Søg i 1400 opslag:

07/03/2025

Topkøb i Bordeaux, Australien og Rhone!

Bordeaux er i krise: masser af vin + få købere = lavere priser. P.t. ikke topslottene, men især mindre kendte slotte + mange .2vine fra bedre slotte.  

I Danmark har Meny fortsat de bedste priser på Bordeaux som Recougne til blot 59,95 og Bastide Dauzac (199,95).  

    Men også Meny kan gøre det bedre... I Frankrig har jeg købt en St Estèphe fra velkendt slot (nok 2/3 vin) i 2020 til blot 65 kr og senest set den gode Clément-Pichon 2020 til € 10,95 (= 84,50). Den har fået 90+p af flere kritikere. 

    Jeg eer begyndt at se andre kæder med gode tilbud, men der er stadig langt mellem topkøbene. 

    Meny har andre gode køb, bl.a. den bløde Coonawarra cabernet fra Rob's Range (50 v2) og den altid fine Olivier & Lafont Rhone (59,95). 

    Der er også en sjov "Isvin" fra danske Lindely (179,95) samt et par gode whiskies som Glenlivet (229,95) og danske Thornæs (449).  

Bedste KØB: Recougne Bordeaux - Rob's Range Coonawarra cabernet - Olivier & Lafont Rhone
Godt KØB: Crudo Sicilia rød/hvid - Koonunga Hill rød/hvid - Weinbach Riesling Mosel - Lindely "Isv..in" -  Bastide Dauzac Margaux - whisky: Famous Grouse + Glenlivet + Thornæs Single Malt 
ANDRE: Dr L Riesling Mosel - Collosorbo Toscana Rosso - Dark Horse California rød/hvid

uge 11/2025

Recougne Bordeaux ...  59,95

Superieur, Frankrig

BEDSTE køb + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 13/3

Skræmmende lav pris, da vinen er dyrere og sværere at lave end de fleste andre, gr lavt udbytte og køligere klima. Men der er krise i Bordeaux...
      Min Meny har stadig den fine 2019 med hele 91p/WineEnthusiast, men uanset år er vinen mørk, kraftig og fast, men aldrig hård, præget af moden merlot, rig parfume og god længde. Klassisk madvin! 

    Flot efter 2 år for primær frugt. Så lukker vinen ned for duft, men åbner  igen efter 5-8 år til en smuk bouquet. Vinen kan leve i 20 år. 
    Vinen måler sig med vin fra naboerne Saint Émilion og Pomerol, så det er vinen til os, der foretrækker kvalitet og pris frem for et dyrt navn. Bortset fra det kommer Recougne afledt af latin, ”Terra Recognita”, så selv romerne har anerkendt slottet! Iøvrigt er etiketten med det røde segl lige min smag!  
      En stor vingård ejet af familien Milhade i Fronsac lidt nord for det fine Mayne-Vieil, dvs. heller ikke langt fra Pomerol. Men en kommunegrænse gør, at vinen kun er ”Bordeaux”, ikke Fronsac. 

Crudo rød/hvid Sicilia... 59,95

økologisk, rød Nero d'Avola Cabernet, hvid cataratto-zibibbo, Italien 

GODT køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 13/3
Jeg forstår, Bordeaux har problemer, når man en vin som denne kan sælges til samme pris -den koster langt under det halve at skabe! 
    Mare Magnum er et selskab i Brunello-byen Montalcino, som laver vine på kontrakt over hele Italien -bl.a. disse vine på økologiske druer fra Sicilien. 
    Den hvide lover bedst -den neutrale Marsala drue cataratto mixes med moscato-druen zibibbo -det giver en ret let, frisk vin med indbydende aroma og lille restsødme. 
    Den røde er ikke smagt -men nero bør give vinen en mineralsk kant, der balancerer fylden og frugten. Den har fået adskillige medaljer.   

Rob's Range Coonawarra, kr/fl v2: 50,-
2 fl: 100, Cabernet sauvignon "Terra Rossa", Australia (aftappet i Danmark)
BEDSTE køb + *** (3/5), shop.Meny, indtil torsdag 13/3 

Det fine Coonawarra er et gudsforladt, fladt område langt syd for Adelaide, men kan levere fine vine være den fine Terra Rossa jord + køligt klima takket være nærhed til havet -så helt anden profil end de lidt vamle vine fra det hede Riverland. Vine fuld af frugt og fylde. 
    Denne vin fik i uge 9/2024 89p + godt køb af Rydberg: "Solmodne solbær i duft og smag. En klassisk oversøisk cabernet med masser af varme, krydderier og vaniljenoter. Ikke så dyb men det der er fungerer.
    Nok en ny tapning, men sikkert stadig mere end ok -og topkøb til 50. At etiketten ligner Penfold's ikke så lidt, er næppe helt tilfældigt -aftapper Globus kan noget med etiketter! Foto: "Hovedbanegården" i Coonawarra. Indbyggerantal 135.

Penfold's Koonunga Hill rød/hvid... 69,95

Rød cabernet/shiraz, hvid chardonnay, Australia, 
GODT køb + *** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 13/3

Rød en fast, nogle vil sige stram stil med rig duft af urter og bær, som ofte er bedre efter 3-4 år end helt ung. Egentlig særdeles egnet kælderkold til grillet burger. For et så kendt mærke er vinen faktisk mere end godkendt. Kan se, at Decanter gav 90p/100 til 2021. 
    Hvid har nydelig aroma, men uden dikkedarer (måske lidt hårdt, for kun smagt én gang). 
    Penfold's henter vine fra hele 200 forskellige druedyrkere over hele Australien til vinen, som stadig har navn efter 93 hektar mark i Barossa, hvor kælderen er.  

Olivier & Lafont Rhone... 59,95

rød og hvid Cotes du Rhone Frankrig

BEDSTE køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13/3

Rød grenache (5%) + mourvèdre og syrah -mørk, intens aroma, fyldig, men egentlig afrundet og pænt lang. Smage egefri, og eg vil også være synd! Set i 2022. En ældre årgang fik 5* og bedste køb af Rolf Madsen i Berlingske. 

       Hvid på viognier (+ lidt clairette og grenache) -meget frugtig, tør, præcis, ganske elegant -herlig vin til en salat. Nydes ung. Til 60 kr er begge rigtig gode køb!  
    Olivier & Lafont er begge ønologer for flere domæner, men har deres eget firma i Lirac, som tapper vin især fra de vingårde, hvor de også giver råd. De gør det godt synes jeg.

Weinbach Riesling Mosel, kr/fl v 6: 49,83

6 fl. 299, Medium Dry

GODT køb + *** (3/5), shop.Meny, indtil torsdag 13/3

Kun smagt 1-2 gange, men gode venner har hjulpet -let hvid (10%) med frugtsødme og frisk syre med lidt blomst i næsen. Lidt sød for medium dry med 26,5 g/l restsødme, men syren hjælper til et halvtørt udtryk. 

     Peter Weinbach ligger ved Rhinen (Mainz) og sælger Mosel, mens Dr Pauly (Føtex & Co)  ligger ved Mosel -og får sin riesling fra Rhinen. Den omvendte verden! 
    Weinbach er del af giganten GCF i Frankrig (Calvet, JP Chenet osv). Kælderen sælger dog også riesling fra Rhinen (bl.a. i Netto). 
    Kælderen er kendt for en sød rød Amselfelder, som var den første vin fra Kosovo, vi aldrende vinkendere smagte! Kælderen leverer også under navne som Devil's Rock (Meny), Hans Baer (Coop), Appalina (alkoholfri) og andre.

Dr L Riesling Mosel... 59,95

*** (3/5), Meny, indtil torsdag 13/3

En lidt sødlig riesling med masser af blomst, middel længde og god syre bag sødmen. 2021 fik 85p/WineEnthusiast, 2022 83p/100. Ikke fra Loosens domæne, men af druer og vin købt udefra. 

    Engang en oplevelse, som vinen har fået mange konkurrenter (efterlignere) som Dr Pauly, Peter & Peter) -og mængden er gået op -alene i USA sælges over 1 million flasker årligt, mens det fine domæne sammenlagt leverer 100.000 flasker fordelt på 15-20 vine! 

Lindely "Isv...in", 375ml... 179,95

hvid Solaris, Kolding, Danmark

GODT køb + **** (4/5)Meny, indtil torsdag 13/3
Dansk vin er bestemt ikke billig, men vin fra Lindely er blandt de mere rimelige i pris, så derfor tør jeg tage den med i et opslag, selvom jeg endnu ikke har smagt vinen eller besøgt vingården. 
    Denne sælges som "Isv...in", dvs. Isvine ("Eiswein"), og Danmark burde have fair chance for at lave denne ofte ekstremt dyre specialitet, hvor druerne høstes og leveres til kælderen ved -8 grader. 
    I dag er der i reglen for varmt i Tyskland, hvor den først blev set. Canada laver mest, men jeg har også smagt den fra Moldova, USA og Østrig. 
    Den danske udgave laves dog som regel på den økonomiske måde -druerne høstes, presses, og mosten fryses ned. Du får stadig en vin med lavt udbytte, høj syre og sødme, men det kan ikke være helt det samme?   
    Claus Møller Pedersen (foto) har de sidste 3-4 år har ejet denne 6 hektar vingård med 15.000 vinstokke. 

Bastide Dauzac Margaux... 199,95

2019 fra Dauzac, 5.Cru, Frankrig

GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13/3

Grand Cru slottene har -endnu- ikke problemer med at komme af med vinen, men mon ikke det kommer? Imens kan du nyde denne flotte Margaux. 
    2019 er et stort år for druen merlot, der dominerer denne vin. Vinen er fyldig, men elegant, med dybde og længde, så jeg er sikker på en bouquet om 3-4 år. Lidt voldsomt 92p/WineEnthusiast, mens ansete WIneCellarInsider giver 89p/100.  
    Slottet ejes af en bank, men administreres af Francois Lurton, en af regionens mest respekterede vinmagere. 91p/WineEnthusiast. 

Collosorbo Toscana... 79,95-

**** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/3

Meny sælger vinen som "supertoscaner", men det er lidt store ord!  Medium dyb farve; indbydende frugt, fast, middel fyldig, pænt lang. 
    Men vingården ligger faktisk i Montalcino og leverer god brunello. Denne er deres mere ydmyge vin på sangiovese + lidt cabernet og merlot og en snert eg. Den var superkøb til 55 kr for et par år siden. Tenuta Collesorbo er en af de mere dynamiske moderne vingårde i Montalcino. 

Dark Horse rød/hvid... 55,-

rød cabernet, zinfandel og pinot noir, hvid chardonnay og sauvignon, California

*** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/3

Jeg er ikke vild med dagligvin fra Over There og vil ikke bruge penge på dem -slet ikke siden valget. Men kan se, at denne har fået pæne noter fra gode kritikere trods sin "ekstremt lave pris" ($ 6 = 42 kr + tax).  

Lidt whisky & co

Famous Grouse Whisky... 99,-

GODT køb + *** (3/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/3

Der er 3-4 "slave" whiskies en snert bedre end andre, bl.a. Teacher's, Ballantine's -og Famous Grouse. De er afrundede og frugtige, men uden den voldsomme karamelsødme, som kan ødelægge en del blends -og igen ikke for sprittede til ikke at drikke ren89p/Whisky Advocate.  

Meny tilbyder også Stoli vodka 37% (89,95, 2*), Havana Club 7 års rom (169,95, 3-4*) samt Renault VSOP Cognac (249,95, 3*). 

Glenlivet 12 år Single Malt Whisky... 229,95
GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13/3

Det første -legale- destilleri og som sådan den mest berømte (ikke bedste) Single Malt. "Double Oak" (lagret i 2 typer eg, i hvert fad 6 år) giver en blid all-rounder med let sødme. Var i Skotland forrige år, og her er prisen langt over 300, mens en 3 år ældre Glenlivet 15 -3 år ældre- herhjemme koster pænt over 500. Så lever jeg med, at du kunne få den 12-årige til 200 i 2023.   
      Nyere ratings 93p/Tastings, 88p/WhiskyAdvocate, 6*/10 Malt review. Kan se på nettet, at den har fået 4,3/5 på Vivino /o.l.), højere end den dyre Highland Park Viking's 12 år 3,5/5 og den superbe Glenfarclas 12 år 4. Morale: stol ikke for meget på brugerstyrede guides! 

Thornæs single malt whisky.. 449,-

Dansk økologisk 46% 50cl 
GODT køb + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 13/3

Naturligvis er Glenlivet fra Skotland et meget bedre køb end Thornæs, der kun er lagret 3-4 år og tilmed tappet på 50cl flaske (svarer til 630 kr i 70cl!). Godt nok en smuk flaske og kun tappet 597 halve liter. Men alligevel! 
    Og den smager sikkert herligt, denne økologiske danske Single Malt (og snart Single Estate Malt) ligner andre unge danske malts, som trods forbavsende styrke (denne er på 46%!) har en afrundet og ret blid smag og god længde! 

    Torben Thornæs har sit destilleri i Nordsjælland ved Kagerup op ad Gribskov nær Helsinge. Her henter han sin økologiske byg, som laves til malt og destilleres med rigeligt rent vand (vandet kan nok matche det skotske lige så vel som naboen Maarum har et kultagtigt ry blandt fans af brusvand). 
    Whiskien destilleres i ganske små pot stills og lagres i meget små egefade -ned til 50 liter! Derfor modnere whiskien meget hurtigt. 

Superkøb i Brugsen -røde og hvide stjerner!

Masser af herlige og spændende vine til lave priser. Fra historisk Gran Coronas til  "Verdens bedste sauvignon" til blot 79. Det er meget svært at komme udenom Brugsen (igen-igen)!  

Gran Coronas cabernet (59) er stadig en ganske imponerende vin, selvom det er svært at forestille sig, at 1970'eren kunne matche Latour, 1.Cru! Men vinen er historisk og topkøb til 59! 

    Ugens bedste køb kan være Yealands Single Block hvid sauvignon (79), der er så anderledes end alle andre hvidvine (især L5), som tænkes kan. S1 blev i 2023 valgt som Verdens bedste sauvignon, mens L5 i 2024 var New Zealands bedste Alt det for 79. Og så en vinmager af dansk familie... 

    Fuentespinas Ribera del Duero er endnu et topkøb (59, og jeg købte den i februar til 89, suk!) som også Unámine fra Argentina (89), mens Hans Baer er endnu en god tør tysk hvid til sølle 39. 

    Der er også lidt brus -en superpris på Moillard Crémant fra Bourgogne (69) og en flot chilensk økologisk Amaluna (89), også på Champagne-metoden. 

    Men se listen herunder -der er mange topkøb! 

