Søg i 1400 opslag:

22/05/2026

Rioja, Bordeaux + flot Rhone og Toscana

I uge 22 dominerer Superbrugsen og Kvickly igen totalt ugens vinkøb i de danske kæder med en perlerække af gode køb. I denne uge tæt på 50 avistilbud, mange rigtig gode. 

Dette er del 2 (af 2). Del 1 med især rosé, hvid og bobler ses her!

    Her er superb vin til lave priser. Spier's P.S. Grand Reserve (40) er svære at slå til prisen, især rød og hvid, mens italienske AP fra Verona (33,17 v6) er drikbar og ugens billigste vin. 

    Både Bouteilley (49) og danskejede Carmel de Haux (50) er rød Bordeaux på godt og ondt, som er bedst med mad -og gør det superflot. 

    Mange vil dog foretrække spanske CUNE Rioja (50), en herlig crianza med afrundet styrke og smuk aroma. Faktisk blidere end sidste uges CUNE Reserva, men knap så fin. 

    Der er også superflot Rhone fra Vacqueyras Morel (99) og den økologiske Coccinelles (69) samt Fonterutoli no 10 fra markis Mazzei i Toscana (79). Brugsen kører på en bølge! 

BEDSTE køb: CUNE Rioja crianza - P.S. Grand rød/hvid/rosé - Bouteilley + Carmel de Haut Bordeaux - Vacqueyras "Morel" - Fonterutoli no 10 Toscana - Chianti Riserva "Piccini" 
GODT køb: AP rød/hvid/rosé Verona - Rhone "Coccinelles" -Rhone "Chapoutier" . 409 Ribera del Duero 
ANDRE køb: Ricarico Prestige Puglia - Amarama Appassimento - Fleur Peilhan Grand Cru 

uge 22-2026

Bouteilley Côtes de Bordeaux.... 49,-

Carmel de Haux, Côtes de Bordeaux... 50,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/5

Meget anstændig og god Bordeaux til uhyggeligt lav pris -Bouteilley koster 75 kr i Frankrig og 100 kr globalt (Winesearcher). Set i 2020 med guldmedalje fra landbrugsministeren. 
    Carmel de Haux er cuvée fra det dansk-ejede Haux (foto) nær Garonne lidt syd for Bordeaux by. Også rigtig god vin. Mener årgang er 2021/22, som nok er noget lukket i dag, så Bouteilley foretrækkes. 
    Begge er ganske klassisk, men åben og ligefrem Bordeaux især på merlot, åben rig frugt og middelfyldig, rank, tør smag med ikke ringe elegance. Lidt tilbageholdende, men god til mad i dag. 
    Bouteilley ligger hverken i Margaux eller Pomerol, men blot 15 minutters kørsel fra Bordeaux by, og ejet af familien Guillot siden 1617, lidt af en bedrift. 

CUNE Rioja Crianza... 50,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/5

En historisk Rioja, herlig allerede, med frugt og fylde, bløde tanniner og god længde. Set i 2021 med bl.a. 90+p/Parker. Måske er den blødere 2022 på vej med bl.a. 91p/JamesSuckling og 90p/Parker og Vinous.
    Vinen er alle fra vinstokke nær kælderen i haro. 85% tempranillo, 15% graciano og garnacha. Mosten gærer i stål og lagrer 12 måneder i små brugte egefade. 
    CVNE ("Compañia Vinícola del Norte de España") er grundlagt 1879 af en familie fra Baskerlandet, som kom til Rioja for helbredets skyld. Kælderen er en af de vigtige i Haro, der for mange er hovedstaden i Rioja. 
    De faldt for vinen og grundlagde CVNE (en etiket fejl gav vinen navnet CUNE!), som historisk og kvalitetsmæssigt har været lige med Murrieta, Riscal og andre klassiske navne. 
    I dag ledes huset af 5.generation, Victor & María Urrutia, som har fået huset i topform igen. Huset har et stort domæne i bedste områder, som dækker 50% af produktionen, men køber også druer ind til ialt 4,5 millioner flasker. 
    Huset laver et stort antal vine, bl.a. topvinen Imperial og enkeltmarksvinen Contino. En specialitet er hvid Gran Reserva (!), som kan kræve tilvænning. 

