onsdag den 3. maj 2017

Så er det forår: Østrig

Mange tænker på vinter, når jeg nævner ordet Østrig. Men for mig er det forår og de første asparges samt salater med grønt og andet. -og sommer og sol. 

Nationaldruen i Østrig er den grønne Veltliner, som kan være forrygende, når den er ung og frisk, men også kan være overdådig med 3-4 år på flaske. Druen leverer sin bedste vin i Wachau og Krems og nærmeste omegn -som Weinviertel i baglandet til Donau, som er hjerteland for druen, selvom vinene sjældent når Wachau og Krems (DAC, kontrollerede områder). 

Her er et par vine, der er værd at skænke i glasset... (tilbud pr 4.maj og en uge frem): 

Mathias Grüner Veltliner 2015, Weinviertel.... 50,- (Rema1000)

(ikke vingårdsaftapning). Vingården er Frank, men denne drue -opkaldt efter forfader- er vist mest fra indkøbte druer, som er lavet i husets kælder. Ingen eg, men det ville også være synd, Let (11,5%), frugtig med lige et strejf af noget grønt. Udpræget madvin. **** (4 af 5, kvalitet/pris).

Weinmanufaktur Krems, 2015 Grüner Veltliner...  85,-; 2 fl. 135,- (Bilka/Føtex) 

(aft. af coop, Winzer Krems). Ikke fra Kremstal, selvom huset ligger i Krems, men fra baglandet, dvs. Niederösterreich (og formentlig Weinviertel som vinen ovenover). Lidt mere vægt end Mathias, men ikke bedre. *** (3 af 5, kvalitet/pris)
Fra samme kælder kommer også Grüner Veltliner Sandgrube 2015 (2 fl. 179). Sandgrube er faktisk en skråning i selve Krems, men vinen har ikke Kremstal DAC, så den kommer nok også fra baglandet. Umiddelbart ikke nær så godt et tilbud som "Himmelstiege.

Domäne Wachau "Himmelstiege", 95,-; 2 fl. 149,- (Føtex/Bilka)


Bedste køb. ***** (5 af 5, kvalitet/pris)

2015 aft. i coo, Wachau DAC, vælg mellem Grüner Veltliner og Riesling, begge Federspiel (dvs. af modne druer, typisk 12,5% alkohol).

Begge vine er glimrende -her og nu er den grønne Veltliner måske lidt mere åben, men Riesling vinder sikkert med et år eller to.
Vinene kommer fra den udmærkede coop i Dürnstein i Wachau, med Kremstal det nok fineste område i Østrig. Dürnstein er alles drøm om en charmerende lille by ved Donau, som konstant synes tæt på at falde i floden, men stadig klynger sig til bjerget (som krones af borgruin, hvor Richard Løvehjerte sad som gidsel nogle år, indtil England havde skrabet en løsesum sammen!).
"Himmelstigen" var oprindelig et ganske lille, ekstremt stejlt vinbjerg nær byen. Men i dag bruges navnet som mærke til vine fra andre vinbjerge i det lille område. Gode vine og godt køb.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar