Søg i 1400 opslag:

09/05/2025

Discount: dagligvin fra Italien og flot ripasso!

Discount kæderne er glade for Italien, så du kan få en helt ok Primitivo til blot 30 kr og en flot Ripasso til 59. 

Lidl sælger i hele maj deres Primitivo "Maestro" (30 v.4), mens 365discount har en flot Ripasso Falesco (59), som tilmed koster over 100 kr på vingården! Kæden har også økologisk O-Organic til 39. 

    Rema1000 er ikke så interessant i uge 20, men spanske Hermanito (50) vil imponere mange med sin fylde og frugt. 

    Netto tilbyder den pålidelige De Vine fra Chile (39), men også en noget dyrere fransk vin fra Løgismose. 

Løgismose kan være noget særligt -det særlige kan også være højere pris, så jeg køber ikke fransk dagligvin med nummer, desværre! 

BEDSTE køb: Primitivo "Maestro" - Falasco Ripasso - O-organic rød/hvid/rosé - De Vine rød/hvid/rosé/bobler

GODT købCabernet Sauvignon "Cimarosa" - Barrelaia Toscana - Hardy's Stamp rød/hvid - Ribera del Júcar "Hermanito"- Boccantino Primitivo Susumaniello - Gustus 300cl rød box

ANDRE: Cava Recoda - Løgismose rød/hvid/rosé

uge 20-2025

Primitivo "Maestro", v.4: 30,-*

BEDSTE køb + *** (3/5), Lidl, indtil lørdag 31/5
4 fl: 120*, med Lidl+ app.  Syditaliensk mellemvægter af den anonyme type, som vil behage uden at være gumpetung eller sød. Ganske behagelig. Tappet i Tyskland. 

Cabernet-Sauvignon "Cimarosa, v.6: 29,83

GODT køb + ** (2/5), Lidl, torsdag-lørdag 15-17/5
6 fl: 179 Vinen gør ingen fortræd, men ikke en vin, jeg vil bruge penge på. Pæn frugt, middel fylde, men lidt "grøn" i eftersmagen. Til mad. Senest smagt i 2022. Tappet i Tyskland. 

Falasco Ripasso Valpolicella... 59,-

BEDSTE køb + **** (4/5), 365discount, indtil onsdag 14/5

En god ripasso med fedme, krydderi, frugt og fylde, men uden sødladenhed. til en rigtig god pris.
    Men du skal betale 14,5€ på webben for samme vin (og det endda i Italien, ca. 110). Kender ikke årgang, men kan se, at 2022 har fået 91p/100 af pålidelige James Suckling, mens 2021 fik 94p/5StarWines, en (for gavmild) italiensk guide, et lille nummer bedre end Maroni. 
    Vinen er et mærke fra det store Valpantena kooperativ i bjergene over Verona. Valpantena er den centrale del af Valpolicella stik nord for Verona og leverer rigtig god Valpolicella. Kooperativet samler druer fra 750 hektarer og leverer god vin, som af og til kan være forbavsende tæt på egnens andet store hus, Bertani

Barrelaia Toscana... 49,-

GODT køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 14/5

Brugsen har prøvet at sælge vinen til op til 100 kr, men nu er prisen anderledes korrekt. God fylde og blød tannin, men duften passer ikke til smagen. 
    Piccini laver måske denne vin for at få os til at tænke på både lagring i eg (Barrel) såvel som Sassicaia -men vinen er blot en ok toscaner på supertung flaske. Smagt for 2-3 år siden i min Irma uden at vække begejstring. Oplyses at være lagret 6 måneder i egetræ.

O-Organic rød/hvid/rosé... 39,-

øko, rød carmenère, rosé, hvid sauvignon, Chile

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 14/5

Den hvide er glimrende, tør, frugtig, ren og sprød -sådan i stil med New Zealand, blot lidt blidere. Rosé på cabernet og syrah er god, tør og frugtig, tør, men med frugtsødme og syre. Den røde carmenère har jeg ikke så stor tillid til. 

    Fra Emiliana, som har det største økologiske vinbrug i Chile og leverer rigtig god vin. Vil tro, at vinen ligner Adobe Organic, som sælges i andre Coop butikker til noget højere pris. 

Hardy's Stamp rød/hvid... 35,-

GODT køb + ** (2/5), 365discount, indtil onsdag 14/5

For mange sikkert et superkøb, men den kommercielle, runde, krydrede fyldige rød begejstrer mig ikke, selvom den er mere tør end mange i klassen. Kender ikke hvid og rosé. 

  Hardy er traditionsrigt (1853) hus og den vigtigste hus ejet af Accolade, Verdens største vinhus. Der er stadig en Hardy med i huset, men næsten alle vine er præget af industri. Stamp vinene blev præsenteret på Verdensudstillingen i Brisbane 1988. 