Spier "PS" grand reserve... 40,-

rød/hvid/rosé, Sydafrika (tappet i Danmark)
BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/5

Rød "Grand Reserve" er god vin, absurd godt køb til 40 (til gengæld er "normalprisen" 139,95 absurd høj). 
    PS rød fik 5* + 88p af Rydberg i Ekstrabladet: "Mørk krydret næse. Pæn bærintensitet i smagen med mørke krydderier og vanilje. Pænt balanceret med en fin krydret afslutning". I ældre årgang (2020). 2022 fik 5*/Vinavisen. Mix af shiraz, cabernet sauvignon, merlot og pinotage. Skal være lagret i eg. 
    Den hvide er chenin blanc og chardonnay. Meget frisk, tør aromatisk og stilig. Kun smagt én gang. 5* i Vinavisen. 
    Rosé på mix af bl.a. malbec, merlot og mourvèdre er ikke smagt, men Rydberg var (i 2023) ikke entusiastisk: "saftevand for voksne". Gå hellere med Provence eller Exhib (59) eller Silenia (50). 

Vacqueyras "Morel"... 99,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/5
Kostede 119 i Irma i de gode gamle dage, så til 99 et topkøb (og international pris er tæt på 200). Ikke stor, men poleret, middel kraftig, afrundet og pænt lang. 

    Måler sig med middelgod 'Neuf, men langt fra den bedste Vacqueyras, nok fordi Chapoutier ikke har egne marker og må købe vinen udefra. En flot klassisk grenache (80% med balance af mourvèdre). 2021 fik lidt gavmildt 95p/Decanter, 2022 fik 5* + Ugens bedste af Rydberg i Spritnyt.  

Fonterutoli "No 10" Toscana... 79,-

BEDSTE køn + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/5
Vinen er blødere, federe og mere tilgængelig end den strammere, flottere (og dyre) Ser Lapo Riserva. Årsagen er druen -90% merlot- som giver herlig frugt og drikbar allerede nu. Suppleret med 10% sangiovese og et år i små egefade. Set i 2023. 2021 fik af pålidelige Rydberg 5*/6. 

    Mazzei er et af topslottene i Toscana med bl.a. 3 røde * i Gambero Rosso (for 30+ 3 glas vine). En stor vingård med godt 150 hektar vin, inkl. Castello Fonterutoli i Chianti Classico, der leverer denne vin. 

AP rød/hvid/rosé, kr/fl v6: 33,17

6 fl: 199, rød/hvid/rosé, Cantina Verona, Italien

GODT køb + ** (2/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/5

Ganske ok, letdrikkelig dagligvin fra det store Valpantena kooperativ i Valpolicella. Kun smagt rød, lidt buttet i stil og fornemmer lille sødme de få gange, jeg har smagt den. Sund og ok vin til meget lav pris.
ANDRE køb
Chianti Riserva Piccini, 49 (3* + bedste køb), god pris på Toscana med lidt alder (også i 365 til 50). Mest til mad.
Ricarico Prestige Puglia, 50 (3*), nydelig syditaliener uden for meget sødme. Er lidt træt af vintypen. Denne gamle Irma-vin skiller sig ikke ud fra mængden. 
Rhône "Coccinelles" øko, 69 (4* + godt køb), bedre Irmavin! Solid, krydret fast Rhone fra økologisk familieejendom.
Rhone "Chapoutier", 79 (4* + godt køb), rigtig god Rhone fuld af frugt og fylde. 
409 Ribera del Duero, 79 (4* + godt køb), nydelig, men kommerciel Duero med god frugt og længde. Lagret i små egefade 409 dage -som navnet antyder- men stoler på frugten bagved. 
Amarama appassimento primitivo, 99 (3*) -kaldes "konge primitivo" af Brugsen. 5*/6 fra Rydberg, så burde nok rose vinen lidt. 
Fleur Peilhan St Emilion Grand Cru, 109 (4*), set i 2022 med 5*/6 fra Rydberg. I lyset af prisen på Bordeaux ikke længere et topkøb. 

