Søg i 1300 opslag:

02/12/2024

Original og god vin til discount priser!

Her op mod Jul opper discount kæderne sig også lidt -og du kan faktisk få en rigtig god økologisk spanier til 35, samme pris som en god vin fra Moldova, en sjælden gæst i disse spalter! 

365discount dominerer fortsat  denne sektor, desværre mest med billig (men oftest god) vin som Hermanas monastréll (35) og For You and for Me (35), herlig rød og hvid fra Moldova. Deres franske Grenache Detective (49) er dog ganske god. 

    Vil du have bedre vin, skal du i Netto for at få den herlige Ruja nebbiolo fra Gemma i Barolo (59), mens Rema1000 byder på den ganske gode Villa Borghetti, hvor hvid Soave er bedst (39). 

    Lidl har i denne uge ingen interessante tilbud, bortse fra færdig gløgg. .

Bedste KØB: Hermanas monastréll organic - For You and for Me Moldova rød/hvid - O-Organic rød/hvid/rosé - Gemma Nebbiolo Alba - 
Godt KØB: Chablis "Marguerite Carillon" - Hoffman sauvignon blanc . 100% Grenache detective- Gemma nebbiolo "Ruja" - Riesling Alsace "Traber" - Rock Roots rød/hvid - Martenot Bourgogne rød/hvid - Prosecco "Arche" 
Andre: - 

uge 49/2024


las Hermanas monastréll organic... 35,-

Bedste KØB + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 4/12

En rigtig god pris på en god vin, før solgt i Irma til 50, siden på tilbud til 39 -så 35 eer lidt af et fund! 
En af Spaniens bedste druer, monastréll (mourvèdre i Châteauneuf du Pape og andetsteds) fra egnen omkring Murcia og Jumilla lidt syd for 
Alicante. Tilmed dyrket økologisk. 
    Luzón er en stor vingård ned hypermoderne kælder. Huset leverer en masse vin, som i reglen har god standard -jeg husker stadig en af de første spanske "naturvine" (Contraseña), som blev solgt af Irma. 

    Vinen gærer i store tanke og tappes ung, mens vinen har sin frugt og styrke. En rustik landvin, men her er kvalitet! Kan klare alt fra cassoulet til solid julemad med bravour. Server kælderkold. 


For You and for Me, Moldova rød/hvid... 35,-

Pinot Noir eller Chardonnay (tappet i Danmark)
Bedste KØB + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 4/12 

Vinene er fra Moldova, dvs. i fredstid blot en times kørsel fra vingården Shabo i Ukraine. Vinene fra Moldova har (haft) fint gammelt ry. Vinene er tappet i Danmark og burde være helt ok, ikke mindst den hvide. Den røde pinot noir får 3* af Rydberg i Ekstrabladet: "Simpel frugtig pinot noir med sødmefuld rød frugt og krydderier. Kort i smagen med en let tørhed". 

O-Organic rød/hvid/rosé... 39,-

øko, rød carmenère, rosé, hvid sauvignon, Chile

Bedste KØB + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 4/12

Den hvide er glimrende, tør, frugtig, ren og sprød -sådan i stil med New Zealand, blot lidt blidere. Rosé på cabernet og syrah er god, tør og frugtig, tør, men med frugtsødme og syre. Den røde carmenère har jeg ikke så stor tillid til, men har ikke smagt den. Billig carmenère er næsten aldrig god. Økologiske Emiliana leverer vinen og tror den ligner Adobe Organic i Coop’s andre kæder til noget højere pris. Men kan se, at Revista gav 2020 89p/1000, ganske respektabelt.  

Chablis Marguerite Carillon... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 4/12

Så jeg i Nice's toldfrie butik til 150 -så fransk vin er ikke altid billigere i Frankrig, heller ikke DutyFree! Denne ex-Irma vin er ok uden at brillere. Carillon ejede stort domæne i Chablis trods adressen i Meursault. Huset fik efter turbulente år (en ejer måtte i fængsel for falsk vin) ny ejer i giganten GCF. En letbenet, men typisk Chablis. Set i 2023, smagt i 2020 (og ikke mere). 

Hoffman sauvignon blanc... 49,-

Godt KØB + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 4/12

Den hvide sauvignon kendes mest fra Sancerre og nabo Fumé, men gror også i Spanien, hvor den dog sjældent gør sig bemærket. Denne vin laves af familien Alceño i det varme Jumilla for amerikansk importør. Druerne gror ganske højt. så vinen har en vis friskhed. Ganske god aroma, let, tør med pæn eftersmag. Kun smagt én gang, mens det stadig var en Irma vin! 

