tænker jeg og køber noget andet. 
Er vin tappet i Danmark mindre god? Kort sagt, ja! Hver eneste gang, en vin transporteres, skal den filtreres en ekstra gang - og jo flere gange, den er kørt rundt, jo mere filtrering. Derved mister vinen frugt og længde -omtrent som når man filtrerer en kop kaffe 3-4 gange. Den holder ikke helt, men det er ingen helt dårlig sammenligning. Vinen bliver som kaffen kedeligere, men lettere og mere neutral i duft og smag!
Årsagen til dansk tapning er i reglen økonomisk -sælgeren sparer afgiften på emballage (p.t. 1,62 kr for en 75cl flaske). Desuden kan transporten på tank være billigtere end transport på flaske. Økologisk er det sikkert bedre med tapning i Danmark, selvom forskellen ikke er så stor. Men i kvalitet er forskellen forbavsende stor. 
Herunder et eksempel på dansk tapning:

Zinfandel "Veronia"... 119,95

* (1 af 5), 2017 Puglia, Kvickly og Superbrugsen (af og til på tilbud til 50,-, så får den 2* af 5). Tappet af Globus Vine, Brøndby. 13,5%. 
Californierne kalder Zinfandel for selve Californiens sjæl af og til endog duften af Californien! Så denne vin er naturligvis ikke fra Californien, men fra Puglia. 
Af uransagelige grunde har den så fået navnet Verona (Veronia), som ligger så langt fra Puglia, som tænkes kan. Puglia ligger på hælen i Italien, Verona sådan cirka halvvejs til København, stort set så langt mod nord, du kan komme i Italien! 
Druen er Puglia's primitivo, som ampelografer siger er identisk med Zinfandel og med en kroatisk druetype, som ingen kan huske navnet på: Crljenak Kaštelanski. 
Druen giver stærke, men blide vine, som dog kan miste lidt ved for stort udbytte. Og det er tilfældet med denne vin. Farven er nydelig, men duften er neutral uden dybde. Smagen er middel fyldig, kedelig og ret kort. En vin for folk, som ikke går op i vin. 
Skal jeg skrive noget pænt? Ja, den er et alternativ til de kedsommelige amarone kopier, som Puglia også leverer i stor stil. De sælges ofte til firmaer i Verona, som sælger dem videre til bl.a. Danmark (af og til som amarone, som vinfolk siger uden for referat). Der har vi Verona igen. 

De store tappere

De store spillere i tapning af vin er Globus Vin (formentlig nr 1, især for baginbox) Taster Wine -som iøvrigt næsten er naboer i Brøndby- samt Skanvin på Herstedøstervej på den anden side af Roskildevej (som har købt det gamle Chris-Wines tapperi).  Hertil kan føjes Tapperiet i Greve. Alle tre leverer til giganterne Salling og Coop såvel som andre kæder. Men også i stor stil til de mindre private importører, ikke mindst Sigurd Müller og Vinslottet. 

"Indført på flaske", hmmm

Men stadig er 58% indført på flaske til Danmark. men det inkluderer en forbavsende stor del, som er tappet ganske langt fra produktionsstedet. F.eks. næsten al vin fra Australien og New Zealand, som kan være tappet i England, Holland eller Tyskland. Desuden transporteres mange vine med berømte langt væk for at blive tappet, f.eks. Châteauneuf du Pape til Chablis (800 km) eller Chablis til Beaujolais (500 km). Man KUNNE tro, at det vil gøre vinen dyrere med den ekstra transport. Men sjovt nok blver vinen ofte billigere af det. Man kan undre sig. Der er mange penge i en etiket!