Tysk i top + Sinatras favorit i Meny

Den gode Peter & Peter fås igen til god pris i Meny, som også byder på en sjælden gæst som rød og hvid vin fra Baden til lav pris + Sinatra's favoritvin. 

Meny har -igen- næsten lige så mange tilbud som Brugsen, og nogle ville jeg personligt ofre penge på, om pladsen i kælderen tillod det. 

    Peter & Peter er mest riesling fra Mosel (49,95), og både tør og halvtør er rigtig gode. Der er også en sjælden pink Mosel på spätburgunder, som er halvtør. 

    Baron Maydell i Baden har lunere klima, men både riesling og rød pinot viser, at Tyskland og kan rødt til fair pris (v6: 49,83). 

    Og var du Frank Sinatra skulle du omkring Meny, for det er her, du kan få Bolla Soave Classico (v2: 55), som er hans favorit. 

BEDSTE køb: Peter & Peter riesling + pinot noir rød/rosé - Maydell Baden pinot noir + riesling - Tour Bossuet Lalande Pomerol 
GODT køb: Bolla Soave Classico + Bardolino rosé - Vin Gris "Equilibre" - José Piteira Alentejo - Rhone "Princes" rød/hvid - Crémant "Aurore" hvid/rosé - Grant's whisky - Faustino I Gran Reserva 
ANDRE køb: Misty Cove "Landmark" rød/hvid - Koonunga Hill rød/hvid "76" - Kung Fu Girl rød/hvid - Charles Ancelin rød/hvid

uge 22-2026

Peter & Peter hvid... 49,95

Riesling Trocken eller Feinherb, Pinot Noir Rosé Mosel (halvtør), rød (tør) Tyskland

BEDSTE køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 28/5

Hvid riesling fra Mosel's "Steillage","feinherb", dvs. halvtør, med ganske nydelig duft og fin syre.
Trocken er tør uden at overdrive, god frugt med ren blomst, mere end drikbar og et superkøb (smagt 5 gange).  
    Hvid Burgunder er mere neutral, helt tør, frisk med god syre. Kun smagt én gang. 
Rød pinot fra det lune Pfalz er pæn uden at være prangende, med typisk hindbæraroma og tør, blød, pænt lang smag. Den ældre 2019 fik 89p/5* + godt køb i Ekstrabladet: "Flot frugt, meget ligefrem med jordbær, hindbær i smagen. Flot længde".
    Rosé ikke smagt, men frygter den er for spinkel. 
    Peter & Peter er husvine ved den store Mosel musikfestival med en lang række koncerter i juli og august langs hele Mosel fra Koblenz til Trier (mange dog i Bernkastel).   
    Vinene laves af giganten ZGM (Zimmermann-Graeff-(Rudolf) Müller) i Zell, en malerisk og hyggelig by ved Mosel floden engang kendt for "Schwarze Katz" (foto).

Maydell Baden rød/hvid, kr/fl v 6: 49,83

6 fl: 299. Rød Spätburgunder, hvid Riesling, Baden, Tyskland
BEDSTE køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 25/7

En meget lav pris for tysk rød, især endda fra det lune Baden. Den røde 2018 fik 89p/100 af respekterede Falstaff, mens Houlbergs vinblog ikke er glad for pinot (2016), hvor en lille restsødme generede ham. 
    Nye år har fået ros i Berlin og Mundis, hvor typisk vin til supermarkeder præmieres. Derfor kan du også finde restsødme (5 g/l i rød, ca. 7 g/l i hvid, hvor der dog også er markant syre). 

Jeg har ikke smagt disse vine fra Bimmerle, en stor privat vingård i det nordlige Baden med en årlig produktion på over 1 million fl. fra eget domæne + 40 druedyrkere. 