Cava Recoda brut...  59,-

*** (3/5), 365discount, indtil onsdag 14/5
Denne cava er i smag nok tæt på Gran Barón (Brugsen), som også leveres af Vallformosa, et godt hus, markant mindre end giganterne Codorniu og Freixenet. Den tørre brut er ganske god til 59, men slet ikke topkøb. Fås også som sød semiseco. 


MontGras "De Vine", rød/hvid/rosé/bobler... 39,- 

BEDSTE køb + *** (3/5) Netto, lørdag-fredag 10-16/5

"De Vine" er rigtig god til prisen, markant bedre end anden basisvin fra Chile uden dog at begejstre. 
    Har slet ikke set (endsige smagt) det nye brus, også på tilbud til 39. Den er næppe så god som Amaral (en herlig vin), men hvad kan du forlange til 39? 
     De røde ser lidt eg, men kun 10% af pinot'en. Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon'en især fra det kølige Leyda. 

Løgismose Vin rød/hvid/rosé... 50,- 

*** (3/5) Netto, lørdag-fredag 10-16/5

Men er Løgismose bedre end andre druevine på tilbud til lavere pris -eller er det hele et nummer? 

    50 er en ok pris for en pinot noir og sauvignon, og rosé er sikkert ren og tør. Vinen sælges med nummer på etikette sådan lidt i stil med "Irmas franske bjergvin" dengang, Irma var lav pris! 
    I de fjerne år, da vinkenderen var ung, var Løgismose noget særligt, ledet af ægteparret Grønlykke. Siden er der gået kapitalfond i firmaet, som sammen med kollega Claus Meyer går målrettet efter indtjening. Har drukket nogle af firmaets vine på restauranter rundt i landet -uden at blive begejstret (end ikke på Bouillon). Magien var væk. 

    Så jeg ofrer ikke penge på vin fra en anonym kælder i Sydfrankrig (det giver mulighed for at hente vinen i en anden kælder og bruge samme etiket). 

Ribera del Júcar "Hermanito"... 50,-

GODT køb + *** (3/5), Rema1000søndag-lørdag 11-17/5

2023. Ikke smagt, men den får 89p/Vinbladet, hvor superstar Peter Winding skriver: "Parfumeret duft med modne kirsebær, marcipan, meget frugtdreven. Fyldig smag, lækker struktur med silkeblød tannin, moden frugt og frisk, moden, frugtagtig eftersmag". 
    Der er nok lige så mange Ribera'er i Spanien, som der er "Côtes" i Frankrig -dvs. blide bakker omkring en flod. Mest kendt er ansete Ribera del Duero, mens Júcar har en mere ydmyg adresse som uafhængig del af Mancha, Verdens største vinområde. 
    Vinene herfra koster i snit under det halve af Duero, og når vinen er så god som denne, er det til gavn for både Tofterup -som laver vinen- og Rema1000, som sælger den! Vinen er signeret "hermanito" (lillebror) Jonas Tofterup, den første og hidtil eneste danske Master of Wine. 
    Vinen importeres for Rema af Vinøen, et alias for AMKA/JyskVin. For mig er eneste minus, at den har prop, ikke skruelåg. 

Boccantino Primitivo Susumaniello... 50,- 

GODT køb + *** (3/5), Rema1000søndag-lørdag 11-17/5

Det første glas dufter og smager lige så godt som det smukke udstyr. Men siden blegner glæden, når ganen trættes af de 14 g/l restsødme. Mørk, kraftig, blød
      Druen er primitivo (zinfandel) blandet med susumaniello, en anden lokal drue, som er om muligt mere produktiv end primitivo. Navnet skal komme fra talemåden: "Susu lu somariello" -"løb, æsel, løb" -æslet får travlt med alle de druer, som skal i kælderen! 
      Vinen kommer fra schweiziske Schenk, et gigantisk (men ofte godt) firma, som i Italien har hovedsæde i Ora så tæt på Schweiz som muligt -og så langt fra Puglia, som tænkes kan!  

    Til samme pris også That's Why (50, 3*) og Astrale (50, 2-3*?), som ikke er smagt. 

Gustus 300 cl box rød... 99,- 

GODT køb + *** (3/5), Rema1000søndag-lørdag 11-17/5

Har kun smagt en rød Gustus på glasflaske, som var rigtig god til prisen. I en plastpose er vinen næppe så god, men stoler nok på den! 
    Vinen er "smooth", dvs. formentlig med lille restsødme, som ofte skæmmer billige vine og med 15% alkohol er den nok bedre til party end picnic!