BEDSTE køb: Gran Coronas cabernet-sauvignon - Fuentespina Crianza - Yealands "Single Block" S1 eller L5 - Fuoco rød/hvid/rosé - Hans Baer riesling trocken - el Maestro rød/hvid - Spier "Private Collection" rød/hvid - La Baume rød merlot + hvid viognier - Crémant Moillard - Unámine "Gran Vino"
GODT køb: Amaluna organic sparkling - Hardy's VR rød/hvid - Memoro Montepulciano + Primitivo - Upapa rød + Challis hvid/rosé - Giordano rød/hvid - Fontanafredda Barolo - Amarone "Annaberta
ANDRE: Yellow Tail rød/hvid/sød  
uge 11/2025

Gran Coronas cabernet-sauvignon... 59,-

2020 Reserva Catalunya Spanien
BEDSTE køb + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3
Nærmest en foræring -jeg købte den -på tilbud- til 79 i februar! 
    Mørk, fyldig, pænt lang, afrundet smag med god frugt, lidt urt og krydderi. Vinen laves af cabernet-sauvignon (85-90%) + og tempranillo (10-15%) lagret 12 måneder i små egefade, 30% ny. 

      En 50 år yngre udgave af den første Gran Coronas -1970- som vandt  Gault-Millau's vinøse Olympiade i 1978. 
    Christian Millau meldte afbud til den famøse Paris smagning i 1976 og lod sit magasin Gault-Millau lave en ny smagning, hvor de franske vine kunne tage revanche. Smagt af flere kendere og færre slotsejere.  
    Det gik bedre, sådan da -bortset fra at Gran Coronas cabernet 1970 slog Latour 1970 i cabernet-smagningen!  
      Gran Coronas 1970 kom fra unge (5 år) vinstokke i Mas La Plana. Vinen kostede 35 kr (den almindelige Coronas stod til 22!), mens Latour stod til 200.  I dag sælges Mas La Plana under eget navn og er meget dyrere (500-600) og kan slet ikke måle sig med Latour (som er dyrere endnu!). 
    Gran Coronas laves stadig af cabernet fra Mas La Plana, men det meste af vinen er nok hentet udefra. Vinen er god, ikke stor -2020 har fået 90p/Peñin og JamesSuckling, mens 2019 fik 91p/WineENthusiast osv. 
      Vinolympiaden gjorde Torres berømt, og huset er i dag et af Spaniens største vinhuse. 
P.S: Brugsen tilbyder også 300 cl box med Coronas tempranillo (125, 2*), som er nydelig, men... Også hvid og rosé Esmeralda (125, 2*). Foretrækker glasflasker, som fås på tilbud til omkring 40 kr. 

Fuentespina Crianza... 59,-

Ribera del Duero, Spanien 
BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Også lidt af en foræring (på tilbud til 89 indtil 27/2).
    En rigtig god Ribera, der for mig lige mangler det sidste... God næse med bær og krydderi, magtfuld, afrundet med pæn længde. 100% tempranillo, 12 måneder i små egefade og 2 år på flaske. 2021 fik 89p/Peñin, mens 2020 fik 91p/Peñin og 5* + godt køb af Rydberg. 
      Fuentespina er et stort hus i Ribera, ejet af familien Avelino Vegas. De virker nærmest som kooperativ og får deres druer fra mindre avlere med ialt 600 hektar omkring Aranda del Duero. 
    Huset ledes af Miguel Àngel (foto). Vinene laves i hypermoderne kældre og er meget kommercielle vine, men mangler lidt vildskab, synes jeg. Ofte er denne yngre crianza næsten bedre end reserva, desværre! 

Yealands "Single Block"... 79,-

S1 eller L5, hvid sauvignon Awatare New Zealand
BEDSTE køb + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Hvid sauvignon med overdådig aroma af peber, citrus og blomst, fyldig med lidt sprødhed til at balancere den søde frugt
    Fra "Single Block" parceller i Seaview tæt på Stillehavet. De har den vilde aroma, som minder mig om 90erne, da alle udnævnte New Zealand som Verdens sauvignon hovedstad! Men den holder sig lige så den rette side af det vulgære og har en fast syre til at holde den overdådige aroma i skak. 
    S1 er rig og fyldig. Forgænger 2022 blev valgt som Verdens bedste sauvignon på IWC i London. 
    L5 er fra parcel stort set i vandkanten!) har en uforlignelig aroma og er for mig lidt sjovere -ligner ingen anden hvidvin. Snart kommer 2024, som blev valgt til New Zealands bedste sauvignon med 4 trophies.  
    Endnu en imponerende årgang fra Natalie Christensen, gennem 7 år chefvinmager for Yealands' store vingård. Natalie's tiptipoldefar kom i 1872 til New Zealand sammen med 12 andre danske familier ledet af grundlovsfader og statsminsiter DG Monrad (1811-1887). 
    Monrad var skuffet over tabet af Dannevirke, engang grænsen til Tyskland, som den dag i dag ligger i Tyskland -så han kaldte sin nye by netop Dannevirke. Han er iøvrigt stamfader til den afdøde komiker Jan Monrad (1951-2015).  

