Søg i 1400 opslag:

19/02/2026

2 Bourgogne-rivaler 20 år efter "Sideways"!

Vi er 20 år efter "Sideways", som fik alle til at drikke pinot noir og Bourgogne -selvom alt for meget pinot skuffer fælt. Men Brugsen har 2 af de gode til lav pris!  

Superbrugsen og Kvickly er atter i topform i uge 9. Dette er del 1 (af 2, følger med især vin fra Italien). 

I dag ser du Pinot Noir overalt! Der er gået 20 år siden "Sideways", hvor Miles sagde de udødelige ord: "If any order fucking merlot, I leave". Igennem hele filmen (en sidste tur før ægteskabet) ville han kun have pinot noir!  

    Titusinder af hektar pinot noir blev plantet, hvor der var plads, ofte i varme områder. Her laves alt for meget vin med krydderi og suppeblødhed snarere end frugt og nerve. De får mig til at længes efter en merlot eller især en malbec Mascota (59) fra Argentina. 

    Du finder dog ren frugt i Mrkgrflr spätburgunder (50) fra Tyskland, præget af køligt klima (og den hvide pinot er næsten bedre!). Også Ezimit (59) fra højt liggende vingård i Makedonien har rimelig friskhed. 

    Men glem ikke klassikere som Caronne Sainte Gemme (99) fra Bordeaux. Plus sprød tør hvid Anges Loire sauvignon (50) + god Alsace som Riesling (59) og Crémant (85) fra Laugel

    Fra det lune Spanien en god 409 Ribera del Duero (85) og en potent Pasas (45) fra Yecla. 

BEDSTE køb: Markgräfler rød/hvid - La Mascota rød/hvid Argentina - Caronne Sainte-Gemme - Anges sauvignon Loire
GODT køb: Ezimit rød/hvid Makedonien -Riesling + Crémant "Laugel" Alsace - "409" Ribera del Duero -  Pasas rød/hvid/rosé
ANDRE købCroix Chaigneau Lalande Pomerol - Fleur Peilhan Grand Cru - 1000 Stories rød/hvid - Clarkson rød/hvid - Rosé Anjou "Lacheteau"

uge 09-2026

Markgräfler rød/hvid... 50,- 

rød Spätburgunder, hvid Weissburgunder, Baden, Tyskland

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26/2

Disse herlige sydtyske vine var rigtig gode køb til 59, så til 50 må de være et must!
    Den røde pinot noir er meget frugtig, men også Bourgogne'agtig vin med middel fylde, afrundet, meget bær i næsen (kirse/hind) og krydderi -pænt lang smag. 
    Giv den luft og nyd kælderkold. Forgænger 2022 fik 5* og 88p/Rydberg. 
    En indbydende, moderne vin, mere tilfredsstillende end de ofte lade Bourgogne lookalikes fra de varme lande! 
    Den hvide på hvid pinot er tør, let og sprød med vis finesse og stor friskhed. 12% med fine syrer, tør trods en lillebitte restsødme. Meget drikværdig i 2023, som fik bl.a. 5* og godt køb af Rydberg. Forgænger 2022 fik 89p/Falstaff. 
    Laves af godt kooperativ med begavet, ung leder, der satser på Bourgogne-druer og mener, at dette lune område er for varmt til riesling. Tag den, Sydtyrol! 
    Markgräfler er en unik vin fra Baden syd for Kaiserstuhl, hvor Tyskland møder Schweiz (Basel) og Frankrig (Alsace). Vinen gror på lune skråninger over Rhinen. 
    "Markgreven" eller "markis" er en gammel adelstitel, som bæres af den greve, der hersker over et grænseland, her grænsen til Frankrig og Schweiz. 


Ezimit rød/hvid Makedonien... 59,-

Pinot Noir eller Chardonnay, Nordmakedonien 

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26/2
Endnu en Bourgogne-kopi, også fra "Den gamle Verden" -tilmed den ældste del!- som ligner vinene fra den ny! 