100% Grenache "Detective", Sydfrankrig... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Coop365, indtil onsdag 4/12

Er tæt på topkøb. Druen grenache er en favorit, og jeg elsker Sydfrankrig. Smagt én gang sidste sommer. Vinen er stærk (15%), sympatisk, krydret frugt, enkel, men sympatisk Rhone-type, mangler lidt dybde. Men god til 50. 


Villa Borghetti, Bardolino eller pinot grigo... 35,- 

Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 10.september
Den lyserøde Bardolino fra Garda søen er tør, frugtig og ren, ikke kunst, men en behagelig ledsager til en salat eller pizza. Fås også som en letbenet rosé Chiaretto. Til samme pris kedelig rød Puglia ”La Paccina” (kan få selv en pizza til at døse). 
      Den hvid pinot grigio til samme rimelige pris er bedre, lidt federe end den hvide Soave Classico, som til gengæld er ren, sprød, frisk og ehelt tær .  end jeg huskede den, med pæn frugt. Det lover godt, at tapperen Pasqua bor ved netop Bardolino. 


Nebbiolo "Ruja", Gemma... 59,-

Godt KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 6/12

Et rigtig godt køb i en helt ung ”Barolo Junior”. Middeldyb, fin aroma af hindbær og læder, middel fylde, markante tanniner og tørhed, men egentlig pænt rund i eftersmagen -især en madvin. 
      Ruja er en skråning i Barolo. Vinen sælges ikke som Barolo, men det lidt større Langhe. Navnet Barolo kræver 3 års lagring (heraf 2 år i eg), mens Ruja kun er lagret et år (og kun 25% i eg) og sælges derfor som Langhe.  

    Netto tilbyder også Amarone "Arche" (109,3*). Ikke det store sus og fås til 99 i Bilka. 

Riesling Alsace "Traber"... 59,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 6/12

Riesling er altid god -ren aroma med lidt blomst, ret let, frisk og sprød. For mig i reglen bedre end Helfrich familiens mange GCF mærker, hvor etiketten er flottere for at skjule en ofte kedsommelig vin. 
    Traber er et af flere mærker fra  det store kooperativ i Ribeauvillé, der lidt ufortjent står i skyggen af sin nabo Riquewihr.  Der kommer færre turister her, hvad vi er nogle, der er glade for. 

Rock & Roots økologisk rød/hvid... 35,-

rød tempranillo, hvid verdejo/sauvignon, Spanien
Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 6/12

Endnu en vin fra det pålidelige, meget store Felix Solis hus. Næppe helt så god som Mucho Más, men ganske drikbar, især den røde, og til gengæld økologisk. Vent en ung frugtig rød med lille fylde og snerts syre samt en frugtig, let sødlig hvid.

Bourgogne "Martenot" rød/hvid... 79,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 6/12

Efter et par år med ok udbytte tør jeg anbefale denne vin fra hus med lidt blakket ry. I ældre år var den røde mildest talt trist, men tror på nyere år, måske 2022 eller 23, som bør levere frugtig vin med let til middel krop og middel eftersmag. Den hvide er også god, men jeg vil hellere have Montagny "Burgondie", der ofte fås til omtrent samme pris.  

Prosecco "le Arche"... 59,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 6/12

Den bedste Prosecco er altid den yngste, med ungdommens friskhed. Som denne: Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry lidt vildledende skal have), men med lille syre, der giver friskhed
    Nydes alene eller i Aperol/Campari eller anden spritz (kirsebær, brombær osv). 

01/12/2024

Meny leverer klassisk Bordeaux til lav pris!

Klassisk Bordeaux i topår + superb Rioja til bundpris er Meny's bedste bud i den første uge af december. 

Meny er som altid rigtig god til de klassiske vine og er i denne uge på toppen med klassisk Bordeaux som Tour-Perey og Croix Mazeran (99,95) -begge i 2020- og ikke mindst Recougne (59,95). 

    Resten af Frankrig er ikke glemt med solid Rhone fra Sabon (3 fl 200) og l'Enclave Rhone Villages (59,95) samt den dyre Sabon Prestige (349). Plus ok crémant Hubster fra Alsace (75) og Chablis fra Chablisienne (99,95). 

    Endelig Tyskland med tør Eberbach riesling (69,95) fra Rheingau. 