Fuoco rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl. 199, Torre de Lancia, Puglia, Italien
BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3
Mere ok "bread-and-butter" end spændende vin. Og et superkøb, selvom "normalprisen" (79,95) er helt hen i vejret. 
    Den røde er nok bedst -rund, krydret fylde- men den hvide (trebbiano og chardonnay) er ganske frisk for vin fra Italiens hede hæl, mens rosé vinen er gennemsnitsvare, men dog tør! 
    Botter har jeg haft den ære at besøge. Huset er fra 1928 og ligger nær Treviso. De begyndte at sælge på flaske i 50erne, eksportere i 60erne. Kort efter Danmarks entré i EU blev Irma en kunde (til 200 cl basisvin), og lige siden har Coop købt vin her, ret imponerende! I dag eksporteres 90% af produktionen, og den er stor. 

    Dengang som nu kommer husets vine sjældent fra det velhavende Treviso, snarere fra det varme Puglia, hvor huset også har kældre. 

Hans Baer riesling trocken... 39,- 

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Rheinhessen Tyskland. Fra giganthus, så jeg føler den er en smule "fabrikeret" med en snert restsødme trods etikettens "trocken". Men ganske frisk, rent og frugtig, så godt køb til prisen. Baer er et mærke fra GCF i Alsace, som har en kælder ved Bingen i Tyskland.  2022 fik bronzemedalje på IWC. 

Felix Solis "el Maestro" rød/hvid... 40,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Ligner til forveksling den lidt dyrere KingPin i Føtex. Fra Felix Solis, et af Spaniens 2 største huse. Den røde er mørk, ganske fyldig, afrundet vin med krydret frugt og pænt lang smag med en smule mineralitet til sidst. Laves på druen tempranillo med lidt syrah, og vinen lagrer sur lie med lidt egechips før tapning. 

    Den hvide laves på lokale verdejo med lidt sauvignon og chardonnay. Lagring sur lie. Overdådig frugt, tør, lidt friskhed, kun lille præg af varmt klima -rigtig god til prisen. 

Spier "Private Collection" rød/hvid... 69,-

Rød Pinotage eller Shirazhvid chenin blanc eller chardonnay, Western Cape, Sydafrika

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

En klasse eller to over Spier's normale Signature osv og ville være superkøb, hvis samme Coop ikke havde solgt dem til 50 kr (v køb 6) sidste år. Normalpris -og globalpris- er 120-130 kr. 
    Kun smagt en ganske dejlig hvid chenin, simpel, men ren og frisk, og den blommeagtige pinotage, som er frugtig, krydret og blød. Jancis Robinson har givet 90p til ældre chardonnay. 
      Spier er en ret lille vingård, som dog laver en masse vin, hvor en god del i mange år har fundet vej til Brugsen.
    Vingården er en af de ældste -1692- blot 30 år efter, at de første vinstokke blev plantet i Sydafrika. Den ligger i det fine Stellenbosch tæt på Cape Town, men henter sin vin i hele Western Cape, hvoraf druerne fra Coastal (inkl. Stellenbosch, Darling mv) bruges til de bedre vine. 

La Baume rød merlot, hvid viognier... 59,- 

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Den hvide "Elisabeth" har pæn del af den rette rige viognier aroma, god friskhed og sprød tørhed. 2021 fik 89p/100 af geniale Jancis Robinson. 

