Søg i 1400 opslag:

13/08/2026

Bilka: Superflot Chianti til (næsten) for lav pris

"Den Grå" -"Il Grigio"- er en superb riserva fra hjertet af Chianti, som af uransagelig årsager i årtier har været solgt til utroligt lav pris i Danmark. Men 79 er næsten for lav pris for vin med 93p/Parker og 3 glas i Gambero'en. 

Bilka har igen ikke så mange tilbud, men til gengæld er mange af priserne interessante. Udover Grigio (som jeg køber snarest) må jeg også købe klassisk riesling fra Dr Pauly's egen vingård, bl.a. en fin Wehlener Sonnenuhr (79) og en tør Klosterberg (79), begge gode eksempler på Mosel riesling. 

    Dr Pauly's billige Noble House Riesling (36,50 v6) er trods prisen absolut drikbar (selv den alkoholfrie glider ned).

    Endelig nogle ok sydfranske Bourgogne-typer, Martenot (40), som er banale, men bestemt drikbare, akkurat som Mateus, en pink med berømte fans, bl.a. Jimi Hendrix!

BEDSTE køb: Il Grigio Chianti Classico Riserva - Dr Pauly-Bergweiler Sonnenuhr/Klosterberg - Noble House riesling hvid/rosé/alkoholfri - Martenot rød/hvid + sparkling brut - Mateus rosé - Brunello "Poggio Forte" - 
GODT køb: Chablis "Martenot" - Grants whisky - Tanqueray 43,1% gin - Hans Geissler tysk rød/hvid - Bailey flødelikør 
ANDRE: Tanunda rød/hvid - Gran Maestro rød - Fitzroy Bay sauvignon - Capolavaro - Casa Nostra box - Diamond Hill box 
uge 34-2026


Il Grigio Riserva... 79,-

2022 Chianti Classico San Felice, Italien 

BEDSTE køb + **** (4/5) Bilka, indtil torsdag 20/8
Dyb farve, langt mere indbydende frugt med flere lag, middel til stor krop, afrundet blød tannin. Næppe så holdbar som 2021, men 8-10 år er vel ok for de fleste. 
    Global pris er 178 kr. På vingården koster vinen €19,50 (147 kr). 2022 er værdig efterfølger til den superbe (faste) 2021. 2022 har p.t. fået 93p/Parker, 3 glas/GamberoRosso, 93p/Falstaff, 92p/Vinous samt 90p/Suckling. Imponerende! 
    San Felice er en stor, men rigtig gode vingård med 140 hektar (hele 2% af Classico, hjertet af Chianti). 
    Domænet har siden 1990erne været ejet af den tyske forsikringsgigant Allianz (lægger også navn til Bayern München's stadion). Vingården er også luksushotel med 2 gode restauranter, Poggio Rosso (1*/Michelin, opkaldt efter husets top-Riserva) og il Grigio. 

Dr Pauly Bergweiler riesling... 79,-

Hvid Wehlen Sonnenuhr Kabinett (sødlig), Klosterberg (tør), Mosel, Tyskland

BEDSTE køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 20/8 

Klassisk Mosel riesling til særdeles rimelig pris! En Sonnenuhr var rigtig god, selvom den (i 2024) ikke var aftappet på vingården. 
Den sødlige Sonnenuhr
er lys, let og udadvendt riesling med intens aroma, elegance og smuk sødme, som balanceres af frisk syre. Stadig ung og vil få endnu mere aroma de næste år. 
    Hjertet af det stejle "Grosse Lage" Sonnenuhr ejes af medlemmer af familien Prüm, bl.a. Pauly-Bergweiler med 0,4 hektar (!). Soluret midt på skråningen blev rejst i 1880erne af Jodicus Prüm (1807-76), en stamfader til Pauly. 
    Den tørre Klosterberg er fra stejl 2,6 hektar skråning på den anden side af floden med køligere klima (også nabo til  Molitor's hovedsæde). En elegant, tør hvid med rig aroma. Klosterberg er ikke "Grosse Lage", modsat Sonnenuhr. 

