Søg i 1200 opslag:

21/04/2017


Når prisen er for lav (del I): Côte Rôtie og Condrieu

Som vinelsker bør man bevare sin kritiske sans, når man køber vin. Jeg ville tro, at en vin blev dyrere af at blive hentet på vingården og kørt langt, langt væk til et andet firma i et andet område og så tappet der. Den burde slet ikke blive billigere -og slet ikke sælges til den halve pris af vin med samme navn tappet det sted, hvor vinen er lavet. Så hvis man ser en vin, som er blevet billigere af denne transport langt væk, så bør man undre sig. 
Så jeg undrer mig over, at
Kvickly til blot 199 kr sælger rød Côte Rôtie 2014 og hvid Condrieu 2015 (normalt 299, men tilbuddet har foreløbig varet en måned, så mon ikke det varer lidt endnu).  Normalt skal man betale 400-600 kr for vine som disse, så 199 virker som et fund. 
Men det er jeg slet ikke sikker på, at det er. For på bagetiketten står med små bogstaver, at vinen er tappet i St. Jean d'Ardières, som ligger ikke ved Rhône floden, hvor druerne skal gro, men nær Morgon i Beaujolais. Tapperen er "les Aumonières", som ingen kendner -det er formentlig et af utallige underfirmaer af f.eks. Grands Chais de France (oprindelig i Alsace) eller Boisset (Bourgogne).
Côte Rôtie er en lang skråning i det nordlige Rhône med vine så berømte, at folk står i kø for at få de bedste. Druen er syrah ofte med en smule af den hvide viognier, som ofte gror på de samme ekstremt stejle granitskråninger. En god Rôtie er middel fyldig (aldrig stærk) med indbydende, forfinet og frisk frugt og en god lang smag med virkelig elegance. Vinen er ofte god efter blot 3-4 år, men kan leve i 10 år eller længere. Den største leverandør er Guigal, som kontrollerer tæt på halvdelen af høsten med underfirmaer som Vidal-Fleury og Vallouit. Han sælger sine bedste vine under navnet Château d'Ampuis, og de er ikke billige.
Côte Rôtie er kun rød -den hvide kommer fra naboen Condrieu, som laves af 100% viognier. Vinen varierer en del i kvalitet, men er ofte frugtig og frisk, middel fyldig -nok bedst inden for 3-4 år. Også en vin i den dyre ende -i reglen 300-500 kr, tæt på samme prisklasse som Côte Rôtie.

Til 200 kr KAN disse to vine være sande fund. Jeg har ikke ofret penge på de to vine, for jeg tror ikke, de er pengene værd, selvom det er halv pris af andre. Én ting er, at vinene ikke er tappet bare nær på vingården, en anden er, at tapperen ikke selv ejer en vinstok i området.
Så det er ikke kun Châteauneuf du Pape, Pomerol, Barolo og Amarone, man skal være forsigtig med at købe...

31/03/2017



Pauly's Riesling er excellent køb, men med vildledende flaske

2016 Noble House, Riesling, Dr Pauly Bergweiler, Rheinhessen
Føtex (tilbud til 2.4.) 35 kr - normalpris 64,50-69 i Føtex, Bilka mv. 

En herlig vin med ren aroma og let til middel fylde og fin syre afbalanceret af nydelig sødme -en herlig vin til en forårsaften på terrassen, måske ledsaget af en salat. Men der er noget galt... 

Riesling er nok den fineste hvide drue fra Tyskland, men den er generelt dyrere fra Mosel end fra Rheinhessen (som med Pfalz i reglen er billigst). Alligevel er vinen tappet på den høje, slanke tyske flaske, men i grøn udgave, hvor vine fra Rhinen normalt tappes på brune flasker, Dr Pauly-Bergweiler bor i Bernkastel ved Mosel og er en glimrende vingård. Men denne vin kommer bestemt ikke fra deres egen vingård.
Ja, vinen er faktisk slet ikke tappet ved Mosel, hvor de bor, faktisk heller ikke i Rheinhesse, som har leverer druerne -men i Rheinpfalz (RP, som der kryptisk står på bagetiketten). Og det undrer ikke så lidt. Det ville være ok for Mosel-firma som Pauly at bruge den grønne flaske, hvis de selv havde tappet vinen -selvom vinen ikke er Mosel - men i Rheinhessen -hvor druerne kommer fra- eller i  Pfalz -hvor vinen er tappet- er den brune flaske mest almindelig. Så det er at pynte sig lidt med lånte fjer. For var vinen fra  Mosel (som den er, når man køber den i England eller Tyskland), vil den have været markant dyrere. Lidt snyd 