    Maydell sælger trods det adelige fornavn Baron mest til kæderne, bl.a. Lidl i Tyskland, hvor en lignende vin sælges til ca. 40 kr, så 50 kr er en rigtig god pris. 

Bolla hvid/rosé, kr/fl v2: 55,-

2 fl. 110. Hvid Soave Classico, rosé Bardolino "Chiaretto", Norditalien

GODT køb + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 28/5
Sprød, frisk tør hvid med diskret aroma og en letbenet, men god lys rosé med indbydende frugt. Soave 2022 fik 89p/WineEnthusiast. 
    Bolla var i USA i årtier nærmest et synonym for Soave, som havde e meget stor fan i Frank Sinatra. Når vennerne i "Rat Pack" mødtes til en sen middag i Vegas, skal Sinatra have sagt: "They better have Bolla"
    Og på hans stamrestaurant Patsy's i New York var den hvide også Bolla Soave (og den røde husets Valpolicella) -før han sluttede af med Jack Daniel! 
    I dag er Bolla en del af giganten GIV, og Bolla er efter lang nedtur faktisk helt god igen -nok slet ikke ulig Lamberti og Santi, som huset deler tappeanlæg med. 

Gris "Question d'Equilibre"... 49,95

GODT køb + *** (3/5), shop.Meny, indtil torsdag 28/5

Frankrig er "den ukronede konge af rosé" (mener Meny og jeg). Her startede den moderne rosé bølge, og her laves mest og bedst rosé. 
    En meget lys "gris" fra Rhone-deltaet, Camargue. Her kan du beundre flamingoerne og undre dig over, hvordan de kan holde balancen på deres høje stylter af ben! 
    Fine noter af blomst og frugt, let, mere frugt og ret blød smag. Godt køb med 5 hjerter fra KvindeVin (i 2024). 

José Piteira Alentejo, kr/fl v2: 55,-

GODT køb + *** (3/5)Meny, indtil torsdag 28/5

Fra det lovende Alentejo område sydøst for Lisboa, tæt på grænsen til Spanien. En mørk, afrundet kraftig vin med god frugt (kirsebær og krydderi), som kan nydes ung. Ligner sin spanske nabo, Ribera del Guadiana.

    Piteira er en ung vinmager. Vinen domineres af den meget produktive moreto, men får karakter fra den sarte alfrocheiro samt Alicante Bouschet (med rød saft) og aragonez (tempranillo). 

Tour de Bossuet Lalande de Pomerol... 89,95

2023 Bordeaux Frankrig 

BEDSTE køb + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 28/5

2023 er ikke så pålidelig en årgang som 2022 (eller 2019-20), men byder på flot vin i en frugtig, afrundet stil med mere fylde end 2021. Nyd vinen i dag for sin bærfrugt, duft og smag eller gem 4-5 år. Den har fine tanniner p.t. skjult af frugten. 

Tour de Bossuet er ganske lille vingård -1 hektar- som hører sammen med Pont de Guitres (også ganske lille med blot 3,5 hektar), ledet af den dygtige vinmager Rémy Rousselet.     

Lalande de Pomerol har både druen merlot og historie til fælles med nabo Pomerol. Begge var del af Tempelherreordenen i Middelalderen, som husede herberg og hospital til pilgrimme på caminoen. Byens vartegn er Johannitter kirken fra 1200-tallet med det åbne klokketårn. 

Rhone "Vieilles Vignes", kr/fl v2: 55,-

2 fl: 110. GODT køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 28/5

En god og pålidelig Rhône fra Princes kooperativet i Chateauneuf du Pape (som trods adressen leverer utrolig meget mere vin fra naboer end fra hjembyen). 

    Rød er præget af 80% grenache + lidt syrah og mourvedre. Ganske mørk for grenache, rig frugt, god længde, men stadig let drikkelig. Hvid er mere neutral, ren, tør, pæn længde, men ikke på højde med den røde. 