Noble House hvid/rosé, kr/fl v 6: 36,50

6 fl: 219. Riesling Trocken (tør), medium, alkoholfri, Dr Pauly Rheinhessen Tyskland 

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/8
Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. 
Den let sødlige har rigere aroma, men også rimelig friskhed trods sødmen. 
Riesling rosé har både syre og sødme, let, men ganske god terrassevin.   
    Alkoholfri riesling er sødere, men har dog noget syre -god pris for alkoholfri. 
    Familiehuset Dr Pauly Bergweiler bor i smukt gammelt hus ved bredden af Mosel i Bernkastel (foto). Noble House hentes i Rheinhessen, hvor vinen er billigere end ved Mosel. Noble House er ofte et af de bedste køb i tysk riesling -men er ikke fra domænet som herover. 

Francois Martenot sparkling... 40,-

BEDSTE køb + ** (2/5), Bilka, indtil torsdag 20/8 
Brut/tør. Ikke smagt, men den ligner nok Garnier's sparkling i Netto mere end den markant bedre crémant Bourgogne fra samme Martenot. Basisvin kan hentes andre steder (måske i Spanien?), og boblerne laves i tank, ikke flaske. Simpel, men absolut drikbar vin til lav pris. 
    Smagt i en simpel men ok Brut udgave (dog ikke så tør, at den generede!). Perfekt også til aperol spritz! 

Francois Martenot pinot eller chardonnay... 40,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/8

Martenot bor i Bourgogne (postnr 21---), hvor hoveddruerne er pinot og chardonnay. Men disse kopier er hentet i Sydfrankrig, som antydet af prisen. Men helt ok og en rigtig godt køb for vin, som ikke står tilbage for kopier fra Over There. 

   Enkle og simple landvine, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften, blød eftersmag. Den hvide er frisk, tør og ren. 

    Martenot er et mærke ejet af giganten GCF i Bourgogne.  

Chablis "Martenot", kr/fl v6: 99,83

GODT køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/8

6 fl: 599. Næsten samme køb som i sidste uge -blot skal du nu købe 6 -og betale knap 1 kr mere pr fl! 
    En sprød, let chardonnay med ren aroma og simpel, god smag (Chablis, ikke "Petit" som på foto). 

    Bertrand Martenot er del af giganten GCF ejet af familien Helfrich. Firmaet har tjent en formue på billig whisky og bordvin (JP Chenet), som er brugt på at opkøbe nødlidende vinhuse over alt i Frankrig, i Bourgogne også Moillard, Gagnerot, Pierre André mv. Vinene ere blevet bedre, ikke mindst Chablis, da huset har stort domæne i Chablis (som sælges under flere navne, bl.a. Calvet, Carillon, Pierre André og mange andre).


Mateus rosé, kr/fl v6: 36,50

6 fl: 219. perlende let sødlig, Portugal

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/8

En favorit for mange og meget bedre end sit rygte. Men jeg vil nok ikke købe 6 af dem -men blande med lidt af den tørre Noble House herover!  
    En lidt sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, sødlig (15 g/l), der balanceres ok af syre og bobler. Markant mindre sød i dag end i min ungdom! 
    Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. Druerne er især lokale baga + syrah. Vinen får i reglen pæne ratings (om end sjældent 90p/Suckling som i 2024) og koster i reglen 50-60 kr. 
   Etiketten prydedes af ejerens Casa de Mateus, et lille underfuldt slot nær Vila Real i Douro. Skulle du komme forbi, er både hus og park rigeligt omvejen værd! 
     Mange fans er set med Mateus i hånd som Steve Jobs (Apple), Graham Nash (Crosby Stills & Nash + Hollies) og Jimi Hendrix. Såmænd også the late queen Elizabeth II. 

Brunello "Poggio Forte", kr/fl v6: 99,83

BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/8
6 fl: 599. En lav pris på Brunello, selvom Poggio ikke er i top. Den har kraft og aroma, tæmmet af 2 år i store egefade, men er vel egentlig ikke andet end en normal Chianti med lidt mere af det hele. Nok fortsat en ung 2020, men serverer du vinen kælderkold, tror jeg, du vil blive mere end tilfreds til både and og gris.  

      Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino. En typisk, men ikke bemærkelsesværdig brunello. Jeg vil tro, at Poggio Forte er identisk med Quercecchio. 

Grant's whisky "Triple Wood"... 85,-

GODT køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20/8

Bedste pris længe på Grants. En blid, frugtig whisky med spritten godt camoufleret af let sødme. 
Før med efternavn Stand Fast (og jeg modstod den!), der efter Family Reserve (lad dem bare beholde den!) og nu igen Stand Fast + tilføjelsen "Triple Wood". Bedre i dag, synes jeg, bl.a. 89p/WhiskyAdvocate i 2018.  Men ung -nok 3-4 år fordelt på 3 typer eg, nye fade, fade brugt én gang til Bourbon og ældre fade. 

Tanqueray Dry Gin 43,1%... 115*

GODT køb + **** (4/5), Bilka indtil fredag 20/8 (*: Bilka+app, ellers 129) 

Lækker gin med ren smag, rig aroma -og med 43,1% alkohol stærk nok perfekt til en G&T (eller Dry Martini osv). Kunne fås i Netto i marts til 99, men 115 er formidabel pris. 

   Tanqueray er en af de historiske ginmærker (1838) og nok det mest solgte ginmærke med årligt 36 millioner flasker. Nu om dage destilleres den som mange fancy ginmærker i Skotland -helt ok, da London Gin må destilleres overalt (også i Danmark), blot den er tør. Falstaff giver den 91p/100.     


ANDRE: 

Hans Geissler rød/hvid, 39 (3* + godt køb), kender bedst riesling og chardonnay -begge absolut drikbare- men fås også som sødlig gewurztraminer og tør rød. Fra GCFs tyske kælder. 
Tanunda rød/hvid, 39 (2*), absolut basisvin fra Australien, tappet i Danmark. Men som sådan helt ok. 
Baileys flødelikør, 85 (3* + godt køb), slet ikke min smag med sølle 17% alkohol. Men en "guilty pleasure" for mange, jeg sætter pris på. Indrømmet! 
Gran Maestro rød, 59 (2*), en god ven roser denne vin, men jeg finder den for sød. 

DESVÆRRE... 

Sauvignon Fitzroy Bay, 59 (3*), ganske god tør hvid New Zealand, tappet i... Spanien! Mindre god og højere pris end Yealands (i denne uge især Southbank til... 35 i Brugsen). 

Capolavaro rød/hvid, 38 (1-2*), mere koncentreret end den normale "Delicata". men for mig ikke bedre. 
Casa Nostra 300cl  box, 99 (1*), appassimento, dvs. stærk og oftest sød. Og så kaldes vinen Mafia. Puha. 
Diamond Hill 300 cl box, 99 (1*), smagt 2 gange med et års mellemrum. Ingen fornøjelse. 

12/08/2026

365: god rosé og flot økologisk vin

Sommeren er slet ikke forbi endnu hos 365, der byder på herlig rosé fra Cap d'Agde og Mateus + herlig økologisk vin fra Chile. 

365 holder discount fanen højt i en uge, hvor Rema1000 og Lidl skuffer fælt, mens Netto ikke byder på ét eneste "best buy"! 

Exhib er en tør frugtig rosé fra Cap d'Agde (59) tappet i smuk flaske lukketmed elegant glasprop. Mateus (40) er slet ikke så sød som i min ungdom, men foretrækker bestemt Adobe (40), god økologisk vin fra Chile med bl.a. frisk hvid viognier. 

En Riesling Arthur Metz (59) fra Alsace er også ganske god, mens Hardys Stamp (37) er godt køb.