    Rød set i 2023 med smuk farve og en ren, krydret frugt, måske lidt blød, men har lidt bid. 2023 er måske knap så imponerende som 2021 med 89p + 5* af Rydberg i Ekstrabladet (til avistilbud 80). 

    Den hvide har rig, ren aroma, god fylde, rund med snert syre bagved. 2023 fik 5*/Vinavisen, mens ældre årgang fik 6*/6 af Vinbladet og 90p af Jancis Robinson. 

    Vi forbinder nok Makedonien med Alexander den Store (der som 30-årig skabte et af de største riger i Verden!), fra Persien til Ægypten (gav bl.a. sit navn til Alexandria i Egypten).

    Ezimit er højt liggende vingård på vejen mellem Skopje og Thessaloniki i det nordlige Makedonien, hypermoderne vingård i region med mere end 4000 års tradition for vin. 

    Vingården har 400 hektar vin (30 druetyper inkl. de klassiske vranec og plavac). 

    Håber Brugsen en dag også vil tilbyde den gode syrah og måske endog den lokale vranac (stamfader til zinfandel). Vinene sælges i 40 lande fordelt på hele verden og ser meget nydelig ud! 

La Mascota rød/hvid Argentina... 59,-

Rød cabernet-sauvignon eller malbec, hvid chardonnayArgentina

BEDSTE køb + **** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26/2

Meget lig (dyre) Salentein i Føtex og en klasse eller to over Trivento og Alamos.    
    Fuldblods lækker rød malbec med frugt og friskhed, og cabernet er også rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. 
    Begge rødvine får rutinemæssigt 90+p/100 år efter år af anerkendte smagere, bl.a. Cabernet  af James Suckling hhv. 91p/2024, 90p/2023 og 91p/2022, mens 2021 fik 91p/Descorchados. 
   Chardonnay er kommerciel, men god chardonnay med rimelig friskhed. 2024 fik 91p/JamesSuckling. 2020 fik 5*/Vinbladet). 
     Vinen kommer fra højt liggende vinmarker ved Finca Mascota i Uco over Mendoza. Kreeret af Rodolfo Sadler, som også står bag OPI, som er kommerciel på den gode måde, men knap så forfinet.

Caronne Sainte-Gemme... 99,-

2021 Haut-Médoc Frankrig
P.S: Kan fås i SuperbrugsenVin Oksbøl til 85 v6 fl. 
BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26/2
Jeg solgte vinen for 35 år siden til 100 kr. En klassisk cabernet på godt og ondt og en kandidat til årets hidtil bedste køb fra Bordeaux,  
    Slottet er historisk kandidat til 5.Cru med naboer som Gruaud-Larose (2.Cru) og Lagrange (3.Cru) i St Julien samt La Tour-Carnet 4.Cru, som i 2022 købte slottet. Så nu er Caronnes vinstokke opgraderet til 4.Cru!

    2021 er meget klassisk cabernet, da den blødgørende merlot gik tabt på en frostklar forårsmorgenVent en fast, kraftig vin med overdådig frugt, god længde, som slutter med mærkbar tannin. Nyd vinen inden for et år for sin frugt, eller gem 6-8+ år, så frugten modnes til en vin med mere karakter end charme. Men til gengæld en rig bouquet efter 10 år. Stoler på vinen efter at have fulgt slot og vin i 50 år.  
    Vinen deler kritikerne -91-92p/Suckling og 91p/InsideBordeaux, men blot 84p/WineCellarInsider. Alle tre pålidelige kritikere. 
    Der er også en morale: omkring 1900 købte familien Borie Caronne. Sønnerne solgte deres halvpart til en onkel og købte først Batailley (5.Cru) og siden Ducru Beaucaillou (2.Cru). 
    Begge slotte med vin, meget dyrere end Caronne, så jeg forstår hvis ejer Nony-Borie er lidt misundelig på sine mere velhavende naboer! 

