Søg i 1400 opslag:

22/10/2025

Herlig økologisk og superflot ripasso!

En superflot økologisk monastréll og en herlig ripasso er Spaniens og Italiens bedste køb i 365 her tæt på Halloween! 

Desværre synes 365discount at følge efter de andre kæder og har sat priserne op på en del vine. Kæden var ellers hidtil den eneste, der har holdt priserne nede. 

    Den økologiske Hermanas kunne fås til 39 i september, men er fortsat topkøb til 45. Også den flotte Falasco ripasso (65) er topkøb med en flot vin med frugt, balance og styrke. 

    Men ellers er 365 i denne uge hverken værre eller bedre end Netto og Rema. En ganske ok spansk Hoffman sauvignon (45) og en god Prosecco (55). 

    Og så undrer jeg mig over, at 365 sætter prisen 33% op på den gode Exhib rosé -fra 49 i juni-august til 65 i oktober. 365 må vide, at når kulde og regn står for døren, køber ingen (desværre) pink vin. Og hvem gider så have hylden fuld af rosé, der langsomt mister frugt og friskhed? 
P.S: 49 var også for lav pris! 

BEDSTE køb: Hermanas monastréll organic - Ripasso "Falasco" superiore
GODT køb:  Hoffman sauvignon - Why i'm Not rød - Prosecco BiancaNera - 
ANDRE: Hardy's Stamp rød/hvid/rosé - Exhib' rosé Cap d'Agde

uge 44-2025

las Hermanas monastréll organic... 45,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 29/10

Druerne er fine, økologiske monastréll druer (alias mourvèdre i Châteauneuf du Pape og andetsteds) fra vinmarker ved Middelhavet omkring Murcia og Jumilla lidt syd for Alicante
    Her ligger Luzón med en stor vingård og hypermoderne kælder. Huset leverer en masse vin, som i reglen har god standard -jeg husker stadig en af de første spanske "naturvine" (Contraseña), som blev solgt af Irma. 

    Vinen gærer i store tanke og tappes ung, mens vinen har sin frugt og styrke. En rustik landvin, men her er kvalitet! Kan klare alt fra en grillbøf til cassoulet. Server kælderkold. 

Ripasso "Falasco" Valpolicella... 65,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 29/10

En rigtig god ripasso sup med fedme og fylde, men uden sødladenhed (ca. 4 g/l restsødme, dvs tør). En rigtig god pris (49 tidligere i år var for lav pris).
    Men du skal betale 14,5€ på webben for samme vin (og det endda i Italien, ca. 110). p.t. ses 2022, som har fået 90p/JamesSuckling (ex-udgiver af Spectator, så han ved noget om vin).
    Vinen er et mærke fra det store Valpantena kooperativ i bjergene over Verona. Valpantena er den centrale del af Valpolicella stik nord for Verona og leverer rigtig god Valpolicella. Kooperativet samler druer fra 750 hektarer og leverer god vin, som af og til kan være forbavsende tæt på egnens andet store hus, Bertani
    Den første vin er middelfyldig og meget frugtig, men om foråret tilsættes druerester fra Amarone, som sætter en ny gæring i gang -og giver vinen fedme, styrke (14%) og pæn længde. 

Hoffman sauvignon blanc... 45,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 29/10

Denne er til gengæld lavere i pris end før -og i Irma dagene var prisen op til 65 kr! Den hvide sauvignon gror også i Spanien, men kendes mest fra det kølige Sancerre og nabo Fumé. Denne vin laves af familien Alceño i det varme Jumilla for amerikansk importør. Druerne gror ganske højt. så vinen har lidt friskhed. Ganske god aroma, let, tør med pæn eftersmag. Mangler elegance. Kun smagt én gang, mens det stadig var en Irma vin! 

Prosecco "Bianca Nera"... 55,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 29/10

Denne prosecco har et ganske flot udstyr og får ros af kyndige smagere. Den har hidtil været solgt til 59 -på tilbud! En god prosecco med fint brus, ren frisk aroma af æbler og akacie, enkel smag med god syre til sidst, balanceret af lille sødme 

    Et mærke fra Botter. et meget stort familiehus, som har leveret til Irma siden 1970erne og siden til resten af Coop.

Why? I'm Not negroamaro zinfandel... 55,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 29/10

Why Not? kom først med en moderne fortolkning af druerne negroamaro og primitivo. Så fulgte That's Why -og så kørte toget. Tror "because I'm not like the others" er som de andre! Ellers er der en hoben sure kunder, der ikke får en mørk, frugtig og fyldig rød med lige tilpas tannin til at balancere en lille sødme. Men ekstremt drikbar, selvom den er trættende i længden. 

Exhib' rosé Cap d'Agde... 65,-

*** (3/5), 365Discount, indtil onsdag 29/10 

Jeg ville sælge denne rosé til spotpris nu, men 365 vælger at sætte prisen 33% op fra 49 i august (en lav pris, indrømmet). For salget af rosé styrtdykker (suk), når kulden og vinteren kommer -og så står en aldrende pink vin urørt på hylderne, indtil årgang 2025 kommer i januar! 
    Men pt. endog bedre end i foråret. Smuk lys rosa farve, indbydende diskret aroma med positiv frugt, lidt lemon, pæn lang smag med fine syrer under. Nydelig vin til salat eller en grillet laks. 
    Et attraktivt navn og etiket med subtil antydning af fræk mode + chik flaske tilmed lukket med fancy glasprop -passende for pink 0vin fra netop Cap d'Agde, som nok har afløst St Tropez som Frankrigs partyzone nr ét. 
    Området ligger nær Middelhavet, tæt på den smukke kanalby Sète og den store indsø, Lac Thau, der sikrer et relativt køligt klima.

Hardy's Stamp rød/hvid/rosé... 39,-

rød shiraz-cabernet, hvid chardonnay-semillon, shiraz rosé, Australia (tappet i England)

** (2/5), 365Discount, indtil onsdag 29/10

Har lige fået 30% op i pris siden september, så slet ikke godt køb. 
Den røde er bedst, afrundet fylde, frugt og lidt krydderi i næsen, men uden at overdrive, lidt sødme (6-8 g/l). Hvid skal være ganske frugtig og med frisk syre -godt klaret, når den gror i meget varmt klima! Rosé nok lidt sødlig. 

      Hardy er et ikonisk og traditionsrigt (1853) hus, ejet af Accolade, Verdens største vinhus.