BEDSTE køb: Exhib' Cap d'Agde rosé - Adobe øko rød/hvid/rosé - Hardys Stamp rød/hvid 

GODT køb: Mateus rosé - Riesling "Arthur Metz" Alsace - Poliakov vodka - Finca Milena 300cl box rød - Finsbury London gin 
ANDRE: Bagatela zinfandel - Duc Royal sparkling brut
uge 34-2026

Cap d'Agde rosé "Exhib'"... 59,-

2025 guldmedalje, Côtes de Thau, Sydfrankrig
BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 19/8


Smuk lys rosa farve, indbydende diskret aroma med positiv frugt, lidt lemon, pæn lang smag med fine syrer under. 2025 er perfekt i dag, måske endda bedre til efteråret. Nydelig vin til salat eller en grillet laks.

     Exhib' antyder en lidt fræk mode og en chik flaske tilmed lukket med fancy glasprop -passende for en vin fra netop Cap d'Agde, som har afløst St Tropez som Frankrigs partyzone nr ét. 

    Den gamle fiskerby er i sæsonen en af Europas førende partybyer med bl.a. Amnésia (foto), en ufattelig stor udendørs natklub. Her findes også Europas nok førende nudistby + alt muligt andet! 

    Området ligger nær Middelhavet, tæt på den smukke kanalby Sète og den store indsø, Lac Thau, der sikrer, at varmen ikke bliver for voldsom. 

Emiliana "Adobe" rød/hvid/rosé... 40,-

økologisk, rød cabernet, carmenère, hvid chardonnay, viognier + rosé cabernet-syrah, Chile

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 19/8

Til denne pris måske det bedste køb i klassen i dag. 

 Vent en fast, kraftig rød (især cabernet) med karakter -madvin!- med også pæn, nuanceret frugt. Meget lidt præg af eg (20% lagrer 6 måneder i små egefade). 2023 cabernet fik 92p/Cata d'Or, 2020 90p/JamesSuckling, mens en nyere carmenère fik 90p/JamesSuckling. 

    Kun ganske lidt hvid og rosé er smagt. Viognier er ganske god, måske ikke stor aroma, men frisk og sprød med pæn længde. Chardonnay 2024 fik Mondial's guld, 2023 mens 2023 sauvignon fik 92p/AlistairCooperMW.     
    Emiliana er den største økologiske vingård i Chile, grundlagt sidst i 1990erne af Rafael og José Guilisasti, som var blandt pionererne for økologisk drift i Sydamerika. Adobe  er blandt de mere daglige, men stadig med kvalitet -og tilmed økologisk. 

Mateus rosé Portugal... 40,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 19/8
Frizzante. Pink Mateus har en let sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, svag sødme (15 g/l), der balanceres ok af boblerne. Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. 
   Etiketten prydedes af ejerens Casa de Mateus, et eventyrsmukt hus nær Vila Real i Douro. Skulle du komme forbi, er både hus og park rigeligt omvejen værd! 
    Vinen blev så populær, at den gav familien penge til at købe anerkendte vinhuse som Sandeman, Ferreira, Offley og andre.
     Mange fans er set med Mateus i hånd er Steve Jobs (Apple), Graham Nash (Crosby Stills & Nash + Hollies), Jimi Hendrix (foto).

Riesling "Arthur Metz"... 59,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 19/8
Alsace. Metz er et gammelt (1904) hus, men har oftest været anset for leverandør af meget billig Alsace. I dag er huset rykket til Marlenheim og lagt sammen med Laugel, begge ejet af giganten GCF. Og sært nok er vinene støt blevet bedre, som denne viser. 
    Har smagt vinen jævnligt det seneste år (med flere etiketter) og fandt den markant bedre end de lidt grønne vine, jeg smagte i 90erne. Positiv aroma, lidt simpel, men ren og frisk -og excellent køb. 


Hardy's Stamp rød/hvid/rosé... 37,-

rød shiraz-cabernet, hvid chardonnay-semillon, shiraz rosé, Australia (tappet i England)

BEDSTE køb + ** (2/5), 365discount, indtil onsdag 19/8

Rød er bedst, afrundet fylde, frugt og lidt krydderi i næsen, men uden at overdrive, lidt tørrere smag end mange i klassen (8g/l restsødme). 
    Hvid skal være ganske frugtig og med frisk syre -godt klaret, når den gror i meget varmt klima! Rosé er nok for sødlig til mig. 
     Hardy er et ikonisk og traditionsrigt (1853) hus, ejet af Accolade, måske Verdens største vinhus, som har unik topvin, men mest ok dagligvin som denne (og formentlig en del skodvin). Stamp's etiket viser smukke gamle frimærker tilbage til 1937. 