Les Anges Sauvignon Loire... 50,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26/2

En herligt lys og læskende pivtør hvidvin, sprød og superfrisk med herlig aroma og god syre -en lise oven på tung chardonnay'er fra "Den ny Verden" som Australien eller California. 

    Mere sart blomst end den voldsomme, næsten vulgære frugt i sauvignon fra New Zealand, men lige så god. Kun smagt en 2022. 2020 fik 5* i Ekstrablade.
   Sancerre ved Loire er nok den bedst kendte sauvignon og kan -men er langtfra altid- være meget bedre, men denne er ikke langt bagefter. Fra stort kooperativ -elsker navnet "Englene"! 
      Foto af Chenonceaux, et af de (rigtig) mange billedskønne slotte ved Loire. Egnen omkring dette slot er faktisk velkendt for netop vinen af druen sauvignon. 

Riesling "Laugel"... 59,-

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26/2

Nydelig Alsace med diskret aroma, middel fyldig smag med lidt frugt over vis syre. Mangler dog lidt længde for at være rigtig god -men stadig god til 59.  

Laugel Cremant d'Alsace... 85,-

Brut eller rosé, Frankrig 

GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26/2

En god pris på Alsace crémant, en typisk, ung og frisk crémant.  
    Ikke smagt de sidste par år, men husker den hvide for pænt brus, ren frisk aroma, ret let, men ok smag, til sidst dog en lille snert af syre fra umodne druer, camoufleret af lille restsødme. Den lyserøde fandt jeg (dengang!) bedre, med nydelig frugt af jordbær! 
    Laugel er i dag bedre end i 80erne med kontrol over flere og bedre druer. Deres crémant er generelt god, takket være lagring med bundfald længere end de 9 måneder, loven kræver. Laugel er del af GCF lige som Helfrich og Arthur Metz (foto).  

Pasas rød/hvid/rosé... 45,- 

rød/rosé monastrell, hvid blend, Yecla, Spanien 

GODT køb + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/11

En rigtig god pris -vinene sælges til 60-80 kr i andre lande i EU. 
    Frugtig krydret rød, med god tannin, som balancerer 10-11g/l restsødme, som ikke virker så trættende som i Appassimento fra Syditalien. 2022 fik gavmildt 88p/Peñin, og alle nye år har også fået guldmedalje fra Mundus o.l. 
    OK hvid på macabeo + lidt sauvignon med lille sødme, men også lidt syre, så jeg også kan drikke den. 2020 og 21 fik 87p/Peñin. 
    Rosé på monastréll har herlig aroma, pæn længde + lille sødme, som lige akkurat balanceres af lidt syre. For mig bedre end den hvide. 

"409" Ribera del Duero... 85,-
GODT køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26/2

En ganske potent vin med let præg af eg, men jeg tror på frugten bagved. Til solide retter. Kan se, at 2022 har fået hele 92p/JamesSuckling, en pålidelig guide.

Pagos del Rey er den fine afdeling i giganten Felix Solis, som har stor kælder i området og i dag nok er største leverandør af Ribera. "409" er lagret præcis 409 dage i små egefade (som navnet antyder).  


ANDRE køb: 
La Croix Chaigneau Lalande Pomerol, 129 (4*), en klassisk Bordeaux, fast og kraftig. OK køb, men i et kriseår for fransk vin som 2026 burde Brugsen kunne skaffe en bedre pris. 
La Fleur Peilhan Grand Cru St Emilion, 129 (4*), ditto. Lidt blødere stil. 
1000 Stories rød/hvid California, 99 (3*), standardvare fra Trumpland. Ikke ringe, men kedelig i længden. 
Clarkson rød/hvid, kr/fl v6: 49,83 (2*), den røde zin er drikbar i en trættende stil, men hvid og rosé vil jeg ikke ofre penge på. 
Rosé d'Anjou Lacheteau, 59 (2*), elsker rosé, men denne er livet for kort til. Mere sødme end karakter. 