    Den røde merlot er nydelig uden at sprælle for meget, åben næse med hindbær, bær og krydderi, afrundet med solid fylde, styrke (14%), lidt dybde, drikbar nu. 
   Vinene forener det blide i Californien og Australien med den rene frugt, som du sjældent ser i oversøisk vin i denne prisklasse. 
    La Baume var i 1880 en af regionens største vingårde. Siden var Baume ejet af  australske Hardy's, før det i 2003 blev købt af Joseph Helfrich. Han har tjent formuer på bl.a. konsumvin som JP Chenet, men sikrer nu sit eftermæle ved at lave god vin på egne vingårde som la Baume. 

Crémant Moillard... 69,- 

Bourgogne. Hvid brut eller demi-sec, rosé Brut

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Nok samme crémant som Martenot (20 kr dyrere i Bilka) og Maison, også dyrere i Meny. Men når du tænkere på prisen på Bourgogne, så glæder du dig over, at boblerne herfra er så lave i pris! 
    Rosé er god, tør, fyldig og ren, mens den hvide fik 89p/WineEnthusiast i dec.2021 og 6*/6 af AOV (12/20) med ordene: "Nektarin og litchee, fyldig rund og behagelig mousse. Fin afstemt syrebalance af lime. Et ganske let mineralsk præg der giver vinen lidt klasse." I dag har vinen fået årgang -set i 2023.

Emiliana "Amaluna" sparkling brut... 89,-

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Økologisk. Emiliana's bobler bliver bedre for hver ny tapning. Den får brus på Champagne metoden og lagrer 10 måneder på flaske før degorgering. 

    Herligt brus, indbydende frugt, sprød og frisk, ganske fyldig, middellang smag -nyd nu, mens vinen er frisk. Pæn dosage 10g/l, som balancerer syren. 
    80/20 pinot og chardonnay fra det kølige Casablanca. Seneste rating var 91p/Descorchados, året før 90p/James Suckling og 5*/6 + godt køb, Rydberg i Spritnyt. 

Unámine "Gran Vino"... 89,- 

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Jeg er i total enighed -Unaminé -"unanimous"- med de kritikere, der har skamrost denne vin fra Mascota, der også leverer den gode OPI herunder. Gran Vino er fløjlsagtig, men fast, kraftig, med rig frugt med fine nuancer og god dybde. 75% cabernet + 25% malbec med mindst et år i små egefade. 

    "Unamine" laves stadig i pæne mængder, 300.000 fl/år fra selve Uco.  2020 og 2019 fik 92p/Tim Atkin, 2019 94p/JamesSuckling. 2018 fik 5* fra Rydberg i Ekstrabladet, 95p/Descorchados og 93p/Tim Atkin -flot for vin til så lav pris. 

Hardy's VR, rød/hvid... 35,-

GODT køb + ** (2/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Forvent ikke topvin, men prisen er meget lav, så godt køb! 
    Simple fyldige basisvine fra hårdt drevne, knastørre vinmarker, der steger i det hede Riverland -og vine du normalt får i 2 liter box. Men bedre på glasflaske. Vinene er tørre, men mangler karakter, rød shiraz og cab har lidt marmeladeagtig frugt, som tiltaler en del (ikke mig). Hvid helt ok. VR står for Varietal Range, dvs. vin af én drue. 

Memoro rødvin... 50,-

rød Montepulciano d'Abruzzo eller Primitivo Puglia, Italien

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Memoro (latin for "Gode minder") var oprindelig en cuvée af vin fra hele Italien -det er nu blevet brudt med disse 2 vine fra ét område og én drue. 
    Desværre ikke smagt, men meget rost af andre. Har mest tillid til Montepulciano'en, der nok har både fylde og struktur samt rig frugt, mere fast i smagen end de ofte lidt fedladne primitivoer. Kan se, at 50 er lav pris, da vinen i England koster £12, lige 1£ under Masciarelli (59,95 når på tilbud i Føtex/Bilka). 