Vodka Poliakov...  79,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 19/8
37,5%. Denne franske vodka er helt neutral -destilleret 3 gange -og som Smirnoff 100% pure grain (hvede). Det er åbenbart ikke lykkedes polske Kaczynski at få andre med på, at vodka skal laves af kartofler som snaps! 


ANDRE: 
300cl box Finca Milena rød/hvid/rosé, 99 (2* + godt køb). Smager faktisk ganske ok, især rød. Men husk at checke dato -skal nydes inden for et år efter tapning i Køge. = 24,75 kr/75cl. 
Rød Bagatella zinfandel, 59 (2*), aldrig ofret penge på denne vin, der nok imponerer ved første glas, men herefter får dig til at gabe. 
Brus Duc Royal brut, 59 (3*), nydeligt brus fra Sydfrankrig, som næppe har prydet bordet hos en kongelig hertug. Får brus på tank som prosecco. 
Gin Finsbury 37,5%, 85 (2* + godt køb), velkendt mærke og ganske god tysk gin. 

10/08/2026

Ripasso er eneste lyspunkt hos discountkæder

En lidt tynd uge for discount butikkerne, hvor kun 365discount klarede sig ok -mens Netto byder på ok Ripasso til lav pris og en svulmende sværvægter fra Sydafrika. 

Du kan finde gode priser i discount kæderne, også på vin, hvor "normalprisen" sjældent er så oppustet som i de store supermarkeder. 

Men vintilbud i tilbudsaviserne er i uge 33 et sørgeligt skue -ét rigtig godt tilbud! Derimod klarer 365discount sig godt med 2 tilbud på ugens Top 20, se her! 

    Netto er bedst med en anstændig Ripasso Rocca ALata (50). Rhône Vidal-Fleury (59) vill være topkøb, hvis du kan finde ung vin (hvid 1-3 år mx, rød max. 5-6 år). 

BEDSTE køb: Ripasso "Rocca Alata" 
GODT køb: Silverboom "Black Label" - Montgras "de Vine" rød/hvid/rosé - Rhône "Vidal-Fleury" - Lidl Frizzante hvid/rosé/Hugo spritz 20cl
ANDRE: Silverboom rød/hvid/rosé - Diamond Hill rød/hvid - Barefoot rød/hvid/moscato - Lidl baginbox 300cl
uge 33-2026


Ripasso "Rocca Alata"... 50,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 14/8 

Rocca Alata er et mærke fra kooperativet i Soave, som leverer vinen. Dvs. en middelfyldig vin med nydelig bærfrugt, lidt krydderi og til alt held beskeden sødme (6 g/l). Men ikke mindeværdig, men en lav pris. 

Silverboom "Black Label"... 59,- 

Stellenbosch Sydafrika (tappet i Danmark)

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 14/8 

Silverboom er et mærke, ikke en vingård, ejet af Taster wine (= Oscar Davidsen, Holte vinlager mv), en af Danmarks 2 store tappere. Jeg har med vilje sjældent kommenteret den normale Silverboom, som ikke er min smag (p.t. i Rema1000 til alt for høj pris, se nederst).  

    Men denne sorte etiket er en særlig udgave med vin fra Stellenbosch, måske Sydafrikas bedste vinområde! 
    Ikke smagt, men med 15% alkohol og 10 g/l restsødme vil jeg ikke købe den -kun smage gratis, og det sker næppe! det næppe.
    Vent en sværvægter, i bedste fald med en fast syre til at balancere sødmen -min kommentar kommer først, når jeg en dag kan få lejlighed til at smage vinen! 
    Vinen kommer iøvrigt fra Leeuwenkuil estate i Swartland, ikke i det lidt køligere Stellenbosch nær havet, så vinen er nok ganske legalt hentet udefra. Så jeg har læst det med småt på bagetiket! 
    Vingården har tilhørt familien siden 1600-tallet og de bor stadig i det 400 år gamle hus (foto). 

MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé... 40,-

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 14/8 
”De Vine” er superflot dagligvin til 33 kr (v6 fl i vinter) og selv til 40 et rigtig godt køb. 
Chardonnay er rigtig god i en enkel, sprød og ren stil (2024 fik 89p/Gilbert&Gaillard). 
Carmenère er fast og kraftig, god madvin som også cabernet -alle vinene får 88-90p af kræsne smagere år efter år. 
    Montgras har siden 1993 tilhørt Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo’s brother Hernán som vinmager. 

Rhône "Vidal-Fleury"... 59,-

GODT køb + *** (3/5), Netto, indtil fredag 14/8 

Meget lav pris for denne vin, men check årgang i din Netto -rød bør ikke være mere end 5-6 år (ikke 2018, som der fortsat ses min Bilka!) og hvid ikke mere end 3 år. 

    Generelt god vin fra godt hus, del af Guigal. Men vinene er gamle og især hvid og rød Rhone har ofte mistet frugt og karakter. Så jeg går efter den billige i Føtex til 35, hvis jeg skal have Rhône!  

    Kun smagt 2 gange for et par år siden. Ret trist og flad. Hvid Rhone er set i 2022, som jeg vil undgå -desværre endnu ikke set 2024 (eller 2025!). 
   Hvorfor er de ældre årgange ikke forlængst udsolgt?


Secco eller Hugo Frizzante hvid/rosé... 10,-

20 cl dåse,  Hvid eller rosé, Hugo (hyldebær) hvid eller rosé, Tyskland
GODT køb + ** (2/5), Lidl torsdag-lørdag 13-15/8 

Denne vin beviser, jeg ikke er vinsnob! Vil du drikke den? Svarer til 35 kr for 75 cl! 
En praktisk størrelse, 2 glas perlende, ret tør hvidvin (rosé ej smagt), neutral, men ganske ok, som du kan drikke ren, hvis du er på skovtur.
Jeg har generelt brugt Secco til spritz med Aperol, hyldebærlikør eller Campari (hvis jeg vil have den bítter). 
    Den nye færdigblandede Hugo ikke smagt -og jeg foretrækker iøvrigt selv at lave min spritz! 
      Jeg foretrækker så langt dåser for boxvin (plastikpose i pap). 20 cl er en mere praktisk størrelse end en 300 cl plastikpose i en papkasse, og dåsen bevarer vinens friskhed meget bedre end plast, så der ikke skal så mange sulfitter i vinen. Vinen laves som Prosecco med 2.gæring på tank.

ANDRE: 
Diamond Hill rød/hvid/rosé, 40 (1-2*, Netto), australsk basisvin med let sødme. Forhåbentlig bedre end den box-udgave, jeg har smagt et par gange. Rød burde være ok. Til alt held skruelåg. Tappet i Danmark. 
Barefoot rød/hvid/moscato, 50 (2*; Netto), California. Smagte den røde zin senest for 3-4 år siden, og den var ganske god, men stoler ikke på de hvide, desværre. Du kan finde bedre vin i Europa til denne pris! 
BaginBox 300cl, 99 (2*, Lidl torsdag-lørdag), Sunlight Cove rød/hvid/rosé, Bianco Italia hvid. En god pris (24,75 kr/75cl), men ikke vin for mig. Den røde er på rubired og zinfandel, som -smagt med anden etiket- var utroligt kedsommelig. Tappet i Danmark. 
Silverboom rød/hvid/rosé, 50 (1-2*, Rema1000 torsdag-lørdag 13-15/8). Livet er for kort til vine som disse, som kan imponere ved første snus, men meget hurtigt trætter. Mellemsværvægt med en god del restsødme. Lillebror til den sorte Silverboom, lidt lettere og fra det store Coastal, men den sorte i Netto er fra det fine Stellenbosch. Tappet  i Brøndby af Taster.