18/02/2026

En pink forårsbebuder i 365

En pink forårsbebudere fra Spanien og en ok dagligvin fra ikonisk hus er ugens bedste fra 365.  

365discount var discount duksen i 2025, men siden nytår er Netto og Rema1000 kommet tæt på -og uge 9 ændrer ikke på dette. 

    Silenia Rosé (45) er en kommerciel og god rosé fra det højt liggende Yecla syd for Alicante. Den laves på den fine monastréll drue og masser af frugt og lille kant, der gør den egnet til en frokost med salat eller laks.

    Hardy's Stamp (39) vil også vække glæde, især nok den røde, men er bestemt ikke vine, der gør det australske hus Hardy's stolt. Frimærkerne på etiketten er flotte og hjælper dog lidt!  

    Fra Syditalien er Alfredo og Zinfandel "Leone" (45) rigtig gode til prisen, og det er vine, som ikke gør fortræd.    

BEDSTE køb: Silenia Rosé Yecla - Hardy's Stamp rød/hvid 
GODT køb: Zinfandel "Leone" - Primitivo "Alfredo" - Ricarico "Prestige" - Pinot Grigio "Castel del Lago"
ANDRE købPine Hill rød/hvid 300cl box - Giordano Organic rød/hvid

uge 09-2026


Silenia Rosé Yecla... 45,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 25/2
Har kun smagt vinen 1/2 gang. BT var dog (juni 23) ekstremt overgearede med 6*/6: "mange lag. Masser af frugt, masser af fylde. Super lækker tekstur i munden. Den er sådan lidt Syd-Rhône-stil i det, hvor man virkelig får varmen og solen. Det var det her, jeg håbede på at få i dag". 

    Mens Vinbladet mere jordnært gav 4*/6 med ordene: "Spændende rosé og et godt bud på en aperitif til sommerens gæstebud". 
    Vinen laves af den fine monastréll (mourvèdre), der giver vinen mere aroma og lidt syre, som klæder vinen. 

Hardy's Stamp rød/hvid/rosé... 39,-

rød shiraz-cabernet, hvid chardonnay-semillon, shiraz rosé, Australia (tappet i England)

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 25/2

Lav pris! Bedste køb er rød, afrundet fylde, frugt og lidt krydderi i næsen, men uden at overdrive, lidt tørrere smag end mange i klassen (8g/l restsødme). 
    Hvid skal være ganske frugtig og med frisk syre -godt klaret, når den gror i meget varmt klima! Rosé er nok lidt for sødlig for mig. 
     Hardy er et ikonisk og traditionsrigt (1853) hus, ejet af Accolade, måske Verdens største vinhus, som har superb vin, men også basisvin som denne. 
    Den flotte etiket viser gamle australske frimærker tilbage til 1937. 
    Hardy's præsenterede vinene på Verdensudstillingen i Brisbane 1988 (foto), som ændrede en lidt farveløs Gold Coast town til en glitrende metropol. Over 6 måneder hvilede Verdens øjne på Down Under. Mere end 54 lande deltog med over 15 millioner gæster i løbet af de 6 måneder. En monorail blev bygget (siden taget ned igen!), som det også skete i Sydney's Darling Harbour under Olympiaden 2000.  

Zinfandel "Leone".... 45,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount indtil 25/2

 

Har ikke smagt "Notte Nera Leone", men fået den anbefalet af en ven + i ældre årgang af BT -en typisk, fuldfed, men rimeligt tør zinfandel/amarone type med lidt balance. Ikke ren sødsuppe, men ren frugt -og så får den et ekstra plus, da vinen ikke er tappet på supertung flaske. 

    Og fra Italien, ikke USA, selvom druen er zinfandel (= primitivo). Tappet i Danmark. 
    Til samme pris Alfredo primitivo (39, 3*/5 + godt køb), tappet i Italien. Lidt lettere, men rigtig god.