Kvickly har superb Port 

2000 Gould Campbell Vintage Port
Kvickly (tilbud) 199 kr - normalpris 299 (men også set til 675) 

Vintage Port kan være Verdens bedste Port, men der er ét problem med den. Når den er åbnet, skal den drikkes. En topvin som denne kan nok holde en uge eller mere, hvis den opbevares i kold kælder eller køleskab. Men ikke noget med at gemme en sjat til næste måned...
Gould Campbell er næppe så kendt som Graham's, DOW's eller andre fra samme Symington familie, men den er tæt på samme kvalitet -og denne 2000 har da også fået bl.a. 92p/100 af WineSpectator, hvilket måske endda er mindre end den fortjener.
Gould Campbell ejes af Symington og har historisk været knyttet til Smith Woodhouse, et andet af familiens vinhuse. Huset har været kendt for magtfulde, men måske lidt hårde Vintage Ports, som krævede mange år. 2000 er fremragende år. Så her er der ingen betænkningstid. 

28/03/2017

Fontanafredda, godt køb i Kvickly

Få vil hævde, at Fontanafredda leverer de bedste vine fra Barolo, men mange vil hævde, at Fontanafredda er et af Barolo's historisk mest interessante vinhuse. Vinene er gode og kan netop nu fås i Kvickly til særdeles overkommelige priser: 

Barbera Fontanafredda, 2015 Alba, 50 kr, norm: 99,95


Værdi: **** (4 af 5)- Lidt let for barbera, men positiv duft, ren og ukompliceret.

Barolo Fontanafredda 2013, kr 99, norm: 189,95 

Værdi: ***** (5 af 5). Middelfyldig, god stil, kræver dog luft. I festivalfolder nævnes årgang 2012, men den købte var fra 2013, der ikke er helt så stort år. Men stadig nydelig.

I Danmark var huset længe solgt af Italiensk Vinhus (indtil han gik konkurs engang i 1970erne), hvorefter det skiftede importør et utal af gange for nu i mange år at have været importeret af Coop.

Grundlagt af Italiens første konge 

Fontanafredda -"Den kolde Kilde"- blev i 1858 købt af Vittorio Emanuele II (1820-78), kongen af Sardinien, som få år senere blev konge af den nye stat, Italien. Der var dog ingen vin dengang på de 54 hektar, som fulgte med ejendommen.
Som skikken var, blev kongen gift med en fjern kusine (datter af kongen af Østrig, områdets stormagt dengang) , som skænkede ham en masse børn, men ikke så meget mere. Hans sande kærlighed var "la Rosa", som han blev gift med efter hustruens død. Hun mindes i dag i vingårdens Barolo "la Rosa".
 Vinen kom først 20 år efter. I mange år var vingården ejet af et amerikansk hus, som solgte det til en bank i Siena. 

Samme ejer som Borgogno 

I 2008 blev det solgt videre til 2 lokale forretningsmænd (64%), som i forvejen ejer Giacomo Borgogno, som er det andet historiske hus i Barolo (og nok det bedste af de to). Oscar Farinetti tjente sin formue på en app, som han solgt for formue og i dag bruger på bl.a. Eatily, en supermarkedskæde -og så sin vingårde. 
Fontanadredda sælger 6-7 millioner fl/år, og da huset kun ejer 65 hektar vin, er det intet større regnestykke, at kun godt 5% er fra eget domæne, mens 85% købes ind. 
Vinene er pæne typiske, men ikke exceptionelle -men dog et par klasser over de sære vine, der sælges til omtrent samme pris og hævnes at indeholde Barolo. OK, vi er i Italien, men alligevel! 
Huaset er mere end et besøg værd... 



Besøg: Fontanafredda




02/03/2017

Portvin er også værd at købe med 25%

Føtex tilbyder 25% rabat på normalprisen på alle vine indtil søndag 5.3. Naturligvis skal man se sig før, men der er faktisk gode køb. 

Føtex har (som også Bilka) god Bordeaux og faktisk også glimrende Portvin, f.eks. 

Croft "Platinum" Reserve Port, 90 kr (dvs. 67,50 med 25% til søndag). 

En udnærket ganske fyldig og frugtig Port med vis alder (5-6 år, som ok LBV). Croft er del af Taylor-gruppen, som også omfatter Fonseca. Kvaliteten er formentlig ikke ulig Taylor, så den er godt køb.
Kvalitet/pris: **** (4 af 5). 

Offley Boa Vista 2011 Vintage Port, 259 kr (dvs. knap 200 med 25% rabat). 