Misty Cove "Landmark".... 129,95
rød pinot, hvid sauvignon, Marlborough New Zealand

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 28/5

Den sorte etiket er topudgaven og har en sort etiket. Ikke smagt, desværre, men andre er positive -men dobbelt pris er voldsomt -og for meget for de fleste. En klassisk Kiwi sauvignon med overdådig frugt, middel fylde og fin syre. Den røde skal være rimeligt mørk for pinot med bær og en del syre, der kræver lidt tid i kælderen. 
    Huset er grundlagt af Andrew Bailey, som har solgt en masse NZ vine i Europa (bl.a. mærket FortyFour Degrees), før han startede sit eget hus i 2012. 

Crémant "l'Aurore" rosé/hvid... 89,95

Bourgogne brut hvid BdB eller rosé, Nordfrankrig

GODT køb + **** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 28/5
En ny, flot etiket til crémant fra det store kooperativ i Lugny. Altid god crémant chardonnay med ren aroma, stor friskhed og ren smag med kun lillebitte sødme. Bl.a. 5* + godt køb i Vinbladet. Rosé har jeg aldrig smagt, men vent en tør, rimeligt fyldig pink crémant med god aroma. 

Grant's Whisky "Triple Wood"... 89,95

GODT køb + *** (3/5), shop.Meny, indtil torsdag 28/5

En blid, frugtig whisky med spritten godt camoufleret af let sødme. ”Triple Wood” betyder lagring i 3 typer eg -ny eg, fade brugt til Bourbon og ældre fade, dvs. kun amerikansk eg. Men næppe med mere end 3-4 år i eg. 

Grant's havde efternavn Stand Fast (og jeg modstod den!), siden Family Reserve (familien ku' beholde den!) og nu igen Stand Fast + tilføjelsen "Triple Wood". Bedre i dag, synes jeg, bl.a. 89p/WhiskyAdvocate (i 2018).  

O.P. Anderson aquavit... 99,95

40% Original (lagret) eller Dill (dild), Sverige

GODT køb + *** (3/5), shop.Meny, indtil torsdag 28/5
Med kælenavnet "Prima" (ordet før aquavit på etiket) er en rigtig god kommkensnaps, som anses for Sverige ældste (1891). Dild snapsen er ikke smagt, men bør også være rigtig god til en pinsefrokost. O.P laves af Pernod-Ricard (Sverige) som en lille bijob til Absolut vodka. 
ANDRE køb: 
Faustino I Rioja, 110 (4* + godt køb), Gran Reserva 2016 ("75"). Kunne fås til 99 i marts, men altid topkøb, selvom vinen ses ofte. Nok identisk med den normale Faustino I. Bl.a. 92p/Guía Peñin. 
Penfolds "Koonunga Hill 76", 110 (4*), rød/hvid, kun smagt rød, som ere klassisk Oz mere fast end mange. En klasse over den normalt Koonunga. 
Kung Fu Girl rød/hvid, 79,95 (3*), USA. Den hvide riesling fra Washington er god, mens den røde pinot ikke gør skade. Tappet i Finland.  
Charles Ancelin rød/hvid, 64,95 (3*), måske godt køb, men skeptisk -og ikke smagt. Der skal være lidt fad i disse vine, som ere opkaldt efter en fransk kunstner (1863-1940), mest kendt for billedere af væddeløbsheste. Lavet i fuldfed californisk stil (ikke min stil). 
Gigondas "Princes", 139,95 (4*), nydelig kraftig, frugtig rød fra kooperativet i Chateauneuf, nok lavet af coop i Gigondas. 2023 fik 91p/Parker -pænt, men til 140 bestemt ikke topkøb. 
Amarone Negrar, 139,95 (4*), god Amarone fra kooperativet, som mener at have opfundet Amarone. Ikke topkøb. 
Chablis Labouré-Roi, 139,95 (3*), smuk etiket, ikke smagt med denne etiket i mange år, huskes ikke som bedre end Chablis til 100.
Rosé Peñascal, 49,95 (3*) spansk Mateus-kopi, sjovt nok dyrere end Mateus, når den er på tilbud.