Ricarico "Prestige" Puglia... 55,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount indtil 25/2

Markant lavere pris end tidligere. "Den overgår i kvalitet normalprisen", skriver Vinavisen -69, i dag er  prisen 55: "Let drikkelig og uhøjtidelig rødvin. Her er moden frugt, strejf af figner og en tilpas syre til mad samt en blød eftersmag med afrundede tanniner. En vin i fin balance, der vil være en glimrende ledsager til blandt andet en god omgang pasta". 2023 fik 4* og 87p/Rydberg. En typisk syditaliensk Puglia uden mærkbar sødme på primitivo og negroamaro tappet af hus i Barolo. 

Pinot Grigio "Castel del Lago"... 55,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount indtil 25/2

Moderne, lidt "fabrikeret" grigio, som trætter i længden, men er meget behagelig indtil da. Diskret aroma, ret let, rimelig syre, men med en lille sødme til sidst (5-6 g/l), der får det hele til at glide ned. 

    Vinen laves af Riolite fra Toscana i det flade Venezie og er tappet af kælder heroppe. Slottet ved søen? Vi er laaangt fra Garda-søen, for slet ikke at nævne Maggiore! 


ANDRE køb:
Giordano Organic rød/hvid, 55 (3*), behagelig økologisk fra Puglia. Lidt for dyr
Pine Hill rød/hvid 300 cl box... 109 (2-3*), basisvin fra Down Under. Gør ingen fortræd.

16/02/2026

Herlig tysk hvid og solid rød fra Frankrig og Spanien

Flot Rhone, kraftig Duero og herlig tør hvid fra Tyskland (og en enkelt sød) er ugens bedste køb i Rema1000 og Lidl. 

Rema1000 byder efter en pause på nogle rigtig gode køb, især de røde Xavier Rhone (59) og Nuestro (59) fra Ribera del Duero. Desuden en lidt stram, men god Belfort Médoc (59) og en fyldig, ret blød Piemonte fra Dezzani (55). 

    Der er også en god hvid Riesling Weinhof (59) fra Rheingau. 

    Lidls bedste køb er også fra Tyskland -en sødlig Gewürztraminer Spätlese (45) på drue, der ellers mest ses i Alsace samt to tørre hvide fra det gode hus Hammel (59), en frisk Weissburgunder-Riesling og en fyldig Grauburgunder (Pinot Gris). Som jeg marginalt foretrækker for Rieslng trocken (45) fra Deidesheim. 

BEDSTE køb: Xavier Rhone - Weinhof Riesling "Alte Reben" - Nuestro Ribera Duero - Lidl Gewurztraminer Spätlese - Hammel Weissburgunder-Riesling + Grauburgunder
GODT køb: Belfort Médoc - Monferrato + Piemonte "Dezzani" - Riesling "Hofstück" trocken

uge 08-2026


Xavier Côtes du Rhône... 55,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-tirsdag 14-23/12

Har mødt Xavier Vignon, men sært nok aldrig smagt vinene. Han kommer fra det kølige Picardiet i Nordfrankrig, men har arbejdet over halvdelen af sit liv i Rhone dalen. 

   Han er ønolog for mange vingårde og laver et væld af vine (også vin i Tyrkiet) i mange stilarter. Bl.a. 5 udgaver af almindelig Rhone! 

    Denne hører til den klassiske "normale" Rhone med 85% grenache + syrah og mourvèdre. Måske hans bedste køb. Vent en magtfuld, meget frugtig vin med masser af urter og peber. En ældre årgang fik 91p/JamesSuckling. 

Weinhof 519 "Alte Reben" riesling... 59,-

Trocken Rheingau, Kesseler Tyskland

BEDSTE  køb + *** (3/5),  Rema1000, indtil lørdag 21/2

2024. En tør, ganske fast og intens riesling, som nydes ret ung. God madvin. 

Jeg kendte ikke dette hus, men har fået at vide, at "Weinhof 519" er et undermærke fra den glimrende vingård August Kesseler, som laves i anden kælder af indkøbte druer. Undrer mig lidt, da jeg ikke kender vinmager Lucas Reuter fra Kesseler. 