Bedste KØB: Riscal Rioja Reserva - Eberbach riesling trocken - Tour Perey St Emilion GC - Croix Mazeran St Emilion GC - Recougne Bordeaux - Alamos malbec organic - Chablis "Sarments" 
Godt KØB: 
Misty Cove sauvignon blanc - Reserve l'Enclave Rhone Village - Rhone by Sabon - Cremant d'Alsace Hubster - Chivas 12 år whisky
Andre: Sabon Chateauneuf du Pape "Prestige"

uge 49/2024

Marques de Riscal Reserva... 79,95

Bedste KØB + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 5/12

100 kr var et "rigtigt godt køb" i november, så gæt, hvad 80 kr er! Det er faktisk lavere pris end den klassiske Rioja står til i supermarked i min anden hjemby, Alicante. 
    Ganske fast, lidt lukket næse, men indbydende og rig, middel til stor fylde, pænt lang smag. Flot nu, men.... nok bedre med 2-3+ år mere på flaske. I min Meny står der stadig 2018 med 93p/Peñin, men mon ikke 2019 er på vej?  
    Bemærk at prisen på shop.Meny er 89,95 (v6), så du skal måske i fysisk Meny for at få den gode pris! 
      Riscal er den ikoniske Rioja, skabt af vinmager fra Bordeaux i 1858, da Riscal ville lave en vin i den "nye" Médoc-stil. 
    Den blev så populær, at markis'en måtte forsyne flaskerne med trådnet for at forhindre forfalskninger (det var ikke gimmick dengang!). 
    Riscal er set i Spanien uden trådnet, og markis'en har vin nok til alle, da bodegaen af Reserva alene leverer mere end 5 millioner fl/år, fra eget store domæne + indkøbte druer (foruden et stort antal andre vine inkl. den særlige XR). 
     Kommer du til Rioja, bør du se Riscals hotel, som er tegnet af legenden Frank Gehry (foto). Du kender ham nok mest fra Guggenheim (Bilbao), Dansehuset i Prag, Vuitton salene i Boulogne parken mv, men Riscal's hotel er også et besøg værd! 

Eberbach riesling trocken, kr/fl v3: 66,67

3 fl: 200, 2023 Staatsweinkellerei Rheingau Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 5/12

Har ikke set denne vin, men kan se, at den sælges i Tyskland til 10,9€ (= 84 kr, Hawesko) og får meget ros af kunderne. 
    Vent en tør, meget frugtig, sprød og mineralsk hvid, som rundes af lillebitte sødme til sidst. Nydes ung. 
    Vinen sælges som Eberbach -uden kloster- og bærer ikke VDP kapslen. Men domænet er meget stort, så jeg vil tro, at den kommer herfra.   
    Kloster Eberbach blev oprettet 1116 (med vin til at sikre det daglige brød) af Augustinerordenen på Rhinens højre bred.  Kloster Eberbach ejer i dag stadig nogle af de bedste vinbjerge i Rheingau og Tyskland. 
     Vinene er under begavet kvindelig vinmager på vej op efter nogle år i skyggen, så de er ofte topkøb.  Et meget flot besøg. Klostret optræder i både filmen "Rosens navn" og "Game of Thrones". 

Tour Perey St Emilion... 99,95

2020 Grand Cru, Frankrig

Bedste KØB + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 5/12

Ikke smagt, men har smagt meget fra ejer Jean Guyon, som i 20 år har været kældermester på det ansete Rollan de By i Médoc. Det lille slot (5 ha) ligger på grus ved foden af Middelalderbyen og leverer magtfuld men rund vin med god fedme og længde. Vinen laves sammen med hustru Céline og døtrene Valentine og Pauline. 
    2020 er stor årgang. Bl.a. 90p/100 fra WineCellarInsider og TimAtkin samt hele 93p/TastingBook. 
    Nyd frugt og styrke i dag eller gem 3-4 år for at få længde og bouquet. "Dark cherries and even darker chocolate fill out the wine. Fruity, juicy and dark, with a kick of roasted Espresso beans on the backend, you can enjoy this with ease on release" -WineCellarInsider.

La Croix Mazeran, St Emilion... 99,95

2020 Grand Cru, Frankrig

Bedste KØB + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 5/12

Er smagt (men det er 10+ år siden), men det er stadig familien Richard, der bor på det charmerende lille slot St.Christophe lidt øst for Middelalderbyen. Jorden er lidt koldere -mere limsten og kalk- som passer til 85% merlot. 2020 er nok mere mineralsk end Tour-Perey og kan leve længere, men er næppe så attraktiv lige nu. 

Recougne Bordeaux Supérieur...  59,95

Bedste KØB + **** (4/5)Meny, indtil torsdag 5/12

Måler sig med gode naboer som Saint Émilion og Pomerol, så det er vinen til os, der foretrækker kvalitet og pris frem for et dyrt navn
'    Og så er navnet Recougne afledt af latin, ”Terra Recognita”, så selv romerne har anerkendt slottet! Iøvrigt er etiketten med det røde segl lige min smag!  
      Set i den fine årgang 2019 med hele 91p/WineEnthusiast, men uanset år er vinen mørk, kraftig og fast, men aldrig hård, præget af moden merlot, rig parfume og god længde. Den er flot efter 5 år, men kendt for at kunne leve 20 år. 2019 har også fået 91p/Decanter + adskillige medaljer. 
      Slottet ligger i Fronsac lidt nord for det fine Mayne-Vieil, dvs. heller ikke langt fra Pomerol. Men en kommunegrænse gør, at vinen kun er ”Bordeaux”, ikke Fronsac. 