Rigtig god vintage Port med dybde og stil og god længde. Flot nu, men bestemt værd at gemme 4-7 år. Offley's Vintage kaldes Boa Vista ("God Udsigt", omtrent som Bellevue) efter firmaets quinta, som indgår i vinen. Huset er del af SOGRAPE (dvs. Mateus), som også Sandeman. 
Kvalitet/pris: ***** (5 af 5). 

Da Offley blev del af SOGRAPE giganten, kortede man ned på husets fulde navn -sikkert af de slemme kommercielle årsager. Oprindelig hed huset Offley Forrester. Baron Forrester var en af Portvinens sande helte, som kæmpede for den gode Poprt i 1800-tallet, mens han kurtiserede Dona Antonia Ferreira, som havde et andet godt hus (som også ejes af SOGRAPE). Under anonymt navn udgav han en lille bog, som voldsomt kritiserede dårlig Port og tvang regeringen til at stramme op. Han døde, da hans barca -båd- væltede på Dourio floden, mens han var på vej fra min jagthytte til Oporto. 
P.S: Man kan iøvrigt bo i hans jagthytte, som i dag er en Pousada (statsligt luksushotel) i bjergene over Pinhao. 


25% i Føtex indtil søndag

Et godt køb kunne være Liversan, Haut-Médoc, normalpris 135, dvs. 101 kr indtil søndag. 

Vinen er en pæn klassisk Médoc med frugt og stil. Ikke en fadbamse, men afrundet, med positiv duft og god længde. Årgang kan variere, typisk 2011 eller 2012, som begge er gode.
Slottet ejes af Lapalu, som også ejer Patache d'Aux (Philipson, men generelt er Liversan bedre). Engang ejet af fyrst Polignac, ikke så tosset! Slottet ligger bag Pauillac, i øvrigt ned til Lafite kanalen, opkaldt efter 1.Cru'en.
Kvalitet/pris: **** (4 af 5).

Cartillon, Haut-Médoc, er et andet godt køb, normalt 109 kr, dvs. -25% ca. 84 kr. 
Slottet ligger nær Beychevelle i Cussac og kan ligne Liversan en smule. Måske en anelse "federe" og rundere, men ikke bedre. Faktisk foretrækker jeg Liversan.
Kvalitet/pris: **** (4 af 5).

Superkøb i Chablis i Bilka

God Chablis er en mangelvare -og efter den (meget tæt på) katastrofale høst i 2016 bør ethvert tilbud på Chablis af god kvalitet (helst tappet på vingård, ellers i Chablis, emn ingen andre steder) hilses velkommen!
Her er Chablis 1.Cru fra den gode årgang 2015: 2 fl. 299 kr, spar 51 kr, dvs. normalpris 175, som også er en ok pris.
Vinen er aftappet af Josselin i Chablis. Dvs tappet i Chablis, hvad der yder en vis garanti mod forfalskning, hvad man desværre skal tænke på, når man ser Chablis til lav pris. Josselin er et alias for Bacheroy-Josselin, som er del af Domaine Laroche, som er kendt for flotte etiketter, og denne er ingen undtagelse!
Vinen er mere end ok, faktisk også til normalprisen. Ikke dyb og rig som en god 1.Cru, men med nydelig Chablis-stil. Vinen er 1.Cru, dvs. fra nogle af de bedre marker i Chablis -ikke Grand Cru (bedst og dyrest)- og nok heller ikke fra de bedste 1.Crus som Fourchaume og Montée de Tonnerre, som er tæt på Grand Cru. Vinen kommere formentlig fra yngre vinstokke i de mindre kendte 1.Crus. Gælder til 6.3.
Kvalitet/pris **** (4 af 5).

Dansk Supermarked (Bilka og Føtex) sælger også den almindelige Chablis, som koster 145. 1.Cru er bedre køb. Også Bourgogne til 100 kr, osm Berlingske fandt god.

Calvet Chablis er til gengæld ikke værd at købe. Den koster 199 kr, hvad der er en voldsom pris. Calvet er underfirma til Grands Chais de France (også storleverandør til Coop) og oprindelig et Bordeaux-firma. Vinene fra firmaet er ikke voldsomt interessante. Ikke nær så interesant som Josselin og burde også være billigere.

God Champagne i Kvickly




Kvivkly (og Coop) tilbyder i denne uge Canard-Duchêne Champagne til 189 kr. En behagelig apéritif Champagne (dvs uden den store interesse, men ok), som fås i både Brut (Authentic -og bedst) og Demi-Sec i den søde afdeling. Mærket ejes af Louis Vuitton gruppen -som også Moët og Veuve Clicquot- omtrent som Mercier. Men anses dog for bedre end Mercier. Og formentlig ikke langt fra Moët & Chandon i kvalitet -men til gengæld bedre køb (gælder til 6.3.). Kvalitet/pris: *** (3 af 5).