Søg i 1300 opslag:

01/05/2017

God Châteauneuf er kostbar. Men ikke altid!


Bare sig navnet! Châteauneuf du Pape -mærk, hvordan navnet smyger sig over ganen og tungen. Et navn med pondus og historie, men desværre en vin så populær, at man meget ofte bliver skuffet. Mange i området mener, at der sælges dobbelt så meget, som der laves, hvad mange også siger om andre "magiske" navne som amarone, brunello og Pomerol. 

Normalt skal man op på 150 kr -og gerne markant mere- for en god "Neuf". Man ser ofte Châteauneuf omkring 100 kr, men de bør som regel undgås. Vinen kan -teoretisk- være ægte "Neuf", men er i reglen ofte endog mindre god en en Rhône til 50-60 kr. Og måske af druer, der gror laaaaangt fra navnet på etiketten. Men gode køb KAN gøres, som her:

Domaine Condorcet 2015, Châteauneuf du Pape, 99,95 (normalpris 159,95). 

Bilka (partivare, fås også i trækasser à 6 fl., kr pr flaske ved køb 1 fl.)

En vin med solid kraft (14,5%), dyb farve og dybde i smagen. Åben duft, ung, toner af kakao og urter, blød tannin. 2015 er rigtig god årgang. Flot nu, men vil vinde ved lagring i 3-5 år. ***** (kvalitet/pris, smagt 30.4.17).

Condorcet ligger på vejen mellem selve byen Châgteauneuf og Sorgues, over for Fines Roches, dvs. på den mere sandede jord ned mod Rhône floden. For mange ikke hjertet af området, men  gode vine laves. 80% grenache + syrah mv, lagring et år i store egefade. Vinen sælges af Amazon i Frankrig for lidt over 150 kr/fl -så Bilkas pris (men begrænset lager) er billigere end i Frankrig. Bilka er langtfra altid god, men her er et lille fund.

Cristia "Collection" 2015, Châteauneuf du Pape, 129,95 

Rema1000 (kvalitet/pris ****, 4 af 5). 

Kun smagt en gang (i 2012, som var udmærket, ikke stor, 15 er næppe mindre god). Vinen er tappet på den "rigtige" Châteauneuf flaske (med ordet "Controlée" vandret under pavens våben), så den formodes tappet på domænet, selvom det ikke fremgår af etiket. Næppe i klasse med Condorcet, men stadig klasser over det meste i prisklassen. Men pænt over, hvad Rema1000 ellers tilbyder.