Belfort Médoc... 59,-

GODT køb + *** (3/5),  Rema1000, indtil lørdag 21/2

Set i 2019. Endnu en klassisk Bordeaux (måske 4*?) i det fine 2019 til lav pris. Ikke smagt, men pålidelige Vinbladet skriver: "Røget duft, solbær, blyantstift, moden og frisk. God fylde, rank, moden tannin dækket af moden frugt. Frisk eftersmag, let røget med solbær." 

    Belfort er et af mange vingårde, som leverer druer til et kooperativ (Pavillon Bellevue), som tapper vinen. 60% merlot, 40% cabernet. Formentlig bedre om 2-3 år. 

'

Nuestro, Ribera del Duero... 59,- 

BEDSTE køb + **** (4/5),  Rema1000, indtil lørdag 21/2

God vingård i Fuentecésped ved Duero floden med vine, der har mere duft og karakter end de mere industrielle vine fra Pagos del Rey (giganten Solis). Som "409" i Brugsen, Condado de Oriza og  Altos de Tamaron (Føtex/Bilka). 
    Vinen har lagret 8 måneder i små egefade -en ganske flot vin, ikke sværvægter, men intens og med flot bærduft (brom og hindbær). Excellent køb. 
      Akkurat som Rioja er Ribera vinene kommet ned i pris -og det er denne et godt eksempel på. Sidst jeg så vine fra vingården i Danmark, var prisen 140! 

Monferrato eller Piemonte "Dezzani"... 55,-

GODT køb + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 21/2
Monferrato er et smukt bakket område mellem Asti og Pò floden, del af Piemonte ("Pied de Mont" på fransk). Vi er i en nationalpark "ved foden af Bjerget", dvs Alperne, men langt mod øst for den stramme, aristokratiske Barolo.
      Begge vine er langt fra Barolo -noget blødere, kommercielle, end jeg er vant til. Vinene er domineret af barbera, dolcetto og bonarda druer, i Monferrato suppleret med lidt merlot.
     Monferrato bedst med lidt mere dybde, men begge er vine, der ikke afskrækker vindrikkeren -heller ikke, selvom du ikke kan lide Barolo.
      Dezzani er stort hus, som i dag ejes af Rocca, et meget stort hus i Puglia, som nok er mest kendt for sit samarbejde med den danske vinmager Peter Vinding-Diers

Gewürztraminer Spätlese... 45,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Lidl, fra søndag 15/2

2023 Pfalz. En ret sød (41 g/l) hvid med rig duft af sød passionsfrugt, rose og lidt ananas. Ret blød med kun lige snert af syre til sidst. Bedst til frugtdessert eller glas i utide.  
    Fra Pamona alias Peter Mertes i Bernkastel.  

Hammel Weissburgunder-Riesling... 59,-

Hammel Grauburgunder... 59,-

tør, Weingut Hammel, Kirchheim, Pfalz

BEDSTE køb + *** (3/5), Lidl, fra søndag 15/2

Hammel er en god stor (63 hektar) vingård i Kirchheim på grænsen mellem Rheinhessen og Pfalz, ejet af familien siden 1723. Har kun smagt få vine, en husker god riesling-weissburgunder, frugtig, sprød og tør vin med friskhed og aroma. Grauburgunder (Pinot Grigio) har nok mere fylde og mindre friskhed og duft -god madvin. 

Riesling "Hofstück" trocken... 59,-

2024 Deidesheimer Weinkontor, Pfalz Tyskland

GODT køb + *** (3/5), Lidl torsdag-lørdag 19-21/2

Rigtig god tør riesling, tør, fin blomst, frugt og urt i næsen, middel fylde, fin syre og pæn længde
    Vinen kommer fra kooperativet i Deidesheim i hjertet af Pfalz. Hofstück er et Grosslage, dvs. navn, der kan bruges til alle vinmarker omkring Deidesheim og nabobyer.