Giordano rød/hvid... 59,-

rød Selvato Toscana, hvid Vinrè, Italien

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Fra Giordano i Piemonte. Hvid Vinrè er sauvignon, ikke smagt, men Vinavisen er (årg. 2023) "helt oppe at ringe...Man kan godt forledes til at tro, at denne Sauvignon er fra New Zealand, når det gælder duften. Der er de samme fyldige noter af kærlighedsfrugt. Også smagen byder på eksotiske frugter samt en dejlig let krydret note af bagt appelsinskal. Der er også en behagelig tørhed samt en fin citrussyre i den lange eftersmag". 

    Rød Selvato er af druer fra Toscana. Ældre år har fået 5* + godt køb af Rydberg (jeg stoler mere på ham end Maroni's 94/99p!): "Masser af sorte bær i duften. Frugtig og ligefrem vin med masser af brombær, tobak og krydderier i smagen. Simpel men vellavet. Krydret afslutning.” Uden årgang. Lyder som Puglia-smag i min lærebog, men sikkert en pleaser.

Upapa rød eller Challis hvid/rosé... 50,-

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Challis er bestemt ikke Chablis, men en italiensk dagligvin fra Sarottosom han henter hos andre. Den røde Upapa er god uden at brillere, lavet på cabernet og barbera -fyldig, pæn frugt, lidt tør, men god madvin. 
    Den lyserøde på samme druer er frugtig og ren, med en ren bittertone i duften, som går igen i smagen -god madvin, som den dygtige Elsebeth Lohfert forrige år gav 89p i Vinbladet.
    Den hvide -ikke Chablis!- er ret neutral, som italienerne kan lide hvidvin! Jeg savner lidt frugt og sprødhed, men kun smagt 1 gang. 

Barolo "Fontanafredda"...  159,-

GODT køb + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Ser stadig 2019 (94p/WineSpectator), men især den unge 2020, som er en fremragende årgang i Barolo (men dog kun har fået 90p/WineEnthusiast).
    Huset leverer i dag superb Barolo i en klassisk, men nogenlunde tilgængelig stil. Vent en dyb farve (for Barolo), intens aroma af urt, sød frugt og lidt tobak (ved lagring), en tør, ren og præcis smag og balancerede tanniner til at give eftersmag. Egentlig flot sammen med mad, men nok bedst om 6-10+ år.  

Amarone "Villa Annaberta" ... 159,-

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Set i 2021, rigtig god, magtfuld med koncentreret frugt, lidt fersk måske, pæn dybde, tannin, med kun lille sødme i eftersmagen. Jeg er ikke amarone-fan og kan faktisk bedre lide ripassoen. Men må indrømme, at Annaberta leverer god Amarone i en superkommerciel stil på den gode måde. Men langtfra topkøb, da den kunne fås til 139 i 2022. Og vinpriserne er næppe steget siden. 

Yellow Tail rød/hvid... 40,-

rød Shiraz eller merlot, hvid chardonnay, pinot grigio eller sød moscato, Australia (fås også som rosé)

** (2/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/3

Et australsk svar på Pepsi Cola! De hvide er ok, men forglemmelige... Grigio har lidt  æble, den røde shiraz er også ok i en superkommerciel stil, hvor fedme (sødme? ikke sikker) dækker over lidt umodne toner. Moscato er kommerciel og sød (ikke voldsomt sød, takket være lidt syre), mens rosé bør undgås. 

    Men tænk på, hvor meget bedre billig europæisk vin fra Spanien eller Tyskland er! 
    Casella laver 50 mill. fl/år i Riverina i Australiens superhede indre. Dog positivt, at vinen ikke er fra en af de 3 giganter, som dominerer Australien og New Zealand: Accolade, Treasury eller Pernod-Ricard!