Alamos malbec organic, kr/fl v12: 49,95

Bedste KØB + *** (3/5), kun shop.Meny, indtil torsdag 5/12

Normalprisen på 95 er helt grotest for giganten Catena's dagligvin, men 50 kr er rigtig god pris på den økologiske udgave. Ikke smagt, men ligner nok den normale Alamos (10 mill. fl/år!), som er let, frugtig og kommerciel på den gode måde. 

Chablis "Sarments"... 99,95

Bedste KØB + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 5/12

Endnu et mærke fra Chablisienne, der leverer op mod 1/3 af al Chablis. I den blidere ende. ren aroma, let, sprød og frisk -måske en smule for rund til at være rigtig god, men umiskendelig Chablis.

    Kooperativet henter vin fra godt 1500 hektar, hvoraf  1000 hektar bruges til denne vin, som sælges med flere etiketter (der er også lidt finere cuvée fra  bl.a. gamle vinstokke med lidt eg). 
    Så Pierrelée (op til 180 i Føtex og hos Philipson) er identisk med Sarments (mærke, ikke mark) som også "Union", på tilbud for 1-2 uger siden. 

Misty Cove sauvignon blanc... 59,95
Marlborough New Zealand

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 5/12

En klassisk Kiwi sauvignon med overdådig frugt, middel fylde og fin syre. Ikke smagt. 2023 har fået bl.a. 88p/WineEnthusiast. 
½Huset er grundlagt af Andrew Bailey, som har solgt en masse NZ vine i Europa (bl.a. mærket FortyFour Degrees), før han startede sit eget hus i 2012. 

Reserve de l'Enclave, Rhone Villages.. 59,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 5/12

Meget lav pris for en Rhone Village. Gror i den nordlige, kølige del af den centrale Rhône dal omkring Valréas. Var i næsten 500 år (1317-1791) en pavelig enklave -del af Pavestaten- inde i Frankrig (hvad borgerne ikke var glade for). 
    Set i 2020. Denne har nok lidt mere nerve og urter i næsen foruden grenache-druens krydderi og styrke.
    Området var oprindelig bedre kendt for oliven (Nyons) end for vin, men vinene er dog gode, lidt lettere og med mere nerve end de lune områder længere mod syd. 

    Kælderen er del af giganten Cellier des Dauphins i Tulette, en union af kooperativer med tæt på 100 millioner liter/år, langt den største leverandør af Rhone. Set i 2020. 

Rhone by Roger Sabon, kr/fl v 3: 66,67

3 fl: 200. Godt KØB + **** (4/5), Shop.Meny, indtil torsdag 5/12

Set i 2021. Roger Sabon er en god vingård i Chateauneuf du Pape, som også ejer jord i Lirac (12 ha) og Rhone (6 hektar) og bordvin. Så denne vin er nok baseret på druer hentet hos naboer. 
       Ikke  smagt det sidste par år, men en ekstremt vinkyndig ven i Hørsholm anbefaler den varmt. Og ham stoler jeg på! Vinen har i ældre år fået 14,5-15p/20 af Revue du Vin, 2021 er nok ung, så vent mere ribs end kirsebær, medium fylde, god frugt (peber og krydderi) og afrundet, middellang smag.


Sabon "Prestige" Chateauneuf du Pape... 349,-

2020,  ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 5/12

Sabon er en aktiv vinmager, men denne er fra hans eget domæne. 70% grenache, 20% syrah -meget for Neuf- 10% mourvèdre og andre druer. Parker er henrykt for 2020, der får 94-96p/100. 


Crémant d'Alsace Hubster... 75,-

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 5/12

På shop-Meny er anført årgang 2019, men  håber og tror, at vinen er yngre end det! Hubster har adresse i Marlenheim og initialerne "AM". Så vinen er en af utallige fra giganten GCF (AM står for Arthur Metz).Dvs. en ret frisk, ren, men uprætentiøst brus. Men rigtig god pris! 

Chivas ”12 år” Whisky.. 149,95

Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 5/12

Tilbud i dag er oftest omkring 170-180, så 150 er lav pris selv for DutyFree (men marginalt højere end Brugsen). 
    Jeg husker en ungdom, hvor Chivas var den dyre whisky. En vellagret, let til middelfyldig dram med meget aroma og blød, lang smag med lidt sødme. Johnie Walker Black er mere mig med sin røgede bouquet, men seriøse Tastings gav Chivas 91p i 2019.